Tag-arkiv: New Zealand

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New ZealandDenne vin gættede jeg også blindt, Pinot Noir og New Zealand! Rigtigt! Den har den karakteriske næse, som man typisk finder i både tysk spätburgunder eller new zealandsk pinot noir.

Denne har måske lidt mere varme end de tyske … derfor New Zealand. Dejlig vin … fra vingården Bannock Brae Estate, som ligger ved den lille by Bannockbur i Central Otago i New Zealand. Bannock Brae er et godt eksempel på, at det går stærkt i Central Otago.

I 1996 eksisterede ejendommen slet ikke. Parret Crawford og Catherine Brown slog til, og ved hjælp af de bedste ”vinkonsulenter” skabte man ud af ingenting grobunden for produktion af vin i topklasse.

Her snart 15-16 år efter er Pinot Noir vinene fra Bannock Brae Estate blandt de bedste i New Zealand. Stilen er moderne og international med god koncentration og kompleksitet.

Grundmaterialet er det bedst tænkelige, nemlig Pinot Noir klonerne Dijon 115, 5 og 6. planterne er podet på amerikanske rødder og hermed er truslen fra phylloxera stort set elimineret.

Produktionen på Bannock Brae Estate er meget begrænset. Frugten kommer fra bare 15.000 vinstokke (alle nordvest vendte) plantet på et areal svarende til 8,5 hektarer.

Goldfields udgaven her er vingårdens basisvin. Alle druer håndplukkes. Kun de bedst modnede druer ender op i denne blanding. Efter høsten afstilkes de fleste drueklaser.

For at øge tanninindholdet tillades ca. 15% hele klaser. Mosten køles for at øge koncentrationen, og herefter starter gæringen, der typisk står på i 7 dage. Efter endt vinifikation lagres vinen ca. 10 måneder på franske barriques, hvoraf 35-40% er nye.

I glasset fin lys, duft er klar Pinot. Det er den duft, som jeg ofte har fundet i de tyske og i de new zealandske pinot noir, og det er en duft, som er animalsk, sød og også fyldig. Man kan blive helt “høj” af bare af dufte til sådanne vine.

Smagen har delikat frugt, fylde, sødme og er meget harmonisk. Det er et godt glas vin. Vauw. Kan købes hos Sigurd Müller, og prisen er ca. 150 kr. En vin, som er meget anbefalelsesværdig.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandMandag, påskeferie … men ikke det vejr, som mange nok havde håbet på. Her brænder ilden i brændeovnen, og børnene sover, hvorfor jeg lige vil bruge lidt tid på at skrive lidt om aftenens vin.

Ja, normalt er der ikke vin på bordet en almindelig dødelig mandag, men da det er ferie, har jeg gjort en undtagelse. Og en dejlig undtagelse. Har efterhånden smagt denne Johner en del gange, og jeg er meget begejstret for vinen.

Vinen er lavet af Karl Heinz Johner, som laver vine i Baden, Tyskland på hans og sønnen Patricks 18 hektar stor ejendom i hans hjemby Bischoffingen på den vestlige side af Kaiserstuhl.

Domainet er grundlagt i midten af ​​1980’erne af Karl Heinz Johner, og her arbejder de meget med specielt “spätburgunder” på bourgogne-kloner. Har desværre ikke endnu haft mulighed for at smage Johners tyske pinot, men det må sgu komme en skønne dag.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredie partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud og begyndte igen i 2000 med Johner Estate, baseret på 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen, heraf er de 8 hektar pinot noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002. I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.

I glasset fremstår vinen meget lys rød, vel nærmest det man kan kalde rubinrød. Næsen er klassisk animalsk, nærmest samme duft, som ofte findes i tyske spätburgundere. Duft af søde kirsebær, sødhed og måske lidt tørrede urter. Det dufter sørme da dejligt.

Smagen er frisk, fortsat præget af røde bær, og ganske harmonisk. Pæn fylde i munden, måske en smule blomme og krydderier, men friskheden er sgu god. Det er et fremragende glas vin, og har altid været begejstret de gange, som jeg har smagt den (dette er vel 5. eller 6. gang).

Prisen ligger omkring 177 kr. hos Estwine, men ak … har netop konstateret, at Estwine ikke længere har Johners New Zealandske vine. Nå, men det er forhåbentligt kun en midlertidig status, for det er bestemt en vin, som jeg gerne vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandVinen lørdag aften er denne charmerende new zealænder, Palliser Estate, som jeg har smagt nogle gange. Fandt den i SuperBest til omkring 125 kr., hvilket næsten er tyveri, da vinen normalt koster omkring 250 kr. i enten Randers Vinhus eller hos Laudrup Vine.

Måske hænger det sammen med, at vinen er fra 2006 og at det ikke er en gemmevin, men en vin som skal nydes indenfor en rimelig årrække efter høst. Samtidig er det en vin, som Parker netop i årgang 2006 har givet 94 point, så det burde have fastholdt en højere pris. Nå, jeg skal ikke klage … et fabelagtigt godt køb.

Palliser Estate Wines blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Palliser har nu 32 hektar vinmarker og er placeret ca. 70 km. nordøst for hovedstaden Wellington (nordøen) i en langstrakt nord-syd gående dal, hvis undergrund er meget lig Bourgognes og med et tørt klima. Palliser producerer klassiske vine, såsom Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir, Late Harvest Riesling/Botrytised Riesling, Noble Harvest Chardonnay og en Sparkling.

Duften er cremet skovbær, frugtig og blød. Ved første “snip” kunne det måske godt dufte af lidt bourgogne. Meget animalsk. Duftede den også her på anden dagen, og her kommer også lidt svedsker eller portvin, måske skyldes det alene alderen, at den er bedst samme dag, som den åbnes.

Den er meget velsmagende, men måske ikke så kompleks, som bourgogne vine, selvom der bestemt er syre til stede. Det cremede fornemmes også i smagen, og det er faktisk et fantastisk glas vin, som jeg bestemt kan anbefale.

Pris: 125 kr. hos SuperBest.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Dog Point Vineyard, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2007 Dog Point Vineyard, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandEn vin, som jeg havde glædet mig massivt til at smage siden den røg i vinkøleskabet for lidt over et år siden. Og hvilken vin … tror ikke kun det var forventningens glæde … men også et kvalitetsboost af den anden verden. Og gud hvor jeg elsker Pinot Noir, ren glædemost for store drenge. Her er stor duft, og smagen er lige i skabet … en smule sødme og super balance. Noget af de bedste New Zealanske pinot noir, som jeg har smagt i mit liv. Vauw.
Hvem medbragte vinen: Ulrik