Til små appetizers med østers og hors d’oeuvres før Kongens Nytårstale smagte vi på Molskroen denne Blanc de Blancs Brut uden årgang fra champagnehuset Henriot.
Maison Henriot er grundlagt af Henriot familien, der allerede i 1640 havde slået sig ned i Champagne området.
Det var enkefruen Apolline Henriot – der gennem 14 år havde hjulpet sin mand Nicolas Henriot med at drive vinhandel – der i 1808 grundlagde champagnehuset Maison Henriot
Hendes far ejede i forvejen nogle vinmarker i Montagne de Reims i Verzy, Verzenay og Mailly. Han var højt respekteret, da han også havde skrevet en afhandling om vindyrkning i Champagne.
I dag er det 7. generation i form af Joseph Henriot, der siden starten af 1970’erne har stået i spidsen for champagnehuset, men har dog i 2020 overdraget driften til vinmageren Alice Tétienne, der tidligere har arbejdet hos Maison Krug.
Derudover er man startet et samarbejde med den lokale paraplyorganisation TEVC- Terroirs et Vignerons de Champagne – der repræsenterer flere champagnebønder og kooperativer.
Det betyder også, at champagnehuset nu har adgang til druer fra langt flere vinavlere end tidligere og i dag kommer fra 76 forskellige vinavlere på tværs af 29 landbyer i Champagne.
Denne Blanc de Blancs Brut er en typisk champagne fra Maison Henriot, der primært har specialiseret sig i vine på Chardonnay og denne Blanc de Blancs er en blanding fra alle husets vinmarker med Chardonnay og forskellige årgange med op til 50% reservevin. Efter den første gæring er vinen lavet med andengæringen i flaskerne gennem minimum 3 års lagring.
Duftmæssigt er det en ret kompleks champagne … der er ristet rugbrød, nødder, valnødder og ristede hasselnødder, brioche boller, en frugt af pærer, æbler, ananas, blomster og en kalket mineralitet, meget velafbalanceret og samtidig frisk.
Smagen er syrligere og friskere end duften … der er grønne pærer, fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der er godt med syre, men den har også en kæk lille sødme, der gør vinen flot velafbalanceret, så dermed 95 point.
Denne 3 liter jéroboam flaske forhandles af Fine Wines, hvor en flaske koster 2.495 kr.