Så blev det omsider tid til … Rouges de Bourgogne, nemlig de røde burgundiske vine på Pinot Noir og vi startede med 2 x 2016’eren, hvor den første blev denne Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit.
Den er – som navnet fortæller – lavet på gamle vinstokke … i dette tilfælde 70 år gamle vinstokke fra marker på østsiden af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Der er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter.
Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbord inden vinificering. Vinen er lagret 18 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye.
I næsen er der ribs, rabarber, kirsebær, grønne blade og grene, nelliker, våde fade, kanel og peber. Duften er sgu meget indbydende og lukker mere og mere op med luft i glasset.
Smagsmæssigt er frugten slet ikke så let, som forventet, men mere ovre i kirsebær og brombær. Bærerne er klart en tand mørkere og derudover byder vinen i smagen på en grøn, bitter burgundisk nerve, som måske er en kende rustik.
Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 299 kr.