Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Perticaia, Umbria Rosato IGT Cos’è, Umbrien, Italien

Minsandten om Perticaia ikk’ også laver en rosé … og endda på 100% Sagrantino. De kalder vinen Umbria Rosato IGT Cos’è og var næste vin i glasset.

Og den har trods en kort udblødning på skindet i 6-8 timer fået godt med farve … godt med kraft fra den tanninrige og polyfenolrige Sagrantino drue. Vinmageren Alessandro Meniconi fortalte mig, at Sagrantino druerne til rosévinen er høstet omkring 14 dage tidligere end druerne til husets rødvine på Sagrantino druerne.

Efter udblødningen har mosten gæret på rustfrie ståltanke ved 15-16 grader og er efterfølgende lagret med bærmen – sur lie – i ståltankene i 4 måneder og efterfølgende 3 måneder på flaske.

Og duftmæssigt er her hindbær, jordbær, brombær og kirsebær … mineraler, blomster og tør syre. I munden er vinen også godt frugtrig … let og sammenlagt ganske habil af en rosé. Der er en lækker balance mellem sødme og bitterhed. Livlig og frisk rosévin.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 108 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Perticaia, Trebbiano Spoletino, Umbrien, Italien

Perticaia er – hvis I spørger mig – mester i vine på Trebbiano Spoletino druen og vores lille smagning hos vinhuset startede netop med en flaske af deres almindelige Trebbiano Spoletino.

Spoletino er en drue, som stammer fra området omkring byen Spoleto ikke langt fra Montefalco og druen var næsten totalt glemt og tæt på udryddelse … lidt som Sagrantino. Druen har dog fået en genopblomstring i løbet af de sidste 10 år og heldigvis for det, for den kan levere sindssygt gode vine.

Druen har ikke noget tilfælles med de nok mere kendte Trebbiano Toscano, Trebbiano Abruzzese, Trebbiano Romagnolo og Trebbiano di Soave, men har været dyrket i århundrede i Montefalco området.

Den har selvfølgelig navnet Spoletino efter byen Spoleto, som også er stedet for appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, mens navnet Trebbiano menes at stamme fra, at druen også blev dyrket ved den nærliggende by Trevi, som på latinsk hed Trebia … deraf navnet Trebbiano og samlet Trebbiano Spoletino.

Denne Trebbiano Spoletino er også under appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, og er lavet på rustfrie ståltanke. Druerne udblødes først ved lave temperaturer, hvorefter fermenteringen sker ved 15-16 grader.

Vinen lagrer derefter med bærmen i 6 måneder på tankene, men Alessandro Meniconi fortalte, at den faktisk også har lagret 3 uger på fade for at tage det vilde ud af Spoletino druen, som han udtrykte det. Derefter flaskes vinen og frigives.

Næsen er ret fantastisk … let, lys og helt mineralsk med blomster, æbler, lidt tropiske frugter og let petroleum. Dufter sgu ganske fantastisk.

I munden er vinen ganske blid og feminin med lidt æbler, meget levende og delikat, meget ren i frugten. Der er lidt sødme gemt i vinen og den er med til at give en flot balance.

Forhandles herhjemme af Lahvino, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 108 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Indómita, Sauvignon Blanc Gran Reserva, Casablanca Valley, Chile

Mellem regndråberne i den danske sommer kan der skam godt nydes lidt vino på terrassen. Denne kommer fra det lokale Fakta … en Sauvignon Blanc Gran Reserva fra det store, chilenske vinhus Viña Indómita.

Vinene fra Viña Indómita er storsællerter hos Fakta kæden … prisbillige vine og rimelig anstændig kvalitet fra et ganske stort vinhus i Chile. Ja, faktisk er huset så stort, at de ejer mere end 1.400 hektar vinmarker i både Casablanca Valley, Maipo Valley og Biobío Valley.

Og selve vineriet har en årlig produktionskapacitet på 27 millioner liters vin årlig og en barriqueskælder med ikke mindre end 2.500 fade. Det gør Viña Indómita til et af de største vinhus i Chile og de eksporterer da også til mere end 50 lande i hele verdenen.

Viña Indómita er grundlagt i 2006 af den store chilenske industrikoncern Bethia Group, der beskæftiger over 4.000 mennesker og i forvejen var beskæftiget indenfor transport, flyindustrien, hesteavl, kommunikation og meget andet.

Og selve vineriet – som I kan se på billedet ovenfor – er i dag også lidt af en turistattraktion med stor gourmetrestaurant styret af topkokken Tomás Olivera, vinsmagninger og mulighed for ture i området på hesteryg.

Denne Sauvignon Blanc Gran Reserva er en af de mange vine fra Viña Indómita, som efter presning er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den er fermenteret med udvalgt gær. Omkring 3% af vinene er efterfølgende lagret i egefade inden vinen igen blandes og flaskes.

Næsen er klart Sauvignon Blanc med hø, græs, fersken, stikkelsbær, grøn peber … lidt aromatisk, men også med en vis strenghed og nærmest mineralitet. Smagen er frisk og syrlig … okay balance uden at imponere. Der er fin Sauvignon Blanc syre og derudover lidt mineraler, men helt dybt, intenst eller komplekst bliver det aldrig.

Købt i Fakta til 55 kr., men fås nogle gange på bud lidt billigere.

Vinanmeldelse 3/7 

2015 Montioni, Montefalco Sagrantino Ma.Gia Anteprima, Umbrien, Italien

I 2015 har Paolo Montioni udvalgt specielt gode druer fra en enkeltmark til 2 barriques … en special selection Montefalco di Sagrantino DOCG, som han har opkaldt Ma.Gia efter de første bogstaver i navnene på hans to børn. Paolo mener, at der vil komme omkring 500 flasker af vinen, som dog først vil blive frigivet medio 2019.

Derfor er det måske også helligbrøde allerede nu at tage en forsmag på vinen, som jo skal modne et par år endnu. Ifølge Paolo skal vinen først på flaske i december 2018/januar 2019 og så modne på flaske i mindst 6 måneder inden en frigivelse.

Men når Paolo serverede den for mig, så kunne jeg jo ikke sige nej og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke. I kender vel efterhånden jeres flittige vinblogger?

Det er en vin, som samtidig er lavet helt uden brug af kemikalier og uden tilsætningsstoffer.

Lad os smage prøven på vinen, som man jo skal huske, alene er halvmodnet. Den virker i glasset endnu mere kødfuld end Paolos almindelig Sagrantino, men der er ikke så meget overmoden blommer, men virker mere tæt, intens og har samtidig lidt grønne blade sammen med kanel og lidt gazebind.

Og smagsmæssigt langt mere punch … mere direkte i udtrykket med en urkraft og knap som overmoden i smagen. Og jo, der er også endnu tonsvis af tanniner. Igen en meget kraftig dame, som man ingenlunde let svinger omkring.

Ikke prissat endnu.

Rating 4,5/7  

2013 Montioni, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næste Sagrantini di Montefalcio DOCG var Montionis anteprima udgave … altså den endnu ikke frigivne 2013 årgang, som dog her virkede helt klar.

Den er jo selvfølgelig lavet som foregående årgang, dvs. med druer høstet i de første dage i oktober og lavet på temperaturstyrende rustfrie ståltanke med maceration i 25 dage. Efter fermentering modner vinen i franske barriques i 24 måneder, nu fremgår det også – mere passende – at vinen efterfølgende lagrer 12 måneder på flaske, hvorved vi nærmer os de obligatoriske 37 måneder. Så mon ikke, at det også var gældende for 2012’eren?

Duftmæssigt er det fortsat en fed dame, moden med blommer, blåbær, læder og kanel, men også en tak mere grøn med en smule elementer af mynte og eukalyptus.

Smagen er fortsat modne og fede blommer, overmoden frugt, dadler, og en smule tørhed, som dog – sjovt nok – slet ikke er så udtalt, som i 2012’eren. Da er heavy shit, men smager bestemt godt … er blot ganske kraftigt.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 20€ … svarende til 149 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Montioni, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

De tre sidste vine hos Cantina Montioni … Vini di Montefalco var selvfølgelig Paolos Sagrantino vine. Der skulle vi smage både hans almindelige i 2 årgange og så en forsmag på hans nye Ma.Gia. Men vi startede med den almindelige Montefalco Sagrantio DOCG i årgang 2012.

Paolo sagde selv, at det er husets visitkort … ambassadøren for husets vine og en vin for alle, som elsker Umbrien, landskabet omkring Montefalco og symboliserer den varme velkomst, som man får i landet.

Sagratino druerne er høstet i de første dage i oktober og vinen er lavet på temperaturstyrende rustfrie ståltanke med maceration i 25 dage. Efter fermentering modner vinen i franske barriques i 24 måneder, hvilket efterfølges af 6 måneder på flaske.

Hvordan Montioni så kommer op på appellationens regler om minimum 37 måneder lagring melder historien intet om … men det er jo også Italien og regler vel mest retningslinjer? Wine Spectator har i øvrigt giver vinen 89 point.

Og Paolo kan tilsyneladende li’ sine damer fyldige, for det er en kraftig og fyldig madonna. I næsen er vinen meget, meget moden med overmodne blommer, læder, kaffe og vanilje. Vinen virker langt ældre end en 2012’er og man får nemt nogle associationer til Amarone … eller i hvert fald i den retning.

I munden er vinen blød, cremet og meget opulent … der er fylde og fedme i metermål. Der er også både tørhed og tanniner, som sætter sig i mundhulen, men dog er langt mere integrerede i vinen end fx hos Caprai. Det er ingen let dansepartner, men en tung og fed madonna, som kræver sin mand.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 20€ … svarende til 149 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Montioni, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Helt naturligt var næste vin hos Montioni deres Montefalco Rosso DOC, som jeg skulle smage i årgang 2013.

Det er en vin, der er lavet på 65% Sangiovese, 20%  Merlot og 15% Sagrantino og druerne kommer fra Montionis marker tæt på vingården i 450 meters højde. Vinen er lavet gæret i temperaturregulerede rustfrie ståltanke med maceration med skindet i 15 dage og har derefter lagret 12 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt er der god landlighed og vinen er rustik med en vis lethed, græs, hø, kanel, blommer, brombær og røde bolsjer. Smagen er meget ren, lidt stålagtig frugt, hindbær og har derudover en vis portion tørhed.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 9,50€ … svarende til 71 kr.

Rating 4/7

2016 Montioni, Umbria Grechetto IGT, Umbrien, Italien

Og vi startede selvfølgelig smagningen med Paolos moneywine … hans Umbria Grechetto IGT og – som det også fremgår af etiketten – alene en smagsprøve på vinen i 2016 årgangen, som ikke var frigivet og derfor en anteprima udgave. Det er samtidig husets eneste hvidvin.

Druerne er høstet fra Montionis marker ved Montefalco i 450 meters højde i starten af september. Vin er lavet på rustfrie ståltanke og har ligget 1 nat med skindet inden fermenteringen. Vinen har derefter lagret 3 måneder i ståltankene og derefter 3 måneder på flaske … men det har denne 2016’er altså ikke helt nået endnu.

I næsen byder vinen på fersken, blomster, sødme og lidt vanilje, men der mærkes ingen mineralitet. Virker som en let og omgængelig vin og lidt af en pleaser.

Smagsmæssigt en frisk og ligetil vin med let bitterhed, grapefrugt og egentlig ganske sprød i eftersmagen. Der er dog også en del bitterhed i eftersmagen, men Paolo fortalte, at den ville forsvinde ved den yderligere lagring i flasken.

Ingen forhandlere herhjemme, men på vingården koster den 6€ … eller omkring 45 kr.

Rating 3,5/7 

2009 Fratelli Giuliari, La Picolla Botte Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Grill i haven med venner, som netop er hjemvendt fra sommerferie i Veneto … hva’ er så mer’ naturligt end at servere lidt Amarone? Det blev denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella fra et ganske lille vinhus i Veneto, nemlig Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari.

Vinhuset som holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona. Giuliari er en gammel Veronafamilien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie.

En af de gamle forfædre i familien … Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og en anden Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger. 

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari som i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker, og laver 5 forskellige vine, nemlig en Recioto Valpolicella Classico, Recioto di Soave, S. Giustina IGT, Le Pale IGT og så denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella.

Og navnet La Picolla Botte betyder ikke en lille flaske, men nærmere “lille tønde” og henviser til husets gamle vinkældre, som i folkemunde gik under navnet “lille tønde”, altså en kælder med god vin. Det kommer fra et ordsprog, om, at den gode vin altid findes i den gamle tønde eller den lille tønde.

Til at hjælpe med vinproduktionen har familien hyret ønologen Giuseppe Bassanelli, og det er ham, som også laver denne Amarone, som er lavet på druerne Corvina, Rondinella og Molinara, som er tørret på tørreloftet i omkring 4 måneder på store måtter, hvorefter de presses og druesaften lagrer på store egetræsfade i 24 måneder.

Jeg har ladet mig fortælle, at de tidligere år ved sammenstikningen havde blandet lidt frisk Barbera i, men det lader ikke til at være tilfældet længere … om det nogensinde har.

Næsen er dyb og landlig, mørk … nærmest kulsort med lakrids, tør og dyb fad, blommer, lidt kirsebær, kakao, chokolade, kanel, kardemomme, tobak, nelliker, let mynte, en smule syrlig kant, men heldigvis ingen rosiner.

Smagen er fed, tør og krydret. Der er okay med frugt, eg, kanel, kakao og jern. Det er en af de lettere Amaroner, selvom hun på ingen måder er en elegant danser. Det er en robust kvinde fra landet.

Har fået mit eksemplar i gave, men findes i Calle Grenz Shop. hvor den koster 159,99 kr.

Rating 4/7  

2013 Roberto Voerzio, Langhe Nebbiolo Disanfrancesco, Piemonte, Italien

Mer’ vin fra ugen … her en Barolo værdig, flot og stram Langhe Nebbiolo Disanfrancesco fra vinhuset Azienda Agricola Roberto Voerzio, der holder til i La Morra. Det er én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager.

Roberto grundlagde sin vingård i hjertet af Langhe i 1986. Han startede ud med 2 hektar, men har gennem årene formået at købe flere af de mest prestigefyldte marker for fremstilling af Barolo, nemlig parceller på marker som La Serra, Brunate, Cerequio, Sarmassa, Rocche dell’Annunziata og Fossati.

Alle disse marker er af ubestridelig Grand Cru kvalitet, skønt der ikke eksisterer en officiel klassifikation.

Roberto Voerzio har i dag lidt over 20 hektar vinmarker og har samtidig øget antallet af vinstokkene på nogle af de nye marker, mens han omvendt har reduceret udbyttet på nogle af de bedste marker.

Samlet producerer Roberto mellem 40-60.000 flasker om året … afhængigt af høsten.

Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist, men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort klassiske traditioner kombineret med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde.

Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydelig grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Barolo’er er blandt de laveste i området med 22-25 hektoliter pr. hektar.

Denne Langhe Nebbiolo Disanfrancesco er lavet med druer fra marker omkring La Morra, Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration 7-9 dage og efterfølgende er vinen lagret 12 måneder i både tonneaux og 25 hektoliter egefade … 30% af fadene er nye og derefter er vinen yderligere lagret 8 måneder i ståltanke inden flaskningen. Produktionen ligger på 10-12.000 flasker af denne vin.

Og det minder sgu på alle områder om god Barolo … næsen byder på både lidt elegant og næsten dansende varme, kirsebær, rabarber, svag grafit, violer, kul, citrus, en balsamisk syre, roser, hvid peber og en smule mint.

Smagsmæssigt er det let med strenghed, jern, rabarber og lidt urter. Der er spændstighed, lethed, nåleskarpe tanniner og en godt gemt sødme og det smager sgu rigtigt godt. Lige my kind of wine … og så må du kalde det Barolo, Barbaresco eller Langhe Nebbiolo, bare det smager så godt som dette.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, hvor en flaske vistnok koster omkring 229 kr.

Rating 5,5/7