Forleden var jeg til en smagning af vine fra Vestaustralien … som er et cool climate område og vi startede med denne 2022 Porogurup Riesling fra vinhuset West Cape Howe Wines.
Vinhuset ligger ved marken Langton Vineyard i Mount Barker og er grundlagt i 1997 og ejes af 4 vestlige australske familier og den ene partner Gavin Berry har også været ansvarlig vinmager siden 2004, men arbejdet i vinhuset endnu længere.
Det er et pænt stort vinhus, der samlet har 310 hektar vinmarker, hvor de 100 hektar udgør Langton Vineyard i Mount Barker samt 210 hektar på Russell Road Vineyard ved Frankland River, men derudover købes også druer fra kontraktdyrkere.
Gavin Berry er et meget anerkendt og respekteret navn i Australien og har formået at få denne West Cape til at blive en 5 stjernet vingård på kun 3 år.
Vinene fra West Cape Howe Wines får top ratings og er yderst anerkendte vine. I 2016 blev vingården kåret til bedste “Best Value Winery” i Australien af James Halliday. Den største hæder en vingård kan opnå i Australien.
Denne Porongurups Riesling 2022 er lavet med Riesling druer fra Porongurup regionen, men jeg har ikke så mange oplysninger om selve produktionen, som vistnok skulle være sket i ståltanke, hvor den også er lagret.
I næsen har vinen en god kombination af både petroleum og blød tropisk frugt suppleret med lidt linolie. Frugten er fersken, pærer og grønne æbler og nogle grønne noter.
Det er smagsmæssigt en frisk og tør vin med en levende og stringent syre, godt med bitter lemon, grape, citroner og grønne æbler. Det er pænt tørt og syrligt, men syren bliver aldrig helt vild, for vinen er sgu egentlig ganske omgængelig, Den har en fin, let og kalket mineralitet. 92 point.
Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 189 kr.