2019 Domaine Pignier, Trousseau, Jura, Frankrig

2019 Domaine Pignier, Trousseau, Jura, FrankrigJeg er tosset med vine på Trousseau, så derfor et det en fornøjelse at få sådan en i mit vinglas og denne Trousseau er fra vinhuset Domaine Pignier i udkanten af byen Montaigu nær Lons-le-Saunier i Jura.

Domaine Pigniers gotiske kældre fra oprindelig gamle ejendom på stedet blev opført i det 13. århundrede af munke fra den gamle romerske-katolske Karteuserorden, men Pignier familien overtog dog først ejendommen i 1794 efter munkene eksil under den franske revolution.

Det var dog først i 1970, at Paulette og François Pignier begyndte at satse på vinavl, idet de opgav det blandede landbrug og gendannede omkring 5 hektar af deres jord til vinmarker.

Faderen Léandre Pignier havde ganske vist haft små 2 hektar vinmarker, men havde mest drevet sit landbrug med både afgrøder, dyr og så en lille smule vinavl. Hans forfædre havde også haft deres bøvl med både to verdenskrige og phylloxera epidemien, som i Jura dengang havde decimeret vinproduktionen fra 20.000 hektar vinmarker til blot 2.000 hektar på få år.

Men siden 1990 har vingården været drevet af Paulette og François Pigniers børn, nemlig de 3 søskende Marie-Florence, Jean-Etienne og Antoine, som er den 7. generation Pignier på vingården.

Siden deres overtagelse har de øget vingården til samlet 13 hektar vinmarker og havde også en finger med i spillet, da familien i 1986 købte den gamle historiske vingård la Cave des Chartreux, hvor de havde bedre mulighed for at producere deres vine.

De 3 søskende har en klar og fælles vision og målsætning for deres vine. Vinene skal stråle af naturen og det smukke landskab, hvor i de vokser. Domaine Pignier har en meget naturlig tilgang til både markarbejdet og i kælderen.

Denne tilgang blev specielt forstærket efter nogle møder med geologen Yves Hérody og vinkonsulenten Pierre Masson, der er specielt i biodynamik vinavl. De gjorde, at søskendeflokken blev fristet til først økologisk vinavl med biodynamik drift som deres ultimative mål.

I 1998 startede de med de første biodynamiske præparater og de blev endelig Demeter biodynamisk certificeret i 2003. De 13 hektar vinmarker ligger på skråningerne i Montaigu tæt på vingården og er alle indenfor Côte du Jura. Druerne udgør de traditionelle Savagnin, Trousseau og Poulsard ligesom de også har lidt Gamay Blanc.

Den naturlige tilgang gælder også i vinkælderen, hvor Pignier flokken arbejder med spontangæring alene på naturlige gærceller og de eksperimenterer med gæring af vinene både i betonæg, store opbevaringskrukker, diamantformede tanke og amforaer. De anvender selvfølgelig også et minimum af svovl.

Siden 2020 har Antoines søn Thibaut også tilsluttet sig og vil dermed være den 8. generation Pignier på vingården-

Her smager vi altså familiens Trousseau vin, hvor druerne er høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.  Det giver en mere koncenteret og kompleks druesaft. Høsten foregår manuelt med en streng sortering, således kun det bedste druemateriale medtages til vineriet.

Druerne bringes hurtigt til vineriet, hvor de afstilkes og efterfølgende lægges til gæring på ståltanke. Gæringen foregår kun med naturgær og uden nogen anden form for tilsætninger. Domaine Pignier følger månedkalenderen og således varer gæringen ved i én måne cyklus. Lagringen foregår i 12 måneder på neutrale store egetræsfade. Herefter flaskes vinen med ganske lidt svovl.

I næsen er det en herlig naturagtig, animalsk og lidt bio bio aroma, lidt krydret og grøn, masser af lyse bær, moreller, lyse hindbær, let yoghurt, mejeri, grønne blade, hyben, skumfiduser, fennikel, kul og lidt fadkælder, lyserøde bolsjer og urter … det er sgu lige til at blive glad i låget over.

Smagsmæssigt er vinen så cremet, blød, blid og nærmest sart, let, grøn og samtidig letflydende, venlig og saftig læskende. Det er lyst og blomsterrigt, meget behagelig …. elegant, feminint og med svagt toastede elementer og dens lyse, friske side gør en glad. Det er en vin, som jeg på kort tid blev helt pjattet med.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSidst jeg smagte Rosso di Montalcino fra vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera i projektet Voliero blev jeg så begejstret, imponeret og benovet. Nu har jeg 2018’eren i glasset og er ikke glad … jeg er henrykt.

Voliero 2018 Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.

Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter. Der laves kun 400 kasser om året af denne Rosso.

I glasset overraskes jeg – som sidst – en rigtig lys, transparent og alligevel med en lidt let brunlig note. Og – jesus – hvor dufter det dog godt. Der er tobak, violer, tørrede rosenblade, fin spinkel og rund, lys frugt, kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af sødme og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der godt med syre, bitterhed og tørhed. Der er bitre vindruekerner, lys og syrlig frugt. hindbær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs, godt med sure tanniner, meget frisk og livlig. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … virkelig lækker vin og endda en spids bedre end 2015’eren.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og det er altså en vildt god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Cidrerie Château de Lézergue, Cidre Fermier Demi-Sec, Frankrig

N.V. Cidrerie Château de Lézergue, Cidre Fermier Demi-Sec, FrankrigEfter et sandt bombardement af Alsace vine, så trænger vi vist til noget andet! Derfor er jeg nu atter tilbage til vinene fra hele verdenen … og måske en enkelt lille tørstslukkende cider.

For ciderrevolutionen er skam slet ikke ovre for mig, for jeg har siden testen Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret – vist fået æbler på hjernen og specielt de gærede æbler fra Bretagne i Frankrig, så derfor er der nu atter cider i mit vinglas.

Denne gang er det frem en lille producent, som hedder Cidrerie Château de Lézergue og ligger i byen Ergué-Gabéric tæt på den større by Quimper.

Cidrerie Château de Lézergue er et lille familieforetagende, som også kaldes Les Trois Frères, altså de 3 brødre, men det drives nemlig også helt præcis af de 3 brødre Joseph, Matthieu og Guillaume med efternavnet Jan-Autret.

De har siden 1990 drevet Château de Lézergué i Ergué-Gabéric nær Quimper og har i dag 20 hektar med æbletræer, hvorfra de laver en række spændende cidere, herunder altså denne Cidre Fermier Demi-Sec.

Det er en klassisk halvtør fransk cider lavet på cidergær og har derfor ikke en kraftig eller skæv gærsmag, som man kender fra de vildgærede slags. Men ellers er der ikke så mange oplysninger om selve produktionen, så vi hopper hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I glasset ligner det en bajer, hvor gassen er gået af ballonen, sådan nærmest lidt pisgul med lidt doven skum i kanten. Men lad jer ikke snyde, for op af glasset kommer der en syrligsød og landlig aroma med masser af gær og hævet dej, godt med æbler, vild lækkersød friskhed, blomster og karamel.

Smagsmæssigt er det klart en af de sødere cidere, men fuck det smager godt. Det er som friskpresset æblesaft på søde æbler i den 6. potens. Smooth, letløbende, tørstslukkende og vanedannende.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 75 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, FrankrigSå slutter vi lige Millésimes Alsace DigiTasting® messen af og tager samtidig sidste vin fra smagekassen fra Achillée og det blev denne Gewurztraminer Scherwiller 2018.

Druerne er her fra Scherwiller marken. Efter høst har druerne ligget i kort maceration over 4 timer inden de er presset og så gærer spontant på de naturlige gærceller. Som med de øvrige vine fra Domaine Achillée har gæringen været lang og her strakt sig over 5 måneder, hvorefter vinen har lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

For satan … nu stinker det af bio bio, naturvin og gamle sokker. Men det er heldigvis på en spændende måde, en del reduktiv med grøn kål, stikkelsbær, masser af grønne urter, roser, lidt peanutbutter, plastikslanger, modne æbler, gurkemeje og karamel.

Smagen er lidt som duften … har en meget svag syre, melon, modne æbler, en del sødme, muskat, hyldebærsaft og en svag samt sødlig bitterhed. Der kommer lidt et lille spark af peber, men det bliver samlet set lidt svagt, kalket og afdæmpet … lidt som en ballon, der ikke er pustet helt op.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, FrankrigJeg skulle også fra Domaine Achillée Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen smage lidt Pinot Noir og det blev denne 2018 Pinot Noir Granite.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 25-30 år gamle stokke fra nogle af husets granitholdige vinmarker.

Den er lavet med hele klaser og spontangæring og maceration i 22 dage. Derefter er vinen lagret 2 år med 40% af vinen på egefade og resten i ståltankene. Først derefter er vinen sammenstukket og den har 1,2 gram restsukker og der er lavet 4.745 flasker.

I næsen har Achillées samme landlighed som de foregående vine, en herlig og elegant frugtsødme med stald, syrlig friskhed, jordbær, kirsebær og måske endda også lidt mørkere bær, mørk chokolade, tørt træ, mandariner og røg.

I munden er vinen utrolig tør … pænt tanninniveau, tranebær, jordbær, lakrids, lidt peber og igen en lidt bitter mørk chokolade, kakaopulver … utrolig lang eftersmag med jordbær og kirsebær.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Achillée, Riesling Schieferberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Riesling  Schieferberg, Alsace, FrankrigMed næste vin kom der lidt mere struktur på vinen. Det er Domaine Achillées Riesling Schieferberg 2018.

Achillées vinstokke på Schieferberg marken er cirka 40 år gamle og druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter ankomst til vineriet er druerne afstilket og presset blidt , hvorefter juicen så har hvilet koldt en periode inden gæringen er sket alene på druernes naturlig gærceller.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og varer hele 9 måneder ved meget lav temperatur. Derefter er vinen så lagret sur lie i yderligere 22 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og frigivelse. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og der er lavet 3.629 flasker.

Schieferberg er endnu mere blomstret og aromatisk I næsen. Det er blomsterstøv, igen syrlig landlighed med stald, mødding og sved, en lidt moden og lettere oxideret frugt, pærer, kvæde, en svag terpentinsk note og lidt ristede noter og toast.

Smagsmæssigt er der mere dybde, godt med intensitet og modenhed, pærer, fersken, lemon, grillede citroner, timian samt rosmarin. Den er anderledes, men meget spændende.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 31,50€ … svarende til 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Domaine Achillée, Riesling Eveil des Sens, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Achillée, Riesling  Eveil des Sens, Alsace, FrankrigDen første Domaine Achillée vin i Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen var Riesling  Eveil des Sens i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker i Scherwiller, Dambach of Cantenois. Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med lang gæring over hele 8 måneder i rustfrie stålkar.

Vinen har 4,8 gram restsukker pr. liter og der er i denne årgang lavet 11.403 flasker.

Landlig næse, syrlig/sød mødding, ganske aromatisk og parfumeret, let tyggegummi, lidt estragon, citroner og blomster. Smagen er fint afdæmpet, men med en god og luftig syrlighed, masser af grønne æbler, citrus, urter og flot balance.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 16,50€ … svarende til 123 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Pierre Dietrich fra Achillée – Dietrich Yves

Så blev klokken 12.30 og det var allerede mit 10. og sidste besøg denne formiddag under Millésimes Alsace DigiTasting® vinmessen og der mødte jeg Pierre Dietrich fra vinhuset Achillée – Dietrich Yves, et lille domaine viticole en biodynamie.

Achillée – Dietrich Yves holdt til på Stand No. 1 og dermed havde jeg faktisk næsten bevæget mig baglæns på messen, da jeg også havde startet hos Stand No. 99, som var Zind-Humbrecht. Måske var det derfor, at jeg efterhånden var en smule rund på gulvet.

Men mødet med Pierre Dietrich blev et værdigt punktum med min Millésimes Alsace DigiTasting® vinmesse, som ganske vist alene tog en formiddag rent mødemæssigt, men det var jo uden smagningen af alle vinene i weekenden op til messen … og så selvfølgelig en masser skriblerier bagefter 🙂

Pierre Dietrich er en rigtig charmerende gavflab … ham og hans bror minder lidt om Theis og Emil fra programmet Kurs mod fjerne kyster og kan garanteret charmere alle de unge alsaciske kvinder. Men det er et faktum, at de er et par hårdtarbejdende vinbønder, der også er ved at skabe et navn i vinbranchen med deres biodynamiske og ærlige vine. Lad os første se nærmere på vinhuset.

Achillée – Dietrich Yves

Vinhuset Achillée – Dietrich Yves er et relativt nyt vinhus, som er beliggende lige udenfor byen Scherwiller. Det er reelt først startet i 2006, hvor de to brødre Jean og Pierre Dietrich overtog driften af familiens vingård og startede med at lave og sælge deres vine.

Familien Dietrich har dog været vinbønder i Alsace siden 1600-tallet, men brødrenes far Yves havde indtil sønners overtagelse blot solgt druerne til det lokale kooperativ.

Tilbage i tiden havde driften på gården i Scherwiller dog været en blandet landbrugsdrift, men Yves havde allerede været forudseende og var startet på at satse mere og mere på vinavl. Derfor havde han allerede i 1999 konverteret til økologisk drift og senere i 2003 også biodynamisk drift … selvom han fortsat blot solgte druerne.

Under mødet med Pierre Dietrich fortalte han, at deres far Yves egentlig er uddannet ingeniør og det gør også, at 2 plus 2 altid giver 4 og derfor har hans tilgang til vinavlen altid været meget præcis og analytisk, hvilket helt sikkert har betydet, at alt blev gjort korrekt.

Da Jean og Pierre Dietrich overtog driften, så startede de Domaine Achillée … der i øvrigt betyder røllike, altså den fine urt, som i gamle dage blev brugt af mange læger. De gik all-in på at lave et vinhus med fokus på den biodynamiske drift og det har bl.a. indebåret opførelse af et nyt vineri, som er bygget i halm. Det er faktisk den største halmbygning i Europa.

Det er Jean, der står for vinproduktionen. Han er uddannet vinmager og har tidligere arbejde for producenter som Ostertag, Deiss og Jean Paul Schmitt. Pierre har derimod en universitetsgrad i finansiering og står selvfølgelig for økonomien og administrationen, mens de i vinmarker fortsat får hjælp af far Yves.

Og brødrene har samlet 26 hektar jord. Heraf er de 20 hektar med vinstokke og de sidste 6 hektar er frugtplantager med både kirsebær og blommer. Selvfølgelig som jeg skrev tidligere … alt Demeter biodynamisk certificeret.

Smagekassen

I kassen med vine fra Achillée – Dietrich Yves var der disse 4 vine;

Det er en kasse, som er virkelig interessant og jeg elsker den innovative og biodynamisk tilgang, som de to unge brødre har i deres vinfremstilling.

Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Mit allersidste Millésimes Alsace DigiTasting® møde med Pierre Dietrich blev også et rigtigt godt møde. Pierre fortalte først masser om vinhuset og hans far, en del om deres vineri og han var også godt nysgerrig på, hvorfor jeg havde valgt dem som et af de vinhuse, som jeg gerne ville smage vine fra.

Jeg fortalte, at jeg havde læst om huset, deres innovative og biodynamiske tilgang, men faktisk aldrig før smagt deres vine. Jeg spurgte omvendt lidt ind til deres erfaringer med TDN, men det var ikke et emne, som optog dem eller var et problem.

De var dog enige i, at klimaforandringer allerede har ændret produktionen i Alsace, hvorfor de også i øjeblikket drøftede, om de skulle plante træer i vinmarkerne for at skabe mere  skygge i løbet af dagen. Han fortalte, at de er meget dedikerede og at de faktisk elsker livet som vinbønder og det hårde arbejde.

Som sidst fik jeg Pierre til at sende lidt fotos … og så sluttede min travle Millésimes Alsace DigiTasting® dag med mit 10. møde. Det var sgu en fantastisk lille formiddag.

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJeg sluttede Millésimes Alsace DigiTasting® fra Domaine Bott-Geyl med Pinot Noir Les Galets Oligocène i årgang 2016.

Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer.

Galets kan nemlig oversættes med sten og Oligocène til Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 23-34 millioner år siden … bare sådan cirka. Da Oligocæn perioden begyndte, så faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes … og det fik selvfølgelig stor betydning for aflejringer i undergrunden.

Anyway … Pinot Noir Les Galets Oligocène er med en kølig premaceration på 5-6 dage inden gæringen, som sker med druernes naturlige gærceller over 12-15 dage med let pigage. Efter presning er vinen lagret på barriques for malolaktisk gæring og har samlet lagret 14-18 måneder.

Nøj det dufter godt … lækker animalsk stald med lyse kirsebær, jordbær, tørrede rosenblade, nødder, røg, tobak, grøntsagsfond, lettere parfumeret, lidt tør jord og meget indbydende. Frugten er lys og moden, vinen i fin balance med lidt mineralske og jernagtige elementer.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så rund … pænt syrlig og lidt småbitter. Der masser af røg, jord, bitre elementer, krydderier, peber og en lidt syrlig eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har knap 1 hektar med 30 år gamle Pinot Gris vinstokke på Grand Cru marken Sonnenglanz oppe bag Beblenheim og det er den vin, der nu som 3. smagsprøve er i glasset.

Sonnenglanz skråningen er ret leret, men der er også en del små kalksten som dels holder på varmen og dels bidrager til den mineralitet man ofte finder i vinene. Marken vender mod sydøst og er kendt for et lidt mere tørt mikroklima end de omkring liggende marker, hvilket ifølge Jean-Christophe er godt for Pinot Gris.

Efter høst og en manuel sortering af druerne, så presses vinen meget langsomt, hvorefter vinen lov til at hvile og bundfælde i en 3-4 døgn i den kolde kælder.

Herefter fyldes vinen på et af de store gamle neutrale fade i kælderen hvor gæringen langsomt og på naturlig vis går i gang uden tilsætning af fremmede gærceller. Gæringen fortsætter ved lav temperatur i 4 til 7 måneder afhængig af sukkerindholdet i mosten, temperaturen i kælderen og vinens temperament.

Efter gæringen er afsluttet, så hviler vinen sur lie i yderlige 3-6 måneder inden aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering, men med behersket tilsætning af svovl … og herefter gemmer Jean-Christophe vinen væk i 1 år inden frigivelse.

Duftmæssigt saftige søde pærer … nærmest dåsepærer, honningmelon, ananas, blomsterstøv, citrongræs, sød grape, kvæde, lindetræ, vanilje, mælkechokolade og karamel.

I munden er der godt med sødme … der må være et pænt niveau af restsukker, for det er på højt nektarniveau. Det er søde pærer og honning, lidt alkoholisk bid, men masser af lækkerhed.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2011) koster 288 kr., mens prisen er 244,80 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger