Med næste vin bliver vi i Calabrien, hvor vi helt ude på tåen af støvlen finder vinhuset Azienda Agricola Antonella Lombardo, der holder til den lille by Bianco. Vi smager her deres 2019 Cheiras Bianco.
Antonella Lombardo er oprindeligt fra Bianco, men byggede, efter endte studier i jura og en strålende karriere som advokat i Milano, sin egen vingård i hjembyen.
Det var i 2019, at hjemlængslen blev for stærk og Antonella flyttede tilbage til Bianco, hvor hun anskaffede sig 5 hektar vinmarker og lejede sig ind i beskedne lokaler for at begynde at lave vin.
Antonellas første vin kom på markedet i 2020, men hun og hendes vine har på ingen tid fået et kolossalt ry. Allerede i sit første år med vine på markedet blev Antonella udnævnt som årets bedste vindyrker af den prestigiøse Gambero Rosso-guide.
Denne Cheiras Bianco er lavet på 100% Greco di Bianco, der er høstet i løbet af september, hvor druerne allerede er tørret let på vinstokkene. Efter høsten er de så tørret yderligere i 20 dage i husets kælder før vinificering.
Derefter er druerne så afstilket og så er vinen lavet som en orangevin med gæring sammen med skindet og druernes egne gærceller ved kontrolleret temperatur i rustfrie ståltanke. Så er vinen lagret i tankene sur lie i 18 måneder … og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen er det en sødlig, let vammel og landlig vin, en smule mødding, ristede hasselnødder, noget humle og mjød, fersken, abrikos, kandiserede citroner samt en stor modenhed.
Smagen er fyldig, masser af smag, men også en tør friskhed, syre og dermed ikke helt en dessertvin. Den har en noget vandet lethed, en frugt af tørret abrikoser samt et ganske lille tanninhuk. 90 point.
Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 349 kr.