Vi skal med næste vin igen til Italien, for vi skal til Toscana, hvor vi tæt ved byen Santa Lucia finder vinhuset Villa Puccini aka Castellani, der står bag denne 2020 Toscana Rosso.
Castellani er grundlagt i Montecalvoli i slutningen af 1800-tallet af Alfred Castellani, men først i 1903 startede man et egentligt salg.
Det var nemlig da Alfreds sønner Mario og Duilio overtog driften af vingården. Dengang solgte man typisk vinene i store halmdækkede kolber.
I dag er det fortsat Castellani familien – 4. og 5. generation – i form af brødrene Roberto og Giorgio Castellani samt Robertos søn Piergiorio Castellani, som driver vinhuset.
Det er imidlertid blevet et stort foretagende. Hovedsædet ligger i dag – som nævnt – ved Santa Lucia i Pontedera, hvor familien har vingården Fattoria di Travalda.
Castellani ejer i alt 210 hektar vinmarker i Toscana og kontrollerer derudover 1.000 hektar vinmarker, der ejes af forskellige vingårde, som bl.a. er beliggende i både Toscana og det sydlige Italien.
Castellanis egne vingårde i Toscana omfatter bl.a. Fattoria di Travalda (selvfølgelig) på 5 hektar, Tenuta di Poggio al Casone på 27 hektar, Tenuta di Ceppaiano på 40 hektar, Tenuta di Burchino på 37 hektar, Tenuta di Campomaggio på 27 hektar samt Tenuta Santa Lucia på 11 hektar.
Roberto var egentligt journalist ved avisen Il Giornale del Mattino, men da broderen Giorgio havde brug for hjælp til lidt markarbejde, så måtte Roberto træde til.
Siden har han været i familieforetagendet og været én af de drivende kræfter i vinhuset samt én af foregangsmændene for, at Chianti vine fik den store internationale succes.
I dag er det et af Italiens største privatejede vinfirmaer. Castellani producerer ca. 18 millioner flasker vin om året og har en omsætning på langt over 200 millioner danske kroner om året. Omkring 70% af Castellanis produktion eksporteres til resten af Europa, USA, Østen, Canada og Sydamerika.
Hos Castellani er målsætningen at producere kvalitetsvine til konkurrencedygtige priser ved at benytte sig af den lange erfaring og den moderne teknologi, der findes i dag.
Et af de brands, som der også produceres under er netop Villa Puccini. Det er ganske præcis typisk vine i den lidt billigere end af skalaen. Her smager jeg deres 2020 Toscana Rosso, der er lavet på omkring 90% Sangiovese og 10% Merlot. Efter endt fermentering er vinen lagret på egetræsfade i 6 måneder.
Ganske habil frugt i næsen … fylder ikke så meget og er heller ikke særlig dyb, men får fint præg fra fadlagringen med lidt nødder, fugtig skovbund. lidt umamiagtige noter og frugten er mest kirsebær samt brombær suppleret med ristede champignon.
I munden har vinen lidt en sjov smag … sådan både syrlig og sød på én gang. Det er klart med kirsebær, brombær, blommer, mirabeller og så har den en lidt tør og stærk syre, der giver let halsbrand. Den har en fin frugtsødme … alt er okay, lidt skævt og alligevel indenfor skiven, så dermed 87 point.
Forhandles af Vinøen.dk, hvor udsalgsprisen er 99 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.