Tag-arkiv: 4½

2019 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Silvaner Trocken, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Silvaner Trocken, Franken, TysklandVi fortsatte med endnu et Gut Wilhelmsberg Ortswein og det var husets Kitzinger Silvaner Trocken i årgang 2019.

Men man kunne såmænd også godt kalde det en Lagenwein, for Silvaner druerne til vinen er udelukkende fra kalkstensrige Kitzinger Wilhelmsberg.

Vinen er lavet ved, at druerne først har fået en 48 times blid udblødning/maceration, hvor der gives lidt struktur til vinen. Så har vinen gæret ved 18 timer på både rustfrie ståltanke og 500 liters franske 500 liters Tonneau egefade.

Sådan har vinen så også lagret i 12 måneder inden endelig sammenstikning og aftapning på flaske. Vinen har 1,8 gram restsüße aka restsukker pr.liter.

Duften er lidt våd, intens og sødkrydret med en lidt eksotisk frugt som papaya, melon, fersken, masser af bløde pærer og svagt grape, cedertræ, røg, tør jord … men ellers ikke så meget mere, men dog langt mere tæt og intens end den almindelige Silvaner.

I munden er der også lidt mere tyngde, hvorved vinen ikke bliver helt så flad. Der er mere krop, mere syre og mere frugt, melon, fersken og flere tropiske frugter. Svagt kommer der også lemon og grape, men samlet er der sgu god balance og en virkelig anstændig Franken Silvaner.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, TysklandJeg startede smagningen af de 7 Gut Wilhelmsberg vine med boblende pomp og pragt med denne 2018 Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, som er lavet på et skønt mix af de 3 hvide druesorter Kerner, Müller Thurgau og Riesling.

Hver af disse druesorter giver vinene nogle af de ting, som Markus Heid og Lukas Herrmann ønsker i vinen. Kerner bringer frugten, MüllerThurgau det cremede og Riesling friskheden.

I produktionen af vinen er der kun anvendt den første af bedste halvdel af druesaften efter presningen, hvorefter hver druesort er vinificeret separat og er sket i rustfrie ståltanke. Derefter er de tre vine så sammenstukket, men der er ikke gennemført malolaktisk gæring, da man ønsker en frisk vin.

Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i den gamle kælder med andengæringen i nogle år. Jeg kan ikke se, hvor lang tid den er lagret eller hvornår den er degorgeret, men den har 8,7 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Juhu for en dejlig, landlig, lys og endda nærmest feminin duft, hvor både gær og surdej har en indbydes battle suppleret af pæresaft, lidt kalk, kridt, hyld, smørcreme og vanilje. Det dufter med andre ord af en frugtkiks med bobler … lige til at spise.

Og det kan du roligt gøre, for den smager også godt … masser af pærer og dermed lidt som pærecider, men dog med bobler, som er sirlige, lette samt en smule aggressive, men fader forholdsvis hurtigt. Der er sødme og samlet gør det vinen omgængelig, venlig og dejlig med lidt lemon- og citronbid samt frisk, rank syre. Giv mig et par flasker på terrassen … sommer kom bare an, så dermed 4,5 tomler med pil op.,

Vinen forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas Calvente, Castillejos Reserva, Andalusien, Spanien

2017 Bodegas Calvente, Castillejos Reserva, Andalusien, SpanienIndrømmet … det er vist sjældent, at jeg har smagt vin fra Spaniens sydligste provins Andalusien, der mest er kendt for produktion af Sherry, men Paul havde taget denne 2017 Castillejos Reserva med og den kommer fra Bodegas Calvente.

Castillejos Reserva har tidligere været husets vin på restaurant El Bulli før den frivilligt lukkede i sommeren 2011. Normalt er det ikke noget at prale af … altså at være husets vin, for det er normalt billige vine, men El Bulli vælger formentlig vine af en vis kvalitet … selv til deres husets vin.

Bodegas Calvente drives af Horacio Calvente Almendros, som grundlagde vingården i 2001. Den ligger ved byen Granada med de enorme Sierra Nevada bjerge i baggrunden. Horacio har da også sine 23 hektar marker beliggende i højderne på terrasser i 700-1.000 meters højde. Der giver den kalkholdige jord med skifer og grus sammen med 3.000 solskinstimer ideelle forhold til vindyrkning.

På markerne har Calvente nogle af de ældste Cabernet Sauvignon vinstokke i Andalusien, men dyrker også sorter som Syrah, Merlot og Tempranillo, men også Moscatel, Pinot Noir og Chardonnay … primært på de to marker La Guindalera og Los Castillejos.

Her er det altså Calventes fik sit helt store gennembrud … vinen Castillejos Reserva, der blev taget ind som husets vin på den meget anerkendte michelinrestaurant El Bulli. Vinen er et blend på druerne Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Tempranillo … og den er lagret 14-16 måneder på franske 225 og 300 liter barriques og derefter 16 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der ved første snus blæk, koks og kul samt voldsomt meget træ, landlig, tyk og fed med eukalyptus, kogte blommer og marmelade, rigtig sovset, animalsk og voldsom eksplosiv. Der er tung kanel, mælkechokolade, sol, varme samt pænt med krydderier.

Smagsmæssigt er vinen også krydret, men synes den er lidt flad eller enstrenget … i hvert fald ikke så dyb. Til gengæld er det en meget tyk og smagsfuld vin med nogen bitterhed. silkebløde tanniner samt et ordentligt sving. BAM.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Fredensfryd, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom tidligere skrevet, så skulle vi støde på Weingut Jean Stodden flere gange denne aften og det blev det en Spätburgunder basisvin, som Flemming serverede for os.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.

2019’eren minder på mange måder om 2018’eren med en streng næse, der er urtet og grøn. Der er kirsebær, granatæbler suppleret med lejrbål og masser af os, våde brugte vaskeklude, mynte, timian, eukalyptus, tulipaner og lægeurter.

Smagen følger duften meget godt og er syrlig, røget, bitter med stram syre, stramme tanniner, syrlige kirsebær, ribs og brombær, men lidt kluntet og småskæv inklusiv en pose syrlige drops. Som sidst kan den lige hive sig op på 4,5 Spätburgunderglade fingre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandAlle vinene blev selvfølgelig smagt blindt ved byggemødet, men denne 2019 Blanc de Noir Spätburgunder fra Weingut Jean Stodden gættede ingen, selvom der kom mange muntre bud.

Weingut Jean Stodden er et kendt vinhus her på vinbloggen  og det skulle også vise sig, at det denne aften ikke var sidste gang vi stødte på det.

Jeg besøgte selv vinhuset for et par år siden, og dengang skrev jeg historien om huset, deres marker og vine. Det kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr,

Under besøget hos Stodden smagte vi alene deres røde vine, men denne Blanc de Noir Spätburgunder har jeg dog smagt tilbage i 2015 i en årgang 2013. Den er lavet via blid presning af druerne og ellers vinifikation på rustfrie tanke. Den er slet ikke lagret på eg, idet man ønsker mest mulig frisk frugt.

I næsen er vinen dog meget blid, måske endda lidt neutral med kalkede noter, blomster, let ristede noter, fersken, svagt nødder, luftig og liflig med en tør fedme. Smagsmæssigt er vinen også godt tilbageholdende, sart og diskret med melon, fersken, pærer og helt clean, frisk med et touch af lemon og svag citron samt lidt sødme.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDe sidste 2 vine, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede for os var rødvine og den første var denne Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo.

Vinen er – som navnet siger – lavet på Montepulciano druen og fra 4 forskellige plots på vinmarken Lereto Aprutino i Pescara provinsen i 250 meters højde og høstet med et udbytte på 9 tons pr. hektar.

Vinen er alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke med 15-20 dages maceration og lagring i 20 måneder. Det er en vin i serien Gianni Masciarelli opkaldt efter Miriams far, der kun blev 52 år og døde i 2008. Der laves årligt omkring 180.000 flasker af denne vin.

Dejlig landlig og nærmest beaujolaisagtig næse, som slet ikke er mørk, men i stedet til den lyse og lette side suppleret med kirsebær, jordbær, mynte, estragon, aske og cedertræ. Det er lidt rustikt, men på en elegant, let og ubekymret måde.

Smagsmæssigt er det også en let, luftig og meget venlig vin … kirsebær, jordbær, tør og smooth, nogle lette og bløde  tanniner, nogen krop, okay syre … men først og fremmest pænt let med stor drikkeglæde.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Ramos Pinto, Duas Quintas, Douro, Portugal

2018 Ramos Pinto, Duas Quintas, Douro, PortugalRamos Pinto er egentlig et portvinshus, som blev grundlagt i 1880, men de laver altså også almindelige vine … som fx nu denne 2018 Duas Quintas.

Ramos Pinto blev grundlagt af Adriano Ramos Pinto og det var egentlig i starten udelukkende  med en produktion af portvin til Sydamerika, især Brasilien.

Men portvinshuset blev snart kendt rundt om i Europa for sine højkvalitetsvine. Det skyldes, at Adriano Ramos var særlig dygtig til markedsføring og startede en kampagne ved hjælp af sine berømte Ramos-Pinto plakater, der den dag i dag pryder vinbutikker over hele verden.

Adriano Ramos var nemlig selv kunstner, endda uddannet på kunstskole og ganske kendt i datidens kunstneriske kredse i Porto, mens han i driften fik hjælp fra sin bror António, som kom med i det lille foretagende i 1896.

I 1918 blev Ramos Pinto et aktieselskab, hvor ledelsen bestod af Raúl Ramos Pinto, António Cálem og Joaquim Allen … og det viste sig at være et meget dynamisk hold, som fik udbredt vinene fra vin- og portvinshuset yderligere.

I 1938 tog næste generation roret … José Ramos Pinto Rosas roret og blev snart kaldt Douros pave på grund af sin kæmpe dedikation til vindyrkning i Douro regionen … især i hans ambitiøse stræben efter løsninger til at mekanisere området og forbedre kvaliteten af produktionen.

José Ramós Pinto Rosas grundlagde havnebrorskabet Confraria do Vinho do Porto og var Portugals repræsentant i Office International de la Vigne et du Vin. Han blev i 1976 afløst af sin nevø João Nicolau de Almeida, oldebarn af grundlæggeren.

João stod en modernisering af markerne og byggede to af de mest moderne vinerier i hele Douro-regionen. Senere drev han også huset sammen med sin fætter Jorge Rosas … og i dag er det fortsat de to, som leder vin- og portvinshuset.

Men ejerskabet ligger ikke længere hos familien, for Ramos Pinto blev i 1990 solgt til champagnehuset Maison Louis Roederer, selvom ledelsen altså fortsat ligger hos João Nicolau de Almeida og Jorge Rosas.

Ramos Pinto har 4 vingårde … Quinta do Bom Retiro, Vinha da Urtiga, Quinta dos Bons Ares og Quinta de Ervamoira, men samlet er det også imponerende 353,5 hektar vinmarker.

Hovedfokus er selvfølgelig portvin og specielt de hvide portvine – der ellers tit overses -og dem er Ramos Pinto rigtigt dygtige til. Men så laver man altså også en række almindelige vine, som nu fx denne Duas Quintas, som laves i en rød og hvid udgave.

Denne røde Duas Quintas er lavet på en mix af 48% Touriga Nacional, 27% Touriga Francesa og resten er Tinta Roriz, Tinta da Barca, Tinta Barroca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Amarela.

Som navnet siger, så kommer druerne fra to marker … Quinta de Ervamoira i 100 meters højde med skifferjordbund. Herfra kommer strukturen i vinen. Den anden mark er Quinta dos Bons Ares i 600 meters højde med en jordbund af granit.

Selve vinificeringen er klassisk med en lang gæring, dels på granit lagares og dels på ståltank. Efter den alkoholiske og malolaktiske gæring modnes vinen i 12 måneder med 20% på franske barriques, 30% på store egetræsfade og resten på rustfrie ståltanke.

Duas Quintas virker duftmæssigt ret let og frugtrig, egentlig fin elegant med en overordnet sødkrydret note, men en frisk duft, der suppleres af lidt solcreme. Frugtmæssigt er vi ovre i lidt kirsebær, meget let, tranebær og granatæbler samt et tørt træpræg.

Men smagsmæssigt presser der sig en sødme på, som jeg synes bliver for anmassende, selvom duften egentlig var ret fin. I munden er vinen skam blød, rund og fornøjelig, hvilket klart trækker til den positive søde, som sammen med sødmen gør den venlig og lidt af en pleaser.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2020 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalDen næste portugisiske vin var også en hvidvin på Alvarinho, nemlig en 2020 Alvarinho Soalheiro fra vinhuset Quinta de Soalheiro og det er en vin, som jeg har smagt før … sidste gang i årgang 2017.

Vinhuset ligger i den nordligste Portugal … op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Det er i Minho provinsen, der også kaldes Vinho Verde regionen.

Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde, der er Spaniens største appellation, som jo er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção … præcis som foregående vin. Alvarinho druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er er vinen mere fyldig og olieret end de to foregående Vinho Verde vine, mere svulstig og røget med fersken, gule æbler og hyld, en astronaut-is og smæk på aromaerne med nogen sødme.

I munden er vinen også mere cremet, fyldig og blød end de foregående. Æblerne er nu meget modne suppleret med lidt citron, lemon … men lidt vag i syren.  Der er nogle søde krydderier og ellers også nogle bitre og mineralske elementer i eftersmagen.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Luis Pato, Vinha Pan SO2 Bruto, Bairrada, Portugal

2017 Luis Pato, Vinha Pan SO2 Bruto, Bairrada, PortugalDen fine portugisiske vinsmagning arrangeret af Wines of Portugal startede helt behørigt med lidt bobler. Det var et glas af denne 2017 Vinha Pan SO2 Bruto fra Luis Pato … en spændende sag lavet på druesorten Baga.

Pato familien har produceret vin i Quinta do Ribeirinho siden det 18. århundrede, men det var først i 1970, at João Pato selv begyndte at flaske husets vine og blev den første vindyrker i Bairrada regionen.

Den arv videreførte hans søn Luis Pato, som i 1980 overtog driften fra faderen og samme år lavede sin første vin udelukkende på Baga druen og siden har han specialiseret sig i vine på netop Baga, bl.a. med Baga vine lagret på nye franske egefade.

I dag har Luis 60 hektar vinmarker, hvor den vigtigste drue selvfølgelig er Baga, men derudover er det Touriga Nacional samt de hvide sorter Maria Gomes, Bical, Cercial da Bairrada og Sercialinho, som dyrkes på markerne.

Her smager vi altså Luis’ Vinha Pan SO2 Bruto, som er lavet 100% på den røde Baga drue under appellationen Bairrada D.O.C. Druerne er fra samme mark som hans Vinha Pan rødvin … nemlig marken Vinha da Panasqueira, beliggende på lille skråning mod syd. Her finder du et mildt kystklima med både rigelig nedbør og soleksponering på en jord med arkæologiske fossiler i kalkstenene og en fyrreskov i nærheden.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke og en andengæring på flaske efter den klassiske champagnemetode. Vinen er flaske i januar 2018 og har så været lagret i vinkælderen 34 måneder og degorgeret 8. november 2020.

I glasset overraskes du af, at der faktisk er mere farve i vinen end forventet, men der må ha’ været en smule udblødning inden druerne er presset og saften løbet fra. Det dufter lidt af gærede pærer, saftet, en omgang blommemarmelade, blomster, gødning, dej, kiks samt lidt grønne oliven.

Der er i smagen en fin syrlighed, meget æblet og har næsten nogle cidergener. Det er nemlig godt med æbler, god æblesyre suppleret med lidt lemon og grape. Det er en rigtig interessant mousserende vin, som har karakter … og bare smager godt.

Forhandles herhjemme af Haslund Wine Import, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Castilla y León, Spanien

2020 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Castilla y León, SpanienUnder Houlbergs overdækkede terrasse nydes der ofte gode og spændende hvidvine, som nu fx denne Verdejo fra Bodegas la Granadilla.

Vinhuset ligger lidt nordøst for byen Nava del Rey i Valladolid under appellationen Rueda i vinregionen Castilla y León.

Det er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2015 af fem brødre, der byggede en stor og moderne vingård med det mest moderne udstyr for at realisere deres drøm om at lave vin i et af de ældste vinområder i Rueda.

De 5 brødre er Luis Alfonso, Roberto, Ana, David og Miguel fra Descalzo Matos familien, der har været vinavlere i området igennem flere årtier og Roberto har bl.a. tidligere været tilknyttet det lokale kooperativ Sdad. Coop. Viñedos La Granadilla.

Vinhuset har samlet 70 hektar vinmarker i både Nava del Rey og Villaverde de Medina … og til fleste af markerne er tilplantet med Verdejo druen, som brødrene har specialiseret sig i. Derudover har de også lidt Sauvignon Blanc marker.

Druerne til denne Verdejo vin kommer fra forholdsvis unge vinstokke og er høstet om natten for at bevare friskheden. Vinen er alene lavet og lagret i de rustfrie ståltanke på vineriet.

Duftmæssigt er det en lidt småfed, fyldig hvidvin. Der en duft af fersken, abrikos, mango, røde æbler, kvæde, lidt muskat og virker måske endda en smule olieret med et touch mineraler. I munden er vinen meget saftet … æblesaft suppleret med grape, lemon, mens syren er lidt flad eller beskeden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7