Tag-arkiv: Italien

2000 Feudi di San Gregorio, Serpico, Campanien, Italien

Serpico er – udover den berømte film fra 1973 om den bundærlige politibetjent Frank Serpico, mesterligt spillet af Al Pacino – også topvinen hos Feudi di San Gregorio, et af de førende og mest berømte vinhuse i Campanien.

Den havde Jan sammen med naturvinen Micke Pinot Noir taget med til en lille sommeraften på terrassen, hvor jeg havde fortryllet lidt lidt charcutteri, en pizza bianco med kartofler og ansjoser samt lidt rørt tatar med rodfrugtchips og fundet lidt hvidvin og foregående Barolo fra Altare, Det er da opskrift på en god aften.

Feudi di San Gregorio blev grundlagt i 1986 i efterveerne fra et af de værste jordskælv, som har ramt Italien i nyere tid. I november 1980 ramte jordskælvet Campanien og dræbte knap 3.000 mennesker og gjorde 300.000 hjemløse.

Villaer og gårde blev ødelagt omkring jordskælvets epicenter, hvilket var ved provinsen Avellino, som også kendes om Irpinia. Det fik mange lokale til at forlade området og bosætte sig andre steder, mens andre holdt stand og genopbyggede.

For Enzo Ercolino – som kom fra Avellino, men tidligere havde bosat sig i Rom, blev det også den begivenhed, som ændrede hans kurs. I 1986 flyttede han tilbage til området sammen med hans to brødre Mario og Luciano, hans hustru Mirella Capaldo samt hendes broder Pellegrino og grundlagde Feudi di San Gregorio.

På grund af det ødelæggende jordskælv, så var der godt med muligheder for økonomisk støtte og gode finansieringsmuligheder for at igangsætte ny virksomheder i området.

Det lykkedes Enzo og Mirella at rejse 4 millioner euro på en stærk forretningsplan og så blev der investeret i en topmoderne vingård – som I også kan se på billedet ovenfor – ved Sorbo Serpico i Avellino provinsen samt tilhørende 30 hektar vinmarker. Og så var de pludselig i gang.

Vingården kaldte de Feudi di San Gregorio efter Pave Gregorius den første, da vinene fra Campania nød stor anseelse under hans pavedømme for over 1.000 år siden. Og deres første slogan var også Spirituale Vinum.

I dag har vinhuset omkring 300 hektar vinmarker og laver årligt 3 millioner flasker vin. Deres bedste marker er Vigneto dal Re, Piano di Montevergine, Cutizzi, Pietracalda og Serrocielo. Husets marker ligger alle i Irpinia området, som i dag regnes for den bedste del af Campania.

Feudi di San Gregorios marker er overvejende beplantet med de lokale druer såsom de blå Aglianico, Piedirosso og Sirica samt de grønne Greco, Fiano, Falanghina og Coda di Volpe.

De er druesorter, som besidder et kolossalt kvalitetspotentiale – et potentiale, som Feudi di San Gregorio mere end nogen andre har forstået at forløse. Og det har flere vinkritikere også fået øjnene op for.

Luca Maroni regner huset for at være Italiens allerbedste, og har ved flere lejligheder tildelt Feudi di San Gregorios vine 99 point – den højest mulige rating.

Vingården har også fået de eftertragtede og svært opnåelige 3 glas i Gambero Rosso ikke færre end 22 gange, hvilket gør Feudi til en 2-stjernet Gambero Rosso producent.

I dag er det Pellegrinos søn Antonio Capaldo, som driver vinhuset og fortsætter det arbejde som hans onkel og tante startede i 1986.  Det er i dag et stort foretagende, som udover produktionen af de omkring 3 millioner flasker vin årligt, også omfatter driften af restauranten Marennà samt ikonbutikker i flere italienske lufthavne.

Denne Serpico et en af husets absolutte topvine, og den er lavet på 100% Aglianico. Vinstokkene er præphylloxera, dvs. plantet før vinlusens hærgen i Italien for mere end et århundrede siden. Den ekstremt høje alder betyder, at høstudbyttet bliver helt mikroskopisk.

Kan ikke se noget om produktion, fx maceration eller andet, men vinen er lagret 18 måneder på franske egefade samt 8 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er kanten svag orange … men vinen har jo også 17 år på bagen. Næsen byder på godt med frugt, brombær, modne blommer, herlig animalsk landlighed, svag og sød krudt, tjære, lakrids, chokolade, godt med kraft og power. Ingen tegn på alder her.

I munden er vinen ligeledes ganske levende og alderen trykker på ingen måde. Vinen er kraftig, fyldig med krydret tørhed, peber og masser af tanniner. De er virkelig tørre og sætter sig på tænderne og gummerne, hvor de udtørrer alt. Det er ikke et tannin monster, men har virkelig godt med tannin og levende syre.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske (nyere årgange) koster 444,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7

2009 Elio Altare, Barolo, Piemonte, Italien

Lidt Barolo fra den gode hylde … nemlig en flaske 2009 fra den gode og eftertragtede Elio Altare … én af dem, der startede den modernistiske bølge i Piemonte, og dermed en af de første, der afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til sine Baroloer.

Historien om Elio Altare startede i 1976, hvor Elio havde besøgt Bourgogne og var blevet inspireret til selv at lave vin på familiens vingård i La Morra. Gården Cascina Nuova havde Elios bedstefar Giuseppe Altare købt i 1948, da familien flyttede til området fra byen Dogliani.

Men familien solgte blot druerne fra de tilhørende marker til kooperativer og andre opkøbere og det fortsatte, da Elios far Giovanni Altare overtog gården. Derfor var faderen heller ikke meget for idéen om selv at skulle producere vine.

Ja faktisk syntes Giovani slet ikke om Elios idéer … først begyndte Elio at foretage grøn høst og forholdet mellem far og søn gik helt galt i 1978, da Elio med en motorsav skar de gamle store træfade – de såkaldte botti – i stykker for at lave plads til de mindre barriques.

Det fik den konsekvens, at hans far smed ham på porten og gjorde ham arveløs. Elio fortsatte dog med at arbejde med vin … og efter faderens død i 1985 arvede søsteren – der ellers ikke var videre vininteresseret – familieejendommen Cascina Nuova og vinmarkerne.

Elio tog et banklån for at købe Cascina Nuova af søsteren og nu kunne Elio for alvor udfolde sine ideer. Og siden har Elio Altare produceret stor vin på vingården, og selvfølgelig benyttet sig af korte macerationstider og en vis anvendelse af barriques.

Det vigtigste udgangspunkt for produktion af fremragende vine er dog Altares vinmarker og hans kompromisløse holdning til høstudbyttet. Af de 9 hektar Altare har til sin rådighed, ejer han selv de 5 hektar, mens resten er på lejebasis. Høstudbyttet ligger meget beskedent på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Siden 2000 har Elios ældste datter Silvia også deltaget i driften, selvfølgelig også med hjælp fra hustruen Lucia. Den yngste datter Elena arbejder imidlertid i Tyskland.

Elio laver 13 forskellige vine, herunder flere Barolo’er og denne er blot hans almindelige Barolo. Druerne kommer fra forskellige marker ved både La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og Barolo. Vinstokkene er mellem 20 og 30 år gamle.

Vinen er lavet med kort maceration i 4-5 dage og derefter lagret i franske barriques i 24 måneder. Der produceres årligt omkring 10.000 flasker af denne vin.

I næsen er det en tæt og lidt mørk Barolo … der er syrlig mødding, men er ellers virkelig imødekommende med frisk, syrlig frugt, violer, ribs, tranebær, blåbær, en omgang svag babybræk, nybagt brød, en blomstereng, jord, let kanel. Syrlig, kompleks og animalsk.

Smagen er i balance, fabelagtig, total zen og samtidig virkelig, virkelig tør. Tanninerne viser tænder, brøler og snerper, men uden det bliver for træls … for nu at sige det på jysk. Det er stram og jernholdig frugt, umoden frugt, ribs og umodne kirsebær samt lidt tobak. God balance i moderne stil.

Forhandles flere steder, bl.a. Uhrskov Vine, hvor en nyere årgang 2012 koster 529 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Sidste Bocale Sagrantino di Montefalco blev 2010’eren, som også klart var den bedste af de 3 årgange, men formentlig alene pga. den ekstra alder, som klædeligt har modnet vinen.

Nu dufter vinen også meget moden … nærmest overmoden med gamle blommer, men fortsat med power, tæthed, jord, læder, peber, vanilje, chokolade og samtidig godt med syre. Det hele er fortsat tæt og tørt. Dufter sgu godt.

Smagen er nu også mere i balance og tanninerne endnu mere integrerede, selvom du fortsat mærker Sagrantino druernes markant tanninindhold. Det er blødt, fedt og fyldigt med lakrids og modne blommer. Bedste Bocale vin so far … men også sidste i rækken.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 180 kr.

Rating 5/7  

2011 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2011’eren af Azienda Agricola Bocales Sagrantino di Montefalco var næste vin i glasset. Vi bevægede os hurtigt frem og jeg havde travlt med at få alle smagsnoterne skrevet ned.

Heldigvis snakkede den godmodige Ennio Valentini godt og fortalte om familien samt vinhuset. Så fik jeg tiltrængte pusterum mellem de enkelte glas,

2011’eren er i næsen lidt mere moden end 2012’eren, og den er heller ikke så parfumeret. Der er blæk, tyk tæthed, power, læder, blommer, brombær, tørhed, jord og krydrede elementer.

Tanninerne er nu også mere integrerede og der er fortsat godt med frugt, jern og italiensk syre. Smagen er moden med blommer, mørk og blød.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Så gik vi over til 3 x Montefalco Sagrantino DOCG vine i streg fra Azienda Agricola Bocale di Valentini og den første blev denne årgang 2012.

Druerne til husets topvin høstet ved håndkraft i den første uge i oktober. Vinen laves med maceration i 25 dage og fermentering i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagrer på egefade i 18 måneder. Ingen klarering, stabilisering eller filtrering og efter flaskning lagrer vinen yderligere en periode, således appellationens regler om samlet lagring i 37 måneder overholdes.

Duftmæssigt er her godt med landlig power og er samtidig godt parfumeret med sæbe, mentol og eukalyptus. Det er tørt med mørke bær, solbær, brombær, blommer samt ribs, vanilje, læder, peber og en smule krydderier.

I munden er vinen blød og mørk. Tanninerne er – som altid med ung Sagrantino – som en jernhård næve i mellemgulvet, men vinen bliver ikke overtør og utilgængelig. En ganske okay Sagrantino, der stadig er for ung … en teenager.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Sidste Montefalco Rosso hos Bocale blev årgang 2013, som i mine øjne også var langt den bedste af de tre årgange.

Selvom 2013 måske ikke var det bedste år i området, så afslører denne Rosso en mere givende og animalsk side end de to foregående vine. I næsen er det kirsebær, som dominerer frugten. Derudover er der let sødme, violer, lidt læder, blomster, vanilje, peber samt klare, syrlige balsamiske noter. Dufter samtidig ganske frisk, ung og skarp, men på en virkelig god måde.

I munden er vinen federe, mere blød og rund end duften egentlig indikerer. Vinen er – med en blidt syre – egentlig ganske tilgængelig og lidt sødme, fylde og tæt kraft bidrager til, at vinen virkelig er saftig, præcis og easygoing.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med næste Montefalco Rosso fra Azienda Agricola Bocale tog vi et massivt skridt 4 år frem i tiden, nemlig med vinen i årgang 2012.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2008’eren, dvs. med samme druesammensætning og vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Og nu kommer der mere af de klassiske Montefalco Rosso elementer frem, da næsen byder dig på lidt tæt og mere pakket frugt, kirsebær, blommer, violer, lidt peber og blomster. Virker måske en anelse lukket i udtrykket.

I munden er det også kirsebær, fin balsamisk syre, sødme, fylde og krydrede elementer. Smagen er sådan meget straight forward og en ganske habil Montefalco Rosso. Den anbefales til lidt tagliatelle med sorte trøfler. Det tror jeg på.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

2008 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Med Azienda Agricola Bocale di Valentinis Montefalco Rosso DOC startede vi bagfra med at smage vinen i årgang 2008, mens vi sjovt nok med deres Montefalco Sagrantino DOCG startede med nyeste årgang først. Det giver faktisk god mening, idet Rosso’en er bedst ung og Sagrantino’en bliver bedre og bedre med alderen.

Nå, men denne Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 10% Merlot og 5% Colorino, som alle høstes sidst i september eller start oktober.  Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering. Maceration er ikke oplyst. Lagret 7-8 måneder på barriques og derefter 6 måneder i flaske.

Duftmæssigt fornemmes der med det samme godt med alder i vinen, godt med overmodne blommer og moden frugt. Bocale skriver selv, at vinen under optimale forhold kan gemmes 5-6 år, så denne ligger formentlig også tæt på grænsen, for aromaerne virker tydeligt påvirket af alderen. Der er ingen typisk Italiensk syre i duften.

Men det er der heldigvis i smagen, hvor vinen bestemt er i live med italiensk syre samt modne og runde smagsindtryk. Det er overmodne blommer og syre i kombo. Der er let krydrede elementer og egentlig god balance i vinen, men alderen trykker en smule.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4/7 

2015 Bocale, Trebbiano Spoletino Umbria IGT, Umbrien, Italien

Denne Trebbiano Spoletino Umbria IGT er en ny vin hos Bocale … husets første hvidvin og første vin i det lille, hurtige smageprogram.

Det blev en stående smagning ved et glasbord midt i husets lille smagelokale. Det passede de andre vinjournalister fint, selvom jeg gerne havde brugt mere tid på stedet.

Nå, men vinen er lavet i 4.800 eksemplarer, lavet på rustfrie ståltanke og lagret på disse i 6 måneder. Ellers har jeg ingen yderligere oplysninger om vinen eller produktionen.

Næsen er både æbler, fersken, lidt citrus og jeg får igen disse Riesling noter, som jeg tidligere har oplevet med Spoletino druen. Denne vin virker derudover til at ha’ god fylde og er lidt fed samt smøret i duften.

I munden bekræftes fedmen, for vinen er meget blød, cremet og rund med en pæn portion sødme. Den mangler måske noget af det skarpe og præcise, som jeg fandt hos både Le Cimate og specielt Perticaia. Men ellers en lækker vin.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 99 kr.

Rating 4,5/7 

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr.