Med Le Cimates Degustazione Sagrantino vino numero Quattro … vin nummer 4 rykker vi atter et år bagud, her til årgang 2010.
Årgang 2010 har Consorzio Tutela Vini Montefalco rangeret på niveau med 2013, 2012 og 2009, hvilket vil sige med 4 stjerner, mens årgang 2011 har højeste rating med 5 stjerner … hvis vi ser på de årgange, som vertikalsmagningen hos Le Cimate omfattede. Men det er jo trods alt alene en guideline for årgangene i Montefalco. Hvordan producenterne forvalter druerne er en helt anden sag.
Denne 2010’er er langt mere moden i næsen end de tidligere vine … nogle af de samme nuancer, men mere sødme, mere mørke og koncentreret frugt, sødkrydrede elementer samt en tendens til at virke en kende overdone.
Og det gælder faktisk også smagsmæssigt, hvor der kommer en snert af noget Amarone over smagen, modne blommer, blød, cremet og lidt af en mundfuld. Jeg synes, at producenterne i Montefalco skal passe på med, at gøre vinen for overdone, for koncentrerede.
Heldigvis er der fortsat tætte og tydelige tanniner i denne vin og det redder vinen på stregen og gør, at vinen faktisk er ganske fortræffelig. Modenhed er jo ikke dårligt. Men den ligger på et knivsæg til at blive for meget.
Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen omkring 30€ … svarende til 225 kr.
Rating 5/7