Artikler

Grassl Glass … en ny klar sherif med tynde ben er kommet til byen

Jeg er ikke selv hysterisk omkring vinglas … men sætter i stigende grad pris på, at drikke vin af gode glas. Og specielt er jeg vild med de glas, som er lette, elegante og har da efterhånden også prøvet flere forskellige slags med Zalto og Nude Stem Zero som nogle af mine favoritter.

Jeg har set, at Spiegelau også lige har lavet en Zalto kopi med et smukt og let Definition Bourgogne glas, som ser rigtigt lækkert ud, så der er mange muligheder for at finde et anstændigt vinglas, som kan opfylde selv dine hedeste drømme.

Jeg bruger i dag selv mest Nude Stem Zero som mine testglas, hvor deres bourgogneglas vægtmæssigt varierer en del … vejer mellem 118-162 gram og har en elegant tynd stilk, der dog – som vægten – også varierer en smile, da glassene jo er mundblæste.

På mine glas varierer glas stilken således fra 3,5 til 4,5 millimeter. Jeg bruger sjovt nok udelukkende det letteste glas med den tyndeste stilk og dét glas har sgu testet mange gode glas vin … både bourgogner og Barolo’er.

Men for et stykke tid siden købte jeg faktisk hos Jysk Vin her i Randers 4 testglas fra østrigske Grassl Glass og de 4 glas er ved at overtage rollen som mine testglas. Og det er de af den simple årsag, at alle hver især er målrettet forskellige typer vin, er elegante og tynde … og så vejer de næsten ingenting.

Så mit ynglingsglas Nude Stem Zero 650 ml. rødvinsglas med vægt på 118 gram har dermed fået en alvorlig rival, som har mast sig foran i bussen med samme form og elegance … og så en vægt på blot sølle 98 gram, mens de øvrige glas i Grassl serien endda vejer endnu mindre.

Dermed er Grassl Glass vinglassene noget lettere end Nude Stem Zero glassene … og jeg mener også, at Zalto vejer 127 gram. Dermed er Grassl glassene klart de letteste.

Stilken på mit Grassl Glass Cru glas – altså bourgogneglasset – er ganske vist en anelse tykkere med 5 millimeter, men da Grassl Glass glassene også er mundblæste, så er varierer stilken formentligt også på disse. Da jeg dog alene har indkøbt ét glas af hver til test, så kan jeg dog ikke bekræfte dette 100% sikkert.

Lad os kigge lidt nærmere på glassene.

Grassl Glass

Grassl er skabt af Alexander Mackh, som tilbage i 2018 valgte at tage kampen op med Zalto og Riedel. Det er således mundblæste, blyfrie krystalglas, som produceres hos en glasspecialist med mere end 170 års erfaring.

Kvalitetssikringen af glassene er på et niveau for sig selv, da over halvdelen af glassene kasseres. Heldigvis genbruges materialerne, så de ikke går til spilde. Det betyder dog, at den samlede produktion ligger på beskedne 100-150 glas om dagen og Grassl glassene er derfor selvfølgelig heller ikke billige glas.

Alexander Mackh laver alene 4 forskellige glas og undsiger derfor hardcore nørderne, som fordrer et vinglas til hver druetype. Det kan jeg faktisk godt lide, da det ellers kan gå hen og blive for akademisk at drikke vin. Jeg har flere gange sagt – og det står jeg ved – at jeg er en åbn en flaske og drik kind-of-guy, som klart kan blive bedre til at dekantere og bruge det rigtige glas.

Men med glassene er jeg – belært af en del erfaring efterhånden – blevet bedre til at vælge det rigtige glas. Derfor er det helt passende, at man hos Grassl har 4 typer, som dækker alle slags vine, nemlig glassene Mineralité, Liberté, 1855 og Cru. Navnene på de enkelte glas kan endda læses nederst på hvert glas … nice.

På trods af at glassene er meget tynde, så kan de vaskes i opvaskemaskine. Lige dér er jeg nu en smule sart og vasker dem – som alle mine andre vinglas – op med forsigtig håndkraft, kærlighed og tålmodighed. Nogle af de vigtige ting skal jo ikke overlades til hvem som helst.

Mineralité

Mineralité har en smal åbning, der fremmer fokus og præcision, hvilket gør den egnet til friske hvidvine og champagne. Det bruger jeg således til test af de unge Riesling eller Sauvignon Blanc vine, Sauterne, champagne og mousserende vine med udtalt syre.

Mit købt Mineralité vejer 85 gram, men denne vægt varierer, da glasset er mundblæst, så har set det helt nede på 75 gram.

Liberté

Liberté er måske lidt mere et allround hvidsvinsglas, men er især godt til fadlagrede hvidvine. I det glas tester jeg ældre Riesling eller champagner med alder, ung Sangiovese, hvid Rhône, Beaujolais og Jura vine. Mit købte testglas vejer 91 gram.

1855

1855 glasset har selvfølgelig navn efter bordeauxklassifikationen, hvorfor glasset er målrettet bordeaux og andre kraftige, komplekse vine med stor koncentration. Jeg bruger derudover glasset til Syrah vine, Cabernet Sauvignon og Merlot vine, Tempranillo fra Ribera del Duero og Rioja, Grenache vine, fx Châteauneuf-du-Pape og mange Rhône vine i det hele taget. Vægten er på kun  91 gram.

Cru

Det brede Cru-glas er beregnet til delikate terroirdrevne vine og er udviklet med bourgognevine, Pinot Noir og Barolo i tankerne. Det er nok det glas, som jeg bruger mest, bl.a. til alle slags Pinot Noir vine, store Chardonnay vine, Barolo og Barbaresco, vinene fra Etnas nordlige skråninger og endda Albariño-vine .

Mit glas vejer som nævnt 98 gram og dermed det tungeste af glassene, men det kan altså måske blot skyldes variationerne ved, at de alle er mundblæste.

Konklusion

De 4 Grassl Glass fra Jysk Vin hører efter min vurdering til blandt nogle af de bedste vinglas, som du kan købe. Om det lige er foran, bagved eller ved siden af konkurrenterne fra Zalto, Nude Stem Zero eller Riedel skal jeg ikke kunne sige … for forskellene er nok mest mikroskopiske.

Jeg er dog blevet særdeles begejstret for Grassl Glass og det skyldes præcis 3 ting, som jeg synes er vigtige for mig, hvor den vægtigste er vægten … eller manglen på samme. Grassl Glass er så lette. Men så er de også elegante med en god balance … og så kan jeg godt li’, at de 4 typer dækker alle slags vine, hvilket også gør det nemt at vælge et vinglas, som klart forbedrer vinens performance.

Houlberg sætter dermed 7 fedtede tommelfingeraftryk på Grassl Glass’ 4 glasklare, funklende og lette vinglas.

Vinanmeldelse 7/7   
Vinanmeldelser

2013 Rocca di Castagnoli, Pratola Merlot, Toscana, Italien

2013 Rocca di Castagnoli, Pratola Merlot, Toscana, ItalienTilbage i januar smagte jeg en fin, fortryllende 2017 Chianti Classico fra Rocca di Castagnoli syd for Gaiole in Chianti. Nu smager jeg atter en vin fra det gamle, historiske vinhus, nemlig denne Merlot baserede vin Pratola årgang 2013.

Pratola Merlot er lavet på 100% Merlot fra den 4 hektar store enkeltmark Vigneto Pratola, der ligger i 400 meters højde og har 20 år gamle Merlot vinstokke.

Vinen har gennemgået maceration og gæring i rustfrie ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage, hvorefter den malolaktiske gæring også er sket i tankene. Herefter er vinen lagret 18 måneder på barriques efterfulgt af 6 måneder i ståltanke samt 1 år på flaske inden endelig frigivelse. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

BUM … sikken megen frugt … både solbærlikør og -marmelade, Kijafa Kirsebærvin, syltede blommer, en nærmest overgæret samt dyb frugt suppleret med solbærblade, estragon, mynte, bagepulver,  allspice, brunkagedej, kanel, kaffe, sød tobak og alt sammen meget intens. Det er nærmest som en magiterning med syrlig, sød og småbitter frugt.

Smagsmæssigt er der ikke tale om en overfed tækkelig Merlot, for vinen har en fabelagtig syre, som spiller i takt med syrlige kirsebær med lidt bitterhed, tranebær, rabarber og lidt spicy peber. Hvis du ikke var vågen, så får denne vin dig op på tæerne. Det suppleres med lidt appelsin, tør jord og småsaftige tanniner. Frugten er eksplosiv og frisk … og friskheden samt de fintsure kirsebær er virkelig vinens allerstørste våben. Flot, så 5 tomler med stor pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 
Vinanmeldelser

2019 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDe fleste ved, at jeg er pjattet med Langhe Nebbiolo, for man får ofte lækker vin til fornuftige penge. Denne Langhe Nebbiolo fra Carlo Revello & Figli smager også bare monstergodt.

Vingården ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og to sønner Erik og Niklas. De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.

Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.

Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.

Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.

Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.

Her smager vi så husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra vinmarker ved Annunziata i 230-250 meters højde og fra vinstokke plantet tilbage i 1960.

Vinen er lavet … først med premaceration i vandrette roterende maceratorer omkring 4 dage og så gæring i rustfrie ståltanke over 10 dage, hvorefter den malolaktiske gæring også er sket i tankene inden lagring på brugte franske barriques i 12-14 måneder.

Vinen er fin transparent i glasset, hvilket vi jo elsker og det gør det ingenlunde ringere, at vinen duftmæssigt har en dejlig æterisk samt fin lys duft med violer, blodrøde roser, svampe, lys modne bær, ribs,  hindbær, masser af italiensk balsamisk syre, ler, tør jord og hvor er det vitterlig en aroma, som vil få mange Barolo’er til at rødme af misundelse.

I munden er der fortsat denne lyse lethed, hvilket kombineres fint med sødme, lys balsamisk syre, lyse og sødbitre bær, jordbær, ribs og hindbær, tørre og alligevel lette tanniner, meget lette krydderier og frisk, levende og spændstig i udtrykket. Det er sgu svært ikke at blive forelsket i denne Langhe Nebbiolo. Klart 5 med kæmpestore pile op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   
Vinanmeldelser

2018 Weingut Jülg, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, TysklandUnder online vinsmagningen med Johannes Jülg smagte jeg også denne 2018 Kalkmergel Spätburgunder, hvor druerne er både tyske og franske kloner.

Det er således både de store tyske druer og de finere, mindre franske druer og tidligere har det været med en fordeling på 20% franske druer og 80% tyske druer fra nogle af husets marker med kalkmergel.

Kalkmergel er mergel med ekstra stort indhold af kalk. Mergel er en slags ler- og siltaflejringer med mindst 10% kalk, men når indholdet af kalk er større, så anvendes betegnelsen kalkmergel.

Halvdelen af vinen har lagret på store gamle træfade, den anden halvdel har lagret på barriques, som var 2-3 år gamle. I alt har vinen tilbragt 15 måneder på fad. Vinen er tappet ufiltreret.

Allerede fra første fløjt er fadpræget her klart tydeligere i forhold til den almindelige Spätburgunder Trocken og vinen har en let, lys, blid og intens frugt, let parfumeret med estragon, fennikel og virker med mørke kirsebær, kirsch og blomsterpollen lettere maskulin i udtrykket.

Smagen er utrolig blød og cremet, virkelig smagfuld og nu begynder man virkelig at mørke, hvor dygtig Johannes Jülg egentlig er. Der er kirsebær, jordbær, lidt fyldighed i frugten, salt, røg, lette krydderier og masser af saft, kraft, tydelige tanniner … vild god. Klart 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 
Andre smagninger

Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg

Mr Ruby har her under COVID-19 pandemien holdt nogle fantastiske online vinsmagninger og forleden deltog jeg igen i en af disse og denne gang med den sympatiske og dygtige vinmager Johannes Jülg.

Han driver jo Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach i det sydligste Pfalz lige op mod Alsace i Frankrig og familien Jülg har da også vinmarker på begge sider af grænsen.

Som ved forrige smagning arrangeret af Mr Ruby, så skulle vi også denne aften smage 3 forskellige vine … og her var udelukkende med fokus på Jülgs fabelagtige vine på Spätburgunder.

Det er vine, som jeg ofte har skrevet om og anmeldt her på Houlbergs Vinblog, men imidlertid havde jeg aldrig mødt Johannes Jülg, så derfor var det også ekstra spændende at være med til denne online vinsmagning og høre lidt om hans historie, tanker, erfaringer og inspiration til vinproduktionen på vingården.

Weingut Jülg

Vinhuset Weingut Jülg ligger helt præcis på hovedgaden … der Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og omfatter udover vineriet også en hyggelig lille Weinstube Jülg med servering i gårdhaven.

Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke særlig meget om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace. På kortet nedenunder kan I se, hvordan Jülgs marker strækker sig over grænseskellet.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande. og denne grænsesætning betød, at vinbønderne fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del.

Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle ha’ pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande. Efter Schengen aftalen, så kan man i dag heldigvis bevæge sig frit imellem de to lande uden problemer.

Desværre døde Oskar Jülg forholdsvis tidligt, så i 1984 måtte den blot 21 år unge søn Werner Jülg overtage driften af vinhuset og den tilhørende Weinstube sammen med sin kone Karin. Det var Werner, der udviklede den elegante stil, som fortsat i dag præger vinene fra vinhuset og fik sat et kæmpe præg på vinhuset.

Han var allerede uddannet vinmager og startede også med at producere sekt aka mousserende vine på gården. Han udvidede også vinkælderen med masser af franske barriques … hvilket dengang var ugleset i Tyskland, da vine lagret på de franske fade blev betragtet som atypiske og de ristede aromaer som helt forkerte.

Men via sine kontakter i Frankrig vidste Werner, at dette var den eneste måde at producere store Pinot Noir og Chardonnay vine på og i dag er denne metode jo også meget udbredt i hele Tyskland.

Da Werner jo overtog familieforetagendet, så grundlagde hans bror Peter i 1993 sin egen vingård med sin hustru Lydia i Seebach på den franske side, men kun få kilometer væk. Peters vinhus kaldes Maison Jülg og de to brødre deler deres passion for at fremstille crémants og mousserende vine med traditionel flaskegæring.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af Weingut Jülg, hvilket dog sker i samarbejde med hans far, som – ifølge Johannes – har fuldstændig samme smag som sin søn og har givet Johannes de bedste betingelser for at drive gården.

Johannes har selvfølgelig startet med at lære fra sin far, men efter endt uddannelse som vinmageren, så tilskyndede hans far Johannes til at rejse ud og få inspiration fra andre vinmagere. Så inden han fik ansvaret på familiens vingård, så arbejdede Johannes 7 år hos en række imponerende huse, nemlig Jean Stodden i Ahr, Klaus-Peter Keller i Rheinhessen, Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog slet ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det jo lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser og vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

De bedste marker er klart St. Paul, Sonnenberg, Springberg samt Pfarrwingert. St. Paul er reelt en del af Sonnenberg, som derudover også har nogle ganske enestående parceller, bl.a. Kammerberg samt Wormberg, men da de ligger på den franske side i französischem Staatsgebiet Wissembourg, så må disse marknavne ikke fremgå på vinene ifølge de tyske regler. Og ordnung muss sein.

Markerne er et skønt mix af tyske og franske kloner, men det vender jeg tilbage til under online smagningen, hvor Johannes Jülg fortalte en del om dette punkt.

Udover driften af vingården, som driver familien også fortsat deres weinstube med mulighed for servering i gårdhaven. Der er Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg, der stadig laver maden, men mest om sommeren … om vinteren gider hun ikke.

Online smagningen og aftenens vine

Som sidste startede webinaret med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans samarbejde med dem siden første besøg. Jacob fortalte også en lille sjov historie, hvor han nogle dage inden denne smagning havde snakket med Johannes og spurgt ham, hvorfor de egentlig ikke var medlem af VDP?

Johannes fortalte, at man ikke bare melder sig ind i VDP, men kræver fremragende præstationer over en lang periode, men allerede samme aften blev Johannes faktisk blevet ringet op af netop Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, som ville ha’ vinhuset med som Prädikatsweingut.

Så det var en stolt Johannes Jülg, som efter Mr Rubys intro fik ordet og kunne fortælle, at de siden nyheden for 10 dage siden også havde fejret optagelsen i flere dage.

Under online smagningen skulle vi igennem 3 Spätburgunder vine, hvor alle var fra 2018 årgangen. Det var disse vine:

Jeg har tidligere smagt og anmeldt to af vinene her på Houlbergs Vinblog, så der har jeg selvfølgelig blot linket til de tidligere indlæg, mens anmeldelse af Kalkmergel Spätburgunder følger lige efter dette indlæg.

Johannes startede med at fortælle lidt om 2018 årgangen, der – som de fleste nok ved – var en meget varm årgang og endda den varmeste nogensinde hos Jülg. For at druerne ikke blev totalt overmodne, så startede de allerede høsten sidst i august … 7-10 dage tidligere end normalt.

Med den tidlige høst kunne de undgå, at druerne blev for jammy og fede, således frugten fortsat var frisk og syren høj. Hvis druerne er for modne, så er det svært at undgå, at gæringen starter med det samme og Johannes ønsker en stille og rolig start på gæringen.

Det lykkedes i 2018, selvom det måske lød som om, at Johannes var noget gladere for 2019 årgangen, så de netop nu var ved af flaske i kælderen. Men det er vist billedet mange steder i Tyskland, hvor 2019 mere regnes som et normalt og godt år.

Johannes startede med at sige lidt om den første vin, altså basisvinen, der også blot hedder Spätburgunder Trocken. Det er vigtigt for Johannes, at deres basisvin aka Gutswein afspejler det niveau, som man skal opleve fra vinhuset, så på den måde bliver vinen en slags signaturvin for ham.

Og lige præcis Jülgs stil skulle også gerne komme frem i deres basisvin. Johannes arbejder alene med 100% afstilkning, da han mener, at det giver bedst aftryk af det lokale terroir. Det giver mere fine og elegante vine, mere fullbody og Johannes ønsker tanniner fra fadene og ikke fra stilkene … eller kernerne for det sags skyld.

Tanninerne bliver simpelthen bare finere med afstilkningen, men derudover er der mange steps i produktionen, som der kan skrues på for at nå til lige præcis det ønskede niveau. Det har bl.a. også noget at gøre med, hvilke Pinot Noir kloner, som anvendes.

Jülg har både 40 år gamle tyske kloner og franske kloner, hvor Johannes mest sværger til de franske, som har mindre bær, mere sødme og samtidig også mere syre. De tyske er oftest større og ikke helt så fine, så derfor anvendes de primært i basisvinen.

I vin nummer 2 – Kalkmergel – er det en blanding fra tyske og franske kloner, mens topvinene alene er lavet på de franske kloner. På fx de 2 parceller Wormberg og Kammerberg har Jülg franske kloner og de marker er klart husets allerbedste marker.

Imidlertid må Johannes ikke anvende disse marknavne på vine på grund af den tyske lovgivning, da begge ligger på den franske side, så derfor anvender Johannes Jülg i stedet for initialerne WB eller KB på etiketterne. Og man må bare sige, at Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder denne aften bare leverede varen … faktisk var vinen endnu bedre, end da jeg sidst smagte den. En sand fryd.

Men Sonnenberg er heller ikke bare Sonnenberg, som Johannes fortalte, for der er stor forskel på de forskellige skråninger og de enkelte parceller på marken, så derfor var det selvfølgelig ønskeligt, at det kunne markeres bedre på flaskerne, men det lød ikke på Johannes som om, at han regner med, at det ændres.

Men samme problemer har Johannes’ onkel Peter Jülg på Maison Jülg i Seebach på den franske side, men Peter har slet ikke samme fokus på de røde vine, men er en mere traditionel Alsace producent,. hvor hvidvinene klart fylder mest.

Og jeg må bare sige, at 2018 Sonnenberg Warmberg var helt fabelagtigt og langt bedre end sidst jeg smagte den. Jeg har derfor – endda imod mine principper – ændret ratingen af den fra de tidligere 5,5 tomler til nu 6 tomler … det spiller sgu.

Weingut Jülg har også selv tidligere haft et hav af forskellige druer på deres marker, men de fleste er erstattet af Pinot Noir og så ellers Riesling,  Chardonnay samt Weiß- og Grauburgunder. Pinot Noir aka Spätburgunder er en følsom og delikat drue, som kræver stor dygtig i kælderen. Johannes sammenlignede den lidt med en hustru, hvor den mindste fejl bliver straffet.

Jeg spurgte Johannes om, hvorvidt han var inspireret af nogle af hans gamle læremestre, som fx Jean Stodden i Ahr samt Klaus-Peter Keller i Rheinhessen? Johannes fortalte, at Keller virkelig åbnede hans øjne for, at hver vin virkelig har sit helt eget fingeraftryk.

Det gjaldt selvfølgelig Klaus-Peter Keller flotte Riesling vin, men er egentligt universelt og er også blevet en af grundstenene hos Jülg, at hver vin skal have et unikt aftryk. Hos Jean Stodden lærte Johannes sindssygt meget om specielt de franske kloner … også noget, som han kan anvende i produktionen af sine vin og det lød også klart på Johannes, at han gerne vil ha’ flere af de franske kloner.

Johannes fortalte, at hans ophold hos både Keller, Stodden og Domaine des Lambrays var lærerige. Han var ret taknemmelig for, at hans far skubbede ham i den retning og netop havde opfodret ham til at tage ud og lær. Men også at faren efterfølgende lod Johannes gøre tingene på sin måde. I dag spiller far Werner også fortsat en stor rolle og Johannes smager alle vinene sammen med sin far.

Der kom også et spørgsmål om, hvorvidt Jülg var ramt af frosten som i fx Bourgogne. Johannes fortalte, at de ikke var ramt, men at fx Franz Keller længere nede i Kaiserstuhl i Baden havde mistet 70% af deres Chardonnay, så dermed er mange tyske producenter ramt.

Men det lød til, at hos Johannes var alt godt og vejret godt … han skulle i hvert fald efter denne online smagning ud og grille lidt mad sammen med familien. Men tiden gik også hurtigt og pludselig var der gået langt over den planlagte time … men det var ellers både hyggeligt og interessant.

Således kunne Mr Ruby runde smagningen af … og herfra stor tak til både Jacob og Johannes Jülg for en fantastisk smagning. Lad os håbe, at Johannes på et tidspunkt kommer til Danmark til en rigtig fysisk vinsmagning.

Vinanmeldelser

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats, Rhône, Frankrig

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats, Rhône, FrankrigDenne La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats fra Maison Les Deux Rhônes har jeg smagt tidligere. Dengang var det i en årgang 2016, men nu har jeg så fyldt glasset med 2018’eren.

Det er vinmageren Stéphane Vedeau, der står bag vinen i et projekt kaldet Maison Les Deux Rhônes. Projektet driver han sideløbende med sit daglige arbejde på både vinhuset Clos Bellane samt negociantfirmaet La Ferme du Mont … begge i det sydlige Rhône.Men derudover laver han også vin i det Nordrhône under hans moders navn Jeannine Boutin.

Ja … og så er han altså også med i dette projekt Maison Les Deux Rhônes aka La Tour Coste. Det er med andre ord en travl herre, som er med i mange projekter.

Stéphane Vedeau er virkelig Rhône mand og Grenache forkæmper. Han vinkarriere startede i den sydlige del af Rhône dalen med bl.a.  vine fra både Châteauneuf-du-Pape og andre Rhône appellationer, og de senere år har han udvidet territoriet i det nordlige Rhône, som han samlet på Clos Bellane og Domaine Jeannine Boutin har samlet 50 hektar vinmarker.

Vedeau beskrives som perfektionist, og en kendsgerning er det i hvert fald, at terroir betyder alt for ham. Han går ekstremt meget op i, hvordan marker og vinstokke behandles. Økologiske principper er fuldt ud indarbejdet. Der bruges ingen kemikalier.

Druerne høstes med håndkraft, og i kælderen anvendes kun store fade specielt udvalgt af Stéphane. Vinene aftappes uden filtrering og klaring og med behersket brug af svovl.

Dette projekt Maison Les Deux Rhônes og La Tour Coste er der ikke mange oplysninger om, men de laver vine fra meget gamle vinstokke med Grenache, Syrah og Mourvedre på markerne Le Miocéne, Les Trencats, Les Pialons, Terrasses de Thénane og Les Gravettes.

Denne vin er lavet på et mix af Grenache og Mourvedre fra gamle stokke på marken Les Trencats, men der er ingen oplysninger om, hvorledes vinen er lavet.

Det er ikke en drøj. arketypisk kryddertung Côtes du Rhône, men har duftmæssigt meget ren med blæk, grafit og blyanter, cedertræ, blommer, svesker, hindbærlikør, lidt Earl Grey te og blomster. Næsen er sådan lidt sød og tør på en gang … meget venlig, omgængelig og let og balanceret med lidt bolsjesødme.

I munden kommer krydderierne dog mere frem, men alt på en let samt blød måde med en frisk mørk frugt, hvor der både kommer lidt sødme, syrlighed og svag bitterhed med. Det er blommer, brombær og kirsebær … godt kødfuld med lidt peber. Det er en rustik, bondsk og robust vin, men den smager sgu rigtig godt og er skruet helt rigtigt sammen.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7
Vinanmeldelser

2019 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2019 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienSå brøler løven igen, for nu har jeg atter sat tænderne i den løvestærke Lèonus Toscana fra Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice … eller blot kaldt Cortonesi. Her smager jeg vinen i 2019 årgangen.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Marco startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi.

Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 5-6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

I glasset er vinen fin transparent … og i kanten endda sådan ganske svagt en smule orange/brune nuancer. Duftmæssigt læner vinen sig totalt op ad 2018’eren. Igen er det en lækker lys og moden aroma med denne tørre, støvende balsamiske syre suppleret med læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, blommer og medicinskab, mens fadpræget er mindre end forrige årgang.

Smagen er ret fin … god frisk frugt med sødme, en lille bitterhed, kirsebær, tranebær og fennikel. Tanninerne giver et lille tørt løvebid, syren er balsamisk og meget vedholdende. Det er en fin rank, rustik, bondsk og charmerende farlig vin, let som på kattepoter … og så bliver du nemt forfalden til den.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Igen er det et hjernedødt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  
Vinanmeldelser

2018 Folktale Winery & Vineyards, Golden Monterey County Pinot Noir, Californien, USA

2018 Folktale Winery & Vineyards, Golden Monterey County Pinot Noir, Californien, USAEn flittig læser af Houlbergs Vinblog tog forleden kontakt til mig, da han havde smagt en vin, som han synes var lidt underlig og nærmest perlende på tungen. Han rullede forbi med en flaske af vinen … og det er denne 2018 Golden Monterey County Pinot Noir fra Folktale Winery & Vineyards.

Vinhuset ligger i den lille by Carmel-By-The-Sea omkring 100 kilometer syd for San Francisco i Californien. Det er oprindeligt grundlagt tilbage i 1982 af Bob og Patty Brower, men dengang hed det Château Julien Wine Estate inspireret af parrets store kærlighed til Bordeaux.

Senere udvidede parret også vingården ved køb af yderligere marker og byggede også et nyt vineri samt stort 900 kvadratmeter stort lager til lagring af alle vinene med plads til over 2.000 egefade.

I 2015 blev Château Julien Wine Estate dog købt af den lokale vinproducent Gregory Ahn, som omdøbte vingården til Folktale Winery & Vineyards … et navn inspireret af spændingen og glæden ved at samles om vin og idéen om, at enhver stor flaske vin indeholder en historie.

I dag har vingården samlet 121 hektar vinmarker … 5 hektar de selv ejer tæt på vingården og så ellers langtidslejer på marker ved Arroyo Seco i Monterey County lige tæt på Santa Lucia bjergene mod øst.

Man har ansat vinmageren David Baird til at producere vinene og samarbejde med vinavlerne for at sikre vinel, der fuldt ud udtrykker terroiren i Monterey County.

I dag er Folktale Winery & Vineyards blevet en større historie, som i selve Folktale Win Group omfatter flere forskellige brands, nemlig Alias, Alpha Box & Dice, Aviary, Days of Youth, Le Mistral, Folktale og endelig Golden.

Denne 2018 Golden Monterey County Pinot Noir er lavet med druer fra marken Mission Ranch Vineyard og dyrket fuldstændigt økologisk. Den skulle være lavet helt traditionelt og så efter endt fermentering lagret 7 måneder på nye og brugte franske fade.

Duften er sgu lidt sjov … starter med lidt krudt, urter, grønne blomsterstilke, tulipaner, tranebær, vandmelon, lidt overmodne kirsebær, røget kød, modellervoks, nogle brændte noter, klart kanel, vanilje samt nelliker fra fadene.

Smagsmæssigt er vinen let perlende i starten, hvilket formentlig skyldes en let og utilsigtet eftergæring i flasken forstærket af et pænt niveau af restsukker i vinen. Det suppleres nemlig med pænt sødme og så godt med peber … to størrelser, der ikke går vildt godt sammen.

Der er tranebær, blommer og minsandten igen strejf af vandmelon, godt med sødbrændte elementer fra fadlagringen, sød vaniljesukker, mælkechokolade. Syren er noget svag, som om luften er gået af ballonen … hvis man kan sige det om en vin, som fortsat indeholder lidt kulsyre. Men dermed svæver vi således ingenlunde i det øvre luftlag og i stedet bliver det lidt fladt og kedeligt, så bloggeren lægger sig lige i underkanten af 4 tomler.

Købt via Kobaj, hvor prisen er 114 kr.

Vinanmeldelse 4/7  
Vinanmeldelser

2017 Bodega Las Moradas de San Martín, Senda Garnacha, Madrid, Spanien

2017 Bodega Las Moradas de San Martín, Senda Garnacha, Madrid, SpanienBodega Las Moradas de San Martín ligger langt ude på landet tæt ved den lille by San Martin de Valdeiglesias og omkring 20 kilometer vest for Madrid. Derfra smager jeg nu en spansk lille lækkerbisken … vinen Senda Garnacha i årgang 2017.

Vinhuset Las Moradas de San Martín er grundlagt i 1999 af Luis Nozaleda, der både ejer det store vinhus Bodega Enate med 600 hektar vinmarker i byen Salas Bajas under appellationen D.O.P. Somontano i Aragón i det nordlige Spanien, men derudover også er ihærdig forretningsmand

Luis Nozaleda stammer selv fra San Martin de Valdeiglesias og blev trist og deprimeret over, at der ikke i hans hjemegn var producenter, som kunne udnytte det helt unikke potentiale i området. Men så købte han selv et stort stykke jord med en lang række vinmarker, som endda krævede et stort stykke arbejde.

Til at lave lave vinene hyrede han Isabel Galinda. Hun var ellers i gang med et projekt sammen med Peter Sisseck oppe i Ribera del Duero, nemlig Pingus. Peter og Isabel havde tidligere mødtes på Hacienda Monasterio, hvor Peter var vinmager og Isabel var teknisk chef.

Da Peter fik ideerne til Pingus, så var Isabel med på sidelinjen fra starten af … men da Isabel blev kontaktet af Luis Nozaleda, så tog hun derned og faldt pladask for området, dets historie og den store mulighed for selv at stå for produktionen … og det blev starten på vinhuset Las Moradas de San Martín.

Derefter gik der et stort arbejde i gang med at genopbygge husets marker med gamle, lavtydende Grenache vinstokke … og der gik da også 6 år inden, at hun kunne sende de første vine på markedet under appellationen D.O. Vinos de Madrid.

Allerede i 1999 omlagde hun driften til økologi, men det var først i 2004, at vingården blev certificeret økologisk. Hun har samlet 21 hektar vinmarker, som alle ligger godt oppe i bjergene og den højtbeliggende er Pago Los Castillejos i 900 meters højde.

I dag laver Isabel udelukkende rødvin på Grenache og usvovlet hvidvin på Albillo Real druen og den årlige produktion ligger på omkring 80.000 flasker fordelt på pt. 6 forskellige vine.

Her smager vi hendes Senda Garnacha, hvor druerne kommer fra parceller på markerne Panaderos, Corzos, Boquerón, La Coja samt
Poniente og primært fra de yngre vinstokke. Høsten sker manuelt og derefter er druerne afstilket inden spontangæring på druernes egne gærceller og kun sparsom overpumpning. Gæringen er sluttet ret tidligt, hvorefter vinen er lagret 10 måneder på 500 liter franske egefade og så samling i ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er egentlig meget elskelig med lidt kirsebærlikør tilsat krydderier, chokolade og kakao. Udover likøren, så er der blommer, jordbær, noget mynte- og mentolagtigt, der giver et lidt kamferagtig snert sammen med estragon, grønne blade og tørre aviser.

Smagen har både lidt overraskende lys sødme samt en stor lethed samt en rigtig fornuftig tørhed. Der er godt med syre og tanninerne spiller også med, selvom de ikke sådan rigtigt bliver hverken farlige eller vilde, for vinen har utrolig god drikkevenlighed med kæmpe, let saftighed og egentlig en smuk og slank krop.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 122 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  
Vinanmeldelser

2018 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienJeg har næsten lige smagt den lækre vin Montecucco Rosso fra vinhuset Azienda Agricola Biologica Orciaverde, der ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området.

Det var i en årgang 2017 og dengang skrev jeg også en masse om selve vinhuset, men nu er det altså vinen i årgang 2018, som jeg har fået i glasset.

Montecucco Rosso er husets basisvin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Igen kunne man ved første sip godt forledes til at tro, at der er tale om en Brunello. Der kommer denne modne, småanimalske, dybe og parfumerede duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, violer, tobak samt nærmest en smule trøffelolie, tørt træ og blomster.

Hvor smager det også godt … og som med 2017’eren er der lys, frisk frugt, småbitter og markant syre, tydelige tanniner, som både virker strenge, rene og mundrensende. Der er godt med tørhed, kirsebær, ribs, granatæbler … og til prisen er dette næsten tyveri ved højlys dag … med mindre du køber den online om natten.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger