2011 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Selection ***, Baden, Tyskland

2011 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Selection ***, Baden, TysklandAftenen første røde … igen hos Holger Koch, nemlig hans Pinot Noir Selection ***, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2010. Her er det imidlertid året efter, nemlig årgang 2011, men igen hans topvin på Pinot Noir, som kommer fra Grosse Gewächse marker. Den har også en lillesøster, som hedder Pinot Noir Selection * … altså kun med én stjerne.

Når jeg skriver topvin, så er det dog en sandhed med modifikationer, idet han faktisk laver en Reserve Selection, som er Holger Kochs aller ypperste kvalitet. Han sælger den normalt ikke, men gode venner af huset kan købe den. Så langt er min blog alligevel ikke kommet.

Nå, men tilbage til Holger Koch. Inden Holger i 1999 sammen med konen Gabriele Engesser overtog driften på forældrenes ejendom havde han forinden stået i lære i henholdsvis Frankrig og i Tyskland, nemlig hos både Canon la Gaffelière i St. Émilion og hos Schwarzen Adler i Oberbergen.

Det er måske også dette – eller blot hans perfektionistiske sind – der har betydet, at Holger Koch har plantet nogle af de franske Pinot Noir kloner på hans marker, faktisk på en sydvendt skråning ovenfor Bickensohl. Blandt de omkring 46 forskellige Pinot Noir kloner fra Dijon har Holger valgt den særligt prestigefyldte klon 114. Tilplantning er sket efter princippet “Selection Massale”, hvor der plantes stiklinger fra de bedste vinstokke på ældre marker.

Nå, men lad os gå om bord i vinen. Smuk, teglfarvet transparent i glasset, og duften er skøn animalsk med sød hestestald, skovbund, jord … der fornemmes i hvert fald noget mineralsk. Der er jordbær, lyse bær, spidskommen … meget aromatisk. Smagen har en god tørhed, syre og friskhed … der er lyse bær, rabarber, granatæbler måske endda og lidt grønne noter. Flot vin.

Forhandles hos Vinbutikken.dk, pris 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Skriv et svar