Vinhuset bag smagningens af forårets 6 mousserende vine hedder Twee Jonge Gezellen og det ligger gemt godt væk i det nordvestlige hjørne af regionen Tulbagh. Vi starter med at smage en nyere 2020 Krone Night Nectar Demi-Sec.
Vinhuset, der også kaldes Krone Cap Classique, ligger godt ude på landet nord for Tulbagh, der samtidig er den fjerde ældste by i Sydafrika og har en historie, der går tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.
Twee Jonge Gezellen var oprindeligt én af 14 gårde etableret efter 1700, hvor den daværende guvernør i Cape Willem van der Stel så motiverede for en udvidelse ud over Cape Town til Winterberg, Witzenberg og Roodezand området … og der blev Twee Jonge Gezellen ejendommen oprindelig grundlagt i 1710.
Det var dog først i det 20. århundrede, at man på ejendommen startede med at producere vin og i 1950’erne arbejdede med at lave mousserende vine med koldgæring. Det arbejde blev dog ødelagt i 1969 efter et ødelæggende jordskælv, der rystede hele regionen.
Dette forsinkede etableringen af projektet Krone Cap Classique med 20 år, så den første mousserende Krone vin – en 1987 Krone Borealis – blev først frigivet i 1991 til stor anerkendelse og dermed var vingården reelt en reaIitet.
Twee Jonge Gezellen har siden 1710 været ejet af Krone familien og drives i dag a Nick Krone, men det er efterhånden sønnen Matthew, der som vinmager laver vinene, men Nicks kone Mary står for alt det overordnede, mens den yngre søn Luke varetager markedsføring.
Samlet har Krone familien 120 hektar vinmarker tilplantet med 15 forskellige druesorter, hvor de mest udbredte er Chardonnay, Pinot Noir, Shiraz og Viognier.
Det har dog ikke været en blomstrende forretning, bl.a. har man tidligere i 1995 indgået partnerskab med champagnehuset Mumm og i 2011 var selskabet også i betalingsstandsning på grund af dårlig økonomi, bl.a. efter et stort tab foranlediget af forurenede flasker.
I dag synes de økonomiske problemer løst, for der blev i hvert fald i 2017 foretaget en større renovering af ejendommen samt de gamle, underjordiske vinkældre, der faktisk var de første under jorden i hele Sydafrika.
Jeg smager nu 6 vine fra vinhuset, nemlig disse
- 2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec
- 2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Borealis Cuvée Brut
- 2016 Twee Jonge Gezellen, Krone Kaaimansgat Blanc de Blancs
- 2017 Twee Jonge Gezellen, Krone Amphora Blanc de Blancs
- 2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec Rosé
- 2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Rosé Cuvée Brut
Rækkefølge er – indrømmet – lidt tilfældig og måske skulle de sødere Night Nectar været drukket sidst. Men sådan er der jo så meget.
Nå, men denne Krone Night Nectar Demi-Sec er lavet på halv Chardonnay og halv Pinot Noir og der anvendes kun den første, fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Der er basisvinen så lavet på ståltanke.
Derefter er andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning på bærmen i de underjordiske kælder inden vinen til slut så tilsættes en lille dosage, som giver et strejf af sødme og gør vinen til en sprudlende Demi-Sec.
Duften er gæret … masser er blomster samt tropisk frugt med både fersken, abrikos, honningmelon, ananas, søde æbler, kvæde, karamel og søde mandariner.
I munden kan sødmen virkelig smages, men det er heldigvis fortsat med en smule kølig syre samt lidt bitter lemon, der giver en ganske fin balance i vinen. Det er dog ovre i den sødere afdeling og bestemt en vin, som alle i selskabet på terrassen vil kunne lide. Sammen med den sødbitre lemon er der også en lidt kalket mineralitet. Det er en mousserende vin, som de fleste vil være glade for.
Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 148 kr.