Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, Italien

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, ItalienVi slutter forment med Mille Vites bedste og dyreste vin og det er selvfølgelig denne 2019 Barberesco Gaia-Principe.

Vi har før smagt, hvad Bisso Atanassov kan lave fra marken Gaia-Principe, da jeg smagte en 2016 Barbaresco GP fra netop Taverna Wines.

Men denne Mille Vite er også fabelagtig lækker, men det skal jeg nok vende tilbage til. Den er lavet ved, at de håndplukkede druer først er afstilket og knust, men kommer så derefter over i et gammelt cementkar til en kølig pre-maceration i 3 dage.

Selve gæringen sker uden temperaturkontrol med regelmæssige pump-overs og punch-downs efterfulgt af en eftermaceration i 21 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på franske, brugt barriques inden aftapning på flaske. Der er kun produceret beskedne 594 flasker.

Ave Maria og 3 x hellige moder, hvor det dufter godt … lys, aromatisk, luftigt, landligt og man fornemmer nu meget mere kompleksitet, dybde og elegance. Der er knuste rosenblade, en smule grøntsagsfond, en rank rød frugt af lyse kirsebær, jordbær, hindbær med let sødme, hengemt kælder, læder, lidt sur mælk, fennikel og svagt aftryk fra fadene med træ, vanilje og meget forsigtigt en smule mælkechokolade.

I munden er vinen spændstig, frisk, ung og endnu lidt en teenager, hvor der først kommer en lidt bitter frugt med hindbær, tranebær og ribs, har lidt kant og bumser endnu, men med knastørre tanniner, så er det også en vin, som kun bliver bedre. Det er sgu ikke helt skidt og Mille Vite er på rette spor … og med denne vin har de allerede meldt sig godt ind i kampen. Masser af frugt, masser af tørhed og så en lille smule af samme venlighed, som Bisso også havde i vinene fra Bioca, så dermed 93 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDe fleste læsere af Houlberg Vinblog ved godt, at jeg elsker Langhe Nebbiolo, hvor man tit får mini-Barolo’er til fornuftige penge og det gælder skam også Mille Vite.

Druerne er først afstilket og knust inden kold premaceration over 3 dage i rustfrie stålkar. Så er gæring sket ved forholdsvis lav temperatur for at undgå en overdreven tanninekstraktion.

Efter endt gæring er der sket en kort eftermaceration i en uge, hvorefter vinen er presset og har lagret 7 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og fade anvendt 2-3 gange før. Derefter er vinen flasket og der er lavet 2.400 flasker.

Duftmæssigt virkelig aromatisk, flowery, landlig … vi har her inviteret hele bandet med ind i blomsterbutikken og de spiller nu intuitivt og  improvisatorisk med lidt æter, mynte, læder, violer og luftige gamle træinstrumenter. Der er hindbær, ribs og rabarber, en smule granatæbler, kirsebærsten samt lyserøde, syrlige drops.

I munden er det lidt en let og saftig Langhe Nebbiolo, der har en lys og næsten læskende frugt med jordbær, hindbær og rabarber, en tør sødme, let mørk chokolade bitterhed og lys balsamisk syre. I det hele taget er syregrebet fint og let med denne sødbitre underkant. Det er sgu da ret charmerende, så 92 dansende point fra Jens Werner.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Mille Vite, Grignolino, Piemonte, Italien

2021 Mille Vite, Grignolino, Piemonte, ItalienNæste vin i glasset fra Mille Vite er nærmest en rosévin … i hvert fald med næsten samme farve og det er deres Grignolino … en drue, der også kaldes Nebbiolos mere ukendte søster.

Grignolino er vi jo stødt på tidligere her på vinbloggen og det er en rød italiensk drue, der primært dyrkes i Piemonte. Den giver lyse rødvine eller rosévine og  meget frugtagtig aromaer, masser af syre og tanniner.

Navnet Grignolino stammer fra ordet grignole, som betyder mange kerner eller mange sten på lokalt piemontisk dialekt. De mange sten i druen bidrager netop til de stærke og bitre tanniner, hvorfor man normalt presser druen meget blidt og langsomt for at mindske tanninerne noget.

Mille Vites Grignolino er lavet efter Fauxrouge metoden … og Fauxrouge betyder jo  falsk rød på fransk. Det er en metode, der bruges til at fremstille lette, duftende og letdrikkelige rødvine. Ved denne metode reduceres tanninekstraktionen uden, at vinen mister sin kompleksitet.

Jævnfør regler, så skal en Piemonte DOC Grignolino indeholde mindst 80% Grignolino og det gør denne netop, mens de øvrige 20% består af 19% Barbera og 1% Albarossa, der begge er gæret som almindelige rødvine og derefter lagret i egetræ i 4 måneder.

Her er selve Grignolino delen af vinen lavet ved en meget kort maceration og så gæring uden skindet, hvilket også giver en meget lys vin. Den er så efterfølgende lagret på rustfri ståltank. Efter endt gæring er mosten så blandet med Barbera og  Albarossa, har lagret en måned og blev derefter flasket uden filtrering. Der er lavet 2.400 flasker.

Nøj, hvor er vinen charmerende … og det er en vin, som man burde drikke i skyggen under et gammelt oliventræ, men man skriver på en roman om kærlighed. I næsen er det straight-on kærlighedseliksir af frisk, sødlig frugt … jordbær, tranebær, læder, let lakrids, mynte, godt med røde blomster og violer og  Det er en lys, let og læskende vin … nærmest som en ubekymret, sjov og legesyg Nebbiolo.

I munden er der samme lette og ubekymrede drikkeglæde … har virkelige denne legesyge, læskende og saftige side. Det er jordbær, hindbær samt lyse, søde kirsebær, noget lemon/grapeagtig bitterhed og måske endda noget Campari, men heldigvis doseret beskedent, hvorved det fortsat er let, feminint og easy drikbart. Det er en Grignolino, som jeg er vild med, så 92 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Mille Vite, Chardonnay, Piemonte, Italien

2021 Mille Vite, Chardonnay, Piemonte, ItalienNæste lille charmerende vin fra Mille Vite og Bisso Atanassov er så deres Chardonay, der er lavet uden lagring på egefade.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høstet, først er afstilket og knust, hvorefter de efterlades i en kølig pre-maceration i cirka 2 timer.

Derefter er der sket presning efter en køling med nitrogen og næst er gæringen sket i rustfrie stålkar med temperaturkontrol ved 13-14 grader over 3 uger. Så er vinen egentlig blot lagret sur lie i tankene i 6 måneder inden endelig aftapning på flaske. Der er lavet 2.400 flaske af denne vin.

Duftmæssigt er det Chardonnay med nogen fedme, som kunne forlede en til at tro, at den havde fået lidt fad, men det må tilskrives sur lie lagringen. Den har en lidt småeksotisk frugt med både melon, mango, ananas og pærer. Der er lidt ristede hasselnødder, valnødder, Nutella, blomstersæbe, røg og let saltet. Men der er også noget frisk og luftigt over duften, hvilket gør den ganske tiltrækkende.

I munden er vinen noget anderlede, for der har den smidt den tykke vinterfrakke af svulstig frugt og byder i stedet på en syrlig og saltet smag. Der er grønne pærer, kernehus og umodne ferskner, lemon bitterhed og citroner, lidt spidskommen … har en ren og fin syre, meget lækker … 90 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Mille Vite, Moscato d’Asti, Piemonte, Italien

2021 Mille Vite, Moscato d'Asti, Piemonte, ItalienJeg startede så – måske lidt omvendt – med Mille Vites søde Moscato d’Asti, men havde lige lyst til lidt mousserende vin og med lidt sødme … og det kan denne vin give dig.

Denne Moscato d’Asti er lavet ved, at saften efter presningen af druerne først er filtreret og derefter hviler nogle uger inden gæringen.

Det er ikke en vin lavet efter champagnemetoden, men er i stedet lavet efter charmat-metoden med gæring i autoklave, hvor vinen sættes under kulsyretryk.

Gæringen stoppes ved brat afkøling, når det nødvendige tryk og den ønskede mængde restsukker er nået. Derefter er den  mousserende vin filtreret gennem isobariske filtre og tappes på flaske. Der er kun lavet 1.200 flasker af denne vin.

I næsen fornemmes omgående nogle af Moscato druens typiske noter med pæn sødme, mandariner, dåsemandariner i sukkerlage, sød nektar og blomsterpollen, hyldeblomst, modne pærer, abrikos samt rosenblade … sidder bare lige og fortryder, at jeg ikke har en god dessert eller noget ost til.

Det er smagsmæssigt en let perlende, endda svagt boblende vin med god sødme der kalder på dessert eller ost … eller bare alenestund, da den vil gå til begge dele eller som aperitif. Boblerne er flade og blide, men ellers er vinen saftig og juicy med dåsepæresaft, lidt pærecider med bobler, men uden vildskab. Det vil være nemt at afskrive dem, sige den er for sød og pærejuiceagtig, men den kan altså et eller andet og jeg vil selv gerne drikke mere af banditten. 90 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Chardonnay, Pfalz, TysklandVi skal igen et smut tilbage til den gamle og traditionsrige Rüttger familie i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz og nu er det med deres Neuleininger Feuermännchen Chardonnay årgang 2021.

Druerne kommer fra to parceller med 30 år gamle vinstokke på den kølige og kalkstensholdige enkeltmark
Feuermännchen i det nordligste Pfalz.

Vinen er lavet i kølig stil, så den er med temperaturstyret gæring og efterfølgende lagring på ståltanke … altså helt uden at bruge egefade på nogen som helst måde.

Det er i næsen honningmelon, modne æbler og pærer, lidt fersken samt ananas, er let buttet med brunet smør, kokos, en smule nødder, men er eller bestemt ikke totalt overdone.

I munden er det bestemt fortsat Chardonnay og har en god syre, lemon, grape og citroner, meget saftig, har lidt spark vis syren samt lidt peber, men det er samtidig leveret blødt og behageligt. Det er en rigtig god tysk Chardonnay, som leverer fra første sip … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienVi fortsætter i Spanien, men nu skal vi igen smage vinen Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans Bodegas Mustiguillo. Det er en vin lavet på ren Bobal og vi får nu vinen i årgang 2020.

Jeg har skam også før smagt vinen og været ret begejstret … både i årgang 2018 og 2019. Første gang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre igen.

Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

Den er animalsk og mere landlig og bondsk end foregående … svedige landmænd, mødding samt nogle mælkede noter. Der er sorte oliven, en mørk og fyldig frugt af brombær, sorte kirsebær, enebær, estragon, kakaopulver samt tør, engelsk lakrids, tobak, grønne urter og bitter kaffegrums.

Smagen er fyldig … har både noget sødme i frugten, men også lidt peber, som lige river lidt i smagsløgene. Der er vildt tørre og vilde tanniner, som også river i dig … tørrer munden totalt ud, så dermed bliver det samlet en kraftfuld vin, der kan puste et stearinlys ud. Det er som sidst både bulder og elegance på én gang, men i denne årgang fylder bulderet lidt mere end tidligere, men med rank, lys bitterhed i frugten. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen sidste Château la Couspaude Saint-Émilion Grand Cru Classé blev også den ældste af de 3 årgange, for den var fra årgang 2014.

Det er en årgang, som i Saint-Émilion er ratet lidt lavere end de to foregående … nemlig med 92 point, men gode vinhuse kan jo lave god vin i alle årgange. Og her har Michael Rolland også rådgivet vinslottet.

Ellers er vinen lavet som de foregående, altså på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

I glasset er vinen bare lidt mere brunlig end de foregående, men minder ellers mest om 2016’eren. Men den har faktisk også en mere grøn og frisk side … klart mere rank i næsen, men har også denne lidt ædle, dekadente og aristokratiske elegance. Det er fortsat solbær og brombær, men også blommer og hindbær samt noget fad, der ikke er helt så dominerende som i de nyere årgange. Der er blæk, cedertræ, cigaræsker, skovbund, mynte,

2014’erens styrke ligger måske mere i smagen … modenheden har slået mere  igennem, hvorved smagen næsten er mundsmeltende med stor blødhed og runde hjørner … og den har faktisk hjørner af frisk, rank, lys og frugt, der endda har en smule bitterhed, tørhed og så de vildeste tanniner, der fortsat bider, som om de var helt unge teens. Der er hindbær, tranebær og måske endda lidt umodne blommer samt bolsjer, fennikel …utæmmet og flot. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte dernæst endnu en årgang af den fine Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og nu var det altså 2016’eren.

I Saint-Émilion er det en årgang, som fx Parker har ratet 95 point mod 94 for 2018’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren og det er på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques … og atter har Michel Rolland drysset lidt stjernestøv henover vinen.

I næsen kommer omgående lidt af de samme noter som med 2018’eren … bare mere modent og atter med denne nærmeste lidt dekadente aristokratiske elegance af gammelt ædeltræ, varm samt comfortagtig og fadpræget rund. Der er søde og sorte kirsebær, der er solbær og modne blommer, muldjord, våd fad, søde lakridspiber, chokolade, kardemomme og vanilje. Det virker ultra blødt og så venligt.

Smagsmæssigt kan årgangen og de to ekstra år smages, for nu er frugten slet ikke så frisk, men mere rund, poleret, afgratet, modent og glatslebet. Men tag ikke fejl, der er fortsat masser af liv med både brombær, kirsebær og hindbær, mens tanninerne mindst er lige så markant, tørre og spændstige som i 2018’eren. Det giver virkelig vinen spark, kant og god frugtintensitet. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7