Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi bliver hos Juan Gil Bodegas Familiares og de højpotente vintervine, for den næste har jeg tidligere sammenlignet med en  stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX … og det huset Blue Label, som jeg smager i årgang 2020.

Det er en Dodge RAM, som jeg kender ret godt, for jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2016, 2017, 2018 og 2019 … og som jeg før har skrevet, så er det en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.

Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.

Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade … og så trækkes denne Dodge RAM af en højoktan 15,5% alkohol … not for the faint-hearted.

I forhold til den forrige Mas de Can Blau, så er denne mere maskulin, mere hård og oprejst. Også her har vinen et tungt fadpræg, men slet ikke så udtalt, men rummer noget kanel, vanilje, lakridskonfekt, sød finsk lakrids, sød tobak, ristede kaffebønner og tørret kød, men også noget blæk, grafit og blyanter. Frugten er blåbær, sorte kirsebær og solbær … solmodne og varrme.

Der kommer fra start masser af den højoktan brændstof på 15,5% frem i smagen, hvilket gør det til en barsk og maskulin vin. Det er så koncentreret tæt og man mærker næsten allerede fra start, hvordan de tykke og tørre tanniner masser sig frem. Det er opulent og stærkt med solbær, sorte kirsebær, svesker … powerfuld stor mundfuld, en spansk hillbilly truck … 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, Spanien

2018 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, SpanienSidst jeg smagte denne Mas de Can Blau fra Cellers Can Blau skrev jeg, at det var som at få en knytnæve direkte i sylten … BAM. Men sådan er det jo med kraftige vintervine … de giver varmen og nogle mere direkte end andre … nu smager jeg 2018’eren.

Vinhuset Cellers Can Blau er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, som jeg jo også har skrevet om før. Det er et familiedrevet vinhus, der – som navnet indikerer – er drevet af Gil familien.

De har lavet vin lige siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil og i dag ejer 9 vinhuse/vinerier i 11 appellationer og ejer eller kontrollerer nu omkring 1.766 hektar vinmarker ved deres vinhuse.

Cellers Can Blau grundlagde Gil familien i 2003 og er dermed et af de ældste projekter i familiens store ekspansion. Vingården ligger i El Molar under appellationen D.O. Montsant i Catalonien. Der har man samlet 35 hektar vinmarker med over 40 år gamle vinstokke, som primært er Syrah, Mazuelo og Garnacha.

Vinproduktionen på Cellers Can Blau er lagt i hænderne på vinmageren Nuria López Sarroca, som laver de 3 forskellige vine, bl.a. denne 2018 Mas de Can Blau.

Vinen er lavet på 35% Carignan, 35% Syrah og 30% Grenache. Men her anvender vinmageren Nuria López Sarroca kun de bedste druer. Vinen er også lavet som søstervinene, altså på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage, men efter den malolaktisk gæring, så har Mas de Can Blau lagret hele 18 måneder på nye franske barriques.

I glasset er vinen mørk som Satans sjæl … og atter er der rabalder, dundr og full throttle på aromaerne med tonsvis af fadtunge noter af chokoladefrøer, kakao, vanilje, sød finsk lakrids, karamel, gamle fade suppleret af marmeladefrugt af blommer, solbær samt kirsebærlikør. Det er way over the top på en fed måde … en vinøs opulent ekshibitionistisk spradebasse.

Smagen er også vintervarmende … cremet og så alligevel stopfuld af mørk frugt. Alt kommer fløjlsblødt, som var det en bastardkrydsning mellem nervøs velour og et uklippet oxforddown får. Det giver en ret rund, spændstig og småbuttet vin med tranebær, sortsure kirsebær og solbær tilsat tør engelsk lakrids, sort te bitterhed og så giver de 15% alkohol også lige et spark i fårenosserne. Det er stort på mange måder og i hvert fald en vin, der giver varme. 93 point

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, Senoro De Odon Crianza, Rioja, Spanien

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, Senoro De Odon Crianza, Rioja, SpanienJeg smager nu igen rødvin fra Rioja vinhuset Bodegas y Viñedos Leza García og det er deres 2020 Senoro De Odon Crianza.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som er plukket manuelt i starten af oktober måned, når druerne har nået optimal modenhed.

Gæringen sker over 14 dage ved kontrolleret temperatur på 28 grader i store ståltanke med daglige pumpovers.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225-liters barriques, hvoraf 70% er amerikansk eg og 30% fransk eg.

Duftmæssigt er det ristede fade og småbrændt toast, en sødlig og fyldig frugt af brombær, blåbær, blommer og masser af herligheder fra fadlagringen med karamel, nougat, chokolade, skumfiduser samt vanilje og kanelsukker.

Smagen er både frisk, rund og virkelig frugtrig … frugten virker endda lysere end i duften, så det er mest kirsebær, blommer, blåbær og hindbær. Det bliver aldrig vildt dybt, men i stedet er frugten klar, ren og jernholdig, tanninerne spinkle, tørre og beskedne … mens der også kommer lidt lemonagtig bitterhed i syren. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker, mens tilbudsprisen kun er på 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Delaforce, Fine Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Delaforce, Fine Tawny Port, Douro, PortugalDen anden portvin fra det klassiske portvinshus Delaforce blev søstervinen Fine Tawny Port og ligeledes uden årgang.

Som Ruby søsteren er den lavet på et blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Barroca og Tinta Roriz, der alle er høstet i midten af ​​september.

Den er også lavet næsten på samme måde, for efter høsten har vinen gæret i ståltanke  … både med drueskind, kerner sammen med saften fra druerne. Efter at vinen har gæret i 24-36 timer, hvor den opnået en alkoholprocent på 6-7%, så tilsættes brandy eller druesprit med en alkoholprocent, der er noget højere.

Dette stopper gæringen og sikrer, at restsukkeret bevares i det endelige produkt. Sødmen afhænger meget af, hvornår druespritten tilsættes i processen. Jo tidligere i processen det tilsættes, jo sødere ender en portvin med at være. Denne består af forskellige årgange, der har været lagret på egefade i gennemsnitligt 4 år.

Duftmæssigt kan den længere lagring godt fornemmes … duften virker langt mere nøddet … der er nødder, teaktræ, mahogni våde fade og de dominerer duften, hvor frugten er mere tilbagetrukket, men mest er blommer, sorte kirsebær og svesker. Til gengæld kan man ikke på samme måde som hos Ruby fornemme den stærke 20% alkohol.

Igen er smagen er langt bedre end duften … men virker nu mere nøddet i aromaerne og lidt mere rank i frugten, syltede blommer, kandiserede kirsebær og en smule svesker. Det er blød, cremet og rundt, meget frugttrig og igen akkompagneret af alkohol, som der dog er skruet en anelse ned for. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Delaforce, Fine Ruby Port, Douro, Portugal

N.V. Delaforce, Fine Ruby Port, Douro, PortugalJeg er tosset med god portvin … og nu smager jeg 2 portvine fra det klassiske portvinshus Delaforce, som vi før er stødt ind i på bloggen og den første er en Non Vintage Fine Ruby Port.

Det er en portvin, der er lavet på de klassiske Douro druesorter Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Barroca og Tinta Roriz, der alle er høstet i midten af ​​september.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men en Ruby Port er lagret i højst tre år for at bevare sin friske smag og det er så kortere end de fleste andre portvine … lige med undtagen af Tawny portvinene.

Mørk frugt … vi snakker blommer, svesker, våde fade, en anelse nødder og man mærker allerede fra starten også de 20% alkohol, der lige snerrer og får følgeskab af en vis tørhed i vinen.

Smagen er langt bedre end duften … smager sgu ret godt, hvor der kommer en rund, blød frugt af kandiserede blommer, svesker, dadler og den akkompagneres fint af alkoholen, der aldrig bliver for kantet eller stram, men bare giver varme og comfort i halsen. Det er sgu en lækker lille godbid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Le Battistelle, Battistelle Vigneto Storico Soave Classico, Veneto, Italien

2022 Le Battistelle, Battistelle Vigneto Storico Soave Classico, Veneto, ItalienJeg elsker Soave hvidvin på Garganega druen og nu har jeg atter smagt en vin af slagsen … en 2022 Battistelle Vigneto Storico Soave Classico fra vinhuset Le Battistelle

Vinhuset ligger i den lille by Brognoligo midt i Soave Classico zonen. Det er grundlagt i 2002 af Gelmino og Cristina Dal Bosco, der – som flere og flere vinavlere – så stoppede med at sælge druerne til det store, lokale kooperativ og selv startede med at lave vin.

Familien Dal Bosco har samlet 9 hektar vinmarker, som er fordelt på mange parceller i bakkerne ved Brognoligo, herunder deres bedste mark Battistelle under cru’en Castellaro. Det er også den mark, som vinhuset er opkaldt efter.

Det er et lille familieforetagende og de laver alene 3 forskellige vine, herunder denne  Battistelle Vigneto Storico Soave Classico. Efter afstilkning af druerne, så presses de, hvorefter mosten gærer i 15 dage i rustfrie ståltanke, men der er ikke sket malolaktisk gæring- Bagefter er vinen lagret 6-8 måneder sur lie inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 1 måned.

Hvor er det egentlig en drønlækker hvidvin … duften virker lidt fedmefuld og olieret efter lagringen sur lie med bærmen og der kommer tropisk frugt med fersken, abrikos, ananas, melon samt dåsepærer, noget sandaltræ og hvid peber.

Smagen er mere ren, rank og kølig … det er citrus sammen med vingummibamser – de gule – og samlet en pivfrisk og faktisk ganske mineralsk vin … har denne jernholdige og saltede mineralitet, frisk syre og det smager sgu forrygende. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Cava Lola Brut, Penedès, Spanien

N.V. Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Cava Lola Brut, Penedès, SpanienDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte en lækker Paco & Lola Albariño fra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, der også kaldes Bodega Paco & Lola. De laver også en mousserende vin … en Cava Lola Brut fra Penedès regionen.

Det er en Cava unden årgang … og lavet på druerne Parellada og Chardonnay fra Comtats de Barcelona i Penedès langt fra hjemmebanen i Rías Baixas.

Vinen er efter presning af druerne lavet i rustfrie ståltanke og derefter er vinen tappet på flasker til andengæringen efter den klassiske champagnemetode. Jeg kan dog ikke se, hvor lang tid vinen har lagret i kælderen inden degorgeringen.

Duftmæssigt virker vinen nærmest landlig, animalsk og måske endda lidt bondsk og så proppet med frugt, der mest er æblekompot, citrusfrugter – heri mest godt med grape – samt lidt eksotisk frugt og lidt blomster … frisk, letlevende og alligevel med kant.

I munden er brusset halvaggressivt, men falder alligevel hurtigt til ro og efterlader munden med masser af lemon og grape, hvorved vinen har et meget frisk bid. Dermed bliver det en sprød, syrlig og frisk Cava, der smager virkelig godt. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Reserva Cru, Veneto, Italien

2018 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Reserva Cru, Veneto, ItalienJeg har før smagt den luksuriøse Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso fra huset Cantine Buglioni i flere årgange, og det er også en god Amarone, men deres Amarone della Valpolicella Classico Reserva Cru er bare langt bedre og jeg har nu smagt 2018’eren.

Vinen er lavet på et blend af Corvina, Corvinone, Rondinella, Croatina og Oseleta, som alle er høstet manuelt på fra enkelt mark, der er certificeret økologisk og derfor også Cru’et i navnet og det er en vinmark beliggende i Sant’Ambrogio di Valpolicella.

Efter høsten i september, så er druerne tørret frem til januar året efter og først derefter er gæring og maceration sket over 25 dage med temperaturstyring ved 24 grader med daglige overpumpninger før presning.

Derefter er vinen lagret i  36 måneders lagring på 2.500 og 5.000 liters slavonske egefade, der efterfølges af minimum 18 måneder på
flaske før frigivelsen. Der er lavet 6.347 flasker af vinen og denne er nummer 4.523 … og så har den 16,5% high voltage.

Det dufter lidt som en kombination af våd skov, søde krydderier, blommemarmelade og på en eller anden måde, så kommer jeg til at tænke på jul og samtidig fornemmes allerede noget varme. Den har helt klart nogle umamiagtige dufte … skovbund, nødder, papkasser og ristede kastanjer. Frugten er mørk og fed med blommekompot, Amarena-kirsebær, svesker og figner, mens fadlagringen bidrager med en smule chokolade, råcreme, nougat, vanilje samt sød finsk og tør engelsk lakrids.

Hvor er det intenst, blødt og cremet … men vinens high voltage på 16,5% bestemt også mærkes, men alligevel er godt velintegreret og blot giver varme hele vejen ned. Der er tør engelsk lakrids og stærke norske brystdråber, tusmørke kirsebær, bagte blommer, solbær samt en fed, gammel og tæt balsamicoeddike, der giver et svulstigt kick på utrolig tør måde. Alt er tæt, kompakt, komprimeret og intenst … pæn maskulin og knytnæve vild … i det hele taget en vild vin og skiller sig bestemt ud i toppen af Amarone feltet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 469,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2022 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienI denne kolde vintertid, så skal jeg da også smage et par rigtig bombastikke kraftbasser og dette er én af dem … 2022 Valpolicella Ripasso Superiore fra Cantina F.lli Zeni.

Denne Ripasso er jo Amaronens lillesøster og en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Jeg har smagt vinen før … både i årgang 2018, 2020 og 2021.

Første gang skrev jeg også en masse om huset, som jeg endda selv har besøgt i en sommerferie for efterhånden 8 år siden … gisp hvor tiden går hurtigt.

Zenis Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på primært Corvina tilsat en smule Rondinella og Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 10-12 måneder på egefade.

Det er en mørk, fyldig og krydret vin … der er blommer, sorte kirsebær, solbær og svesker, men ellers en lysere og mere frisk syre på en lidt rustik og bondsk måde. Der er også godt med cedertræ og frisk egetræ, mandler, balsamico og let lakrids.

Smagsmæssigt er der fylde, men ikke så meget som tidligere årgange, mens der også kommer mere frugtsyre frem. Der er fortsat fedme, fylde i smagen af blommemarmelade og kirsebærsauce med pæn varme og solskin … masser af smag og vellyst, så 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved 6 flasker er 79,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2020 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienVi fortsætter med mere fyldig og kraftig vin, for den næste er en 2020 Amarone della Valpolicella fra Sartori, der er et vinhus i dag ejet af den store vinkoncern Collis Heritage.

Collis Heritage er grundlagt i december 2023 og omfatter bl.a. kooperativet Collis Veneto Wine Group. De ejer altså også  i dag det gamle vinhus Sartori eller Sartori di Verona grundlagt for 120 år siden i 1898.

Det skete, da Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori, der siden 1998 har været drevet af 4. generation i form af Andrea Sartori.

Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften. Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet og på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini.

I dag er Sartori en del af Collis Heritage, der har en årlig omsætning på cirka 100 millioner euro, en produktion på 30 millioner flasker og over 600 hektar vinmarker.

Denne 2020 Sartori Amarone della Valpolicella er lavet på 50% Corvina, 30% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Cabernet Sauvignon, der efter høst er tørret 3-4 måneder. Derefter er de knust og gærer så i store temperaturstyrede ståltanke med 30 dages fermentering.

Derefter hviler vinen en periode i betontanke, hvilket efterfølges af lagring 2 år i mellemstore og store egetræsfade og efter aftapning yderligere 6  måneder på flaske.

Duftmæssigt er det en kraftkarl … fed og voluminøs med en frugt, der er sødkrydret med bagepulver, kanelsukker, vanilje, sød lakrids, blommer, sorte kirsebær og solbær, lidt cedetræ og sandeltræ samt ganske svagt lidt mentol.

I munden er vinen lidt mere kantet end ventet … man kan også mærke alkoholvarmen fra de høje 15% procent, mens frugten er ret frisk og spændstig med solvarme, masser af blommer, kirsebær, solbær, bitre frugtkerner, grove og tydelige tanniner … masser af power, smag og frugt. 90 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7