Til Bichel Vins store, flotte, solrige – og overcrowded – sommersmagning trak jeg hurtigt op i kultbaren. Der var mere ro og ingen kø. Samtidig fik jeg mulighed for at smage en helt speciel vin … nemlig et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto. Det kunne jeg ikke modstå, svag som jeg er.
FÅK den vin er jo stort set lige så ung, som jeres flittige vinblogger, og den venlige, unge fyr i kultbaren forsikrede mig, at den var helt perfekt. Og han havde ret … men det vender jeg tilbage til om lidt.
Jeg havde også kort tid forinden netop været forbi bord nr. 4 i Bichel Vins store have med netop vine fra Castello di Monsanto og kort smagt nogle få af husets vine – herunder 2009’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio – og hilst på den søde og rare dame fra Castello di Monsanto. Jeg er faktisk usikker på, om det måske endda var selveste Laura Bianchi herself, som stod ved bordet?
Det var i hvert fald hende, som havde haft nogle flasker af 1968’eren med til Danmark. Ja faktisk kan I se vinhusets lager af lige præcis disse flasker på billedet ovenover, så mit glas kom således fra én af disse støvede flasker, som dog havde fået ny etiket på, da de fleste af vinene hos Castello di Monsanto lagres uden etiket.
Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962, altså blot 6 år før denne 1968’er. Det var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.
Selve vinhuset Castello di Monsanto er grundlagt et par år tidligere, nemlig i 1960, hvor Aldo Bianchi fra San Gimignano var til et bryllup på stedet, men blev aldeles forelsket i stedet og i løbet af nogle måneder endte med at købe ejendommen.
Nu skriver jeg ejendommen, men det er vel nærmere et rigtigt vinslot og det ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa. Og samtidig med nogle imponerende kældre under ejendommen … lange tunneler med vin.
Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana.
I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og siden 2001 også ønologen/vinmageren Andrea Giovannini fra Tenuta dell’Ornellaia.
Det har nemlig været Lauras ønske, at de skal fokusere lidt mere på frugten på bekostning af de mere klassiske oxidative elementer, men samtidig uden at falde i den internationale grøft. Fabrizio – de ellers er inkarneret traditionalist – accepterede datterens ønske.
Og vinene fra Castello di Monsanto hører til i den absolute topklasse, hvilket specielt kan tilskrives vinmarkernes beliggenhed og selvfølgelig dygtige vinmagere.
Husets bedste mark er selvfølgelig den 5,5 hektar store Il Poggio mark, der ligger på en bakketop med en perfekt eksponering og jordbind med skiferholdig mergel, som er helt perfekt for netop Sangiovese druerne.
Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.
Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio er også undergået lidt ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men netop i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i.
I dag består blendet af 90% Sangiovese, 7% Canaiolo og 3% Colorino, lagret 20 måneder på mindre egefade og netop lavet af druer fra den berømte mark. Mængden af nyt fad har dog været aftagende de senere år.
Jeg har forsøgt at undersøge, om blendet var anderledes i 1968, men det kan jeg ikke se. Man lagringen er anderledes og umiddelbart ser det ud til, at de tidligere årgange – herunder 1968’eren – er lagret 4 år på 30 hektoliter egefade … altså langt mere traditionelt end i dag.
I 1968 stoppede Fabrizio også med at anvende hele klaser og startede med at afstilke klaserne. så 1968’eren er første årgang af Chianti Classico Riserva Il Poggio uden pres med stilke.
Fabrizio var i det hele tager meget fremsynet allerede ved etableringen af Castello di Monsanto. Hver eneste år fra 1962 har han nemlig gemt 2.500-3.000 flasker af Chianti Classico Riserva Il Poggio som et vinøst arkiv … eller måske blot en fantastisk pensionsopsparing.
Flaskerne overvåges og kontrolleres løbende og er således årsagen til, at jeg på sådan en dag kan nyde et næsten 50 år gammelt glas Chianti Classico Riserva Il Poggio. Dyb respekt.
I et smukt Zalto glas er 1968’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto synligt en moden vin, fortsat rød og ganske transparent, men de orange og brunlige refleksioner danser elegant med i glasset.
Og – oh my god, FÅK og 7 x ave maria – hvor det dufter godt. Næsen er moden, blød og glat. Det er afdæmpet og satans elegant med svage, krydrede kirsebær, røg, skovbund, blomsteragtige noter, voks, læder, afdæmpet lakrids eller fennikel, violer, svampe og smukke elementer af syre. Uha.
I munden er det blød, blid og rund silke med glat garvesyre og smagen er nærmest i zen eller et højere luftlag. Der er fortsat syre, taninner og godt med frugt tilbage … selv efter næsten 50 år, hvilket er ganske imponerende. Der er en utrolig lethed over vinen … spillevende, let flyvende og elegant med både blomster, kirsebær, svage krydderier og smager helt forrygende. Det er delikat og en vin jeg kunne drikke hver dag … året rundt.
Det får jeg dog helt sikkert ikke råd til, for Bichel Vin har prissat en flaske af denne flotte 1968’er til 2.200 kr. Det passer meget godt med de priser, som ses udenbys til omkring 252€ for en flaske.
Rating 7/7