Tag-arkiv: grenache blanc

Grenache Blanc er en hvid druesort, der er en mutation af den røde Grenache drue. Druen findes mest i det sydlige Frankrig – specielt Rhône – samt i Catalonien i det nordøstlige Spanien, hvor druen kaldes Garnatxa Blanca.

Vine på Grenache Blanc er kendetegnet ved høj alkohol og lav syreindhold med citrus- eller urteagtige noter. Dens styrke kan føre til overproduktion og uklarhed, men indgår mest i blandinger.

Siden 1980’erne har Grenache Blanc været den 5. mest plantede druesort i Frankrig efter Ugni blanc, Chardonnay, Semillon samt Sauvignon Blanc.

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, Frankrig

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, FrankrigTorsdag startede sæsonen i Randers Vinlaugh, og temaet ved den første smagning var Rhône … eller i hvert fald sydfranske vine, præsenteret af Jakob fra Strobel Vinimport. Og vi startede med et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne dækker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og har givet navnet til vinen Cuvée Printemps 1900′. Ja, det var den vin, som jeg tidligere har købt hos Strobel.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Denne Sabbat Blanc er lavet på 70% Grenache Gris, 15% Grenache Blanc og 15% Macabeu. Vinen lagrer på 12 måneder på tønder sur lies, dvs. med bundfaldet i et gærkar/tønden. Bundfaldet er både de døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke og skalrester. Lagring sur lies giver vinen større kompleksitet og finesse. Der laves kun 1.000 flasker af denne hvidvin årligt.

Duftmæssigt masser af modnet æblekompot, abrikos, honning, blomster, kvæde og gær. Smagen er præget af fedme, egentlig en umiddelbar friskhed, der er vanilje og lidt krydderier, men i eftersmagen virker vinen meget flad og dør en smule ud.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Clos Pons, Sisquella Blanco, Catalonien, Spanien

2011 Clos Pons, Sisquella Blanco, Catalonien, SpanienLige nu raser der en snestorm udenfor. Alt udenfor er hvidt. Uhhhhh. Men hvad kan så være mere hyggelig, end at sidde lunt indendørs og skrive lidt om de vine, som vi smagte i går aftes i vores lille vinklub. Det giver gode minder, som man kan varme sig ved på sådan en råkold decembersøndag.

Og apropos gode minder. Vi startede vores traditionelle vinaften lidt tidligere end normalt, idet vi havde besluttet at vi i fællesskab ville se “holdets” sidste kamp i tv’et inden vi gik over til den mere seriøse del. Med holdet mener jeg selvfølgelig byens hold Randers FC, som skulle møde oprykkerkollegerne fra Esbjerg. Igen en velfortjent sejr til de lyseblå heste, og en perfekt start på aftenen.

Under kampen skulle vi selvfølgelig nyde et enkelt glas vin, og jeg havde valgt denne lille charmetrold fra Spanien.

Vingården hedder Clos Pons, og ligger i Les Garrigues distriktet i området der hedder Costers del Segre, og som er en del af Catalonien Landskabet er domineret af oliven-og mandeltræer, og udmærker sig ved sin meget tørre jord.

Pons familien har i generationer dyrket oliven med stor succes, så for nogle år siden ville de se, hvor gode vine det var muligt at producere på de tørre jorder.

Målet var at vinene skulle udtrykke identiteten af jorden og det specielle klima i Les Garrigues, som er præget af lav nedbør, ekstreme temperaturer, og jord med mange forskellige mineralske sammensætninger, alt sammen noget som er medvirkende til at producere vine af høj kvalitet.

Respekten for naturen er styrende for arbejdet i vinmarkerne, der dyrkes efter kriterierne for økologisk landbrug. Udbyttet er samtidig meget lavt for at højne kvaliteten og vinens eget udtryk.

Vinen er lavet på druerne Garnacha Blanca, Albariño og Moscatel de Alejandria. Grenache Blanca har et lavt syreindhold, bruges derfor ofte til at gøre en vin blød og give fylde. Druen bruges i Sydfrankrig og Nordspanien som blanding, men de oversøiske lande eksperimenterer med vine udelukkende på Grenache Blanca. I denne vin har Garnacha Blanca ligget på franske egefade i 4 måneder.

Lad os kigge på smagsnoterne. Duftmæssigt fin friskhed, lidt nødder, hvide frugter, en smule parfumeret samt en lidt brændt duft. Smagsmæssigt lidt sødme, vanilje og lidt krydret.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 99 kr., normalpris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigLad os dog straks springe til aftenens første Chateauneaf Du Pape, en hvid af slagsen, og så endda fra én af mine yndlingsprocenter fra de kanter, nemlig Clos des Papes.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Chateneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Lad os kigge nærmere på vinen, fin lys … næsten hvid. Duftmæssigt ikke så intens, der er lidt citrus, appelsin, fersken, honning, lidt anis og lidt fedme. Dufter sådan set ganske fint. Smagen er lidt abrikos, modne æbler samt en rigtig fin mineralitet, som er meget gennemgående for vinen. Smager godt … men så heller ikke mere. Måske den lige er serveret en anelse for koldt, og burde måske også have haft lidt tid til at åbne sig.

Fås hos Strobel Vimimport til 549 kr.

Vinanmeldelse 4/7