Endnu en hvidvin i sommerhuset, denne gang en Chardonnay fra den gode Charles Smith, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, men denne gang kommer vinen nu ikke alene fra ham, men er lavet i et samarbejde med en anden Charles, nemlig Charles Bieler.
Charles Smith vil jeg ikke skrive så meget om, men blot henvise til nogle af de tidligere blogindlæg, fx fra vinene 2010 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling eller 2008 Charles Smith, Chateau Smith, Cabernet Sauvignon. En anderledes, rocket vinmager ud over det sædvanlige, som bestemt er interessant at læse om.
Det gælder imidlertid også hans samarbejdspartner Charles Bieler, som kalder sig selv kreativ, en innovativ vinmand, maratonløber og New York Hipster.
Charles kommer reelt fra en vinfamilie, idet hans far Philippe Bieler i 1992 grundlagde vingården Château Routas i Coteaux Varois, en lille appellation i midten af Provence. På gården producerede man Grenache baserede rødvine samt masser af rosévine.
Charles Bieler og hans søster Mira blev involveret i driften og markedsføringen i midten af 1990, hvor de specielt havde fokus på eksporten til det amerikanske marked. Et af Charles Bielers glansnumre var at rejse igennem USA i en lyserød Cadillac for at fremme rosévinene fra Château Routas.
I 2005 solgte familien imidlertid Château Routas og grundlagde i stedet for negociantfirmaet Bieler Pere et Fils, som fokuserer 100% på rosévine, primært til det amerikanske marked.
I dag bor Charles Bieler i Harlem i New York og er ellers involveret i en række vinprojeker. Sammen med sommelier Richard Betts laver han tequilaen Oaxaca’s Sombra Mezcal. Han er involveret i vinhuset The Three Thieves sammen med Joel Gott og Roger Scommegna, hvor de finder/opkøber spændende vine, som kan markedsføres og sælges til fornuftige penge. Et par af vinene sælges endda i 1 liters Tetrapak kartoner … næsten som mælk eller juice.
Dette markedsfører de nu også genialt med sloganet ”It’s What’s Inside the Bottle That Counts. So We Got Rid of the Bottle”. Godt tænkt.
Herudover er han altså involveret i dette projekt Charles & Charles sammen med Charles Smith fra K Vintners & Charles Smith Wine i Walla Walla, Washington State. Her laver de i alt 3 vine, en rød, en hvid og en rosé … hvor rosé’en markedsføres med sloganet ”Yes, You Can Drink Rosé and Still Be a Bad Ass”.
Druerne til denne Chardonnay opkøbes fra forskellige marker rundt om i Columbia Valley i Washington State, bl.a. Upland, Carpenter, Newhouse Vineyards, Snipes Mountain, og Roza Hills. Selvfølgelig 100% Chardonnay … presning sker af de hele drueklaser, og vinen har lagret på eg i 7 måneder, heraf 20% nye fade.
Duftmæssigt lidt mango? Herudover fanger jeg lidt lemon, smør, blomster, svage æbler og lidt våde sten … men på en varm måde. I smagen overraskes man af en stor tørhed … ikke meget Chardonnay fedme her. Meget klar og syrerig med en varm tone. Der er noget finesse sammen med fin fylde og elegant varme og frugtrigdom. Slet ikke dårligt.
Mir første indtryk var ellers lidt skuffende … men det skyldes alene, at vinen dér var alt for kold. Denne Chardonnay må derfor ikke serveres for kold = direkte fra køleskabet. Skal ha’ lidt temperatur.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 98 kr.