Med næste vin er vi hos vinhuset Domaine de la Terre Rouge Wines / Easton Wines, som ligger i Californien på den vestlige skråning af Sierra Nevada i Amador County Shenandoah Valley.
Vinene laves på druer fra vinmarker i 4 amter i Sierra Foothill, nemlig El Dorado, Amador, Calaveras og Clements Hills. Vingården hedder egentlig Domaine de la Terre Rouge Wines, og Terre Rouge betyder som bekendt “rød jord” og refererer til den rødlige jord, som kendetegner dette område. Terre Rouge laver primært Rhône inspirerede vine, og der dyrkes da også de kendte Rhône sorter som Syrah, Grenache, Mourvèdre, Viognier, Roussanne og Marsanne.
Vine som ikke er Rhône baseret udgives under navnet Easton Wines, opkaldt efter vinmageren på ejendommen Bill Easton. Det er typisk vine baseret på druerne Zinfandel, Barbera, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Grenache Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc.
Denne Sauvignon Blanc kommer fra druer dyrket på Monarch Mine Vineyard, en vinmark som ligger med en storslået udsigt over River Canyon, nær byen Foresthill i Placer County. Easton plantede denne 4 hektar store vinmark med to forskellige Bordeaux kloner af Sauvignon Blanc, hvor dem ene har en urteagtige, grønne karakter og sprød syre, mens den anden har bedre viskositet og viser blomster samt tropiske frugter. Vinen er en blanding af disse to kloner.
Duftmæssigt er vinen lidt speciel, nærmest med lidt kemiske noter, lim? Derudover grannåle, hø, grønne noter … mens smagen også er meget grøn, lidt neutral. Der er egentlig okay syre, og vinen er også lidt stram i eftersmagen. I min vurdering ikke en stor vin … men en anelse kedelig.
Fås hos KK Wine, pris 140 kr.