Når vi nu er ved Pouilly-Fuisse nabo området Saint-Véran, så lad os da smage endnu en vin derfra, men her er det fra den på vinbloggen kendte vinmager Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers og vinen er hans 2023 Saint-Véran Vieilles Vignes.
Brocard og Closerie des Alisiers skal jeg ikke skrive om … det har jeg gjort flere gange før. Han laver bl.a. hvidvine fra Chablis, Pouilly-Fuissé, Marsannay og Meursault, men nu laver han altså også en Saint-Véran Vieilles Vignes.
Chardonnay druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke og er opkøbt fra en række vinavlere i Saint-Veran. Efter høsten er alle druerne presset og gæringen er sket på ståltanke. Der er det meste af vinen også lagret 6 måneder, men 20% er dog lagret på gamle egetræsfade.
Som med forrige vin, så har denne også en lidt kridtet og kalket aroma, mens fadaftrykket faktisk også er afdæmpet og behersket, men derefter hører sammenligningen også op, for her er frugten sgu bare mere rund og en smule til den eksotiske side. Der er både noget melon, pærer, fersken og grillede citroner. Man fornemmer også lidt en støvet tørhed, men til gengæld slet ingen fedme, smør eller fede vaniljestænger.
Smagen er også både mere varm og eksotisk, men har skam fortsat en svagt saltet og kalket mineralitet, en saftig og opulent frugt med båd fersken, bløde pærer samt noget kandiseret lemon og citron og har en letbitter smag. Syren er kraftig, intens … men det er fortsat en ren, clean og rank Chardonnay, men bestemt cremet og en smule varm i udtrykket, så dermed 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.