Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, TysklandBrødrene Alexander & Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne går i snørede sko. I hvert fald er næste vin i Houlbergs småduggede vinglas denne 2019 Bundschuh Chardonnay … men det med Bundschuh skal jeg nok vende tilbage til.

Bauer brødrenes vinhus ligger midt i byen Landau-Nußdorf på vinruten i den sydlige del af Pfalz regionen. Alexander & Martin er 5. generation i Bauer familien på vingården og overtog i 2005 driften fra deres far Norbert, som dog fortsat hjælper sønnerne.

Bauer familien har samlet 29 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Landauer Herrenberg, Kaiserberg og Münzberg, Bad Dürkheimer Osterberg, Essinger Rossberg, Niederhorbacher og Silberberg, Birkweiler Appenhofen og Kastanienbusch samt Leinsweiler Sonnenberg.

På markerne dyrker Bauer både Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay. Sauvignon Blanc, Muscatel, Auxerrois, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon. Merlot og Schwarzriesling.

De anvendes til en lang række spændende og innovative vin, nogle med sjove navne som Scheu… ‚Aber geil‘, Cuvée Noir, Drunk‘ bis hin zu samt No Sex, Drugs an Rock’n’Roll, just Riesling. Men her smager jeg altså vinen Bundschuh Chardonnay, hvor Bundschuh henviser til et snøret fodtøj, som i middelalderen blev symbolet på bondeopstanden i det sydtyske område.

Bundschuh bevægelsen startede allerede i 1493, hvor de lokale bønder i fællesskab gjorde oprør med deres føydale herrer og bl.a. havde bannere med den snørede sko. Den snørede sko kan også ses på etiketten af denne vin.

Bundschuh Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men derudover er der imidlertid ikke mange oplysninger … udover lige 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er den sød og frisk i næsen, ananas og pærer på dåse, lidt fersken endda … og blot ved at dufte ved du næsten, at det vil være en læskende, saftig vin, som rigtigt mange vil knuselske. Der er lidt lakrids og Kung Fu sodavandsis, tonsvis af frugt, vild, sød og bedårende.

Smagen er fyldigere end farven og duften egentlig antydede … mere bundtræk, dybde og tæthed, cremet, blød, svulstig og saftig. Det er forbudt for børn, naughty, fræk og forførende. Den store saftighed kombineret med voluminøs sødme, syltede citroner og rank grape bitterhed, gør det let drikbart med letløbsgaranti som bare pokker. Skal du drikke dit livs udkårne og dig selv småberuset på den smukkeste måde, så er dette vinen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, TysklandNu smager den  – i denne tid – halvflittige vinblogger endnu en vin fra Weingut Bernhard Koch. Sidst blev jeg overrumplet og duperet af hans Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, men falder nu igen på halen over en Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve.

Bevares … Kochs vine er måske ved nærmere eftertanke til den lidt opulente og ekstraherede side med masser af fad, men for pokker de smager godt. Det gælder også denne 2017 Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, som selvfølgelig er lavet på druer fra marken Hainfelder Letten.

Vinen er lavet akkurat som Kochs Hainfelder Letten Chardonnay Réserve bl.a. med 8 måneders lagring på barriques, blot er Grande Réserve lavet af de allerbedste fade.  Vinen har her i årgang 2017 omkring 1,1 gram restsukker pr. liter.

BOOM … oliefedtet, cremet, opulent og total smørfed næse, men hvor er den tiltrækkende. Der er fed tropisk frugt, mango, papaya, ananas, banan, masser af fad, vanilje … pænt med vanilje, lidt ristede nødder, eksplosiv, tyk og selvsikker pralende, men samtidig med en lille pirrende syre, som sikrer du fastholder emhætten aka næsen nede i glasset længere tid end forsvarligt.

I munden er vinen også cremet, blød, olieret og smørfed, men syren får her en større rolle end i duften, for vinen fastholder en smuk core og rank ryg … en smuk holdning på en atletisk kvinde iført en virkelig stramsiddende kjole med bar ryg, hvor man kan se, at træningen er fuldt og nu bærer frugt. Vinen har en ren og frisk smag … let smittet med vanilje, svage egenoter, tropisk frugt og velsmag.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 279 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d'Alsace Extra Brut, Alsace, FrankrigMélanie Pfister på Domaine Pfister i Dahlenheim laver selvfølgelig også lidt ægte Alsace bobler aka Cremant d’Alsace, nemlig denne admirabel, respektindgydende Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut.

Mélanies Cremant d’Alsace er lavet på 50% Chardonnay, 25% Pinot Blanc og 25% Pinot Auxerrois.

Druen Pinot Auxerrois har jeg skrevet lidt om tidligere, men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Faktisk skriver Mélanie også selv på bagetiketten af vinen, at den er lavet på et blend af Chardonnay og Pinot Blanc.

Mélanies far lavede denne vin første gang i 1980’erne, men da den unge kvinde i 2019 ændrede etiketterne og sætte sit eget navn på, så fik vinen navnet Breit, som refererer til marken Hangenbreite, hvor druerne til vinen kommer fra.

Vinen er først lavet på rustfrie ståltanke, men har efter aftapning på flaske ligget med andengæring sur lie i hele 30 måneder … meget længere end de normale 9 måneder en Cremant d’Alsace lagrer. Vinen er degorgeret 3. januar 2020.

Det dufter sgu godt … tænker omgående en tør, krisp og sprød champagne, men det er “kun” en Cremant d’Alsace, men for pokker den dufter godt. Det er gær, ristede hasselnødder, lidt overgæret øl, syrlige æbler, pærer, lemon og en lille snas grape. Det er sgu meget indbydende og tør aromaer.

I munden er boblerne tætte og små, hvilket gør vinen cremet og blød, men det er fortsat knastørt og selv en lille sødme får ikke lov at bestemme noget som helst. Boblerne er vedholdende, tætte, fine og bliver ved med at fylde munden meget nænsomt. Der er sure æbler, pærer, fersken … absolut også en smule bitter grape, nødder som giver ristede og runde smage og fin blid, let afslutning.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Weedenborn, Chardonnay Réserve, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Weedenborn, Chardonnay Réserve, Rheinhessen, TysklandMed næste vin bliver vi i Tyskland, men denne gang rykker vi til byen Monzernheim i Rheinhessen, hvor vi finder Weingut Weedenborn, som drives af den unge winzerin Gesine Roll, som står bag denne 2017 Chardonnay Réserve.

Gesine Roll kaldes også for die Königin des deutschen Sauvignon Blancs, for hendes vingård i Monzernheim har nemlig specielt fokus på Sauvignon Blanc … en interesse, som Gesine samlede op, da hun inden overtagelsen af Weingut Weedenborn blev uddannet med bl.a. et ophold hos vinhuset Vergelegen i Sydafrika.

Men inden da havde hun stået i lære hos Bassermann-Jordan i Deidesheim. Men efter Sydafrika og en uddannelse indenfor handel og økonomisk ledelse, så overtog hun godt forberedt og parat driften af hendes forældres vingård.

Sammen med hendes bedste veninde … Katharina Wechsler fra Weingut Weschsler i Westhofen – oplært af Klaus-Peter Keller – er de et par af de vilde unge kvinder i Rheinhessen … fremadstormende winzerinder, som laver fabelagtige vine.

Gesine Roll har samlet 20 hektar vinmarker omkring både Monzernheim og Westhofen, med nogle parceller på gode og højt placerede marker som fx de velkendte Westhofener Kirchspiel og Morstein. Der dyrker hun primært Sauvignon Blanc, men også en del burgunder sorter samt Chardonnay.

Vinene er opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenwein & Réserve og denne Chardonnay Réserve kommer selvfølgelig fra sidstnævnte. Druerne er dyrket efter økologiske principper og efter endt fermentering har vinen ligget på nye fade i 18 måneder, før den blev flasket ufiltreret.

Sikke en aroma … smørfed, olieret, blomsterpollen, vanilje, pærer, fersken, røg, banan, masser af fad, delikat liftlig æterisk, parfumeret og meget let olie, utrolig elegant og trods fedme, fadpræg er det hele supersonisk let, luftigt, svævende og himmelråbende indbydende.

I munden har vinen en smule olieret hvalpefedt, men er først og fremmest meget frisk og saftig med en lidt parfumeret side. Det er overraskende en ren frugt, umodne pærer og abrikoser, cremet, glat og med en sød, svag lille bitterhed … meget komples og fanden tiltalende. Vildt god vin og bedre end mange burgundiske, så Houlberg hoster klart op med 6 fingre med stor pil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Berlucchi, Franciacorta ’61 Brut Nature, Lombardiet, Italien

2011 Berlucchi, Franciacorta '61 Brut Nature, Lombardiet, ItalienVed Distintos branchesmagning smagte jeg også lidt bobler … fra Italia, nemlig en Franciacorta ’61 Brut Nature fra det berømte Franciacorta hus Berlucchi, som oprindelig satte Franciacorta distriktet på landkortet.

Historien om Berlucchi startede i 1955, hvor den unge ønolog Frank Ziliani drømte om, at Franciacorta skulle have sine egne mousserende vine med Champagne som forbillede. Han rettede derfor henvendelse til Guido Berlucchi, der på sit landsted Palazzo Lana Berlucchi ledte efter en konsulent, der kunne forbedre hans Pinot del Castello … men i stedet fik han en partner, som tog ham ud på et sandt vineventyr.

Ziliani foreslog den elegante herremand, at de skulle fremstille mousserende vine i det område, som dengang primært lavede simple bordvine … og det blev starten på en forvandling af Franciacorta.

I 1961 sendte de deres første mousserende vin på markedet, fremstillet på den traditionelle champagnemetode og med Corte Franca på etiketten. I dag er Berlucchi er en af de mest anerkendte mousserende vine blandt internationale sommelier og der drikkes hvert 7. sekund en flaske Berlucchi i Italien.

Det betød også, at området blev et sandt mekka for italienske mousserende vine, således der i dag findes omkring 80 producenter af boblevinen Franciacorta i området.

Guido Berlucchi døde desværre i 2000 uden at efterlade sig børn, så i dag driver Franco Ziliani,  hans to sønner og datter vinhuset videre. Og det er et ordentlig stort foretagende med en produktion på 4,5 millioner flasker vin hvert år.

Berlucchis har en fabelagtig 15.000 kvadratmeter kolde kælder under Palazzo Lana Berlucch. Den er udgravet helt tilbage i 1600-tallet og er med en konstant temperatur på 12 grader helt perfekt til opbevaring af vinene, der altid ligger to år på flasker, før de kommer på markedet.

Samlet laver Berlucchi sine mousserende vine i Franciacorta fra 600 hektar vinmarker, hvor dels mange er egne marker og resten er fra vinavlere, som vinhuset har samarbejdet med igennem mange år.

Men udover vinene fra Franciacorta, som ejer Berlucchi i dag også et par andre vinhuse, bl.a. Antica Fratta di Monticelli Brusati. hvor der også i den gamle bygning er lokaler til konferencer, et hotel samt restauranten Relais Franciacorte.

Men også udenfor hjemmebanen ejes et vinhus, nemlig vingården Caccia al Piano i Bolgheri, hvorfra de årligt laver 100.000 flasker god rødvin.

Men her er det altså ægte mousserende Franciacorta bobler, husets ’61 Brut Nature, som er den første spumante pas dosé … altså uden dosage fra Berlucchi og med de bedste druer – 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir – udelukkende fra egne marker nær Arzelle, Rovere, San Carlo og Ragnoli.

De friske druer bliver nænsomt presset i hele klaser og så sker fermentationen i rustfrie ståltanke og med 6 måneders sur lie, hvor de bedste batches hviler på barriques, mens en del forbliver på ståltank.

I foråret efter høståret bliver alle batchene med den nu færdige vin så endelig stukket sammen og tappet på flaske for at gennemgå flaskegæring og modning sur lie. Vinen hviler i de gamle kældre i 5 år, inden degorgering – uden dosage – og afsluttende hvile i 6 måneder inden frigivelse.

Næsen er både gær, brød, hasselnødder, ristede mandler, melede æbler, fersken, ananas, lyse blommer, masser af syrlighed, citroner, mineraler … virkelig spændstig og samtidig meget skrøbelig, sådan en no-shit vin, hvor man fornemmer et delikat, feminint og fint hjerte … essensens af vinen.

Og hvor er vinen frisk i munden, måske endda langt mere end duften lovede, langt mere maskulin og voluminøs, men alligevel med kølig elegance. Fuldstændig spændstig. Der er masser af syre, citrus, sten, mineraler, et frisk pust eller som at komme i Vesterhavet en kold efterårsdag … virkelig opfriskende og eftersmagen pæn lang.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte d’Or Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Monnier & Fils, Bourgogne Côte dOr Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDenne lille hvide bourgogne Jean Monnier & Fils Bourgogne Côte d’Or Chardonnay er en lille genistreg og et fint eksempel på, at bourgogne ikke altid behøver at være hundedyrt … selvom denne selvfølgelig blot er en hvid af slagsen.

Jean Monnier & Fils har jeg for et par måneder siden smagt en vin fra, nemlig husets fine 2016 Meursault Clos de Cromin. Det er et historiske burgundisk hus, som ligger midt i centrum af Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier.

I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans Nicolas. De har samlet 16 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne hvide Bourgogne kommer fra vinmarker lige uden for Meursault og vinificeres på traditionel vis med lagring på brugte fade.

Næsen er meget overraskende, meget mere eksplosiv end lige forventet, Frisk og så alligevel med en elegant smørfedme, fyldig, pågående med pænt fadpræg, vanilje, en dyb mineralsk, kalket note, pærer, fersken, lime, noget animalsk, lidt hasselnødder … masser af skrald og power, men samtidig virker det faktisk elegant. Med lidt varme fader noterne en smule ud … så hæld op duft og drik.

I munden er vinen er ikke helt på omdrejningshøjde med duften, langt mere stringent, frisk, kantet og tør. Men det virker faktisk ret godt, pæn syre, sure æbler, lemon og en lille perlende bitterhed. Den bliver dermed ikke så elegant smagsmæssigt, som 2016 Meursault Clos de Cromin … en vin, jeg smagte fra vinhuset nogle måneder tilbage, men denne dufter sgu bare bedre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker. Vild god pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Chardonnay, Baden, Tyskland

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Chardonnay, Baden, TysklandWeingut Dr. Heger er velkendt her på Houlbergs Vinblog. Jeg har skrevet om ham flere gange, bl.a. har jeg besøgt vingården og anmeldt mange vine fra Heger. Nu smager jeg atter en vin fra vingården i Ihringen, nemlig hans Ihringer Winklerberg Chardonnay.

Skal du vide mere om Dr. Heger, så kan du læse mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen, hvor vinbuddy Jan og mig besøgte huset i 2016 og smagte Riesling og Spätburgunder. Jan har senere besøgt huset igen og bl.a. købt denne Ihringer Winklerberg Chardonnay med hjem.

Det er en Erste Lage vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Ihringer Winklerberg. Vinen er både gæret og lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg imidlertid ikke se. I denne årgang 2015 er der 0,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en fed, smørfed og vi snakker nærmest brunet smørfed Chardonnay med masser af fad, vanilje, fersken, melon, banan, ristede mandler, nougat og en lille delikat liftlig æterisk og parfumeret olie, som prikker til hårene i næsen på en legende, drillende og provokerende måde.

Vinen er smagsmæssigt blød, fed og cremet, som man ville forvente af en Chardonnay med pæn fadlagring. Der er honning, melon, nogle ristede noter samt et klart mineralsk præg, Vinen bliver dermed ikke så overdone, men har noget frisk over sig og smager vildt godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Domaine La Bohème, Sein Pour Sein Blanc, Auvergne, Frankrig

2016 Domaine La Bohème, Sein Pour Sein Blanc, Auvergne, FrankrigSå smager vi igen en vin fra den vilde vinmager Patrick Bouju, som laver naturvine fra hans vinhus Domaine La Bohème, som ligger i den overset og for mange ukendte vinregion Auvergne. Denne gang er det hvidvinen Sein Pour Sein Blanc, som jeres vinblogger har i glasset.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Sein Pour Sein Blanc er lavet på et blend af Tréssalier og Chardonnay, som kommer fra 10 år gamle vinstokke. Der er efter sigende også lige et lille skvis Aligoté i. Der er begrænset med info om produktionen, men vinen er flasket uden tilsætning af svovl.

Næsen er syrlig og urtet … virkelig bio landlig aroma, let, livlig med frugt som pærer, noget vanilje, osteagtige elementer samt nogle grønkrydrede noter. Det er en vin, som med en anderledes syrlighed og masser af urtet landlighed har en specielt duft.

I munden er vinen livlig, frisk, saftig og syrlig … der er blomster, citrus, lemon, umodne pærer, kalkagtig mineralitet og samlet er det virkelig en smuk, elegant smag. Det er en rank vin, hvor der ikke er meget fedme fra Chardonnay druerne, men meget lækker.

Købt hos Volatil, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Pont Major, Limoux Blanc, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Pont Major, Limoux Blanc, Languedoc, FrankrigI byen Landiras ligger GCF Group aka Les Grands Chais de France, som har flasket denne 2017 Limoux Blanc fra vinhuset Domaine Pont Major.

Der er ganske sparsomme oplysninger om Domaine Pont Major, så jeg vil gætte på, at det blot er et brand under den store GCF Group, som vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF kender vi herhjemme nok mest som firmaet bag den ikoniske J.P. Cheney vin med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Arthur Metz, Henri Gaillard og mange, mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich og i dag Frankrigs største privatejede vinproducent i hele Frankrig. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra over 3.000 hektar vinmarker i Alsace, Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura, Provence, Languedoc-Roussillon og havde i 2018 en omsætning på 8,4 mia. kr. samt et salg af 1,5 millioner hektoliter vin årligt.

Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus. Og én af de bedst sælgende vin er vel ikke overraskende den prisbillige J.P. Chenet.

Denne 2017 Limoux Blanc er i lavet på Les Grands Chais de Frances store produktionsanlæg i Landiras, men druerne kommer fra marker omkring klosterbyen Saint Hilaire, hvor der har været dyrket vin i hvert fald siden romertiden.

Det kølige klima kombineret med mange århundreders tradition for at producere både stille og mousserende hvide vine i distriktet, er da også medvirkende til, at man må betragte Limoux i en klasse for sig.

Denne Pont Major Limoux Blanc er lavet på primært Chardonnay tilsat en lille smule Mauzac. Vinen er lavet helt klassisk og er lagret på egefade, som det er udbredt i Limoux … denne endda med en tredjedel nye fade.

Næsen er fed og svulstig med kalkagtige mineraler, en meget aromatisk, dyb duft, eg, vanilje, lemon, syltede citroner, abrikos, nogle varmkrydrede elementer … krydret og pirende. Selvom det er en fyldig og fed næse, så virker vinen meget elegant.

I munden er det også en kraftig, krydret … omend afdæmpet vin, men sikke en lækker smag, virkelig blød og cremet med søde samt syltede citroner, lidt nelliker og kalkholdig bid. Det er faktisk en ganske dejlig og bedårende vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 199,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen kun 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, SydafrikaNæste bidrag på vinbloggen er denne sydafrikanske 2019 Queen Bee Viognier fra vinhuset Gabb Family Vineyards.

Vinhuset er grundlagt af Roger Gabb, som oprindelig var søn af en organist i St. Paul katedralen i London. Han flyttede i 1980 til Shropshire og grundlagde Western Wines, et ret stort vinimport firma, som solgte vine fra det meste af verdenen – og i særdeleshed Sydafrika – på det engelske marked. Da han i 2004 solgte firmaet stod det for salget af hver 13. solgte vin i hele Storbritannien.

Allerede i 1996 havde Roger Gabb også købt vingården Journeys End Vineyard ved False Bay i Western Cape, men det var reelt først efter salget af Western Wines, at Gabb familien begyndte at satse på vinproduktionen på vingården med sønnen Rollo Gabb som daglig leder.

Rollo udvidede bl.a. de oprindelige 20 hektar vinmarker til 120 hektar med hjælp fra vinmageren  Leon Esterhuizen laver de en lang række vine under navnet Journeys End. Men de laver også en række vine under navnet Gabb Family Vineyards fra en ejendom, som Rollo købte i 2011 af Ben Jordaan ved Mount Rozier i Stellenbosch.

Og denne Queen Bee Viognier er netop af de disse vine, som er lavet af vinmageren Ben Jordaan på Viognier med en ganske lille andel Chardonnay. Vinen har de kaldt Queen Bee Viognier på grund af biernes hjælp til at bestøve vinstokke i markerne. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke for at bibeholde vinens friskhed.

Næsen er fyldig med fed, tropisk og eksplosiv frugt. Det er fersken, papaya, vingummibamser, meget moden med sødme … en lidt smøret fedme med masser af rosmarin og lidt parfumeret.

Smagsmæssigt er det en fyldig vin med nogle fede, grønne noter, men klart mindre opulent end duften. Vinen er fin rund, cremet og virkelig blød, syren også afdæmpet, men det smager rigtigt godt, så dermed stort bifald til 4,5 gule fingre.

Vinen forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7