Tag-arkiv: 4½

2011 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva, Toscana, Italien

Med næste vin er vi igen, igen hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano.

Denne Nipozzano Vecchie Viti kommer netop fra sidstnævnte vinslot, og er en ny vin i deres program, men lavet med druer fra en lille parcel af specielt gamle vinstokke.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Castello di Nipozzano er Marchesi de Frescobaldi mest berømte og historiske ejendom. Placeret forsvarsmæssigt godt på toppen af en klippe med udsigt over dalene og ved floden Arno, ligger slottet Nipozzano … ca. 10 kilometer øst for Firenze og omgivet af slottets vinmarker, der har æren for den store berømmelse i dag.

Slottet stammer tilbage fra år 1000, og navnet Nipozzano betyder “uden en brønd”. Det fortæller om områdets generelle mangel på vand og vandets betydning for dyrkning af vindruer. Der ligger dokumentation for, at vinene fra Nipozzano allerede var berømte i renæssancen, og at store kunstnere som Donatello og Michelozzo Michelozzi regelmæssigt har købt vin fra godset.

Slottet kom i familiens eje i 1855, da Marchese Vittorio degli Albizi kom hjem til sit fødested efter en tur i Bourgogne. Marchesen var i familie med de nuværende ejere og var ekspert i vindyrkning. Han introducerede druerne Cabernet Sauvignon, Malbec, Syrah og Pinot Noir til Nipozzano, og de dyrkes alle den dag i dag. Specielt Cabernet Sauvignon og til en vis grad Pinot Noir har nydt godt af mere end et hundrede års akklimatisering og kulturelle traditioner. De danner, sammen med Sangiovese, grundstammen til de store toscanske vine, og udtrykker stadig personligheden i vinene fra ejendommen.

Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva er selvfølgelig også Sangiovese, helt præcist 90%, mens resten består af henholdsvis Malvasia Nera, Colorino og Canaiolo. Vinstokkenes høje alder betyder, dels at man får et mindre udbytte, men med mere smagskoncentrerede, dels at stokkene grundet deres vidtforgrenede rodsystem har konstant adgang til væde, hvilket giver en hurtigere og mere optimal modning af druerne.

Lavet med 20 dages maceration med pumping over to gange dagligt. Derefter gæres vinen ud på cementtanke med efterfølgende 24 måneders lagring på egetræsfade efterfulgt af lagring på flaske i yderligere 2 måneder. Som nævnt er vinen ny, og årgang 2011 derfor første år.

I næsen er der ingen tvivl om vinens italienske ophav … klart italiensk stramhed med balsamiske toner, syrlig bær, blæk, lidt engelsk lakrids, grønne blade, blomster, nødder og krydderier. Smagen er frisk, dejlig frugtrig og helt efter bogen godt med syre og tørhed. Der er også lidt kølighed og mineralitet, som gør oplevelsen mere kompleks. Sammenlagt en rigtig skøn Chianti.

Købt hos Vinspecialisten, pris 225 kr.

Rating 4,5/7 

2010 E. Guigal, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Næste vin var en rød, men fortsat fra Guigal, nemlig deres almindelige Côtes du Rhône … et vin, som huset laver ret mange flasker af. Hvor produktionen af Condrieu ligger på imponerende 100.000 flasker om året – som vel og mærke er et lille, eksklusivt område – ja så laver Guigal ikke mindre end 3.500.000 flasker årligt af denne Côtes du Rhône.

Maison E. Guigal har i dag deres hovedkontor i et historisk hus, nemlig det berømte Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som en fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet. Château ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden.

Guigals kontorer og kældre ligger dog fortsat i den gamle lille landsby Ampuis.

Nå, men tilbage til denne Côtes du Rhône, som i denne årgang 2010 er lavet på 49% Syrah, 48% Grenache og 3% Mourvèdre. Druerne kommer fra stokke med en alder på 35 år, hvilket er ganske imponerende. Selvom 35 årig stokke hos de fleste vinhuse ville blive kaldt gamle vinstokke, så er dette nu ikke tilfældet hos Guigal.

Man kan ikke undgå at blive imponeret …. 3,5 mio. flasker hvert år fra stokke på 35 år … det siger selvfølgelig også noget om kvalitet og størrelsen af vinhuset Giugal.

Vinen er lavet med lang maceration … antal dage er ikke anført, men herefter lagrer vinen 1½ år i gamle, store foudres af eg. Parker har givet vinen her 89 point i årgang 2010.

Duften er præget af mørke bær, mørk kælder, skovbund … meget rustik og animalsk … skønt. Der er violer, mælksyrer, ymer og virker rank i udtrykket. Jeg finder heller ikke de typisk provencekrydderier, som ellers ofte kendetegner Rhône vine. Smagen er også til “the dark side” … den mørke side, ganske typisk Nordrhône, dejlig tør,  har godt med tanniner, kølig og mørk, men med en vis rundhed også. Hmmm, man kommer helt til at glæde sig til den mørke tid.

Forhandles af Bichel Vine, pris 99,75 kr.

Rating 4,5/7  

2009 L. A. Cetto, Nebbiolo Private Reservè, Baja California, Mexico

Her var én af vinene, som var – om ikke umulig – så i hvert fald meget svær at gætte, nemlig noget så eksotisk som en Nebbiolo Private Reservè fra et vinhus i Mexico, nemlig huset L. A. Cetto. Det stiftede jeg bekendtskab med for nogle måneder siden, da jeg servede deres 2010 Chardonnay Private Reservè for et par gæster på terrassen.

Som jeg også skrev tidligere, så er Mexico er nok et nyt vinland for de fleste danskere, men de er ikke nybegyndere eller helt så ubetydeligt et vinland, som man umiddelbart kunne tro.

Spanierne ankom i 1500 tallet og ville naturligvis ikke undvære vin, så de medbragte selv vinplanter og begyndte at dyrke vin i Mexico. Missionærerne spredte således traditionen om vindyrkning fra by til by – helt til det nordlige Californien, Napa og Sonoma, der i dag er rygraden i den nordamerikanske vinproduktion.

Og omkring 90% af Mexicos vine stammer fra Baja California, en 1.300 km lang mexikansk halvø, der udgår fra syd for San Diego. Den 1.300 km lange stillehavskyst i Baja California giver vinmarkerne kølighed og en luftfugtighed, der ofte skaber en udbredt betagende morgentåge.

Hovedparten af landets vinproduktion er domineret af få vinhuse, hvor nogle har eksisteret i årtier, mens en del nye vinproducenter dukkede op i 80’erne og 90’erne.

Vinhuset L. A. Cetto er også beliggende i Baja Californien, nemlig i Valle de Guadalupe. Huset er grundlagt i 1926 af den italienske immigrant Don Angelo Cetto, men det var først efter sønnen Don Luis Augustin Cetto – som vinhuset også er opkaldt efter – overtog driften, at der virkelig kom gang i salget, og i 1975 etablerede han L.A Cetto Winery … eller Vinos L. A. Cetto, som det rettelig hedder.

Nu er det 3. generation, Luis Alberto Cetto, der driver det prestigefyldte vinhus, som i dag har status som Mexicos i særklasse bedste producent.

Denne Nebbiolo Private Reservè har ligget på franske fade i 14 måneder, og lagret 2 år på flaske før vinen bliver frigivet til salg.

Og næsen kan godt mærke, at det er en vin, som har fået sol, for der er varme, solbær, blommer, lakrids … og Nebbiolo havde jeg aldrig gættet på. I glasset mangler Nebbiolo’en sarte, fine og lyse farve, og duften er præget af langt mere varme end i Piemonte. Men lad os smage vinen. I munden er vinen først blød og rund med lakrids … men står sætter der en stor, stor tørhed ind med masser af tanniner … ihhh hvor er den tør, men har faktisk fortsat en god helhed … hatten af for så godt et resultat af Nebbiolo i Mexico. Meget bedre end deres Chardonnay.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos Vin & Vin, pris 139 kr. ved 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2011 Paco Del Vicario, Penta, Castilla La Mancha, Spanien

Så blev det Pauls tur, og han havde medbragt vinen Penta fra Bodega Pago del Vicario, som ligger 9 kilomter fra Ciudad Real, tæt ved Guadiana-floden og nationalparken Parque Nacional de Cabañeros i det sydlige Spanien … i området Castilla La Mancha.

Beliggenheden tæt ved floden frembringer et særligt klima som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området. Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – særdeles gunstige betingelser for modningen af druerne.

Vingården har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste i Tierra de Castilla men også en del i Bierzo.Vinmarkerne ligger i godt 600 meters højde. Jordbundsforholdene er meget forskelligartede, spændende fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale. Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er vinmarkerne inddelt i mange mindre separate dele.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, som blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er Susana López Mendiondo, som er oplært hos Peter Sisseck. Hun har dog fået hjælp af den australske Richard Smart, én af de mange “flyvende vinmagere”. Han har også været stærkt involveret med bistand til udvælgelse og sammensætning af Paco del Vicarios vinmarker i relation til de anvendte druesorter.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Denne vin med det græsk inspirerede navn Penta – hvilket betyder fem – er også lavet på 5 druesorter, nemlig sorterne Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Tempranillo og Syrah. Den har såmænd også lagret i 5 måneder på franske fade.

I næsen har jeg noget solbær, brombær, chokolade og en smule krydderier. Lidt landlig og rustik i udtrykket. Smagen er varm, fyldig og tør … godt med tanniner. Også grøn og kantet i munden, har god syrlighed, som passede fantastisk til de braiserede svinekæber, som vinen blev nydt til. Derudover mynte, røde bær og generelt meget frugtrig og varm vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles bl.a. hos World Of Wine, pris 94 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling, Washington State, USA

Forretten ved vinaftenen lørdag hos Steffen blev akkompagneret af en Riesling fra én af mine yndlings-vinmagere, den unike og specielle Charles Smith fra Walla Walla Valley i Washington State. Sindsyg fyr, men han laver nogle ret spændende vine, og denne Kung Fu Girl Riesling er én af dem.

Charles Smith har tidligere været manager fra et af mine gamle yndlingsbands, nemlig Psyched Up Janis med Sune Wagner i forgrunden. Han har også skrevet for musikbladet Rolling Stone … og nu har han slået sig på vinproduktioin i Washington State. Hvis du ikke har smagt hans vine, så er det absolut et must.

Flotte vine og de mest underlige navne på vinene og fantastiske etiketter. Fandt i øvrigt denne artikel om Charles Smith … ørkenens boheme.

Charles laver vine i eget navn, under navnet House Wine, The Magnificent Wine Company og K. Vintners. Jeg har drukket en del vine fra Charles Smith, bl.a. House Wine, Boom Boom Syrah, Milbrandt, Eve, Chateau Smith, The Velvet Devil m.fl., og det er kun en brøkdel, da han laver rigtigt mange forskellige vine … efter humør og årgang.

Her er man heller ikke bange for at blande vine. Parker har også tidligere smidt en del høje point til vinene fra Charles Smith, bl.a. flere gange 98 og 99 point til hans Royal City, mens Wine Spectator har været oppe at give 100 point i årgang 2006.

Tjek også hans hjemmeside; www.charlessmithwines.com eller www.kvintners.com

Nå, men lidt om denne Riesling fra Charles Smith, lavet på 100% Riesling fra marken Evergreen Vineyard ved Ancient Lakes. Her i denne årgang 2013 har vinen fået 90 Parker point. Det er selvfølgelig ikke tysk Riesling, men altså ganske godt lavet.

Jeg har tidligere drukket den i årgang 2010 … men her har vi den i en nyere udgave, årgang 2013 … som overordnet føles knap så sød som 2010’eren og mere klar og præcis i udtrykket. I næsen fanger jeg hyld, abrikos, grønne æbler, svag petroleum … mens smagen er frisk med lethed, god syre/sødme balance, tørhed, våde sten eller mineralitet … måske lidt flad i udtrykket, hvis jeg skal komme med en enkelte anke, og det gør at vinen mangler den sidste dybde.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel og Smalle Vine, hvor prisen er 129 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Marchesi di Barolo, Barolo Coste di Rose, Piemonte, Italien

Næste Barolo fra Marchesi di Barolo blev enkeltmarksvinen Barolo Coste di Rose … naturligvis fra marken Coste di Rose, som nok er én af de mere ukendte “Grand Cru” marker i Barolo, selvom marken faktisk ligger lige op til den berømte Bussia vinmark i Monforte d’Alba området.

De store marker i Piemonte findes omkring 5 byer, nemlig Barolo, Castiglione Falletto, La Morra, Monforte d’Alba og Serralunga d’Alba. I Barolo betragtes Cannubi og Sarmassa som de allerbedste marker sammen med Brunate, som også rækker ind i La Morra. I La Morra er det derudover Cerequio og Rocche, som betragtes som de bedste marker.

I Castiglione Falletto betragtes markerne Monprivato og Villero som de bedste marker, mens det i Serralunga d’Alba er markerne Lazzarito og Vigna Rionda, som hører til de allerbedste. I Monforte d’Alba er det Bussia, Ginestra og Santo Stefano di Perno, som hører til de mest anerkendte vinmarker.

Der findes ingen Grand Cru betegnelse, så denne sortering af de bedste vinmarker er sket af vinmageren Renato Ratti, som har gennemført en omfattende undersøgelse af jordtyper, geografi og producere vine fra hele området. Derefter har han kortlagt de enkelte parceller baseret på deres kvalitet og potentiale, og dette kort fra Ratti anvendes i dag af både producenter og negociantfirmaer i dag.

Og på dette kort hører Coste di Rose således ikke til blandt de bedste … selvom vinen faktisk koster næsten det samme som søstervinene fra de mere kendte marker Cannubi og Sarmassa.

Coste di Rose består, dels af en skråning med østlig eksponering, dels af et mere fladt opland til skråningen. Jordbunden på selve skråningen består primært af sand og kalksten samt meget små lerpartikler, hvilket giver en nærmest perfekt dræning, da kalkstenen og de små lerpartikler holder på tilstrækkeligt med vand til, at vinstokken kan modne druerne selv i tørkeperioder samtidig med, at den sandede jordbund dræner evt. overskudsvand væk.

Den perfekte jordbund og den østlige eksponering giver midterstykket af skråningen nærmest perfekte vækst og modningsvilkår, og det er netop på dette stykke, at Marchesi de Barolo har deres parcel.

Under gæringen ligger mosten med skindkontakt i 10 dage, imens der foretages pumping overs. Når den alkoholiske gæring er overstået, lægges vinen på betontanke, hvor den lagrer i to måneder ved 28 grader, mens den gennemfører sin malolaktiske gæring.

Vinen deles efterfølgende i to, hvor den ene halvdel lagrer på store 30 og 36 hektoliter, slovenske foudres og den anden på let ristede 225 liters franske barriques. Begge partier lagrer i to år, inden de stikkes sammen igen og tappes på flaske for at lagre yderligere et år, inden frigivelse til salg.

Alvise Lunardi 2
Alvise Lunardi fortæller om de store Barolo vine

Og så til indtrykket af vinen. Af aftenens 4 Barolo’er er Barolo Coste di Rose nok den mest feminine vin, og vinen med mest syre. Karaktermæssig ligger den mest op af Barbaresco’en, og dermed også den af Barolo’erne, som jeg nok syntes mindst om, men det er selvfølgelig en smagssag.

I næsen er der våde sten, bitre kirsebær, balsamico, blomster og grønne blade … men ellers er den faktisk en smule neutral i næsen. Har endnu større tørhed i smagen end den forrige Barolo del Comune di Barolo og herudover blæk, grønne blade … faktisk masser af grønne noter, godt med tanniner og voldsom lang eftersmag. Vinen er let, elegant og vedholdende … virkelig meget frugt og syre i eftersmagen.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 425 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Pico Maccario, Lavignone Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

I en lille by kaldet Mombaruzzo omkring 10 kilometer sydøst for Asti i det dejlige Piemonte finder vi det lille vinhus Pico Maccario, som står bag weekendens vin, nemlig denne Lavignone Barbera d’Asti. Vinhuset kalder sig også for La Rosa Dei Vini … som vel betyder noget i retning af “rosens vine”, og rosen går da også igen som logo for vinhuset, både på etikette og støbt i flaskerne fra Pico Maccario.

Vinhuset drives af de to brødre Pico og Vitaliano Maccario, men huset er – på bedste italienske vis – opkaldt efter den ældste af brødrene. Vingården dog grundlagt af de to brødres bedstefar Carlo Maccario, men Pico og Vitaliano overtog driften efter deres far i 1997, således Pico tager sig af produktionen og Vitaliano af salg og markedsføring.

De dyrker især Barbera, men har også Cabernet, Merlot, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Favorita og Freisa, som alle dyrkes på den største enkeltmark i hele Piemonte. Pico Maccarios har nemlig kun én mark, men den er i ét stort sammenhængende stykke og er på hele 70 hektar. Ganske imponerende … bare vejen på marken er sammenlagt 10 kilometer lang.

Og for hver række står der en rosenbusk i hver ende. Det er selvfølgelig et gammelt trick, som ses i mange lande, idet eventuel sygdom først rammer rosenbuskene før vinstokkene, og dermed kan man nå at sprøjte, hvis uheldet skulle være ude. Hos Pico Maccario er omfanget af rosenbuske dog ganske overvældende … for de har ikke mindre end 4.500 rosenbuske på deres 70 hektar store vinmark.

Der er samlet plantet 58 hektar Barbera, 4 hektar Merlot, 2 hektar med Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon Blanc, men de resterende hektarer er plantet til Favorita og Freisa.

Der laves 3 forskellige Barbera d’Asti vine på Pico Maccario, hvoraf denne Lavignone Barbera d’Asti er én af dem. Den er lavet på ren stål, og også lagret på ren stål i 9 måneder for at bevare så meget frugt som muligt. Den skulle efter sigende have fået 90 point af Wine Spectator og 89 point af Parker. De to øvrige Barbera d’Asti vine fra Pico Maccario har begge lagret på egefade, så denne Lavignone er dermed lidt anderledes.

I næsen er vinen varm, der er godt med krydderier, modne kirsebær, brombær … næsten over i blommer. Der er også lidt kalk og bitre toner. Smagsmæssigt også en varm, fyldig vin med masser af frugt, let sødme … måske en anelse flad i udtrykket, men bestemt rund og tilgængelig. Nem at drikke, og ganske ligetil.

Forhandles af Andrup, hvor prisen er 99,95 kr., men kun 69 kr. pr. flaske, hvis du køber 6 stk.

Rating 4,5/7  

2010 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Kabinett Feinherb, Rheingau, Tyskland

Efter et kort øjebliks utroskab … altså med indtagelse af flere spændende øl, og endda anmeldelse af én af disse her på bloggen, så er vi retur til vinene, nemlig med denne Riesling Oestricher Lenchen Kabinett Feinherb fra Weingut H.T. Eser, som holder til i byen Oestrich-Winkel, få kilometer nord-øst for Geisenheim, og heller ikke langt fra Weingut Kloster Eberbach få kilometer længere mod nord.

Og lige der i Oestrich-Winkel huserer Eser familien … eller rettere Eser familierne, for i Oestrich-Winkel findes der faktisk flere vinhuse drevet af Eser … herunder Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H.T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser.

Ja, Skjold-Burne, som er den danske forhandler skriver ganske vist, og jeg citerer “Christoph Eser arbejder stadig sammen med sin far på ejendommen”, men Thomas er imidlertid broder til Christoph, og en enkelt søgning på internettet bekræfter da også dette, da de ligner hinanden som to dråber vand.

Ja, ellers ser faderen i hvert fald meget, meget ung ud.

Skjold Burne skriver også, og jeg citerer igen “druerne til denne vin kommer fra marken Doosberg i Oestrich kommunen”, men så havde vinen nok heddet Oestricher Doosberg … og ikke Oestricher Lenchen. Jeg vil vove påstanden, at druerne til denne vin kommer fra marken Oestricher Lenchen.

Det er simpelthen en ommer Skjold-Burne! Slet ikke godt nok, hvis man vil kalde sig en vinbutik.

Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936. Brødrene driver i alt 12 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen. Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Nå, men denne vin i glasset er en Riesling Oestricher Lenchen Kabinett Feinherb, hvor druerne – som navnet indikerer – kommer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger.

Vinen er Kabinett, dvs. typisk senere høstet, og dermed ofte lidt sødere end de tørre vine, og Feinherb betyder normalt, at vinen er en tand sødere end halvtørre vine, men betegnelsen Feinherb er – så vidt jeg kan finde ud af -ureguleret, dvs. uden specifikke krav til, hvor meget sukker vinen skal indeholde pr. liter. Nogle definerer Feinherb med, at vinen har et anstrøg af sødme i frugten.

Lad os fluks undersøge det. I næsen er der petroleum … helt klart, ikke voldsomt, men bestemt til stede. Der er også lidt sødme-fedme, stikkelsbær, abrikos og våde sten … tegner til, at der er noget mineralitet i vinen, skønt. I munden er vinen ikke så sød som frygtet, men det er helt sikkert ikke en tør vin. Dog heller ikke så sød, som nogle Kabinett vine kan være. Der er … når første lidt halvsøde indtryk har passeret … en fin syrlighed og fin friskhed, som gør vinen ganske spændende. Lidt mere stramhed havde været fint … men ellers ganske okay.

Købt hos Skjold-Burne, pris 109,75 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Joseph Drouhin, Savigny-Les-Beaune Clos des Godeaux, Bourgogne, Frankrig

En vin fra ugen … nemlig en Bourgogne … Savigny-Les-Beaune Clos des Godeaux fra Maison Joseph Drouhin, som ligger i Beaune … og faktisk med sine 73 hektar er et af de største vinhuse i området. De ejer vinmarker overalt i Bourgogne, nemlig 38 hektar i Chablis, 32 hektar i Côte de Nuits og Côte de Beaune samt 3 hektar i Côte Chalonnaise.

Og de fleste af markerne er endda enten Premier eller Grand Crus, og der dyrkes naturligvis kun de to burgundiske druer Pinot Noir og Chardonnay. Nogle vinmarkerne hører endda til blandt de mest berømte i Bourgogne, fx Clos des Mouches, Montrachet Marquis de Laguiche, Musigny, Clos de Vougeot og Corton Charlemagne.

Herudover supplerer Drouhin også produktionen med druer fra andre vinbønder i området … typisk familier, som man har haft samarbejdsaftaler med gennem en lang årrække.

Maison Joseph Drouhin er grundlagt i 1880 af Joseph Drouhin i en alder af blot 22 år. Han kom fra Chablis området, men slog sig ned i Beaune med det formål at blive vinbonde og lave vine af høj kvalitet. Hans arbejde blev videreført af sønnen Maurice, som fik gjort vingården kendt og udvidede ved køb af marker som Clos des Mouches og Clos de Vougeot.

Robert Drouhin, der i 1957 efterfulgte Maurice, fik vingården op på det nuværende niveau og størrelse, bl.a. via køb af yderligere marker, og kvalitetsmæssigt ved – som én af de første  i Bourgogne – at indføre “culture raisonnée”, hvor man ikke anvender hverken pesticider eller andre kemikalier i vinmarkerne. Han stod også for opbygningen af et laboratorium, som blev drevet af  Laurence Jobard, den første kvinde ønolog i Bourgogne.

I dag er det Robert og hustuen Françoise Drouhins fire børn Philippe, Véronique, Laurent og Frédéric, som driver vinhuset. Og de viderefører de gamle traditioner og den filosofi, som har været gældende siden 1880, nemlig at der være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker.

Den filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.

Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.

Denne Savigny-Les-Beaune Clos des Godeaux er lavet med druer fra marken Clos des Godeaux, som Drouhin ejer 1,6 hektar af og dyrker helt økologisk. Marken ligger i Savigny-les-Beaune en lille dal nord for Beaune med en nærmest perfekt sydlig eksponering på skråninger i ca. 360 meter højde ved siden af Premier Cru marken Clos des Lavières. Her er jorden yderst fattig, da dens næringsstoffer gennem tiden er skyllet ud af jorden og ned til de midterste og nederste dele af skråningen.

Det bevirker, at vinstokken skal kæmpe mere for sin overlevelse, hvilket igen får den til at sætte færre drueklaser, hvorfor vinstokken har færre druer, som den skal fordele sin photosyntese til, hvorved vinen opnår en større koncentration, end det vil være tilfældet nederst på skråningen.

Vinen er lavet med en maceration på 2-3 uger, hvorefter vinen lagrer 14 til 18 måneder på franske Tronçay barriques, heraf 20% nye.

Og det er faktisk en ganske delikat vin, som er meget easygoing. Næsen byder på lyse kirsebær, hindbær, blomster, let toast … og meget klar Pinot duft. Er ikke særlig animalsk, og der er ingen kostald … men vinen er selvfølgelig også ganske ung. Smagen er let, rund, elegant med røde bær, lidt jord og svage krydderier. Tanninerne er blide og bider på ingen måde … som ung Bourgogne ellers kan gøre, så det vil være en vin, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 300 kr.

Rating 4,5/7 

2009 Cave Vinicole de Hunawihr, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Med næste vin blev vi på Grand Cru marken Rosacker … men vinen er nu fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, der – som navnet indikerer – er beliggende i Hunawihr. Ja, det er lige præcis dét vinhus, som jeg også skrev om i sidste uge, da jeg til Randers Vinlaughs Riesling-smagning smagte deres almindelige Riesling, og ellers før har skrevet om her på bloggen.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Cave Vinicole de Hunawihr laver vine fra 4 Grand Cru marker, nemlig markerne Froehn, Osterberg, Schoenenbourg og Rosacker. Her har vi husets Riesling Grand Cru Rosacker, hvor druerne netop kommer fra den anerkendte mark Rosacker, som faktisk i vinmæssig sammenhæng omtales første gang helt tilbage i 1483.

I næsen er denne vin selvfølgelig yngre, men også markant anderledes end vinen fra Sipp Mack. Vinen er mere parfumeret med blomster, grønne pærer og sådan lidt sjove søde noter. Jan kaldte det for champagnefarvet vingummibamser, men mine tanker mere gik i retning af Faxe Kondi. Smagen er dog ganske præcis, frisk og der er godt med syre, grønne æbler, meget fin intensitet og en voldsom tørhed.

På vingården koster vinen 11,40€ eller ca. 85 kr. Det er ganske billigt for en Grand Cru.

Rating 4,5/7