Slam … næste vin blev en naturvin på Syrah. Vi er nu hos vinhuset Clandestine Vineyards, der ligger i Perth og det er med deres 2021 Break Free Enfant de Lune Syrah.
Clandestine Vineyards er grundlagt i 2015 af Nick Stacy, som driver vinhuset sammen med sin hustru Trudy.
Nick har været vild med vin siden han var 16 år og startede allerede som 23-årig en stor vindistributionsvirksomhed i Perth. Der oparbejdede han en stor portefølje af nogle af de bedste australske og internationale vinproducenter, men solgt i 2003 så virksomheden til den store franske LVMH koncern.
Derefter sluttede Nick sig til West Cape Howe Wines som salgschef og oprettede senere i 2007 sit eget vinhus Vinaceous Wines. hvor han dels var visionær partner og administrerende direktør.
Men i 2020 solgte han igen Vinaceous Wines og har siden satset 100% på Clandestine Vineyards, som Nick skabte i 2015. Med en placering midt i Perth by betyder det også, at vinhuset ikke selv ejer vinmarker, men køber deres druer fra forskellige vinavlere.
Det er fra avlere i både Margaret River og Mount Barker i det vestlige Australien, Adelaide Hills og McLaren Vale i South Australia, samt King Valley i Victoria.
På Clandestine Vineyards laver Nick vine med inspiration fra især Frankrig, for Nick elsker vine fra områder som Chablis samt fra det nordlige Rhône. Alle vinene er veganske og produceret med et minimum af sulfitter og konserveringsmidler.
Break Free er en af serierne på Clandestine Vineyards og her er det naturvine, der laves uden indgriben på ren Lo-Fi facon. Denne skulle efter sigende være tilført en smule Viognier på helt samme måde som i Nordrhône … og her staves Syrah også som i Frankrig.
Syrah druerne er alle høstet fra marker ved Frankland River i måneskin og har gæret 10 dage sammen med drueskallerne fra nogle Viognier druerne. Gæringstid eller lagring kan jeg ikke se noget om, men den er aftappet uden fining eller filtrering med minimalt svovl … minimal indgriben lavet som naturvin.
I glasset er der nu godt med farve, men duften virker umiddelbart meget blød. Der er noget blæk, kul, tørv. røget kød, en ganske lille snert eukalyptus, brombær, blommer og syltet lemon, virker som Saint-Joseph med et solvarmt smil, men har ikke samme hårde og stenede kerne, men dufter sgu godt og let animalsk.
Smagsmæssigt er vinen utrolig blød, cremet og meget behagelig, hvor der kommer noget peber suppleret med en vis frugtsødme og er ellers pænt saftig, læskende og alligevel med dybde og kraft. Det smager sgu godt … solblød og kølig vamset. 94 point.
Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 175 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7