Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, TysklandMed næste Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve bliver vi i Pfalz, nemlig hos Weingut Philipp Kuhn, der ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.

Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han Der Philipp, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et ungt talent i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter.

Da han modtog Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5. år i streg én af det store tyske vinpriser. Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser.

Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter.

Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.

Denne Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve har sølvfarvet top, og er således en Ortswein, hvor Kuhn alene accepterer et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar. Det kan man nu tvivle på, at han kan få ud af de sarte Frühburgunder drue.

Druerne afstilkes og så sker gæringen helt traditionelt over et par uger i store træfade og en periode med skallerne. Derefter lagrer vinen i en kombination af barriques og store træfade i 16-20 måneder. De bedste Lagenweine lagrer også delvist på nye fade, men det gælder altså ikke denne vin.

Alligevel er der godt med fad i næsen. Det er eg, fad, power og vanilje presset helt ud i frugten. Det virker meget fedt, modent og kraftigt i duften, og jeg tænker, at vinen måske er på sit højdepunkt netop nu. Frugtmæssigt er det kirsebær. blommer, men der er også lidt lakrids samt søde krydderier.

I munden er der også saft og kraft, meget tæt i strukturen og det lidt varmere område kan næsten smages. Trods tætheden og intensiteten, så er der også en via elegance, blødhed og vinen er nærmest cremet, lækker og har et fin bid med lidt peber.

Nur Wein er dansk importør, men ser umiddelbart ikke ud til at have denne. I Tyskland koster vinen 23,25€ eller omkring 173 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, Danmark

2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, DanmarkNår Vinkreutzer siger det, så må det passe … Njord Vingaard laver måske Danmarks bedste rødvin. Jeg har ofte læst om det succesrige foretagende, men vinen er ikke sådan lige at få i glasset, men det var nu alligevel lykkedes, så vi i heat 4 skulle smage Pinot Noir Précoce fra Njord. Og så måtte jeg jo teste, om Herr Kreutzer er fyldt med vrøvl eller ej.

Det var sgu ellers lige ved at glippe, at vinen kom med i den store Frühburgundersmagning, men en ihærdig, vedholdende indsats fra Caspar Tribler gjorde, at vinen et par dage før smagningen alligevel kunne indskrives i det store felt Frühburgunder. Og Gud ske tak og lov for det.

Njord Vingaard ligger ved Holbæk … en 1,2 hektar stor mark, som fra 2010 er tilplantet med Pinot Noir Précoce aka Frühburgunder. Det lille og næsten hemmelige vinhus drives af Sune Albertsen, der vistnok selv bor inde i København.

Sunes vinmark har en hældning på 27 grader og er tilplantet med forskellige kloner af Frühburgunder, bl.a. klonerne GM4 og GM6 fra Ahr og udviklet på Geisenheim, kloner fra Weingut Julius Wasem i Ingelheim i Rheinhessen samt klonen ST180 fra Schloss Sommerhausen i Franken.

Og hver klon vinificeres hver for sig, alle klaser afstilkes 100% og klonerne er alle meget forskellige i udtrykket, hvilket Sune udnytter, når den endelig vin skal samles. Vinen lagrer – som det kan ses på billedet ovenover – i egefade og Sune bruger 33% nye fade til hver ny årgang.

Den første årgang fra Njord Vingaard var årgang 2013, som der alene blev produceret 838 flasker af. Denne 2014 er således blot Sunes 2. årgang, men det er virkelig spændende vin og det betyder også, at alt produceret vin er udsolgt eller reserveret på forkant.

Sune arbejder også med produktion af lidt mousserende vin samt vin på Pinot Noir, men det er svært at finde oplysninger om dette lille, hemmelighedsfulde danske vinhus. Men det er sgu en god lille hemmelighed.

I glasset er det er herlig lys og ufiltreret vin. Næsen er blomstereng, nærmest parfumeret og virkelig lys, let i duften. Det er ganske aromatisk med sæbe, jord, hindbær, ribs, rabarber, godt med fad og godt med vanilje, men alligevel med lethed og elegance. Woaw.

Smagen er virkelig frisk og sprød, og det gennemgående i smagen er letheden, hvor nogle om bordet synes, at det blev for letbenet. Det synes jeg ikke, for selvom vinen – indrømmet – virker pleasende, så elsker jeg den flydende lethed, svævende syre. Det smager da rasende godt. Jeg er nu officielt Njord fan.

Så Vinkreutzer var ikke helt beruset, da han skrev, at Pinot Noir Précoce fra Njord Vingaard måske er Danmarks bedste rødvin … jeg er slet ikke i tvivl. Vi strør 5 fede tomler med STOR pil op.

Købt direkte af Sune på Njord Vingård, og prisen ligger på 400 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, Tyskland

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, TysklandDet er egentlig imod mine principper at anmelde en vin to gange, men da denne Frühburgunder med 3 stjerner fra Weingut Georg Gustav Huff indgik i smagesættet ved den store Frühburgundersmagning og jeg sidst smagte vinen for over 2 år siden, så giver det måske alligevel meget god mening.

Weingut Georg Gustav Huff holder til i den lille by Schwabsburg lidt op af bakken fra Nierstein. Vinhuset ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan.

Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.

Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter hjælper mest til med markarbejdet.

Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og har bl.a. arbejdet i Mosel. Han er gift med Stefanie, som også hjælper til på vingården.

Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.

Huff familien har i alt 22 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Riesling, Spätburgunder, Dornfelder, Müller-Thurgau, Portugieser, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder samt en række mindre sorter.

Blandt de bedste marker ejer familien parceller på Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang.

Her har vi husets Frühburgunder fra 2012 og med 3 stjerner , som indikerer, at det er vingårdens bedste vine.  Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om Weingut Alexander Laible og Weingut Holger Koch, som også begge anvender *** som tegn på, at vinen er fra husets bedste marker, oftest Grosse Gewächse marker.

Jeg har ikke de store oplysninger om denne Frühburgunder, udover den er én af husets røde topvine, og har lagret på eg.

Denne Frühburgunder er som foregående vin meget lys og transparent. Det dufter også let af kostald, landlig sødme samt en grøn syre, hindbær, kirsebær, urter, røg, kanel, vanilje og svagt et strejf af mynte og estragon.

Der er mere krop og bundtræk i smagen end hos Geil, fin tørhed, lidt peber samt god vedvarende syre med bløde tanniner. Der er også klart mere fad, men det smager altså godt og en fin start på aftenen og så fortsat i den billigere ende.

Købt på vingården, hvor prisen er sølle 9,50€ … eller små 71 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Umathum, Rosa, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Umathum, Rosa, Burgenland, ØstrigHva’ fanden sker der for jeres flittige vinblogger, som nu officielt har serveret rosévin for sine gæster? Har han tabt sutten? Næ ikke når det drejer sig om sådan en lille skør charmetrold som vinen Rosa fra det fantastiske østrigske vinhus Weingut Umathum.

Vinhuset drives af Josef Umathum, der overtog driften fra sine forældre i 1985 … men vistnok har rødder helt tilbage til under hertuginden Maria Theresas regeringstid. Hun var regent i de Habsburgske Arvelande fra 1740 til 1780. Hun var således regerende dronning af Bøhmen, Ungarn og Kroatien samt ærkehertuginde af Østrig og hertuginde af Parma.

Weingut Umathum ligger lidt udenfor byen Frauenkirchen ikke så langt fra Neusiedlersøen i Burgenland. Indtil 1980’erne blev gården drevet som et blandet landbrug og de dyrkede druer blev frem til engang midt i 1970’erne blot solgt til det lokale kooperativ.

Siden Josef Umathum overtog driften har vinhuset bevæget sig op i den absolutte top i Østrig. Josef har 30 hektar vinmarker, som hovedsageligt er beplantet med St. Laurent, Pinot Noir og Blaufränkisch.

Vinmarkerne rig på skifer, kalk, ler og grus på begge sider af Neusiedlersøen. Som noget unikt i Burgenland dyrker Umathum bl.a. Pinot Noir og Blaufränkisch på gamle terrasser grundlagt af Cistercienserordenen tilbage i 1200-tallet.

Alt dyrkes i dag efter Rudolf Steiners biodynamiske principper, alt høstes i hånden og her hersker en generel naturlig tilgang, for at lade terroir og druer fremstår så rent og præcist som muligt.

Selvom det er rødvinene på Pinot Noir og specielt Blaufränkisch, som Umathum er kendt for, så har vi her fat i deres rosévin, som er lavet på druerne St. Laurent, Zweigelt og Blaufränkisch med lige meget af hver druer. I flasken er der præget et U … for Weingut Umathum.

Vinen er laget med traditionel udblødning et par timer før gæringen for at opløse farve, aromaer og sarte tanniner fra skallerne. Det er den proces, som i Frankrig kaldes Saignée. Vinstokkene er alle 43 år gamle og ellers er vinen lavet alene på rustfrie ståltanke. Der er alene 1 gram restsukker pr. liter i vinen.

Dejlig frugtaroma med jordbær, ribs og hindbær, sommerhumør, frugtlethed, sommereng med blomster og vinen virker nærmest cremet. Trods en let tilgængelighed, så er der bestemt også syre, som sikrer bukserne ikke falder ned om hælene.

Smagsmæssigt en let og yderst drikbar vin, som leverer en umiddelbar drikkeglæde, let og ukompliceret syre, ribs, stikkelsbær, jordbær samt et lille tørt peberbid sammen med en lillebitte sødme. Det er let, drikbart, frisk og harmonisk … og så ka’ jeg sgu godt drikke rosé i hektolitervis.

Købt i en rodekasse hos Supervin til 125 kr., men importør er vist Laudrup Vin, hvor jeg dog ikke har fundet denne rosé.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland Selvom denne Rheingau Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs fra Weingut Fritz Allendorf ikke kommer i den smukke Rheingauer Flöte flaske, så er flasken lige så eksklusiv med navnet på vinhuset præget i flasken samt en smuk, elegant etiket med skrift i guld.

Vinen købte jeg tilbage i oktober i Weingut Fritz Allendorfs lille butik, der ligger i smukke Rüdesheim, selvom selve vinhuset selv holder til i Oestrich-Winkel små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Det nåede jeg desværre ikke at besøge.

Weingut Fritz Allendorf er grundlagt tilbage i 1773 af Philipp Anton Allendorf, og drives i dag fortsat af Allendorf familien, nemlig af søskendeparret Ulrich Allendorf og Christine Schönleber og deres respektive familier.

Ulrich – kaldet Uli – står for vinproduktionen sammen med Christines mand Josef Schönleber samt Christines og Josefs ældste søn Max Schönleber,

Max blev i 2012 uddannet ønolog fra Geisenheim og har derudover arbejdet hos Bernhard Huber i Malterdingen i Baden og der lært en del om produktion af specielt Spätburgunder vine.

Christine Schönleber – som så kaldes Christel – står for beværtningen på deres ejendom Georgshof, som familien byggede i 1963 ude midt i vinmarkerne.

Der kan man både nyde vinene fra Allendorf, bestille småretter og komme ind i husets Weinerlebniswelt … hvor besøgende kan lære lidt om de forskellige marker, jordarter og endda nyde vinene i forskelligt farvet lys for at fremhæve elementer eller detaljer i vinene.

Herudover driver familien også den lille butik i Rüdesheim samt bistroen/restauranten/vinbaren Brentanohaus i Oestrich-Winkel i en gammel historisk bygning opført i 1751.

Ejendommen var oprindelig sommerresidens for familien Brentano og familiens venner, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, brødrene Grimm og Freiherr vom Stein. Efter sigende skulle Goethes soveværelse stadig stå fuldstændigt originalt for bevis for den glorværdige fortid.

Sammenlagt er Allendorf i dag et større familieforetagende og et af de største huse i byen. Uli og Christels mor Lotte lever fortsat og er således ældste generation for 4 børn, 9 børnebørn og 1 oldebarn. Dermed en ganske stor familie. Og flere af de unge børnebørn regner også med at gå vinvejen.

Familien har sammenlagt 75 hektar vinmarker og er dermed et af de største familie drevne vinhuse i Rheingau. De vigtigste marker er Winkeler Hasensprung og Jesuitengarten, Oestricher Lenchen, Geisenheimer Mäuerchen, Rüdesheimer Berg Rottland og Berg Roseneck samt Assmannshäuser Höllenberg og Hinterkirch … alle dejlige navne for vinelskere.

Her har vi netop en Großes Gewächs Riesling fra marken Winkeler Hasensprung. Marken ligger tæt på Schloss Johannisberg og har sit navn fra dyreverdenen, idet hasen betyder hare … og var symbol på frugtbarhed. Dermed var planterne så store, at kun en hare kunne springe over dem … deraf navnet Hasensprung, altså harespring. Vinen er lavet i store egefade,

Næsen er parfumeret … petroleum, benzin og diesel i en skøn brændstofblanding. Det er klart før hybrid og elmotorens tid. Der er godt med melon, lidt salt, blomster, honning og vinen er nærmest lidt omklamrende i aromaen … og det er lige før det bliver for hyggeligt. Der fornemmes en vis fedme i vinen.

I munden er det også en fyldigere Riesling med et lille bittert bid, citron, syre, salt, mineraler og en vis sødme. Det er cremet med honning, så vinen fremstår fed og fuldmoden. Det smager godt uden at vi rammer Rieslingloftet, Men sådan en Riesling kan man altid drikke.

Købt i hos producenten til 25€ ,,, svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2016 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigFra Propperiets testkasse propper vi lystigt næste vin op og det er en Grüner Veltliner Von den Terrassen fra Weingut Josef Ehmoser, der ligger i Tiefenthal … en lille by smukt placeret i en dal blandt bølgende bakker lidt syd for Großweikersdorf i Tulln-distriktet i Wagram, Niederösterreich.

Området i Wagram – der i øvrigt tidligere hed Donauland – ligger ideelt en smule højere end Weinviertel og med der schönen, blauen Donau i baghaven. Der er – udover de sædvanlige lilla Milka køer – alene 185 indbyggere i Tiefenthal og en af disse er altså Josef Ehmoser, der overtog driften af vinhuset efter hans far i 1996.

Og sammen med hustruen Martina driver han samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Hohenberg med 45 år gamle Grüner Veltliner stokke samt Georgenberg … marker med undergrund præget af kalkholdig Löss.

Netop undergrunden med Löss er ifølge Josef Ehmoser den offentlige hemmelig bag områdets store kvaliteter. Og jorden er endda specielt velegnet til Grüner Veltliner og Weißburgunder.

Löss er nemlig god til at holde på det nedbør, som falder i løbet af foråret og det er – kombineret med varme somre – guf for vinstokkene. Jordbunden indeholder samtidig masser af mineraler, som vinplanterne konstant kan nære sig af. Holder man udbyttet lavt, så kan der skaves små vidundere.

Hos Weingut Josef Ehmoser fokuseres der også på at lade naturen stå for størstedelen af arbejdet, med så lidt indblanding som muligt. Det betyder, at de ikke sprøjter markerne med hverken herbicider eller pesticider og derudover behandles markerne generelt meget påpasseligt.

Således kører de sjældent igennem vinmarkerne med traktor for at holde jorden løs og mindske komprimering. De lader græsset vokse vildt i markerne, da det holder på vandet og de slår alene græsset, hvis det blevet for tørt, således det ikke skal kæmpe for meget med vinstokkene.

På vingården er der installeret solpaneler til opvarmning og varmt vand, men kælderen behøver de ikke at køle, da den ligger dejlig køligt 8 meter under jorden.

Der laves 8 forskellige vine på vingården, hvoraf 5 er hvidvine på enten Grüner Veltliner, Weißburgunder eller Riesling, mens rødvinene er på henholdsvis Zweigelt og St. Laurent.

De fleste af hvidvinene gæres og lagres på rustfrie ståltanke, dog med undtagelsen af husets enkeltmarksvine på Grüner Veltliner fra markerne Hohenberg og Georgenberg, da de lagrer i henholdsvis store betonæg og egefade. Josef holder normalt også vinene med gærresterne – sur lie – indtil vinene aftappes.

Druerne til denne Grüner Veltliner Von den Terrassen er primært også hentet fra marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

Duftmæssigt er her både fennikel, citrus, kål, hvidkålsrouletter, lidt selleri, grønne æbler, svagt tropisk islæt, blomsterstøv, sten, salt, grønne urter, peber … og en virkelig dejlig inderlighed med en vis krop og fylde, men uden at blære sig og blive for oppustet.

I munden er der en dejlig saftighed og cremethed. Det er en meget behagelig vin, som er fint afbalanceret, mineralsk og med en sindssyg lang eftersmag. Frugten er lidt fersken og derudover lidt peber, citrus samt tilstrækkelig med syre til at sikre en flot elegance. I forhold til Zuschmann Schöfmann er denne mere klassisk i tilsnittet, men samtidig cremet og saftig.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Château D´Angludet, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2009 Château D´Angludet, Margaux, Bordeaux, FrankrigI en blandet landhandel af vine til sidste bestyrelsesmøde serverede jeg også lidt Bordeaux … mest til glæde for vor bordeauxfile næstformand. Det blev Margaux fra Château D´Angludet, et slot der langsomt har rejst sig siden 1961, hvor det blev overtaget af Sichel familien.

Vinslottet ligger i Cantenac, nabo til andre legendariske vinslotte og vel omkring 2-3 kilometer syd for legendariske Château Margaux. Dets historie går helt tilbage til 1150, men den første kendte ejer, der blev omtalt i 1273, var Bertrand d’Angludet, som var ridder og også ejede en anden herregård i Bouliac.

Det nuværende vinslot stammer efter al sandsynlighed fra begyndelsen af 1600-tallet, men i 1791, efter den daværende ejers Pierre Legras’ død, så blev godset delt op blandt sine fire arvinger. Selvom slottet egentlig stod til at kunne blive et 4. Cru Classé slot, så blev resultatet af denne opdeling, at Château Angludet ikke kom med i 1855 klassificeringen.

I 1891 var slottet ejes af Jules Jadouin og havde samlet 130 hektar, hvoraf 55 hektar blev beplantet med vinstokke og i 1932 blev det endda et af de 6 vinslotte, som blev ophøjet til Cru Bourgeois Exceptionnel. Men derefter skiftede det igen ejer, idet Château D´Angludet var ejet af Paul Six gennem en lang årrække, men da Paul Six var industrimand og ikke havde tid til vinproduktionen, så blev denne forsømt.

Efter anden verdenskrig forfaldt slottet og selvom en senere ejer indledte et program for genplantning af vinmarkerne, så ødelagde en streng vinter i 1956 høstet, hvilket medførte store økonomiske vanskeligheder og i 1960 havde slottet alene 7 hektar vinmarker tilbage.

Men en eftermiddagsgåtur ændrede dette, da Peter Sichel tilfældigt fik øje på den forladte ejendom og blev interesseret i den. Det endte med, at Peter Sichel købte Château D´Angludet og dermed startede sit vineventyr i Bordeaux. Peter Sichel genskabte slottets storhed, markerne blev udvidet og kældrene renoveret. Siden 1961 er slottets vin steget stødt i anseelse for hvert år der er gået.

Ved købte ejede Peter Sichel en del af Château Palmer i forvejen, men familiens primære forretning var negociantforretningen Maison Sichel, som egentlig var grundlagt som en vinhandel i Tyskland i 1853, men i 1883 flyttede til Bordeaux.

Siden 1989 har det været Benjamin Sichel – en af Peters 5 sønner – som har forestået ledelsen af Château D´Angludet og fortsat produktionen med henblik på at optimere og øge kvaliteten yderligere.

I dag ejer slottet 81 hektar jord, men alene 32 hektar er vinmarker, hvor vinstokkene gennemsnitlig er omkring 25 år gamle. De er fordelt med 46% Cabernet Sauvignon, 41% Merlot og 13% Petit Verdot.

Og markerne ligger jo i Cru Classé land … de er nemlig omgivet af Château Giscours 3. Cru Classé, Château Brane Cantenac 3. Cru Classé samt Château du Tertre 5. Cru Classé.

I denne årgang 2009 er blendet 50% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot og 12% Petit Verdot. Den traditionelle vinfremstilling sker i cementkar og gæringen varer mellem 20 og 30 dage, afhængigt af årgangen og hvor lang malolaktisk gæring vinmageren skønner nødvendig.

Derefter lagret vinen 12 måneder på barrques, hvor 1/3-del er nye fade og først derefter vælges de fade, som skal med til den endelig sammenstikning af førstevinen. Efter endelig blanding bødes vinen med æggehvider og filtreres meget let før aftapning.

Duftmæssigt en mørk, kraftig og fortættet Bordeaux … godt med solbær, muldjord, mulm og mørke, tebreve, kanel, kaffebønder, chokolade og en syrlig frugt. Det er ikke klassisk Bordeaux, da der er mere saft, kraft i vinen, som også er langt mørkere i duften.

Det gælder sådan set også smagen, hvor frugten er intens, mørk, kraftig og meget direkte. Det er igen solbær, jern og syre i fin balanceret dans. Der er lidt toast, vanilje og tanninerne ganske markante. Samlet giver det indtryk af en flot, lidt fortættet, intens – men elegant – frugtbombe.

Det gælder sådan set også smagen, hvor frugten er intens, mørk, kraftig og meget direkte. Det er igen solbær, jern og syre i fin balanceret dans. Der er lidt toast, vanilje og tanninerne ganske markante, selvom man får et samlet indtryk af en flot, lidt fortættet, intens frugtbombe.

Forhandles flere steder, bl.a. Slagelse VinKompagni eller Vinens Verden, hvor en flaske pt kan fås på tilbud til 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienNår vejret herhjemme står på frost og blæst, så er det altså rart at varme sig på lidt vino fra det solrige, smukke Toscana. Det gør vi med lidt Rosso di Montepuliciano fra Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt lige på den vestlige side af  byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter.

Poliziano blev etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede sine første vinstokke. I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker.

Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som Il Poliziano og deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 120 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Her har vi altså Carlettis Rosso di Montepulciano DOC … en appellation, som opstod i 1989 og denne vin er lavet siden appellationen opstod. Den er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter 20-40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Og det er sgu ganske lækker saft, hvor næsen byder på en stram, italiensk, raceren syre, kirsebær samt lidt mørkere bær, tør jord, syrlige drops samt eg. Der fornemmes også ganske svagt en lille smule vanilje, men ellers virker aromaen sådan meget ren og stålsat.

Og det smager fandeme godt, og når en almindelig Rosso smager sådan, så har man ikke brug for så meget andet. I smagen er der klar og ren frugt, modne samt mærke kirsebær, lidt tobak, lækker syre og alligevel en vis saftighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Schmitges, RieslingVom Haus, Mosel, TysklandRiesling rimer på Mosel … og Mosel er i høj grad Rieslingens højborg, så hvorfor ikke nuppe en sprød, dugfrisk 2017 Riesling vom Haus fra testkassen fra Propperiet og en spændende Moselwinzer, nemlig Weingut Andreas Schmitges eller blot Weingut Schmitges, som der står på etiketten.

Schmitges familien holder til på hovedgaden – Hauptstraße – i byen Erden, som ligger i skønne Mosel, lige op ad floden i det store sving mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach, så jeg har sgu sejlet forbi den gode vingut, da jeg besøgte området for et par somre siden.

Vingårdens historie går tilbage til 1744, men har gennem 6 generationer været ejet af Schmitges familien. Det er i dag Andreas Schmitges, som ejer vingården, som han sammen med hustruen Waltraud overtog i 1990 fra farmand Heinrich Schmitges.

Da Andreas overtog familiens vingård, så var den drevet meget traditionelt, men det er i dag ændret … både i udseende, men endnu vigtigere i omdømme grundet et stort kvalitetsmæssigt løft. Via innovativ udvikling har vinhuset opbygget en solid kundekreds og et ry som en Mosel producent, som skiller sig ud i mængden.

I dag hjælper parrets ene søn – og næste generation – Kilian far Andreas med produktionen, mens hustruen Waltraud Schmitges står for salget, kontakt til kunderne og passer husets vinbar / Vinothek / smagelokale.

Andreas – som I kan se på billedet ovenover – har samlet 10 hektar vinmarker på stejle skråninger ned til Mosel floden.  De bedste parceller har huset på de legendariske Große Lage marker Erdener Treppchen og Erdener Prälat … historiske og særdeles stejle marker.

Markerne ligger faktisk lige i forlængelse af hinanden, således Erdener Treppchen ligger ovenover Erdener Prälat overfor byen Erden. Markerne er endda så stejle, at der fra gammel tid er bygget trapperne ind i den skifterholdige jord for at hjælpe markarbejderne med at nå vinstokkene.

Så det er jo meget passende, at Andreas Schmitges kaldes en vaskeægte Steillagenwinzer. Erdener Treppchen har således en hældning på mellem 50 og 80%. WFT? Og fra toppen af Erdener Treppchen er der en vidunderlig udsigt over byerne Lösnich og Wehlen.

Udover husets egne marker, så opkøber Weingut Schmitges også druer fra 4 hektar vinmarker tilhørende andre vinavlere i byen, således det samlede produktionsareal udgør 14 hektar.

Det giver Weingut Schmitges en årlig produktion på omkring 80-100.000 flasker vin, og hovedparten – omkring 80% – er selvfølgelig Riesling … sprøde, mineralske Mosel Riesling af bedste skuffe. Udover Riesling dyrker Andreas også sorterne Rivaner, Weißburgunder, Grauburgunder samt Spätburgunder og laver bl.a. også lidt mousserende vine.

Schmitges er ikke medlem af VDP, men i stedet medlem af Bernkasteler Ring, som er en sammenslutning af 34 af de bedste producenter ved Mosel … Die Riesling Weingüter. Sammenslutningen omfatter også producenter som Markus Molitor og Dr. Pauly-Bergweiler … blot for at nævne nogle få.

Udover vinproduktionen har familien selvfølgelig også lidt værelsesudlejning … skønne værelser, hvorfra der er udsigt udover markerne Erdener Treppchen, Erdener Prälat samt Ürziger Würzgarten.

Nå, men her har jeres flittige vinblogger altså fået lidt Riesling vom Haus i glasset, Det er ikke en vin, som fremgår af husets hjemmeside, for der har de godt nok en Riesling vom Berg, som er en feinherb … men ikke en Riesling vom Haus.

Riesling vom Haus er nemlig specielt lavet til Propperiet, og druerne er opkøbt hos andre vinavlere i området. Vinen er gæret ved lav temperatur for at trække gæringen i langdrag og give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet. Selvom det er en tør – trocken – vi, så er der alligevel 8,8 gram restsukker pr. liter og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalvis starter ved 9 gram restsukker.

I glasset er vinen ved første skænkning – lige åbnet – herligt grumset eller ufiltreret, men den falder dog ganske hurtigt til ro og bliver helt klar og er faktisk endda til den lysere side … meget lys og bleg. Men hov … det er sgu intet galt i at være bleg.

Uha, hvor det dufter godt i næsen. Det er frisk blomstereng, en smule astronaut-is, grønne pærer, mango, lidt appelsiner og citroner, melon og kvæde. Duften er sådan lidt berusende, let og frejdig som en ung pige. Sødmen fornemmes svagt. Man bliver bare glad.

I munden er vinen frisk med et lille bittert bid af grape – puf. Men der er også en pæn frugtsødme, som gør at smagen breder sig godt i munden. Det er pænt afbalanceret med smag af æbler, grape, mandler og mineraler. Syren og det stenede, mineralske sikrer et lille rap af kæppen og holder sødmen i arve … fint og præcist. Højt niveau af en husvin og til prisen en total no-brainer.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens du får 33% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 79,73 kr. Ikke ringe.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Moretti Omero, Argo Passito IGT, Umbrien, Italien

2009 Moretti Omero, Argo Passito IGT, Umbrien, ItalienAtter en lille reprise, nemlig en lille – men tør – dessertvin Argo Passito IGT fra den søde Guisy på Azienda Agraria Moretti Omero. Jeg smagte sidst vinen under et besøg på vingården, men da var det en årgang 2012 og her har vi endnu mere alder på.

Vinen er sjovt nok ikke lavet helt efter reglerne for Montefalco Sagrantino Passito DOCG, men er derimod lavet som en IGT vin. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfor vinen er en IGT vin og ikke lavet under den officielle appellation, men kan ikke umiddelbart finde årsagen, for det ser ud til, at vinen er lavet på samme måde.

Med en Montefalco Sagrantino Passito DOCG skal druerne tørre minimum to måneder og derudover skal vinen lagre i mindst 30 måneder … begge dele ser ud til at være opfyldt.

Men måske kommer nogle af druerne udenfor det officielle område eller måske har udbyttet været større end det foreskrevne maksimum på 80 hektoliter pr. hektar, men sidstnævnte tror jeg imidlertid ikke på. Vinen skal ha’ minimum 30 gram restsukker pr. liter og det virker også som tilfældet.

Denne Argo Passito IGT fra Moretti Omero er lavet med druer, som tørrer fra høsten primo oktober til hen i december. Det gør, at 100 kg. druer bliver til 30-35 liter Passito vin, som efter vinifikation lagrer 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt fornemmes der med denne 2009’er lidt alder, men der er også nogle syrlige balsamiske noter, sødme, modne blommer, modne kirsebær, chokolade, kaffe og svag parfumeret … måske lidt blomster.

Det bliver aldrig helt oversød dessertvin, for den balancerer samtidig med en vis tørhed og tanniner, som dog i denne vin er afbøjet gevaldigt. Selvom det er sød nektar, så bevarer vinen noget struktur fra de tørre Sagrantino vine.

Herhjemme forhandles vinen af Niche Vine, hvor en flaske på 50 cl. koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7