Videre med næste Riesling fra Tesch … nu er totalt i blå stue med Martins 2020 Riesling Königsschild med den blå kapsel, og hvor druerne kommer fra husets Langenlonsheimer Königsschild mark.
Marken Langenlonsheimer Königsschild ligger syd for en af Teschs andre vinmarker Rothenberg og marken har formentlig sit navn efter Karl den Store, som havde sit sommerresidens kaldet Kejserpaladset i Ingelheim og ejede marken.
Druerne på Langenlonsheimer Königsschild er omkring 22 år gamle og gror på en undergrund med löss, kalksten … en porøs jordbund med fossile rester og det skulle efter sigende være med til at give en mere blomsterrig vin.
Nu er duften endnu mere blød … igen æbler, men mere modne og suppleret med pærer, melon, måske endda lidt abrikos, astronaut-is samt blomster. Her er petroleum duftene langt mindre og i stedet er der lidt linolie … og sammenlagt virker vinen mere feminin, let og blomstret end de to forrige.
I smagen er der dog fortsat et tydeligt Tesch fingeraftryk, hvor der er godt med syre og endda kraftigere end forventet. Frugten er tykkere og mere gæret, modne æbler, abrikos med mineralsk, mere krydret og rigtig saftig side. Der kommer i slutfasen lidt saft og bitterhed, men sammenlagt igen fin Riesling.
Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.