Første røde Bourgogne fra Louis Jadot blev denne basisvin … Bourgogne Rouge Couvent des Jacobins, en lille sag som er lavet af druer fra forskellige avlere rundt om i Bourgogne. Ligesom den hvide basisvin, som vi startede med, så har denne også navnet Couvent des Jacobins.
Derudover går husets symbol, den romerske vingud Bacchus også igen på etiketten. Ja, han er faktisk på etiketterne af alle husets vine, lige fra basisvinene til de dyreste Grand Cru vine fra huset.
Bacchus var den romerske gud for landbrug og vin, svarende til den græske Dionysos. Hans planter var vinstokke og efeu/vedbend. Han tilhængere var satyrer med ben fra geder samt vilde kvinder, der dansede energisk under hans festivaler.
Ja, det lyder da lidt festligere end en torsdagssmagning i Randers Vinlaugh … no offense. Vi skal ha’ nogle flere vinfestivaler.
Nå, men denne Bourgogne Rouge Couvent des Jacobins er lavet med druer fra forskellige avlere rundt om i Bourgogne. Den er lavet som et blend med druer fra Côte d’Or, inklusiv Hautes Côtes de Beaune og Hautes Côtes de Nuits, Côtes Chalonnaise (Mercurey) og Auxerrois (Irancy). Fra Côte de Nuits vil den typisk have sin ranke struktur og tannin, fra Hautes Côtes får den rig frugt og friskhed.
Vinen er lagret delvist på ståltank og delvist på egetræsfade i 9-16 måneder.
Duftmæssigt er vinen lidt kantet, lidt lukket og det er som om, at frugten ikke kommer helt frem. Der er egetræ og krydderier … men det er som om, at krydderierne fylder for meget. Smagen er syrlig og grøn. Der er lidt bitterhed sammen med lyse kirsebær, og det spiller bare ikke rigtigt. Stram, lukket, for krydret og bitter.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 149 kr., tilbudspris ved smagningen var 112 kr.