Siden 2015 har Azienda Agricola Parusso ejet den lille vingård Cascina Baconotta i Santa Rosalia og det er også derfra, at denne 2019 Vegliamonte Alba kommer.
Parussos primære Barolo vingård ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vej mod Castiglione Falletto og den besøgte jeg selv for et par år siden.
Det kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.
Men Cascina Baconotta ejendommen i Santa Rosalia ligger tæt på Alba med samlet 8 hektar vinmarker under appellationen Alba DOC, som fortsat er relativ ukendt herhjemme, men det er også en forholdsvis ny appellation.
Appellationen omfatter 44 kommuner i Langhe og Roero, men altså udenfor de kendte Barolo, Barbaresco og Roero appellationer. Vine under Alba DOC skal være på mindst 70% Nebbiolo og mindst 15% Barbera.
Vegliamonte Alba er i årgang 2019 lavet på 85% Nebbiolo og 15% Barbera og fra marker i 400-450 meters højde. Efter høsten er alle druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen sker spontant med druernes naturlige gærceller i ståltanke.
I glasset er vinen sådan nærmest medium transparent med en lidt brunorange farve i kanten, mens duften tydeligt bærer præg af fad … men dufter freaking godt. Der er en moden og luftig aroma med lidt søde jordbær og saftige kirsebær, tørrede rosenblade, vanilje samt mælkechokolade, lakridskonfekt og skumgummifiduser. Vinen har som 2021’eren også noget nobelt, ædeltræ, våde fade, lakrids og sammenlagt en fabelagtig lækker næse.
Uhhhh, hvor smager den også fremragende … har Parussos bløde Barolo elegance. Det er cremet, tørt og bidende med en blød frugt af lidt tørret kirsebær, kirsebærtærte, blommer og brombær med lidt solrig fylde fra Barbera frugten. Til gengæld er tanninerne knastørre og vilde på Barolo niveau … virkelig mundudtørrende, men sammen med en vis fylde, som giver vinen en helt særlig balance, som bare fungerer så godt, så dermed 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.