2020 Weingut Jülg, Schweigen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigen Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår nu Spätburgunder smagsløgene er blevet lidt forkælet, så lad os endelig fortsætte lidt hos Weingut Jülg, for næste vin blev denne 2020 Schweigen Spätburgunder.

Schweigen Spätburgunder er en Ortswein, hvor alle druerne kommer fra marken omkring Schweigen og som foregående dog fortsat med halvdelen er fra den tyske side af grænsen og resten fra den franske side.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke, men så er vinen efterfølgende lagret 15 måneder på store gamle træfade aka großes Holzfass og for denne 2020 er sukkerindholdet endt på 0,3 gram restsukker pr. liter, altså helt tør og ren.

I næsen er vinen klart mere sammenhængende end forrige Gutswein, men andet havde vel også været underligt. Her er det et klart tydeligere fadpræg, men fortsat en ren, røget og rank frugt, der har både tranebær, sorte kirsebær og brombær, en mørkere og pænt maskulin syre, lidt lakrids, lakridskonfekt og vanilje. Vinen har denne mørke og våde næse, som er SÅ elskelig.

Smagsmæssigt er vi også et stort niveau op, hvor frugtintensiteten er alarmerende stor … tranebær, brombær og mørke kirsebær, røg, jod, sod, muldjord, kul og mørk. saltet mineralitet. Der er bid i vinen med en frisk og ungdommelig frugt … fin, fin Spätburgunder med imponerende frugtintensitet og friskhed, så 91 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Jülg, Spätburgunder vom Kalk, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Spätburgunder vom Kalk, Pfalz, TysklandTid til mer’ selvforkælelse, for jeg har fået et par vine i glasset fra den gode Johannes Jülg fra vinhuset Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach i det sydligste Pfalz lige op mod Alsace i Frankrig.

Jülg er jo efterhånden godt kendt her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt mange vine fra Johannes og også skrevet om vinhuset før. Jeg har endda oss’ været til en online smagning med både Jacob som importør fra Mr Ruby og Johannes himself, men det kan du jo læse om i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Denne Spätburgunder vom Kalk er lavet på Spätburgunder, hvor halvdelen er fra den tyske side af grænsen og den anden halvdel fra den franske side.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke, men så er vinen efterfølgende lagret 15 måneder på store gamle træfade aka großes Holzfass og for denne 2020 er sukkerindholdet endt på 0,2 gram restsukker pr. liter, altså helt tør og ren.

Allerede med denne 2020 Spätburgunder vom Kalk Gutswein aka basisvin fra Jülg får du masser af Jülg kvalitet. Duften er sådan lidt grøn, ung, spændstig og brovten. Der er ribs og kirsebær, nærmest med en kirchagtig note med jod, jern og medicinskab, røg, nelliker samt lidt grannåle.

Smagen er også rigtig fin og veksler lige mellem det hårde med en røget og skarp kant, jern, sten og mineraler, bitter sort te og frugt med tranebær, ribs og god syrlig bitterhed i frugten. Der er også pænt med unge og rustikke tanniner, så dermed en ren, klinik og fremragende rank Spätburgunder med bombastisk charme. Det bliver vanedannende godt, så 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Vinosìa, Santandrea Taurasi, Campanien, Italien

2016 Vinosìa, Santandrea Taurasi, Campanien, ItalienSidst jeg smagte en rødvin fra Luciano Ercolino og vinhuset Vinosìa var det hans 2015 Marziacanale Taurasi, men nu er det søstervinen Santandrea Taurasi, der også er lavet på 100% Aglianico.

Druerne til vinen kommer fra marken Santandrea i området Paternopoli i appellationen Taurasi DOCG. Druerne er alle høstet i hånden i slutningen af oktober og starten af november.

Maceration sker over 15 dage og gæringen med udvalgte gærtyper under kontrolleret temperaturer i rustfrie ståltanke. Derefter sker der en malolaktisk gæring inden lagringen, hvor 70% lagres på nye franske egefade i 14 måneder, mens resten forbliver på ståltanke.

Til sidst flaskes vinen og så er den lagret videre i vinhusets kælder indtil den er moden. Det er faktisk den højst Decanter anmeldte rødvin fra Campagnien. Decanter gav vinen 97 point samt en platinium medalje.

Atter må jeg ty til sammenligning med Barolo, for vinen har duftmæssigt mange ligheder, blot med en lidt varmere side. Der er således først lidt violer, roser, tørrede blomster suppleret med røg, tør egetræ, fennikel og en ren, klar og balsamisk frugt med brombær, blommer, hindbær,  grønne urter … og de færreste vil gætte, at vi her er i det sydlige Italien … ren lille lykkerus.

Smagsmæssigt er det lidt den samme … har en ren, stringent og klar smag, blot med lidt mere solmoden varme. Tanninerne er Nebbiolo vilde, udtørrende og markante … klart i Barolo klasse. Der er masser af brombær, sorte kirsebær, ribs og hindbær, har samme bitterhed som søstervinen med lidt te-blade, sorte oliven, en mørk balsamisk syre, lidt koncentreret power, kul, tjære og mineralitet. Det smager absolut imponerende. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2013 Finca Montote, Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, Rioja, Spanien

2013 Finca Montote, Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, Rioja, SpanienSidste vin fra Finca Montote havde guldfarvet top og det er denne 2013 Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, der modsat de to foregående er lavet på 100% Garnacha aka Grenache.

Altos de Montote er lavet på meget gamle Grenache vinstokke og alene de bedste druer er valgt til vinen. Høsten er naturligvis sket manuelt, hvorefter gæring er sket under kontrolleret temperatur og med løbende delestage. Hver batch er lagret separat i 12 måneder på på amerikanske egetræsfade og yderligere 24 måneder i flaske inden endelig frigivelse.

Der er alene produceret 808 flasker af denne vin, hvilket jo svarer til omkring 600 liter eller lidt under 3 barriques … så lidt en eksklusiv væske.

Den alsidige Grenache drue viser her en fed og koncentreret side, hvor frugten er mørk og næsten tørret i stilen. Det er både brombær, hindbær og jordbærmarmelade, lidt figner, kaffe, kaffelikør, lidt finsk lakrids og en krydret samt balsamisk syre.

I munden er vinen klart lettere end de forrige Tempranillo vine, idet der kommer mere umiddelbart friskhed i frugten, nogen tørhed med tranebær, ribs og jordbær, nogle jernagtige mineralske elementer og meget ren i frugten. Der er lidt teagtig bitterhed, gode tanniner, som lige sætter sig på gebisset foran og sikrer en god lang eftersmag så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Finca Montote, Reserva Edición Limitada, Rioja, Spanien

2014 Finca Montote, Reserva Edición Limitada, Rioja, SpanienTrip trap træsko bruges jf. Den Danske Ordbog som udtryk om en rækkefølge af tre personer, dyr, genstande eller andre enheder, ofte efter stigende eller faldende størrelse. Hos Finca Montote  er deres 2014 Reserva Edición Limitada vin dermed trap.

Igen er det ren Tempranillo, som først høstes samt sorteres med  håndkraft, hvorved kun de bedste druer bruges. Gæring sker derefter i  rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Denne gæring sker med en løbende delestage aka overførsel til andre tanke.

Efter endt fermentering er vinen  lagret 12 måneder på 230 liter amerikanske egetræsfade og der er alene produceret 4.338 flasker til hele verdenen.

Vinen har en del slægtskab fra forrige Seleccion Exclusiva, for i starten kommer der lidt grannåle, nelliker og læder frem, men så mærkes alder og fadlagringen, for frugten er klart mere moden og rund med comfortagtig, blød og cremede bær, blommer, brombær, måske endda lidt blåbær. Der er dog fortsat godt med spræl og liv i frugten, der nu suppleres med lidt vanilje, kanel og kaffe.

I munden er det også meget blødt og cremet … klart en meget bedre balance end foregående Seleccion Exclusiva, for alt det grønne er nu helt væk og afløst af en moden, elegant syre, der aldrig bliver for vild eller stram, men bare lige ligger sådan nedenunder. Tanninerne er så blide, bløde og let søde, selvom der også dukker lidt peber op, men eftersmagen er rigtig lang. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Finca Montote, Seleccion Exclusiva, Rioja, Spanien

N.V. Finca Montote, Seleccion Exclusiva, Rioja, SpanienTrip trap træsko kunne næsten være temaet for de næste 3 vine, som alle kommer fra vinhuset Finca Montote og bare lige stiger i niveau fra vin til vin … startende med en Seleccion Exclusiva i skønsom blanding af flere årgange.

Finca Montote ligger ved Sierra de los Agudos nær de iberiske bjerge i Moncayo i Rioja og drives af familien Rubio … i dag af den 4. generation af familien.

Samlet har Finca Montote 72 hektar vinmarker med nogle af områdets ældste vinstokke og i deres vinkælder er der fyldt med ikke mindre end 6.000 amerikanske og franske barriques og således en af områdets største barriques kældre.

Vi starter med denne Seleccion Exclusiva, som er lavet på 100% Tempranillo, som er fra forskellige marker og forskellige årgange, men alene er vinificeret i rustfrie ståltanke, hvilket er indledt med en kort pre-maceration. Efter endt fermentering er vinen også lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt starter den grøn som ind i helvede … men faktisk aftager det utilpassede skarpe grønne forholdsvis hurtigt en smule – heldigvis – og i stedet dukker der en lidt rund og næsten tørret frugt op, mest brombær, hindbær og måske endda lidt blåbær. De grønne elementer med lidt grannåle og nelliker fornemmes fortsat og giver indtryk af en lidt rustik vin.

Smagen er meget ren og faktisk pænt lækkerfrisk. Der er blåbær, brombær og hindbær, virker virkelig tør og krydret med appelsinskal og bitter chokolade. Det er dog den lidt rustikke frugt, der har taget dirigentstokken og det giver masser af tør frugt og præger endda også tanninerne sammen med en smule peber. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Tenuta Il Falchetto, Barbera d’Asti Superiore Bricco Paradiso, Piemonte, Italien

2019 Tenuta Il Falchetto, Barbera d'Asti Superiore Bricco Paradiso, Piemonte, ItalienDermed blev den sidste Tenuta Il Falchetto fra Forno brødrene så denne 2019 Barbera d’Asti Superiore Bricco Paradiso, der også er husets Barbera topvin.

Vinen er lavet næsten som lillesøsteren … men her er alle druerne fra en enkelt mark og det er marken Bricco Paradiso i Agliano Terme området, hvor der er en undergrund af både ler, sandsten og sand.

Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så også lagres 4-6 måneder på stål … men derefter lagrer den så  også i 225 liter barriques i 12-14 måneder.

Duftmæssigt klart mere kompleks end lillesøsteren fra før … det er fortsat kirsebær, lidt blomme i madeira, kul, grafit samt cedertræ, eg og lidt tørre fadnoter. Der kommer også lidt mynte sammen med tør, engelsk lakrids, en tør balsamisk sødme … meget dragende.

I munden er vinen også mere samlet og dybere end lillesøsteren, men dog fortsat med en let, ren, clean og direkte frugt med hindbær, brombær og kirsebær, kirsebærsten samt lidt kirsch. Det er fortsat en tør og syrerig vin, hvor eftersmagen samtidig er pænt lang. Så Houlberg lander på 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 185  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Tenuta Il Falchetto, Barbera d’Asti Pian Scorrone, Piemonte, Italien

2020 Tenuta Il Falchetto, Barbera d'Asti Pian Scorrone, Piemonte, ItalienDe to sidste Tenuta Il Falchetto vine er på Barbera og vi starter med den helt almindelige basis Barbera, som vinhuset kalder Barbera d’Asti Pian Scorrone, hvor jeg smager årgang 2020.

Her kommer druerne fra marker i Agliano Terme området. Alle markerne har en undergrund, der er en blanding af sandsten, ler og sand. Efter høst er alle druerne afstilket samt knust, hvorefter gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen derefter også er lagret 4-6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en mørk og saftig vin med blommer, kirsebær, sorte modne kirsebær, en snert rosiner, søde krydderier samt mørk muldjord, kul og grafit … klart med mineralsk kant.

I munden er det en mørk og cremet vin, hvor frugten har en kerne af syrlige, sorte kirsebær, tranebærsaft, masser af druesmag, blød samt saftig smag. Der kommer lidt tørrede tranebær, lakrids, jod med en direkte og ren syrlighed. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95  kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Tenuta Il Falchetto, Pinot Nero, Piemonte, Italien

2018 Tenuta Il Falchetto, Pinot Nero, Piemonte, ItalienVi skal da smage mer’ vin fra brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno på Tenuta Il Falchetto Azienda Agricola i Santo Stefano Belbo øst for Alba. Nu smager jeg nemlig deres 2018 Pinot Nero … og hvem elsker ikke bare Pinot Noir fra Piemonte?

Her kommer Pinot Noir druerne fra marker i Calosso d’Asti, der har en undergrund med en blanding af ler, sandsten samt sand. Høsten er sket helt manuelt og herefter er druerne afstilket inden gæringen og macerationen 4-6 måneder i ståltanke, hvorefter vinen er lagret 10-12 måneder på 225 liter barriques.

Vinen er herlig lys, teglfarvet transparent i glasset, mens duften nærmest er tør, balsamisk med tranebær, juleagtige kirsebær, sød og sødbitter tobak … alt dog lyst og let med det særlige og let syrlige karakter, som man ofte finder i Pinot Noir fra Piemonte.

Smagen er nærmest også lidt som en infight mellem Pinot Noir og Nebbiolo, for vinen har en lidt syrligbitter kant … tranebær, rabarber, ribs og umodne hindbær. Den har en let og tørt bid, masser af stor drikkeglæde, en fin kant og syrlig smukhed. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, SpanienSå skal vi da bare endnu en tur tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo, men denne gang hverken på Bobal eller Grenache, for jeg smager nu 2019 Syrah Pela Roques.

Alle Syrah druer kommer fra den 3,3 hektar store parcel på Finca Conejros marken i cirka 850 meters højde, hvor Syrah vinstokkene er plantet i 1998 og alle er økologisk dyrkede. Selve marken har et køligt og stærkt næringsfattigt terroir med en jordbund af klipper af sandsten, quartz og feldspat.

Der sker afstilkning af 50% af druerne og gæring sker spontant alene med druerne naturlige gærceller. Gæring af maceration sker over 5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 8.000 liters egetræsfade.

Det kan godt være, at vinen er på ren Syrah, men sådan dufter den på ingen måde, for i glasset er vinen klart til den lyse side og samtidig får man omgående et let, frisk og frugtrig duft med en vild, reduktiv slagsside, som giver lidt bio bio landlighed, krudt og omgående leder tankerne helt på lidt tysk, øko eller bio Spätburgunder. Den har også noget garvet læder, mælkede elementer med sur mælk, kakao, våde sten og et bundt friske urter.

Smagen er lige så vild … har dog en mere solid bund, hvor frugten bliver meget tæt og knap så levende. Vi er dog fortsat i den lette og friske afdeling og langt fra arketypisk Syrah, selvom der dog kommer lidt peber med i smagen. Der er blåbær, brombær, hindbær samt lidt rabarber på én gang, en lidt tør saftighed, en nærmest balsamisk syre og samlet meget tilgængelig og drikkevenlig. Jeg er sgu bare vandvittig imponeret, så 94 point fra mig … næsten 95.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vild godt køb … siger det bare, så din egen skyld, hvis du ikke køber lidt til skabet.

Vinanmeldelse 5,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger