Næste vin på Fru Larsen var rigtig spændende, en Montefalco Sagrantino fra et ganske lille hus i Umbrien, nemlig Tenuta Bellafonte Società Agricola. Ren Sagrantino … power og tanniner. Tør på den fede måde.
Tenuta Bellafonte ligger i hjertet af den mest uberørte del af Umbrien, kun to skridt fra Bevagna, i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vingården ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.
Vingården er grundlagt, ejes og drives af ægteparret Peter & Sabina Heilbron, mens vinfremstillingen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Beppe Caviola. Peter er født i Milano, men familien stammer oprindelig fra Tyskland.
Han havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola i 2007 arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.
Peter ejer i alt 27 hektar jord, hvoraf de 7 hektar er tilplantet med vin … og udelukkende Sagrantino. Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.
I bedst italienske stil drives der selvfølgelig også et mindre hotel med 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.
Der produceres kun én vin, som repræsenterer det absolut ypperste, området kan præstere, nemlig denne Montefalco Sagrantino. Alle druer høstes med hånden og sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de i kælderen naturligt forekommende gærstammer.
Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, lagrer den yderligere 10 måneder på flaske.
Men hvordan smager vinen så? Duftmæssigt er her solbær, tørhed, tørrede krydderier, babybræk (på den fede måde), meget animalsk, hvilket jeg jo er ganske vild med, blæk, kul, kridt og én eller form for mineralitet. Smagen er først og fremmest præget af stor tørhed og godt med tanniner. Vinen er både stram og kødfuld … nærmest renser munden … fuck, hvor er den tør, sidder nærmest på fortænderne, men det gør den også charmerende. Tørheden og tanninerne er dog meget fint integreret i syren, og den høje alkoholprocent på 15% mærkes heller ikke. Virkelig en vin med karakter. Thumbs Up.
Forhandles hos Jysk Vin, pris 249 kr.