Tag-arkiv: marsanne

Marsanne er en fransk hvid druesort, som stammer fra Rhône-dalen, hvor druen måske bedst er kendt for sin rolle i de berømte hvide Hermitage vine. Marsanne er da også opkaldt efter en kommune nær Montélimar i regionen Drôme i den nordlige Rhône, hvorfra druen menes at være fra.

DNA forskning har vist, at Marsanne har et slægtskab med Roussanne, som jo også er en klassisk Rhône drue. Ofte blandes Marsanne også netop med Rousanne. Sammen danner Marsanne og Roussanne kernen i hvide vine fra både Crozes-Hermitage og Saint-Joseph samt de mousserende hvide i Saint-Péray.

Begge er også nøgleingredienser i de hvide Côtes du Rhône vine … normalt sammen med Grenache Blanc og Viognier.

Selvom Marsanne normalt mest anvendes til tørre vine, så er nogle af de allerbedste vine på druen søde og fremstillet af tørrede druer. Det mest berømte eksempel på dette er fx Chapoutiers Hermitage Vin de Paille.

Marsanne modner midt på sæsonen og giver gode udbytter, har god vægt og struktur. Det kan dog være svært at bringe syre og sukker i balance i druen, hvor tidspunktet for høsten skal planlægges nøje. Hvis det er for tidligt, så får man smagsløse vine med god syre og for sent giver velsmagende vine med slap struktur.

Unge vine på Marsanne er blomsterduftende og fyldige med kaprifol og melon samt smag af citrus og fersken. Marsanne udvikler med alderen en voksagtig tæthed og smag af honning og nødder.

Udenfor Frankrig gør Marsanne sig specielt godt i Australien. hvor druen kom til i 1860’erne og blev plantet i regionerne Victoria og South Australia. I dag findes de ældste Marsanne vinstokke formentlig i netop Australien.

Derudover findes druen i Schweiz, hvor den er kendt som Ermitage, samt i Californien og Washington i USA.

2019 Quinta do Lagar Novo, 5ª Lagar Novo Branco, Lisboa, Portugal

2019 Quinta do Lagar Novo, 5ª Lagar Novo Branco, Lisboa, Portugal Lyst til lidt hvidvin? Selvfølgelig og det blev løst med en 5ª Lagar Novo Branco 2019 fra vinhuset Quinta do Lagar Novo.

Vinhuset Quinta do Lagar Novo ligger i Lisboa regionen omkring 30 kilometer nord for Lissabon og købt grund i 1940’erne, hvor vinhuset blev erhvervet af Elias Gonçalves de Carvalho familien.

Den gamle Quinta do Lagar Novo gård fik sit navn i 1742, hvor vagttårnet blev bygget.  I dag drives den fortsat af Gonçalves de Carvalho familien, nemlig af 2. og 3. generation i form af Luís Elias Gonçalves de Carvalho samt børnene Tiago, João og Helena.

Quinta do Lagar Novo har indtil 2005 alene dyrket spisedruer, men det ændrede Luís og laver nu vine fra familiens i 5 hektar vinmarker med druesorterne Chardonnay, Viognier, Arinto og Marsanne.

Og denne 5ª Lagar Novo Branco er netop lavet som et blend af disse 4 druesorter Chardonnay, Viognier, Arinto og Marsanne, som er fra 15 år gamle vinstokke plantet i leret kalkstensjord.

Efter høsten er druerne afstilket, hvor de ligger i kold præ-maceration i 48 timer inden presning og så gæring ved 13-15 grader i rustfrie stålkar alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen blot lagret en kort periode i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi blød, rund og blid frugt, sådan lidt melede æbler, pærer og melon, lidt sandeltræ, spidskommen, måske svagt en smule grillet lemon, bagepulver … og alt sammen pænt afdæmpet, sagte, roligt og uden pral.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, men her er smagene dog langt stærkere med en rustik, fyldig, småfed med tropisk frugt i form af mango, grillet lemon, kvæde, abrikosmarmelade og en fed bitter grape. Det giver vinen en lidt cremet og olieret fornemmelse.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 9,46€ … svarende til 70 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 76,75€ eller 572 kr., svarende til 95 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Delas Frères, Crozes-Hermitage Les Grands Chemins, Rhône, Frankrig

2016 Delas Frères, Crozes-Hermitage Les Grands Chemins, Rhône, FrankrigDelas Frères er også et af de vinhuse, som jeg gentagne gange har smagt vine fra og skrevet om. Denne 2016 Crozes-Hermitage Les Grands Chemins har jeg dog aldrig tidligere smagt.

Druerne til vinen kommer fra den 1,683 hektar store mark Les Grands Chemins, som Delas købte i 2006. Vinen er selvfølgelig lavet på Syrah med en ganske lille supplement af Marsanne og Roussanne. Druerne er høstet manuelt, og selve vinifikationen er ganske traditionelt med gæring i åbne betontanke efterfulgt af en kølig maceration i 10-12 dage med daglig overpumpning.

En del af vinen forbliver på betontankene, mens resten lagrer i 228 liters bourgognefade i 14 måneder, mens vinen gennemgår sin malolaktiske gæring.

Næsen er herlig flæsket og en anelse parfumeret med søde krydderier, babybræk, solmodne kirsebær, brombær, enebær, en smule eukalyptus, mentol, blomstersæbe, røg, sindssyg masser af peber, våde fade, medicinskab, tør lakrids og skolekridt.

Smagen er en kende laid back, syren ikke særlig vild og nærmere mere til den flade side. Der er heller ikke vild dybde, men har tungen lidt ude af munden. Måske er vinen bare en kende lukket i øjeblikket, for Crozes-Hermitage er normalt altid en elegant, blød og kraftig vin af bedste skuffe. Denne er godt krydret, meget tør i smagen og samtidig meget cremet og varm i udtrykket.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Paul Jaboulet Aîné, Crozes Hermitage Les Jalets Blanc, Rhône, Frankrig

Denne Crozes Hermitage Les Jalets Blanc fra Paul Jaboulet Aîné kom til en omgang rødtunge med hummerbisque & rokkevinge pasta i bæk & grøn olie … og tog mig lidt med bukserne ned, totalt lækker og overraskende vin.

Vinhuset Paul Jaboulet Aîné er grundlagt i 1834 af Antoine Jaboulet, som flyttede til Tain l’Hermitage i det nordlige Rhône og købte familiens første vinmarker i Hermitage og Crozes-Hermitage. Hans mål var at producere topvine, og eftersom han både var passioneret og kompromisløs, så blev der hurtigt lagt mærke til hans vine.

Det blev dog hans søn Paul, som lagde navn til vinhuset, som herefter var i familiens eje i 6 generationer.

Og igennem årene opkøbte familien også yderligere vinmarker i det nordlige Rhône i appellationer som Hermitage, Crozes Hermitage, St. Joseph, Cornas og St. Péray, bl.a. parceller på berømte marker som La Chapelle, Le Chevalier de Sterimberg, Domaine de Thalabert og Domaine Mule Blanche.

På et tidspunkt blev der desuden knyttet en negociantvirksomhed til produktionen af vine fra egne marker.

I 1977 var det Gérard Jaboulet, som overtog driften efter hans far Louis Jaboulet. Da Gérard pludselig døde i 1997, så var der ingen børn til at arve vinhuset. Derfor måtte hustruen Odile, broderen Jacques, onklerne Jean og Philippe, en fætter Nicolas og nevøerne Frédéric og Laurent springe til og hjælpe med driften.

De havde dog svært ved at få vinhuset til at løbe rundt og de skrappe franske arveafgifter gjorde samtidig, at ingen i familien reelt kunne overtage vinhuset.

Derfor blev vinhuset i 2006 solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Og den rige Jean-Jacques Frey har sat sin ældste datter Caroline Frey til at stå for genopbygningen. Det er den smukke kvinde på billedet.

Caroline er uddannet ønolog i Bordeaux og startede sin karriere som kældermester på Château la Lagune, hvor hun i samarbejde med professor Denis Dubourdieu var med til at bringe slottets standard op til dets oprindelige niveau.

Caroline Frey er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle Jaboulets eksisterende marker er blevet grundigt renoveret og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt.

Caroline har også indført en kontrolleret dyrkning efter principperne i integreret landbrug – agriculture raisonnée – og samtidigt iværksat et kæmpe program med overgang til biodynamisk dyrkning på alle firmaets vinmarker i det nordlige Rhône og i Châteauneuf-du-Pape.

I dag har vinhuset samlet 114 hektar vinmarker og laver en lang række vine, som er opdelt i flere serier, bl.a. Les Icônes, Les Domaines, Les vins de Vignerons og Les Incontournables.

Denne Crozes Hermitage Les Jalets Blanc kommer fra serien Les vins de Vignerons … altså vine, hvor druerne er opkøbt fra vinavlere, som vinhuset har samarbejdsaftaler med. Den er lavet på 100% Marsanne fra 25 år gamle vinstokke, høstet med udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Presset og vinificeret med det samme for at undgå oxydering … primært på rustfrie ståltanke, men 30% i egefade. Derefter er der sker malolaktisk gæring ved  lagring på fade sur lie … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Næsen er dejlig stor og tyk … smørfedme, blomster, pærer, abrikos, lidt popcorn med honning samt en snert af lidt krydderier og hvid peber. Dufter rigtigt dejlig.

Smagen er dog endnu bedre, for det er nærmest som om, at vinen smelter i munden. Hold da op. Fyldig, fed, sødkrydret, men en præcis syre holder fedmen i ave. 5 x ave og hellige Maria, det smager sgu godt.

Forhandles bl.a. af VildMedVin.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Rating 6/7    

2011 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Vania, Rhône, Frankrig

2011 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Vania, Rhône, FrankrigNæste område i Frankrig blev Rhône, men ikke … som måske forventet … med en kraftig rød basse, men derimod denne hvide ”blanc” Saint Joseph Vania fra Domaine Guy Farge. Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols og har dyrket druer i 3 generationer og indtil 2006 som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

I 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph, én rød Cornas, denne hvide Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‚Ardèche i rød, rosé og hvid.

Guy Farge ejer omkring 18 hektar, men alene omkring 11 hektar er opdyrkede vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passet manuelt og med brug af heste, som hjælper Guy med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Den hvide Saint Joseph Vania er lavet på 80% Marsanne og 20% ​​Roussanne, og er generelt en vin, som skal drikkes ung.

Duftmæssigt fik jeg noteret røg, smør, æbler, blomster, akaciehonning og mandler. Smagsmæssigt masser af træ, nødder og lidt krydderier. Vinen er meget tør, nærmest med lidt kalk i smagen. Dejlig vin.

Otto Suenson har forhandlingen, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7