Lidt vin midt på ugen … dårlig vane … indrømmet, men travl dag, og hvorfor ikke lige slappe af under aftenens madlavning med et godt glas?
Vi er i Vacqueras, en appellation, som er egentlig er forholdsvis ny. I 1990 blev den opløftet fra Côtes du Rhône-Villages til sin egen selvstændige appellation. Mere end halvdelen af det forholdsvis store område, domineres af et kooperativ. Vacqueyras ligger kun nogle få kilometer syd for Gigondas og vinene fra de to områder ligner da også hinanden på mange måder. Vacqueyras har dog ikke den samme frugtsødme og renhed som der kan findes i Gigondas. Derimod er vinene fra Vacqueyras ofte robuste og lidt grove i det.
Det er i høj grad Grenache druen der danner rygrad for vinene og størstedelen er rødvin, selvom hvid og rosé og fremstilles. Vinene har fuld krop, er kraftfulde og rustikke. Provennæse af røde og mørke bær, urter og oliven.
Vinmarkerne ligger 100 til 400 moh., hvor dem fra højderne er i bedst balance. Men ellers er området ganske homogen uden de store udsving, så gå efter producenten.
La Bastide Saint Vincent er et lille familiedrevet vinbrug med blot 18 hektar marker, mange med oldgamle vinstokke og flere hektar i den berømte Garriques-del af Vacqueras!
Vingården ligger i byen Violes, ca. 10-12 øst for Orange og er ejet af Guy Daniel, men det er primært sønnen Laurent, som står for driften. Far og søn håndplukker alle druer (formentlig med lidt hjælp), og holder et meget lavt hektarudbytte på omkring 30 hl/ha.
Vinene bliver alle vinificeret traditionelt og omhyggeligt. Gæringen foregår således i emaljerede ståltanke med temperatur kontrol, så gæringen kan ske så langsomt som muligt. Lagring sker på enten stål eller fad afhængig af vintypen.
La Bastide Saint Vincent er Rhônevine, som de har været i århundreder: Ingen smarte tricks, ingen leflen for moderne genveje, ingen kunstigt høje priser. Blot personlige vine lavet med omtanke og kærlighed.
Druesammensætningen i denne vin er 75% Grenache 10% Syrah og 15% Mourvedre.
Duften afslører med det samme, at der er tale om Rhône vin, og der er lavendel, urter, en jordagtig duft, blomster, sorte oliven, blommer, grafit.
Smagsmæssigt fylde, men også en dejlig stram klassisk smag med grønne noter og mineralitet. Kan godt nikke genkendende til, at en Vacqueyras er lidt mere robust og grov, men det kan jeg rigtigt godt lide. Fin vin.
Købt hos Randers Vinhus, pris ca. omkring 130 kr.