Tag-arkiv: Maipo Valley

2012 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2012 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, ChileMouton Rothschild smagningen sluttede med et ekstra-ekstra nummer, nemlig med en 2012 Almaviva … en vin fra Rothchilds vingård Viña Almaviva i Chile .

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Philippine Rothschild og Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, som de to vinhuse startede i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer … primært Cabernet Sauvignon og så Carménère, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Denne 2012 Viña Almaviva er lavet på et blend af 65% Cabernet Sauvignon, 24% Carménère, 6% Cabernet Franc, 1% Merlot og 2% Petit Verdot. Vinen er lagret samlet 19 måneder på nye franske barriques.

Næsen er dyb, mørk, sort og gæret frugt, solbær, brombær, total frugtrigdom, tjære, engelsk lakrids, jernbanesveller, kakao, vanilje, chokolade, røg og masser af nogle grønkrydrede elementer.

Smagen er virkelig tør … grafit, tørrede blomster, solbær og andre sorte bær, en intens kraft, pænt fyldig vin, hvor tanninerne er pænt integrerede og med en god elegance. Der er lidt brændt toast, fedme og sødme i vinen, men alkoholen kan også svagt mærkes, hvorfor vinen måske dybest set burde gemmes i kælderen 5 år mere.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i seneste årgang 2015 koster 1.434,95 kr., mens prisen er 1.195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Odfjell Vineyards, Armador Carmenère, Maipo Valley, Chile

2016 Odfjell Vineyards, Armador Carmenère, Maipo Valley, ChileAmador er det spanske ord for skibsejer eller skibsredder, hvilket referer til den stinkende rige, norske skibsredder Dan Odfjell, som står bag vinhuset Odfjell Vineyards, hvorfra vi smager vinen Armador Carmenère Estate Selection.

Det er kun et par måneder siden, at jeg smagte vinen Orzada Carignan fra Odfjell og der skrev en helt masse om vinhuset i Chile, den norske skibsredder og hele historien om etableringen af vinhuset i Chile. Det skal jeg ikke gentage, men blot henvise til det tidligere blogindlæg.

I stedet kigger vi nærmere på denne Armador Carmenère, som hører til i Odfjell Vineyards’ basisserie Armador, hvor der samlet er 5 forskellige vine. Denne er lavet på Carmenère … nationaldruen i Chile. Eller næsten, for det er faktisk i denne årgang 2016 et blend på 86% Carmenère og 14% Malbec.

Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, er plukket manuelt og ved ankomsten til vineriet afstilket. Derefter undergår de en koldmaceration i rustfrie ståltanke ved 14 grader i 4-6 dage, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper ved 25 grader efterfulgt af en yderligere maceration.

Derefter sker der en malolaktisk gæring i ståltanke, hvorefter 25% af vinen lagres i brugte egefade i 4 måneder inden endelig sammenstikning og flaskning.

Selvom vinen er et niveau under – og dermed billigere – end den Orzada Carignan, som jeg tidligere smagte fra huset, så er dette faktisk en bedre vin. Næsen har en dejlig landlighed, herlig øko og virker næsten lidt behåret, men byder derudover på solvarm, mørk frugt, blåbær, våg eg, lakrids, nelliker og lidt peber.

I munden meget varm og fyldig vin med en pæn portion sødme, mørke og modne bær … venlig og meget omgængelig.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 56,54 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEt ekstranummer er altid godt … og denne Silencio Cabernet Sauvignon fra Viña Cono Sur er en af huset topvine fra deres serie af ikoniske vine.

Viña Cono Sur er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og er en del af Viña Concha y Toro koncernen, som er én af de helt store internationale megakoncerner indenfor vinbranchen. Det er et gigantisk foretagende, som jeg også har skrevet om tidligere.

Viña Concha y Toro har samlet 17.040 hektar jord i Chile, hvoraf 10.800 hektar er vinmarker. Derudover ejer huset 1.209 hektar vinmarker i Argentina og 472 hektar i Californien, USA. Viña Concha y Toro omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er nok det største sydamerikanske vinhus, og Viña Concha y Toro laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og fra vinen Sunrise … ja, den med den orange etiket.

De ejer – udover de mange hektarer i Chile samt de mange brands – også en række andre vingårde, bl.a. Viñedos Emiliana, Trivento Bodegas y Viñedos, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards i USA og så altså også dette chilenske vinhus Viña Cono Sur.

Viña Cono Sur har specielt specialiseret sig i vine på Pinot Noir, men laver selvfølgelig også vine på en lang række andre druer, herunder specielt Merlot, Cabernet Sauvignon, Carmenere og Chardonnay.

Huset har marker over det meste af Chile, dvs. i områderne Limarí, Aconcagua, Casablanca, San Antonio, Maipo, Cachapoal, Colchagua, Curicó, Maule og endelig Bío-Bío Valley.

Samlet betyder det ikke mindre end 1.600 hektarer fordelt på 21 forskellige vinmarker. Og siden 1999 har markerne været drevet efter økologiske principper.

Selve vinhuset ligger i Chimbarongo i Colchagua Valley, men har faktisk vinerier flere steder i Chile, så bare Viña Cono Sur alene er en stor historie.

Viña Cono Sur har brugt en cykel som et slags logo for vinhuset og laver fx også en serie af vine, som kaldes Bicicleta, men cyklen fremgår også på etiketter på andre vine fra huset.

Den er imidlertid ikke på denne Silencio Cabernet Sauvignon, som en én ud af to vine i Viña Cono Surs serie Icon Wines. Det er husets topserie og udover denne på Cabernet Sauvignon, så findes der selvfølgelig også en Pinot Noir med navnet Icio.

Silencio Cabernet Sauvignon er lavet på 98% Cabernet Sauvignon og 2% Carmenere fra Maipo Valley. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på nye franske barriques.

I næsen er der lakrids, mørke og gærede bær, brombær, blommer, enebær, varm og solrig frugt, godt med eg, våde fade, chokolade, sød tobak, vanilje, kanel samt en smule røg.

Smagsmæssigt er det også en solrig og varm vin med masser af tæt, mørk frugt, fed, fyldig med nogle vilde tanniner, som virkelig masserer dine gummer. Der er lidt hvid peber, et mineralsk bid og god, lang eftersmag. Flot vin.

I Danmark forhandles Cono Sur vistnok i Meny kæden, men jeg har ikke fundet denne vin, så prisen kender jeg ikke. Vil dog vurdere, at den ligger i den højere ende.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileDjævelsk sort Reserva Privada Cabernet Sauvignon … Casillero del Diablo fra det gigantstore Viña Concha y Toro.

Vinhuset har – bare i Chile – omkring 10.700 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er måske nok det største sydamerikanske vinhus, som laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinene Sunrise med den orange etiket og så netop Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og som vi her har i en Reserva Privada udgave.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Reserva Privada Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra husets stenede marker ved foden af Andesbjergene. Men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er krydrede, mørke bær kombineret med et tørt og støvet udtryk. Frugten er røde kirsebær, solbær og blommer. Der fornemmes svagt lidt eg og vanilje.

I munden er vinen fed og fyldig, virkelig præget af eg, krydderier, lidt shampoo og ellers skarp i smagen. Der er lidt tanniner i vinen, men egentlig bløde nok … men det bliver sammenlagt lidt anonymt.

Forhandles i Coop supermarkederne, hvor normalprisen ligger på omkring 120 kr., men ofte fås på bud til halvdelen.

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2013 Undurraga, T.H. Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2013 Undurraga, T.H. Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileHvor fanden blev fredagens Spätburgunder af? For der kom vel Spätburgunder på bordet fredag? Rolig nu … selvfølgelig var der Spätburgunder i det houlbergske hjem, nemlig en 2014 Spätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel. Den har jeg dog skrevet om tidligere.

I stedet får I lidt om denne T.H. Cabernet Sauvignon, som jeg smagte et glas af i går. Den kommer fra det store chilenske vinhus Viña Undurraga, som de fleste af os måske kender fra supermarkedernes hylder. Det er da også et kæmpe foretagende, som ejer over 1.800 hektar vinmarker.

De producerer sindssygt meget vin … alene deres kældre har en kapacitet på ikke mindre end 23 millioner liter vin og vinene sælges i over 70 lande i hele verden.

Vina Undurraga blev grundlagt tilbage  i 1885 af Francisco Undurraga, et multitalent. Han var landmand, advokat, politiker, forfatter og kunstner. Han importerede vinstokke med Cabernet Sauvignon og Pinot Noir fra Frankrig samt Riesling og Gewurztraminer fra Tyskland, og det blev starten til et langt … og stort vineventyr.

I dag ejes foretagendet fortsat af Undurraga familien, nu i 5 generation, og det er én af de ældste og mest kendte vingård i Chile.

Som sagt drives 1.800 hektar vinmarker fordelt på en række større marker, nemlig i Maipo Valley ved Santa Ana de Talagante vingården, Alto Maipo Valley ved La Higuera gården, Coastal Maipo Valley ved Codigua gården, Colchagua Valley ved henholdsvis Colchagua og El Huique vingårdene, Almahue Valley i Cachapoal ved Cerros de Almahue gården, Leyda Valley i San Antonio ved Lomas de Leyda gården og endelig Cauquenes, Maule Valley ved El Tutuvén gården. Pyha, ikke så lidt.

Selve produktionen sker på to lokationer, nemlig på Quinta de Tilcoco i Chiles 6. region samt på Santa Ana i Talagante. Her er der ansat et team af ønologer, som står for vinfremstillingen, Rafael Urrejola, som tidligere har arbejdet på Viña Leyda, Carlos Concha, som hos Undurraga står for husets Aliwen Reserva serie og sluttelig Patricio Lucero, som har en fortid hos et par amerikanske huse.

Undurraga har kæmpet med deres renommé i rigtig mange år, uden endnu at have opnået at komme blandt gruppen af rigtig gode vinhuse i her i landet. På trods af det, og måske fordi deres priser er moderate, har de i mange år været fast leverandør til Dansk Supermarked. Vi kender nok bedst deres almindelige vine, som blot sælges under Undurraga navnet samt vine som Sibaris og Aliwen.

Nå, men tilbage til denne T.H., som står for ”Terrior Hunter”. Vinen er lavet på druer fra specielt udvalgte marker, som aldrig er over 5 hektar, men hvorfor ved jeg ikke. Det siger vel ikke noget om kvaliteten? T.H. serien skal reflekterer terroir, og det skulle være vine som kun laves i små mængder og ikke hvert år … øhhhh tror vi på det? Indtil nu er der lavet hvert år siden 2008. Vinen er lagret 14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye. I 2013 er der lavet 32.400 flasker af vinen.

I næsen er her vanilje, solbær … har fået godt med sol, sødme, bark, grafit, rosmarin og mynte. Den virker som lidt af en frugtbombe og marmeladeagtig.  Og sådan er smagen også. Den er blød, fed, cremet og meget sød … ja faktisk er der rigtig megen sødme, bitter chokolade og virkelig opulent, næsten opblæst. Det er lidt som saftevand på syre og giver et lidt fladt indtryk.

Vinen forhandles i Føtex og Bilka, hvor prisen (uden tilbud) koster 85 kr. Sjovt nok skriver Føtex, at vinen hører til forretningens store Cabernet Sauvignon dominerede vine sammen med vine som Château Cantemerle, Château Hautes Terres og Sassicaia … HA HA HA HA. Det er fandme humor … hvis det ikke lige var fordi, at de tilsyneladende mener det.

Rating 3/7 

2009 Viña Santa Rita, Casa Real, Maipo Valley, Chile

Casa Real er Viña Santa Ritas topvin, og da retro-stilen skulle holdes hele aftenen, så skulle vi selvfølgelig også smage den. Det er måske Santa Ritas mest legendariske og ikoniske vin, som vinhuset producerede første gang i 1989.

Da vinhuset blev overtaget af Carcia Huidobro familien, så besluttede man at lave en topvin. Man opkaldte vinen efter den titel, som forfaderen Vincente García Huidobro fik i 1910 af den spanske kongefamilie … Casa Real.

Casa Real titlen var en slags adelskabstitel … en stor ære og givet til Vincente på grund af hans vigtige politiske og kulturelle rolle i Chile ved århundredeskiftet.

Titlen Casa Real har i øvrigt også givet navn til vinhusets store hotel Casa Real Hotel, som i 1996 blev åbnet efter en ombygning af den tidligere ejer Domingo Fernández Conchas store ejendom fra 1885.

Casa Real er selvfølgelig en enkeltmarksvin, produceret af 100% Cabernet Sauvignon druer, som kommer fra Carneros Viejo vinmarken, der ligger ved Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley.

På Carneros Viejo er vinstokkene minimum 25 år gamle, hvilket sammen  med jordbundens beskaffenhed gør at var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Druerne er håndplukket og vinificeret med langsom gæring, kort maceration og lagring i 15 måneder på nye franske egetræsfade fra forskellige områder og producenter.

Det er vinmageren Cecilia Torres Salinas, som står bag vinen. Hun betragtes som en verdensklasse vinmager og blev i 2007 kåret som årets vinmager i Chile. Casa Real produceres kun i exceptionelle gode årgange … men er tilsyneladende siden 2006 lavet hvert år … i hvert fald helt frem til og med 2011 som nyeste årgang.

I næsen er det blæk, eg, røde frugter, solbær, lakrids og lidt læder, egetræ, vanilje og jord … måske lidt referencer til Bordeaux? I munden er vinen fløjlsblød med en flot syre/sødme balance, lækker frugt, godt med bløde tanniner, vedholdenhed og elegance.

Forhandles bl.a. af govino.dk, hvor prisen er 495 kr. Den fås nogle gange på tilbud.

Rating 5/7  

1996 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Medalla Real Cabernet Sauvignon igen … blot årgang 1996 og dermed 6/8 i føljetonen om vinene fra Viña Santa Rita, som i øvrigt har fået sit navn efter en italiensk helgen ved navn Rita … Saint Rita.

Saint Rita var født i 1381 i Casia i Italien og viede sit liv til gud. Ikke desto mindre fik hendes forældre hende gift med en ung mand fra landsbyen. Og det blev et hårdt ægteskab – nærmest et martyrium – da hendes mand drak kraftigt, spillede og slog hende. Hun fik tvillinger, men blev ramt af flere tragedier, bl.a. blev manden myrdet og hendes børn døde af en alvorlig sygdom.

Hun kunne ikke komme i kloster og fortsætte hendes arbejde for gud, fordi hun var enke. Men en mørk nat kom en engel og første hende alligevel til klosteret, hvor hun – for at bevise hendes lydighed overfor gud – hver dag måtte skulle vande en mark med gamle og indtørrede vinstokke.

Trods spot fra både landsbyen og beboerne i klosteret, så fortsat Rita arbejdet og bragte hvert år store klaser vindruer til klosteret – stik imod alle forventninger. Rita døde i 1457 efter fire år med en ukendt og smertefuld sygdom. I 1990 blev hun erklæret helgen og er kendt som helgenen af håbløse sager.

Nå, men det var et sidespring. Tilbage til vinen … og som den foregående lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Duftmæssigt er her blæk, rød frugt … giver et lidt koldt indtryk med syre og et animalsk udtryk. Og i munden mærkes det på ingen måde, at der er en vin, som snart af 20 år gammel. Der er fortsat godt med syre, frisk og ren frugt. Syren er meget levende, selvom der også er lidt rundhed over vinen. Men utroligt nok, som er syren faktisk næsten for dominerende.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr.

Rating 4/7  

1999 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Medalla Real Cabernet Sauvignon igen … blot årgang 1999 og dermed 5/8 i føljetonen om Viña Santa Rita vinene fra mandagens bestyrelsesmøde. Og denne gang er det virkelig Medalla Real i flasken, og netop Medalla Real Cabernet Sauvignon er en ikonisk vin for vinhuset.

Det var denne vin, der i 1987 vandt vinolympiaden i Paris og dermed satte såvel Chile som Santa Rita på verdenskortet. Det er også en vin, som tit opnår gode anmeldelser, bl.a. var den i 2007 nr. 49 på Wine Spectators Top 100 liste.

Det er ikke ren Cabernet Sauvignon, idet vinen nemlig er lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Vinmager for denne vin er Andrés Ilabaca Andoni, mens den overordnede vinmager på Viña Santa Rita er Cecilia Torres Salinas. Hun har bl.a. en fortid hos Clos Duval Winery i Californien samt Penfolds i Australien. Andrés har tidligere arbejdet på Domaine de Cousergues i Bézier samt Blanquette de Limoux i Limoux. Derudover har han arbejdet i Toscana gennem en del år.

Nå, men vi kommer ikke udenom smagsnoterne … og så alligevel, for vinen er bestemt ikke god. Den har ikke prop, men er simpelthen dårlig. Lugter oxyderet, af gammel kloakrør, gamle aviser, rosiner og mulle kælder. Smagen er også helt flad og forkert … ikke sådan, at den ikke kan drikkes … men den smager bare ikke godt.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr.

Rating 0/7 – ingen bedømmelse – fejl i vinen.

2000 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Da denne vin blev frigivet på det danske marked, så blev den nærmest revet ned af hylderne. Nogle rendte forgæves. Flere købmænd og supermarkeder gemte nogle af flaskerne til deres bedste kunder, for efterspørgslen var – for dem som havde hørt rygtet – ganske stor.

Vinen er Medalla Real Cabernet Sauvignon i årgangen 2000 fra Viña Santa Rita. Årsagen til hysteriet var, at flasken ikke indeholder almindelig Medalla Real Cabernet Sauvignn … men derimod Casa Real Cabernet sauvignon, altså topvinen hos Santa Rita.

Og der var mange rygter om årsagen til, at topvinen kunne købes til den nette sum af 100 kr. med en Medalla Real etikette. Nogle sagde, at man simpelthen havde sat forkert etikette på, mens en lille guldfarvet mærkat på vinen heller ikke sagde noget om årsagen til misæren.

Mærkatet sagde blot, at “flasken indeholder en ikke frigivet Casa Real 2000. Nyd den!”. Den mest indlysende årsag er vel, at en del af høsten til Casa Real blev deklassificeret og solgt som Medalla Real. Det har dog ikke været hele høsten, for det ser ud til, at Casa Real også er lavet i årgang 2000.

Nå, men vinen er som nævnt 100% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra en unik vinmark med druestokke, der er minimum 25 år gamle på Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley. Druestokkenes alder og jordbundens beskaffenhed var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Uden menneskelig indblanding producerer planterne kun omkring 6.000 kg druer pr. hektar.

Druerne er håndplukket og vinificeret med den største omhyggelighed, og har lagret på nye franske egetræsfade i 12-14 måneder.

I næsen også lidt mejeri, kærnemælk … men også lidt maling, lak, fernis … lækker animalsk og tæt frugt med brombær, solbær og chokolade. I munden er vinen silkeblød, med pebret frugt, kraft og stadigvæk med livlig syre, tæthed, tanniner, frugtrig og elegant. Det kan godt mærkes, at vinen har lidt år på bagen, men det klæder faktisk vinen.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr. Denne specielle årgang 2010 deklassificerede Casa Real kostede 100 kr., da den kom til Danmark.

Rating 5/7  

Casa Real 2000