Når jeg nu allerede var i gang med tysk Pinot Noir aka Spätburgunder, så smager jeg da også lige en 2021 Schweigen Spätburgunder fra altid fremragende Weingut Jülg.
Det er jo et vinhus, som jeg har smagt vine fra mange gange … skam også denne Schweigen Spätburgunder, der er en Ortswein, hvor alle druerne kommer fra marker omkring Schweigen. Jeg skrev om selve vinhuset, da jeg mødte Johannes Jülg ved en online smagning. Det kan du læse om i indlægget; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.
Denne Schweigen Spätburgunder er lavet med druer, hvor halvdelen kommer fra den tyske side af grænsen og resten fra den franske side og som sagt har jeg smagt vinen før i årgang 2020, men ellers smagt rigtigt mange af Jülgs Spätburgundere.
Ved fremstillingen af denne er gæringen sket i rustfrie ståltanke, men så er vinen efterfølgende lagret 15 måneder på store gamle træfade aka großes Holzfass og for denne 2021 er sukkerindholdet endt på 0,3 gram restsukker pr. liter, altså helt tør og ren.
Mums for en duft … har en fantastisk kombination mellem en meget rank, frisk frugt med røg og gran samt sødlige fadnoter. Det gør lige næsen virkelig interessant, kompleks og utrolig levende. Frugten er mest tranebær, kirsebær og hindbær, mens fadpræget lidt diskret er leveringsdygtig i noget lakrids, lakridskonfekt, vanilje samt blidt en smule gazebind. Man kan virkelig mærke noget seriøsitet i denne vin.
Der er en vin med masser af frisk frugt i form af brombær, hindbær og kirsebær suppleret med tranebær og lemon bitterhed, røg, sod, kul og grannåle. Der er klare, ren og friske tanniner, lidt peber samt en saltet mineralitet giver et godt bid. Vinen har denne friske, lette og grønne spændstighed og alligevel store drikkevenlighed. 92 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.