Efter vor store vinsmagning hos Sophie, så spadserede vi hen til deres nabo på Rheinallee i Eltville og naboen er Weingut Kaufmann, hvor et stort rødt K ved et moderne vinothek markerede, at vi var kommet frem. Knaldrødt, Kool og Kanon !
Den røde farve var et gennemgående tema hos Weingut Kaufmann og det skyldes, at ejeren Urban Kaufmann egentlig er fra Schweiz og dermed anvender rød overalt … på logoet, etiketterne til vinene samt næsten alle steder. Det var jo helt hjemmeligt med de rød og hvide farver.
Vi gik indenfor i det tjekkede vinothek, hvor der allerede var dækket op til vores smagning og derhjemmefra havde medejeren Eva Raps fra vinhuset allerede på forkant spurgt, om vi var interesseret i lidt skinke og ost til smagningen, hvilket vi selvfølgelig havde takket pænt ja til.
Det var også frokosttid … så det passede perfekt, så vi fik sat os ved bordet og klar til en vinsmagning. Vi blev modtaget af en ung og sød værtinde, som først spurgte, hvad vi ville smage og vi lod det være op til hende, men fortalte også, at vi mest var til de tørre vine.
Weingut Kaufmann laver ellers både sekt, tørre hvidvine og endda også pænt mange Pinot Noir vine. Derudover selvfølgelig også både feinherb og edelsüss vine … men faktisk laver de også specialiteter som vermouth og Gin.
Derudover sælger de også vine fra et par samarbejdspartnere i form af Azienda Agrocola Vigna Rutz i Italien og Sea Horse Winery i Israel.
Weingut Kaufmann
Vingården er oprindelig grundlagt i 1953 af Johann Josef Lang og hed oprindelig Weingut Hans Lang. Men vingården blev i 2013 købt af den schweiziske Urban Kaufmann, der tidligere var ejer af det lille ostemejeri Appenzell, samt hans partner Eva Raps, der tidligere var administrerende direktør for VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.
Det er Urban, der står for produktionen af vinene, mens Eva Raps er ansvarlig for markedsføring og salg. Urban siger selv, at han forsøger at lave Rheingau vine med schweizisk præcision.
Urban og Eva har sammenlagt 20 hektar vinmarker, bl.a. har parret parceller på både Grosse Lage vinmarkerne Hattenheimer Hassel og Wisselbrunnen samt Erste Lage marken Schützenhaus, der også ligger ved Hattenheim.
På markerne er 80% plantet med Riesling og derudover har man Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Silvaner, men også den røde Pinot Noir.
Alt drives 100% økologisk og biodynamisk, for Urban og Eva tager sig de friheder, de mener er nødvendige for at skabe verdensklasse vine. De bruger naturens eget værn, når der skal gødes, herunder planteekstrakt og urtete.
Siden 2017 er de certificeret biodynamisk gennem Demeter Association, så nu har de papir på deres biodynamiske tilgang til vin. Når deres vine har det godt, så har de det godt. Der skal være styr på de små detaljer, så helheden er komplet.
De bruger solens energi og månens kræfter og tænker biodynamisk, når de tager sig af jorden, gødningen, beskyttelse af afgrøderne og de lytter til vinstokkene, også selv om de ikke forstår dem. Det giver de bedste vine, mener de.
Vinhuset er selvfølgelig medlem af VDP, men Eva var jo også i mere end 10 år Geschäftsführerin for Verband Deutscher Prädikatsweingüter.
Vinsmagningen
Det blev en virkelig lækker smagning, hvor vi samlet set kom til at smage 12 vine og i modsætning til Egert, så har Kaufmann også et pænt udvalg af vine på Pinot Noir. Samlet kom vores program til at se sådan her ud:
- 2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs
- 2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder
- 2023 Weingut Kaufmann, Uno Weissburgunder & Chardonnay
- 2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling
- 2023 Weingut Kaufmann, Hattenheim Riesling
- 2022 Weingut Kaufmann, Tell Rheingau Riesling
- 2022 Weingut Kaufmann, Hattenheim Wisselbrunnen Riesling GG
- 2021 Weingut Kaufmann, Hattenheim Wisselbrunnen Riesling GG
- 2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir +
- 2022 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir ++
- 2022 Weingut Kaufmann, Hallgarten Pinot Noir +++
- 2020 Weingut Kaufmann, Hattenheim Hassel Pinot Noir GG
Jeg har – som vanligt – ovenover linket til mine sædvanlige beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, som vi smagte.
Vi fik også allerede fra start serveret lidt pølse, skinke og ost med tilhørende brød … sødt dekoreret med det schweiziske flag og disse små hapsere fik hurtigt ben at gå på.
Alle ved bordet blev hurtigt enige om, at kvaliteten hos Weingut Kaufmann var meget høj … specielt deres vine på Riesling, men også deres bedste på Pinot Noir var enestående flotte.
Brugen af de røde og hvide farver var gennemført … selv husets servietter var stablet i skiftevis røde og hvide farver og undervejs i vor smagning satte vor værtinde også lige en hoptimist i de danske – og schweiziske – farver på vort bord.
Hoptimisten er jo også en dansk opfindelse, for den blev skabt af den danske møbelsnedker Hans Gustav Ehrenreich fra Aarhus.
Samlet blev til en rigtig fin smagning … og til slut kom Urban Kaufmann selv ind i smagelokalet, hvor der også løbende kom en række kunder for at købe vin.
Rundvisning og mødet med Urban
Vi fik hilst på Urban og spurgte ham, om vi ikke måtte se vinkælderen … og det måtte vi selvfølgelig, så dermed sluttede den fine smagning også med en lille kælder-rundfart. Klasse.
Undervejs fortalte Urban også lidt om vinhuset, historien og produktionen af sine vine.
Vi fik set pakkeri, lager og de store ståltanke til gæringen af vinene …
… men så også de store game fade … flaskelinjen …
… og de mindre fade til lagringen af Pinot Noir vinene.
Super besøg og kæmpe tak til Weingut Kaufmann !!!