Lad os fortsætte med mer’ bourgognevin, men skifter dog farve til en rød Maranges 1er Cru Clos Roussots 2019 fra Domaine Sorine.
Vinhuset ligger i Cheilly-lès-Maranges mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og er i dag ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.
Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.
Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.
De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.
Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.
Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.
Vild dejlig næse … sådan lidt en blanding af moden, dekadent frugt, masser af grønne elementer og så denne note af ædeltræ, mahogni og bejset træ suppleret med en lille kæk sødme. Frugten virker lys, sød og let med jordbær, hindbær, lyse kirsebær og mirabeller, lidt voks, koks og kul samt ristede noter.
I munden er vi i Lækkerland … for der er også en lys, let og småsød frugt kombineret med en feminin, skrøbelig og sart syre. Frugten er mest jordbær med kirsebær og hindbær som backingband samt lidt tørre, bitre og blide tanniner. Det er en rigtig fin Pinot Noir med både grønt punch, elegance og kompleksitet. Smukt.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.