2009 Louis Jadot, Clos Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

Torsdagens topvin var denne Clos Vougeot Grand Cru fra Louis Jadot … hmmmm Grand Cru fra marken Clos Vougeot … også kaldet Clos de Vougeot, som ligger ved byen Vougeot omkranset af Chambolle Musigny mod nord og Flagey Echezeaux samt Vosne Romanée mod syd. Så er vi vist i hjertet af Bourgogne.

Appellationen Vougeot har samlet 66 hektar vinmarker, hvoraf hele 50,5 hektar består af Grand Cru marken Clos de Vougeot. Det er da lidt enestående.

Marken daterer sig tilbage til en periode mellem 1100 og 1300 tallet, og var færdigindhegnet med muren i 1336. Marken samt slottet Château du Clos de Vougeot var dog i cisterciensermunkenes eje frem til den franske revolution.

Det siges, at Clos de Vougeot nok er en af de lavere rangeret Grand Cru marker, og at de øvre dele af marken ofte er bedre end de nederste. Druerne fra den sydlige del af Clos de Vougeot er knap så gode og objektivt set ikke egnet til at vin af Grand Cru kvalitet … men ikke meget højere end en god Premier Cru.

Lidt nedladende kaldes vinene fra Clos de Vougeot for Grand Cru light. Jeg har dog tidligere smagt Clos Vougeot Grand Cru fra vinhuset Château de la Tour, og det var bestemt lækre sager, så der er helt sikkert stor forskel fra producent til producent. Stilmæssigt beskrives vinene som en blanding af Vosne og Chambolle, hvor Vosne-trækkene dog er tydeligst.

Jorden på Clos de Vougeot er sammensat af ler og kalk med et 60 cm tykt kalklag i undergrunden. Jorden veksler mellem kridtagtig gruset ler på de højeste steder af skråningen til fugtig, kompakt og federe jord med færre sten på de nedre dele af skråningen.

Vinstokkene er også et kapitel for sig selv, idet de ældste er plantet tilbage i 1910 … og gennemsnitsalderen er omkring 50 år. Læg dertil et meget lavt udbytte omkring 29 hl/hektar, hvilket svarer til sølle 30 cl produceret pr. vinstok. Altså lige omkring en tredjedel flaske pr. vinstok.

Louis Jadot ejer 2,15 hektar af Clos de Vougeot marken, og er blot anden ejer af dette jordstykke. Det er nu reelt flere jordstykker, købt af Clair Daü og Domaines Champy i 1980’erne. Derudover har de kontrakt på yderligere 0,69 hektar, ejet af andre vinbønder.

Jeg har undersøgt, om jordstykkerne ligger i den nordlige eller den sydlige del, da Louis Jadot ikke selv skriver noget med dette. Ud fra deres kort, så ser det dog ud til, at Jadots jordstykker ligger mod syd op mod Vosne Romanée … altså den umiddelbart ringeste del af Clos de Vougeot.

Vinen laves som de øvrige røde hos Jadot … dermed ikke så meget slinger i valsen. Gæring 3-4 uger efterfulgt af faglagring på egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt urtede noter … hvor blev stalden, det animalske nu af? Der er intense bær, kirsebær, let røg .. men også lidt grønne stilke og alkohol … mangler den måske lidt luft? Smagsmæssigt dog bedre end næsen med dybde, syrlige kirsebær, mørkegrønne blade, intensitet, god renhed og meget vedvarende i smagen. Men jeg er bestemt ikke oppe at ringe … i forhold til prisen.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 1.179 kr., tilbudspris ved smagningen var 885 kr.

Rating 5,5/7  

Skriv et svar