Bag næste vin er der også udenlandske ejere, nemlig familien Bonnie, som stammer fra Belgien. Bag familieforetagendet står Alfred-Alexandre Bonnie, som har en fortid inden for økonomi og reklame. Han har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit og Atlanta og … Argentina.
Efter et lang arbejdsliv skulle han og hustruen Michèle begynde at trappe lidt ned, men i stedet for at begynde at spille golf, så købte de i stedet i 1996 Château Malartic-Lagravière i Graves, da de altid havde interesseret sig for vin. Det medførte også, at sønnen Jean-Jacques blev uddannet ønolog, så sønnike og hans kone Séverine deltager også i familieforetagenet. Derudover er datteren Véronique og hendes mand Bruno også kommet med i familievirksomheden.
I 2005 udvidede familien virksomheden yderligere, bl.a. med køb af yderligere et vinslot i Bordeaux, nemlig Château Gazin Rocquencourt i Pessac-Léognan, men familien besluttede også, at de vil lave vin i det land, som Alfred-Alexandre forelskede sig i under sit ophold mellem 1968-70 … nemlig Argentina.
Sammen med partneren Clos de los Siete Group købes der en 130 hektar stor mark i hjertet af Uco-dalen syd for Mendoza by, og det bliver til Bodegas DiamAndes, en lille diamant opkaldt efter søen Laguna del Diamante, som ligger i Andesbjergene ikke langt fra vingården.
Og vingården er blevet bygget efter alle kunstens regler med et design, så den passer perfekt ind i landskabet og har minimal indvirkning på den omkringliggende natur. Vingården er tegnet af arkitekterne Mario Yanzón og Eliana Bórmida.
Clos de los Siete Group … Bonnies partner i Mendoza … er også værd lige at kigge nærmere på, for det består af en gruppe af franske vinavlere, som er gået sammen for at investere i vinproduktion i Argentina. De har købt ikke mindre end 850 hektar vinmarker i Uco-dalen omkring Vista Flores og Tunuyán, alle marker beliggende i en højde på 1.000-1.200 meter over havets overflade.
Initiativtager og idémanden bag Clos de los Siete Group – som vel kan oversættes med de 7’s vinmarker – er en velkendt vinmand, nemlig den verdensomspændende ønolog Michel Rolland, som udover at være vinmager på familien Bonnies slotte i Bordeaux også er kendt fra vingårde/-slotte som Tenuta dell’ Ornellaia i Italien, Château Camensac i Frankrig og mange, mange flere.
Rolland ejer også selv en række ejendomme I Bordeaux, bl.a. Château Le Bon Pasteur, Château Bertineau Saint-Vincent i Lalande de Pomerol, Château Rolland-Maillet i Saint-Émilion, Château Fontenil i Fronsac og Château La Grande Clotte i Lussac-Saint-Émilion. Derudover er Rolland med i en række joint venture, som fx Bonne Nouvelle i South Africa, Val de Flores og Yacochuya i Argentina, Campo Eliseo i Spanien og endelig dette Clos de los Siete.
De øvrige ejere af Clos de los Siete består bl.a. af Catherine Péré-Vergé fra Château Monviel i Pomerol, Laurent Dassaut fra Saint-Emilion; Bertrand Otto, repræsentant fra La Compagnie Vinicole E. Rothschild, Bertrand Cuvelier og Jean-Michel Arcaute.
Denne DiamAndes de Uco Gran Reserva er husets topvin, lavet på 70% Malbec og 30% Cabernet Sauvignon. Vinen har lagret 24 måneder på fransk eg, hvoraf 70% fornyes hvert år. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin, som laves af den ansatte ønolog Silvio Alberto … selvfølgelig i samarbejde med Michel Rolland.
Vinen har fået 92 points af Wine Enthusiast og 91 points af Wine Spectator.
Duften er naturligvis proppet med blommer, mørkefrugt, solbær, vanilje … men herudover er denne vin en anelse mere tør eller støvet. I smagen er det også solbær og blommer, men nok også lidt mere eg end de øvrige vine denne aften. Samtidig en lille kant, som adskiller vinen en smule fra de andre, måske det er de 30% Cabernet, som kan smages. Et par ved mit bord var begejstret for dette … jeg er nu mere i tvivl, og synes nok bedst om de rene Malbec vine blandt aftenens vine.
Forhandles af Vinexus, hvor prisen er 239 kr.