Derefter stod den sgu på fucking Merlot, for De Grendel laver skam også rødevine på den bordeauxfile og stærk udbredte druesort og her var den i årgang 2019.
Vinen er 100% Merlot, der kommer fra nogle vinmarker på skråninger af Tygerberg ved Hutton Oak Leaf i 200 meters højde, at druerne til denne 2019 Merlot kommer fra 14-17 år gamle vinstokke.
På De Grendels hjemmeside står der, at det er Melot, men Hans fra Lesedi Wines fortalte, at der faktisk også er 4-6% Petit Verdot med i blendet.
Efter høsten er druerne afstilket, knust og så har de gæret i rustfrie ståltanke med overpumpning 4 gange dagligt. Efter endt gæring er druerne presset og vinen er så lagret 13 måneder på egefade med 1/3-del nye fade, 1/3-dele fade brugt én gang og så resten egefade, som tidligere er brugt to gange.
Duftmæssigt et møde mellem blomster og blød velour … blød og lækker mørk frugt med solbær, brombær, blommer og derfra får du hurtigt fadpræg med vanilje, kanel, sød fin lakrids, toast og brændte noter, kul, tørv, tør tobak … og så en smule sæbe og gummiagtige noter … egentlig på en lidt animalsk måde.
Smagen er lidt spinkel for en Merlot, men det er dog fortsat med solbær, blommer og lidt brombær. Derudover kommer der brændte elementer, sådan toast og hårdristet brød, en forholdsvis frisk syre og egentlig godt med tanniner, peber og rank bid. 89 point.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 155 kr.