Jeg smagte skam også 2 vine på Riesling fra søde Weingut Julia Schittler og den første var en 2022 Sezener Gottesgarten Riesling, der vel nærmest er hendes Gutsriesling eller i hvert fald entry-level Riesling.
Her kommer alle Riesling druerne fra marken Sezener Gottesgarten, som er en lille stejl mark lige på kanten af Zornheimer Berg. Der består jorden hovedsageligt af kalk, som giver vinen dens mineralske spændstighed.
Vinen er spontantgæret på store træfade og har lagret i minimum 6 måneder inden flaskning. Den har 2,8 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt meget ren, krisp og frisk uden de store sidespring … ingen petroleum eller tertiære noter, men en frisk citron, grønne æbler og lidt fersken i frugten. Men fornemmer også en svagere sødme og en let saltet mineralitet … god inderlighed og man fornemmer allerede i næsen stor drikkeglæde.
Der er vitterlig også rigtig stor drikkeglæde, for i munden er der balance mellem en let fyldig sødme, en frisk og syrlig frugt med en smule maskulin slagside og så den saltede mineralitet. Frugten er klart citroner, grillede citroner, grønne æbler … virkelig pænt og smukt pakket ind og yderst drikbar … 91 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.