Tag-arkiv: 4½

2009 Adega Do Cantor, Onda Nova Syrah, Algarve, Portugal

2009 Adega Do Cantor, Onda Nova Syrah, Algarve, PortugalNæste vin i rækken var fra Portugal, hvilket ingen gættede. Heller ingen kunne smage, at denne vin fra Adega Do Cantor var lavet på Syrah.

Bag Adega Do Cantor står ingen ringere end den gode, gamle Sir Cliff Richard, som driver denne lille vingård sammen med forretningspartneren/landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De købte egentlig kun vingården for at dække deres eget og et par venners vinbehov. “Men pludselig stod vi med 18.000 flasker årligt, og hvad så?”.

Tanken om en professionel vingård var født, men ingen af de to havde forstand på vinproduktion. “Alt, hvad vi vidste om vin, var, hvilke vine der smagte os, og hvilke der ikke gjorde,” fortæller Nigel.

Derfor blev et samarbejde etableret med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo-vine… Gennembruddet kom i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der også ejer Vale do Sobreiro. Efter studier i London kastede han sig over vinavlen på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes.

Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal og Mourvèdre fra Sydfrankrig, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har siden 2006 også kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.

Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler. Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter…

Duften er blomme, brombær, kælder og lidt uldent får! Vi drøftede også duften af gazebind … en ganske indtagende næse på denne vin. Smagsmæssigt også meget blødhed, der er krydderier, blommer og meget blid i det hele taget. Svært at forestille sig, at denne vin er lavet på ren Syrah, for der er ingen kant eller peber. Den smager faktisk ret godt, selvom tannin/syre er ret beskeden. Et rigtigt godt glas vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten til 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 André Brunel, Cuvée Sabrine Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2009 André Brunel, Cuvée Sabrine Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigTorsdag var der stor Chateauneuf du Pape smagning i Randers Vinlaugh. Et fantastisk dejlig smagning, ledet af Jacob Strobel fra Stobel Vinimport. Inden vi kaster os ud i de dejlige Chateauneuf du Pape vine, så starter vi lige med en beskrivelse af aftenens madvin, en dejlig Côtes du Rhône Villages fra Chateauneuf du Pape producenten André Brunel.

André Brunel driver Domaine Les Cailloux på Chemin du Bois de la Ville i Châteauneuf. Vingården blev etableret i 1919 og er opkaldt efter de berømte “cailloux roulés”, som er den franske betegnelse for de store rullesten, som findes på vinmarkerne i hele Chateauneuf du Pape-regionen. Brunel familien har boet i området siden det 18. århundrede, og Andrés bedstefar var den første i familien til producere vin. André sluttede sig til sin far i 1971 og i løbet af sin karriere som vinbonde, har André forvandlet Les Cailloux til en verdensklasse domaine.

Vingården dækker i dag 80 hektar med vinbrug i hele den sydlige Rhône-dal. Brunel udgiver de bedste vine under Domaine Les Cailloux, og det er alle Chateauneuf du Pape. I eget navn laves en enkelt Chateauneuf du Pape samt en række Côtes-du-Rhône vine, som typisk er fremstillet af druer dyrket på Becassonne vingården, som er beliggende i Sorgues, 6 km syd for Châteauneuf du Pape, på Vaucluse vingården, som ligger på bredden af floden Aigues på den berømte »Plan de Dieu” mellem Orange & Vaison og praler vinstokke på 30-40 år gammel eller på Sommelongue vingården, som ligger lige nord for Orange og nogle mil nord for Châteauneuf du Pape.

Vinen består af 80% Grenache og 20% Syrah, og er fin mørk i glasset uden at være helt mørk eller sort. Duftmæssigt fin vin med mørke bær, blæk. bacon, lidt blomster. Smagmæssigt meget rustik, snerrer lidt, men det kan skyldes, at vinen blev serveret til sidste efter alle de dejlige Chateauneufer. Det er dog også lidt sødme og igen masser at mørke bær, og faktisk en dejlig vin.

Fås hos Strobel Vinimport til 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2005 Château Treytins, Lalande de Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Treytins, Lalande de Pomerol, Bordeaux, FrankrigSå serverede Jan lidt Bordeaux, her fra Lalande de Pomerol appellationen.

Vi er jo på Medocs højre bred i Lalande de Pomerol. Néac og Lalande de Pomerol var engang to forskellige appellationer, men sidenhen er de blevet slået sammen. Vinene fra Lalande de Pomerol kan drikkes efter 3-4 år, men kan gemmes længere. De har mange af de samme karakteristika som Pomerol.

Château Treytins er ejet af Leon Nony. Familien Nony har stolte traditioner i områderne Montagne Saint Emilion og Lalande de Pomerol og de modtager år efter år topanmeldelser for deres klassiske vine. Familien ejer flere slotte rundt i disse områder, bl.a. Chateau Garraud og så selvfølgelig dette Château Treytins.

Familien har den verdenskendte ønolog Michel Rolland tilknyttet. De har modet til at forene det bedste fra de traditionelle og de moderne metoder. Derfor ser man både helt nye og moderne gæringsfaciliteter smat den gamle metode med klaring med æggehvider for at bevare så meget som muligt af koncentrationen. I markerne har familien et stort fokus på at begrænse udbyttet, så de mange forskellige jordbundstyper kommer til udtryk gennem vinens smag.

Slottets marker udgør et areal på 32 ha, hvor jorden er sammensat af  ler og grus. De veldrænede jorder skaber voksested for regionens traditionelle druesorter: Cabernet Franc, Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinen her er da også på 55 % Cabernet Franc, 40 % Merlot og 5 % Cabernet Sauvignon placeret i leret og grusholdig jordbund. Vinen lagres 18 måneder hvoraf 1/3 ligger på egetræsfade.

Duftmæssigt er Bordeaux tydeligt, der er blæk, muldjord, den lidt “mulle”, jordslåede duft, som er helt fantastisk. Smagsmæssigt stor tørhed, bær, tannin … sidder fint rundt i munden, gane og tænder. Eftersmag ikke lang, men en meget behagelig og dejlig vin.

Kan købes hos Finvin til 136 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Domaine Dupont-Tisserandot, Gevrey-Chambertin Vieilles-Vignes, Borgogne, Frankrig

2009 Domaine Dupont-Tisserandot, Gevrey-Chambertin Vieilles-Vignes, Borgogne, FrankrigMed næste vin fortsatte vi med den dejlige Pinot Noir drue, her med en Bourgogne fra Domaine Dupont-Tisserandot, som ligger i byen Gevrey Chambertin i hjertet af Bourgone.

Domaine Dupont Tisserandot ejes af Bernard Duponts, som er 4. generation på vingården. I kælderen har Bernard Duponts dog overdraget ansvaret til svigersønnen Didier Chevillon, der i dag er en erfaren og visionær kældermester med utrættelig fokus på kvalitet.

Domænet råder over 20 hektar vinmarker med betydelige parceller i Gevrey Chambertin, hvor der rådes over 9 hektarer fordelt på 7 forskellige parceller, nemlig 2 små grand cru marker, 4 små premier cru marker og så en større “village” vinmark, og det er fra sidstnævnte, at denne vin kommer fra. Vinstokkene er 42 år gamle, og høstudbyttet ligger på 40 hl/hektar.

Herudover ejer domænet 2 hektar gamle vinstokke (45 år gamle) på 1. Cru Les Cazetièrs, hvor jordbunden er domineret af sandholdig limsten. På den fossilholdige 1. Cru Lavaux St. Jacques, der af mange regnes for den bedste af 1. Cruerne i Gevrey Chambertin, ejer domænet ligeledes parceller, ca. 1 hektar!

Herudover besidder Domaine Dupont Tisserandot en halv hektar af Grand Cru markerne Charmes Chambertin og Mazis Chambertin, hvor vinstokkene er mellem 50 og 60 år gamle.

Charmes Chambertinparcellerne er præget af et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden er ren klippe. Mazis-parcellen er beliggende i området “Les Hauts Mazis” ligeledes med et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden også her er klippedomineret. Udbyttet på de to Grand Cruer holdes konsekvent nede på ca. 35 hl/ha ved hjælp af intensiv udtynding og grønhøst.

Didier Chevillon er dybt dedikeret og ønsket er at lave dybt koncentrerede Gevreyer, som hver især viser områdets potentiale og vigtigst af alt, det fremragende terroir, herunder de store forskellle.

Efter ankomst til vineriet afstilkes drueklaserne og en kold-macerering ved 12 grader igangsættes over 5-8 dage.Herefter overtager gæringen i typisk 15-18 dage, hvorefter de forskellige vine lægges på barriques. Alle 1. Cruer og Grand Cruer lagres 18 måneder på 1 år gamle barriques, hvor de hviler på bærmen for herved at bevare og optimere frugten.

Lys, transparent vin, rubinrød eller teglrød. Duften er massiv kostald, der er mug, sure sokker, prut, blommer og jord. Det kunne jo umiddelbart lyde som en skidt cocktail, men det er sgu meget charmerende.

Smagsmæssigt meget stram, lyserøde bær, stikkelsbær. Lidt stram i betrækket, og skulle måske have haft lidt år på bagen. En frisk vin, som viser helt andre sider af Pinot Noir end vinen fra fx Karl H. Johner … men jeg elsker det sgu.

Fås hos Sigurd Müller, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Cantine Minini, Poggio delle Faine Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2007 Cantine Minini, Poggio delle Faine Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSidste vin lørdag, endnu en rødvin fra Italien, denne gang fra Toscana.

Cantine Minini er en lille, men moderne vingård i hjertet af Chianti i Toscana. Cantine Minini ejer vingårde i alle dele af Italien, og er grundlagt af Francesco Minini. Vingården i Toscana købte Francesco efter 2. verdenskrig og driften forestås i dag af Francescos barnebarn Mario Minini.

På Cantine Minini i Toscana laves der to vine, nemlig en chianti og så denne Poggio delle Faine IGT, som flere gange har vundet stor hæder, bl.a. blev den i 2008 valgt som bedste rødvin af det tyske vinblad ” Weinwirtschaft” blandt 400 rødvine, mens den i 2010 måtte nøjes med en 2. plads.

Vinen er lavet på druerne Sangiovese (80%) and Cabernet Sauvignon (20%), som er dyrket på bakkerne lige udenfor byen Sienna. Vinen har lagret 6 måneder på små barriques og derefter 6 måneder på store egetræsfade.

I næsen meget kompleks, der er solbær, kaffe, skovbund, læder, chokolade og vanilje. Smagen er vidunderlig fyldig, saftig og velafbalanceret. Lang finish, og en rigtig dejlig og tilgængelig vin, som også blev aftenens favorit. Det var den eneste af de 8 forskellige vine, som der blev drukket alle 12 flasker af … og det er vel en anbefaling i sig selv.

Købt på Gourmondo i Tysland via nettet, pris ved 12 stk. ligger på 8,45€

Vinanmeldelse 4,5/7   

2011 Domaine de Fondrèche, Fayard Ventoux, Rhône, Frankrig

2011 Domaine de Fondrèche, Fayard Ventoux, Rhône, FrankrigNæstsidste “festvin” var denne Fayard fra Domaine de Fondrèche. Jeg har tidligere smagt og skrevet her på bloggen om storesøsteren (jo, jeg har lært det), nemlig den fantastiske Nadal.

Domaine de Fondrèche ligger i byen Mazan ved foden af det berømte “Tour de France” bjerg Mont Ventoux. Domainet blev etableret i 1991 og har blandt kendere hurtigt manifesteret sig som den bedste producent af Ventoux vine. Robert Parker omtaler bl.a. Domaine de Fondrèche på følgende måde: “The leading reference point estate in the Cotes du Ventoux region, Domaine de Fondreche is run with extraordinary passion and impeccable attention to detail by Sebastian Vincenti.”

Domainet drives – som nævnt – af den unge og meget passionerede Sebastian Vincenti, der har stået i god vinøs lære hos André Brunel på Les Cailloux i Châteauneuf du Pape. Sebastian arbejder kompromisløst på at skabe de bedste og mest naturlige vine bl.a. via sine berømte æggeformede betonkar.

Her har vi huset basis cuvé, Fayard, som er lavet på 50 % Grenache, 30 % Syrah og 20 % Mourvédre, dvs. en GSM vin lige den foregående. Her den med ganske mere saft og kraft. Duft er mørke bær, tjære, muldjord, toast, lakrids. Smagen er stram, fyldig med god mineralitet og tør eftersmag. Dejlig vin, selvom den ikke helt når storesøsteren. Lillesøstre kan nu også være dejlige. Jeg er sgu vild med den.

Købt hos Wine Company, pris 79 kr., men 69 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, FrankrigVed næste vin gik vi et skridt op til 1er cru, og farven skiftede til rød. Vinhuset var dog fortsat det samme, nemlig Domaine Faiveley.

Vinen er også fortsat fra Mercurey, som jo er navnet på en af de små byer i Côte Challonaise.

Dette lidt upåagtede vinområde er leveringsdygtig i nogle af Bourgognes bedste vinkøb. De røde Mercurey vine kendetegnes ved den store fyldighed, og minder lidt om en “mini- Pommard”. Der ligger adskillige 1er Cru marker i Mercurey, og Faiveley laver vin fra en del af disse.

Marken her hedder “Clos du Myglands”, og man kunne fristes til at tro, at navnet kunne skyldes, at der er mange myg på denne mark om sommeren … meeeeen det tror jeg nu ikke, at det betyder. Det officielle bud lyder på, at navnet stammer fra det engelske “My Lands”, dvs. min mark.

Clos des Myglands-marken er blandt de bedste marker i Merucurey og vinene herfra er nok regionens bedste. Vinstokkene er plantet i 1963. Siden hen er marken dog forbedret ved enkelte nybeplantninger, således at den gennemsnitlige alder på vinstokkene i 2007 er 40 år.

Indtrykkene fra denne vin er, at duften ikke er så markant, måske en anelse flad. Der er lidt blæk, lidt røget kostald, men igen meget lidt. Smagen er blød og fin, og der er godt med grønt samt lidt sten og mineralitet. 2004 var et svært år i Bourgogne, og måske er denne vin heller ikke så typisk … i hvert fald ikke i duften, men til mad vil den være god … og vi fik da heldigvis også lidt ost og pølse til. God og forsigtig start …

Fås hos Sigurd Müller, og her kan du få årgang 2010 for 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, FrankrigPå en dødelig onsdag var vi nogle stykker forbi vin-buddy Gert til en aften med lidt hygge, ost og … vin, faktisk hele 8 stykker af slagsen. Lad os kaste os ud i det og fortælle lidt om vinene fra aftenen, som bestod af 6 x Bourgogne, 1 x spansk klasse og en Pinot Noir fra New Zealand, nemlig Babich, som jeg for kort tid siden skrev om her på bloggen.

Første vin blev denne hvide Bourgogne fra Domaine Faiveley, som ligger i hjertet af Bourgogne, nemlig mellem Dijon og Beaune i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Faiveley er grundlagt helt tilbage i 1825 af Pierre Faiveley, og er i dag – målt på areal – et af de største vinhuse i Bourgogne. Lige fra begyndelsen har familien Faiveley bestræbt sig på at opkøbe nogle af de bedste vinmarker i de bedste landsbyer.

Domaine Faiveley er selvforsynende i sin produktion og ejer nogle af de mest ansete vinmarker i området, som for eksempel Chambertin “Clos de Bèze”, Latricières-Chambertin, Clos de Vougeot m.fl. Faktisk ejer Faiveley mere end 10 hektar Grand Cru marker og næsten 25 hektar Premier Cru marker … og det er sgu ikke så lidt i dette område, hvor vinmarker hører til verdens dyreste landbrugsjord.

I dag er det 6. og 7. generation af Faiveley familien, som driver vinhuset … dog primært den unge Erwan Faiveley, som i 2007 overtog driften, men kan trække på erfaring hos faren François, som også siden hans 25. år drev vinhuset.

Hele høsten foregår ved håndplukning, og druerne sorteres derefter manuelt. Faiveley er kendt for at lave vine, der kan gemmes i lang tid. Ved fremstilling af sådanne vine er gæringen utrolig vigtig. Druernes skind må kunne afgive sin tannin, sin aroma og sin rubinrøde farve til vinen.

Derfor stræber Faiveley efter en lang gæring på mindst 15 dage, men tit 3 uger, når forholdene tillader, at man – ved lave temperaturer – pumper vinen over “masken” 2 gange dagligt. Dette gør gæringen og udpresningen af farven lettere.

Derefter lagres de finere vine på nye egetræsfade i 1 ½ år. For at klare vinene bruges æggehvider i klaringsprocessen, og de bedste vine tappes på flasker manuelt, ikke filtreret, fad for fad. At vinene ikke er filtreret betyder, at de bør stilles på højkant for at samle eventuelt bundfald, før de nydes.

Druerne til denne hvide Mercurey kommer fra enkeltmarken “Clos Rochette”, som ligger nabo til La Framboisière, som producerer magtfulde rødvin. På Clos Rochette marken er jorden især kompakt og fyldt med sten/klippestykker, hvoraf navnet Clos Rochette også stammer.

Fra ankomst gik der ikke mange sekunder inden vinen var i glasset. Duften er herlig, og det kan med det samme duftes, at vinen har lidt alder. En duft af gammelt klædeskab, svømmehal, frisk hvid frugt og pære.

Smagen er elegant, lidt tynd, men fortsat med masser af friskhed og mineralitet. Ikke Chardonnay fedme overhovedet, og de færreste vil gætte på, at vinen fra lavet på Chardonnay druen, hvis de smagte vinen blindt. En dejlig vin at starte på.

Sigurd Müller forhandler vinen … pris 125 kr. for årgang 2007.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Her er i øvrigt de tomme flasker opstillet pænt til en gang vin-bowling:


 

2009 Villa Giada, Treponti Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2009 Villa Giada, Treponti Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi til Italien, Piemonte i byen Canelli, lige midt mellem Torino og Genova. Azienda Agricola Villa Giada drives af Faccio familien med den unge Andrea Faccio i spidsen.

Familien har drevet vingården siden 1993 og den unge Andrea har udstyret vinkælderen med det mest avancerede udstyr til vinfremstilling, bl.a. moderne temperaturkontrollerede gæringstanke i rustfrit stål. Modningen foretages i de gamle underjordiske kældre, gravet ud under gården for mere end to århundreder siden. Kælderen har en konstant temperatur på 14-16 grader og en optimal relativ luftfugtighed på omkring 80%.

Gården består af 25 hektar vinmarker, fordelt på 4 forskellige vinmarker, nemlig Cascina Ceirole a Canelli på 7 hektar, Cascina del Parroco a Calosso på 4 hektar, Cascina Dani ad Agliano Terme på 14 hektar og endelig juvellen Bricco Dani, en lille bjergskråning mod sydvest, hvor de bedste af vingårdens druer dyrkes.

Vinen her er lavet på et blend af Nebbiolo og Barbera, og druerne fra vinen kommer fra Cascina Dani ad Agliano Terme, hvor de bliver høstet i den første halvdel af oktober.

Fermenteringen af de to druesorter sker separat i beholdere af rustfrit stål med en styret og konstant temperatur, mens lagringen sker på egetræsfade i omkring 1 år. Efter aftapning forbliver vinen lagret i gårdens kældre indtil den er optimal for videresalg.

I glasset en rigtig italiensk duft af Piemonte. Der er lidt indelukket vintønde, der er en anelse peber og mørk kakao. Dufter rigtigt dejligt. Smagen er blød og cremet, der er lidt overmodne blommer og fin lang eftersmag med godt tanninbid. Dejlig, dejlig vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor den pt. kan købes til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Querciabella, Mongrana Maremma IGT, Toscana, Italien

2009 Querciabella, Mongrana Maremma IGT, Toscana, ItalienLige et sanseindtryk fra weekenden, denne spændende italiener, Querciabella, Mongrana Maremma IGT fra Toscana i Italien.

Vinhuset Querciabella er grundlagt i 1974 af Giuseppe “Pepito” Castiglioni, og ejes i dag af sønnen og vinmageren Sebastiano Cossia Castiglioni. Siden 2000 er vingården blevet drevet efter biodynamiske principper, og er kendt for en række biodynamiske vin herunder Camartina, Batàr, Palafreno, Querciabella Chianti Classico og denne Mongrana.

I alt driver vingården 74 hektar første klasses Chianti Classico vinmarker i kommunerne Greve, Panzano,  Radda og Gaiole og derudover 32 hektar i Maremma på Toscanas uspolerede etruskiske kyst.

Vinen her kommer fra sidstnævnte område og er lavet på 50% Sangiovese. 25% Merlot og 25% Cabernet Sauvignon. 100% biodynamisk og fra vinstokke plantet i 1997.

Druerne håndplukkes. En lille del af vinen modnes på barriques i ti måneder og derefter laves den endelige blanding, hvilket bliver til en årlig produktion på 150.000 flasker.

Og hvad sker der i glasset på denne italiener? Den er – til starte med – en smule utilgængelig, lidt lukket. Kan bedst beskrive duften som lidt indelukket, lidt “mulle”, selvom det aftager en smule i løbet af aftenen. Der er toast, ribs og et godt drus af urter og krydderier.

Smagen er ren, en meget frugtdrevet smag af røde bær. I munden virker den først lidt skæv, så tør den op og frugten viser sig, og afslutningen er frisk med bid og en smule tobak. Med luft i løbet af aftenen … eller en dekatering 2-3 timer før … så giver vinen endnu mere. Ikke lettilgængelig, men et meget dejligt glas vin.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7