El Escocés Volante ligger i byen Calatayud i vinområdet Aragon og navnet betyder den flyvende skotte og refererer til den vilde ejer skotten Norrel Robertson. Denne vin … The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er dog fra vinområdet Rías Baixas, men lavet af den fabelagtige dygtige skotte.
Norrel er egentlig uddannet som kandidat indenfor politik og internationale forbindelser, men det fangede aldrig helt, men det gjorde vinen i stedet. For under sine studier arbejdede han i en vinbutik i Aberdeen og det var her, at han for alvor tabte sit hjerte.
Så derfor startede han i stedet i vinbranchen … først som sælger og senere indkøber. Gennem arbejdet som indkøber rejste Norrel hele verden rundt for at finde vin til en række britiske supermarkeder og det var der, at han i 1990 bestemte sig for, at han selv ville være vinmager.
Norrel besluttede sig for at lære vinverdenen at kende fra arbejdet som kælderrotte og op. Det betød at han begyndte som hjælper og så vinmagerassistent i Chianti, Portugal, Australien og Chile. Oftest fik han det timet således, at han bare kunne rejse fra høst til høst.
I 1998 tilmeldte han sig Master of Wine Studiet og blev et par år efter færdiguddannet. Men ikke nok med at han bestod – hvilket er noget de færreste formår – så vandt han prisen for bedste teoretiske værk og bestod med højeste score nogensinde.
Derefter arbejdede Norrel for International Wine Services, som er en kæmpe international kæde, som laver vin i hele verdenen, men sideløbende med dette tog han også lige en Masters i Winemaking på Christchurch universitet i New Zealand.
Norrels arbejde ledte ham bl.a. til Calatayud regionen i Spanien, hvor han øjeblikkeligt forelskede sig i de oldgamle Grenache stokke og den storslåede natur. I 2003 flyttede han derfor til Spanien hvor han lavede sit vinhus El Escoses Volante – den flyvende skotte.
I 2004 havde Norrel fået stablet sin egen produktion på benene og sidenhen er projektet kun vokset. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, altså både Calatayud, Bullas og Galicien. Derudover fungerer han også som rådgiver på flere andre vinhuse.
Filosofien bag hans vinhus El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker, at fremstille vine, som beholder dele af Spanien i sig. Han ejer ikke selv vinmarker, men køber druer og lejer sig ind hos forskellige producenter.
Dette har han nu gjort i over 10 år, hvor hans vine kun er blevet bedre og bedre. Bl.a. omtales Norrel Robertson som quality leader indenfor Calatayud af Robert Parkers Wine Advocate.
Her har vi Norrel Robertsons hvidvin The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias fra vinområdet Rías Baixas i det nordvestlige hjørne af Spanien. Vinen er på 100% Albariño, en drue jeg tidligere har smagt og altid været ganske begejstret for.
Albariño er efter min mening nok en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.
Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide (vvi) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.
Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og samtidig meget lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.
Denne The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er ved, at druerne efter høstet først ligger 7 timer i køling udblødning, hvilket så er efterfulgt af presning og gæring i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer omkring 17-18 grader. Derefter har halvdelen af vinen så gennemgået malolaktisk gæring. Vinen er så lagret sur lie i 30 måneder inden filtrering og aftapning på flaske.
Duftmæssigt har vinen en frisk, grøn og aromatisk duft, suppleret med lidt altheabolsjer, lakrids, ananas, fersken, grillede citroner, en omgang mariekiks og linolie. Der fornemmes en smule fylde i vinen.
I munden er det en frisk vin, pænt med citroner, lemon, småbitter grape, lidt grønne umodne æbler, stikkelsbær og med en lidt olieret, småfyldig krop med et frisk bid.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7