Endelig sommervejr, så skal der grilles på terrassen. Et fotojob er lige afsluttet, og jeg trænger til lidt kølende. Lidt kold hvidvin er jo altid godt, så er det jo godt, at køleskabet er nær, og lad os se, hvad vi kan finde. En Riesling fra New Zealand, nemlig Waipara Springs Winery.
Waipara Springs Winery startede i 1989 af to familier, nemlig familien Moore og familien Grant. Indtil da havde ægteparret Bruce og Jill Moore boet på ejendommen i mange år og havde sammen med sønnen Andrew Moore plantet de første vinstokke på Waipara Springs i 1982. Jorden er forhistorisk søbund med en rig blanding af ler og kalksten. Der ejes 26 ha vinmarker, og der dyrkes en Mendoza klon af Chardonnay, en blanding af Pinot Noir kloner samt en masse Riesling og Sauvignon Blanc.
Waipara Springs Winery går op i kvalitet og da man dyrker alle druerne på egne marker har man god mulighed for at følge druerne fra plante til flask. Man investerer hvert år i nye tønder af fransk eg og vineriet bliver løbende moderniseret med det nyeste indenfor maskiner og udstyr for at kunne konkurrere med andre vinhuse.
Duft – jo der er den klassiske petroleum, som jeg bare elsker i Riesling. Der er grønne druer, der er hyld og æbler. Smagsmæssigt er den lidt sød og måske en anelse flad. Æbler … helt sikkert, og også lidt abrikos, joeee. Ikke den største riesling jeg har smagt, men et hæderligt glas hvidvin til prisen. En vin der – som jeg har gjort – kan nydes på terassen, og så bliver det jo bare hyggeligt.
Er købt billigt, vist nok 200 kr. for 6 flasker, og det er ganske okay. Forhandles ellers hos Glud Vin til 89 kr. pr. flaske. Der findes en Dry Riesling udgave, som måske har lidt af den syre, som jeg savner i denne vin. Men letdrikkelig er vinen, så den var også hurtigt væk.
Torsdag var familien inviteret ud til Gert & Merte. Gert er udover at være min gode ven og arbejdskollega, kældermester i vinklubben på arbejde … også min første og bedste vinven, og han havde sørget for, at det blev en rigtig spændende vinaften, hvor vi prøvesmagte vine fra det amerikanske vinhus Z’IVO Wines. Stor tak for denne oplevelse.
Tirsdag bød bl.a. på denne riesling fra Weingut Max Ferd. Richter i Mosel, ikke langt fra byen Mülheim. Vinmager … odder Weingut, som man siger dernede, er Dr. Dirk Max Ferd. Richter, som er 9. generation i familievirksomheden, som har eksisteret siden 1680.
Lige et par glas vin efter arbejde … vores gamle tirsdags-tradition gennem mange herrens år. Første glas en riesling fra Mosel … fra Joh. Jos. Christoffel Erben, som ligger i den lille landsby Ürzig, kendt verden over for vinmarken Ürziger Würzgarten – ophavsstedet for nogle af Tysklands absolut største vine.
Tordag stod den på påskefrokost sammen med gode venner. Sammenskud … skulle stå for forretten, og havde lavet en gang ristede kammuslinger på fennikel-æble-dildsalat med tyttebærfløde, yammy, desværre blev kammuslingerne ikke helt ristede pga. for meget væde på panden, men godt smagte det … og så sammen med den medbragte vin, nemlig denne Kung Fu Girl Riesling fra én af mine yndlings-vinmagere, den unike og specielle Charles Smith fra Walla Walla valley i Washington State. Sindsyg fyr, men han laver nogle ret spændende vine.
Jeg havde godt nok lige anbefalet Agapé i tidligere indlæg, men onsdag fik jeg serveret denne Riesling Grand Cru Osterberg, hvorfor jeg dog lige igen vil slå et slag for Vincent på Domaine Agapé.
Har bestemt, at det kun er vine, som jeg virkelig vil anbefale, som kommer med her på bloggen, og her er virkelig én, som jeg vil anbefale.
Aftenens hvidvin, og en god eksponent for, hvordan god hvidvin skal smage. Vi har vist alle enige om, at der var tale om en riesling, men vandene var delt, hvorvidt vinen var fra Alsace eller Tyskland. En tysk fra Robert Weil, og en fremragende hvidvin, som fluks faldte i alles smag. Nam nam.
Første vin var værtens vin, her en hvidvin til maden, men hvilken lækkerbisken. En cremet og fyldig sag, som umiddelbart var svært at stedfæste.