Tag-arkiv: Italien

1999 Ca’ Lojera, Lugana Annata Storica, Lombardiet, Italien

1999 Ca’ Lojera, Lugana Annasta Storica, Lombardiet, ItalienVi sluttede fint Ca’ Lojera smagningen med denne Lugana Annata Storica … en ældre vin i årgang 1999 lavet som et lille eksperiment.

Lugana Annasta Storica er således hverken en Riserva eller Superiore, men er lavet på 100% Turbiana druer, som efter endt fermentering i ståltanke er lagret 12 måneder på barriques og så gemt på flaske i kælderen i mange, mange år.

I næsen er vinen mere sød end forventet … næsten som en passito, virkelig moden, sød, krydret, moden, fed og varm med opulent frugt af abrikos, modne æbler og æbletærte, karamel og parfumeret, vildt pirrende og æterisk. Mums.

Selvom der er større sødmeniveau, så er vinen smagsmæssigt flot afstemt med en mørk og krydret syre, men frugten er kandiserede abrikoser, ferskner og modne pærer. Her smager man for alvor, hvordan Turbiana med alder kan noget helt specielt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 22€ … svarende til 164 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2001 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, Italien

2001 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, ItalienSøde Vanessa Arduini syntes også, at vi skulle smage Ca’ Lojeras Lugana Superiore i en ældre årgang 2001, altså med 20 år på bagen.

Igen er der  alene anvendt Turbiana druer fra husets anden høst, hvorefter de presses inden gæringen på 25 hektoliter fade og efterfølgende lagring … først 12 måneder på egefadene og så yderligere 12 måneder efter aftapning på flaske.

I modsætning til 2018’eren, så var egefadene noget nyere, da vinen i sin tid blev lavet. I glasset er vinen da også langt mørkere gul end den nyere udgave, men det kan nok mest tilskrives alderen.

Duften er sådan syltede og hengemte frugter, men fortsat med saft, kraft og en vis friskhed. Den har dog klart nogle varmere og dybere noter, et meget smukt forfald og ædelhed, modenhed og har samtidig en lidt dessertagtig nektarfedme.

I munden har vinen ligeledes moden og kraftig syre, hvor de salte mineraler kommer rigtigt godt frem midt i den tykke frugt, abrikos, ferskner og dåsepærer suppleret med en sød bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 16,30€ i årgang 2018, svarende til 121 kr. Denne årgang 2001 kan nok ikke findes længere.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Ca’ Lojera, Lugana Riserva del Lupo, Lombardiet, Italien

Derefter skulle vi så smage Ca’ Lojeras Riserva og det blev med denne 2017 Lugana Riserva del Lupo.

Turbiana druerne er her høstet noget sent, nemlig i den 3. høst, der sker slutningen af oktober og november, hvor de første af druerne allerede er blevet ramt af botrytis. Vinen er derefter så vinificeres på ståltanke og også lagret på disse i 2 år og derefter 6 måneder på flaske.

I næsen er der på en eller anden måde mere ædelhed, duften er meget intens med svag overmodenhed, fersken, pærer, abrikos og virker endda svag støvet og har derudover en sjov, sød note.

Smagsmæssigt er det en meget elegant Riserva … der er virkelig kraft på smagen på en afbalanceret facon. Det føles i munden lettere olieret, men er måske ikke så god til mad på grund af et lille oxideret element.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, Italien

2018 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, ItalienMed den næste vin, som Vanessa Arduini præsenterede, for os, så blev det straks mere interessant. Det var Ca’ Lojeras 2018 Lugana Superiore.

Til vinen anvendes der alene Turbiana druer fra husets anden høst, hvorefter de presses inden gæringen på 25 hektoliter fade og efterfølgende lagring … først 12 måneder på egefadene og så yderligere 12 måneder efter aftapning på flaske.

I næsen er det en langt mere moden vin, men det er uden at miste friskheden. I forhold til, at det er en fadlagret vin, så har den en fin nerve, en smule lemon og grape og med mere luft i glasset kommer der også lidt vanilje, krop og inderlighed frem.

Vinen har også en dejlig frisk og olieret smag. Det er en lækker vin, lidt småstærk med peber, grønne æbler, pærer, fersken, ananas og samtidig med et lidt saltet, grønt og bittert grapebid. Der er både fylde og intensitet … 5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 16,30€ … svarende til 121 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Ca’ Lojera, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Ca’ Lojera, Lugana, Lombardiet, ItalienSelvfølgelig startede vi vinsmagningen hos Ca’ Lojera med deres basisvin, en 2020 Lugana.

Det er jo igen 100% Turbiana druer, som kommer fra marker i Brescia på vej mod Sirmione og så er vinen alene lavet med både gæring og lagring på rustfrie ståltanke.

I næsen er vinen også meget let og easy-going med en let aroma med pærer og fersklen, melon, grape, en smule abrikos, let sødme, mens syren vel nærmest er medium frisk og slutter med svagt lidt nødder og lette blomster.

Smagen er okay … mest abrikos og virker lidt stærk. Smagen er samtidig godt saltet, selvom jeg faktisk har svært ved at fange ret meget mere og selv det mineralske bid er meget svagt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 11,10€ … svarende til 83 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Houlberg i Lugana … besøg på Ca’ Lojera

#luganalover stod der på brystet af den smukke og søde Vanessa Arduini, som tog imod os ved næste besøg på vingården Ca’ Lojera og var vores vært under besøget og den hyggelige vinsmagning.

Vores muntre, store og sjove Luboš Bárta – der kaldte sig gruppens Barry White – blev omgående ret betaget af den friske unge kvinde og det var der vel ikke noget at sige til, for Vanessa Arduini var både virkelig venlig og en perfekt vært under vort besøg på Ca’ Lojera.

Hun startede med at byde os velkommen, da vi alle mand m/k daffede ud af bussen parate til endnu et vingårdbesøg, som var dagens tredje besøg.

Ca’ Lojera

Vinhuset Ca’ Lojera ligger på adressen località Rovizza di Sirmione nærmest mellem Sirmione og Peschiera med kun 200 meter ned til Gardasøen. Vi er lige præcis på Lombardiet siden … men også kun lige.

Ca’ Lojeraer grundlagt i 1992 af Ambra og Franco Tiraboschi, som købte stedet, der tidligere tilbage i det 14. århundrede havde været anvendt til opbevaring af smuglergods.

Ca’ Lojera betyder da også ulvenes hus på den lokale dialekt og det referer til legenden eller myten om, at smuglerne anvendte ulve til at beskytte deres smuglergods, som de havde placeret forskellige steder ved Gardasøen.

Ved siden af det moderne vineri ligger det gamle palazzo fra det 14. århundrede stadigvæk og holder på de mange hemmeligheder, som ejendommen helt sikkert fortsat rummer. Om Ambra og Franco Tiraboschi fortsat selv bor i den gamle bygning, ved jeg ikke.

Men da Ambra og Franco Tiraboschi i 1992 købte Ca’ Lojera ejendommen, så var det ikke for at producere vin, men reelt blot for at sælge ejendommen videre. Franco havde nemlig i forvejen haft en lang karriere som ejendomsmægler, mens hans hustru Ambra havde ejet og drevet et hotel i Verona.

De vidste intet om vin, men da ejendommen havde en række vinmarker, så besluttede Franko sig alligevel for at lave vin … og blev hurtigt forelsket i livet som vinbonde. De havde egentlig ikke behov for en ny karriere som vinbønder, men blev fanget af vinens verden.

I dag har Ca’ Lojera ikke mindre end 80 hektar vinmarker og et stort og moderne vineri, som bl.a. rummer en stor vinkælder bygget efter de gamle traditioner med hvælvede lofter.

Det er fortsat Ambra og Franco Tiraboschi, som ejer vingården, men de har i dag 4 ansatte, som står for produktionen sammen med deres niece Martha. Derimod deltager parret datter ikke i driften. I starten drev Ambra også et lille restaurant på Ca’ Lojera, men den lukkede i 2019.

Under vor rundvisning på vingården mødte vi da også Franco Tiraboschi, som efterhånden er godt oppe i årene. Han er 84 år, men kører fortsat traktor og skriger højt i vineriet, for han ved godt, hvordan han vil have vinene. Ambra er lidt yngre … kun 73 år.

På Ca’ Lojera laves der i dag 10 forskellige vine, herunder også et par rødvine, men kernen i produktionen er fortsat Lugana vinene, som vi snart skulle smage et par eksempler på. Produktionen ligger årligt på 160.000 flasker vin, hvilket også gør vingården til én af Lugana større vingårde.

Besøget på vingården

Efter den søde modtagelse fra Vanessa Arduini, så startede vi egentlig med selve vinsmagningen … formenligt i det lokale, hvor Ambra tidligere havde drevet restaurant. Der var der dækket op ved et langt bord … og med et udsigt til den gamle bygning.

På den sædvanlige italienske gæstfrie facon, så var der selvfølgelig også disket op med lidt at spise … små haspere. Det var Vanessa, der stod for smagningen og præsenterede vinene, mens der udenfor begyndte at rumstere.

Der skulle nemlig senere på dagen være en lille klassisk koncert næsten lige udenfor og man var allerede så småt ved at flytte rundt og begynde at sætte op til koncerten. Det forstyrrede dog på ingen måder vor smagning, som Vanessa kyndigt tog os igennem. Selve smagningen vender jeg tilbage til om lidt.

For efter smagningen blev der nemlig også lige tid til en hurtig rundtur i vineriet. Der startede vi i den tilhørende vinbutik, men gik derefter i kælderen. Vi fik omgående det indtryk, at Ca’ Lojera er en pæn stor producent.

Undervejs fortalte Vanessa Arduini om vingården, historien og produktionen i dag. Vi sluttede i butikken og fik alle en lille gave i form af en flaske 2017 Lugana Riserva del Lupo, som vi netop næsten lige havde smagt.

Vinsmagningen

Selve vinsmagningen blev rigtig hyggelig … og vi skulle igennem deres nuværende nye vine fra de 3 niveauer, altså klassisk Lugana vin, en Superiore og en Riserva.

Men derudover skulle også også smage et par ældre ting, så smageprogrammet kom derfor til at se sådan her ud:

Der var lidt mere ro over denne smagning end foregående, men det var også dagens næstsidste. Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Tak for Ca’ Lojera og søde Vanessa Arduini for et godt besøg. Vi slutter med lidt flere fotos fra vinkælderen.

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.

Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.

Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.

I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg smager også igen vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi … et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti, denne gang i årgang 2018.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets 2018 Pistus Etna Rosso, som er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

I glasset er vinen herlig lys og næsten rød-lys-transparent, mens duften er lys, let og egentlig meget blid. Den animalske og landlige side, som 2017’eren havde, er her lidt mere afdæmpet og blid, for op af glasset strømmer i stedet masser af lyse frugter som lidt kirsebær, hindbær og jordbær, pænt med blomstersæbe med en let brændt og mineralsk note.

I munden en syrlig, let og saftig bandit … næsten med en lys og bondsk beaujolaisagtig charme, godt med syre og frugtsødme. Den lyse, lette og friske stil er balanceret og meget vedholdende i hele munden. Den smager faktisk ret fabelagtig og smagt blidt havde ingen gættet på det sydlige Italien. Elegantus og imponerende, dermed 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2014 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienNår vi nu er ved små, fine toskanske IGT vine, som jeg har smagt før, så napper vi da bare lige denne lille Alpha 2014 fra den karismatiske, dygtige, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio fra Montepeloso.

Sidst jeg smagte denne Alpha var i årgang 2013 og dengang skrev jeg også lidt om huset.

Ligesom 2013’eren er Alpha i årgang 2014 lavet på 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

Costa Toscana er en relativ ny IGT, der blev oprettet i 2010 og spænder over hele Toscanas formidable kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Duftmæssigt gør denne vin mig i meget godt humør … har næsten nogle bordeauxfile træk med flot dyb næse, fyldt med lidt blommer, kirsebær, tranebær, tørt træ, ædeltræ og som 2013’eren lidt woody og våd læder aroma suppleret med skovbund,  røg, sur tobak og jod.

Smagen er ret tør og får backup af et orkester af stramme, seje og stærke tanniner, som tørrer mundhulen totalt ud. Der er præcis, ren og frisk frugt, klart kirsebærdrevet med en vis modenhed, en bitter mørk chokolade, sort te, kamfer, stjerneanis, nelliker og en streng italiensk syre.

Derudover får du samme råd med som tidligere … giv den rigeligt med luft, for når den lige er ude af glasser, så er den et bæst. Med luft bliver bæstet mere tæmmet … en fabelagtig vin … rustik bevares, men med masser af lækker karakter.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSvoltacarrozzes Toscana Rosso IGT er en satans lille bandit, som er skæv, underlig, mærkelig og alligevel helt fantastisk. Det er ikke en vin for alle, men jeg er sgu vild med vinen, som jeg nu atter smager, men her i en årgang 2011.

Der er samtidig noget charmerende og magisk ved, at Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker kun laver én vin og det er altså denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Jeg har tidligere smagt vinen både i årgang 2009 og 2010 … er bare BIG TIME fan af Sebastiana Meoni.

Toscana Rosso IGT er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I forhold til både 2009’eren og 2010’eren er 2011’eren lidt mindre funky i næsen. Det er dog atter en landlig og animalsk vin med både en smule surkål, bio bio prut og behåret pels, men med moden frugt af både kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne samt lidt kogte rabarber og blomstersæbe.

Den modne frugt skriger virker toskansk Sangiovese, men har også lidt samme feeling som 2010’eren med syrlige drops, brunkul og lidt Jura-gener. I 2011’eren her er tingene en smule forsigtigere, men hvor dufter det kantet, svedigt og lækkert.

Hvor smager Svoltacarrozze Toscana Rosso 2011 dog godt … lidt juicy, let og elegant. Igen vil nogle nok finde den lidt for tyng, men jeg elsker denne lette, burgundiske og feminin side. Der er fine og tørre tanniner, et krisp bid, spændstighed og igen masser af mellemrøde bær, hindbær, jordbær, rabarber og ribs. Igen forbløffes jeg over 2 ting, nemlig at vinen er 10 år gammel og over prisen.

Denne lille frække charmetrold eret sandt røverkøb. Jeg er igen umådelig fascineret af Svoltacarrozzes  Toscana Rosso, som får igen i årgang 2011 får 6 glade kys og knus.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7