Så mødte jeg sgu munken igen … og vistnok mit 4. møde med den gamle dreng. Ja, helt gammel er han selvfølgelig ikke her, da det nemlig er en af de nyeste årgange af den nærmest mytiske champagne Dom Pérignon fra Champagnehuset Moët & Chandon.
De andre årgange jeg har smagt af den ældre herre er 1993, 2002 og 2004. Jeg skal denne gang skåne jer for hele historien om ikoniske champagne og i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie.
Dom Pérignon er jo en årgangschampagne … og en sådan én skal lagre tre år på flaske, for at den må kaldes sådan, men Dom Pérignon lagrer meget længere, typisk 9 eller 10 år. Det er årsagen til, at denne 2005 er en af de nyeste frigivne årgange. Den lange lagring er med til at udvikle smagen og gøre den mere kompleks.
Den længere lagring af champagnen er naturligvis også noget af det, man betaler for og samtidig får man en flaske med stort lagringspotentiale. Og det er en dyr flaske … og den appellerer da også til kunder, som gerne vil vise, hvor mange penge og hvor godt et liv de har.
Og det gør den godt med sin mørkegrønne ikoniske flaske og den kongekroneformede etiket. Meget genkendelig og dermed let at spotte, så folk ved, at man er i stand til at bløde nogle penge for vinen.
Men får man også value for money? Af de få flasker, som jeg har smagt var jeg specielt begejstret for årgang 2002, som jeg synes var et mule hår foran årgang 1993 og 2004. Om den er alle pengene værd? Tja, det er selvfølgelig et godt spørgsmål, men da jeg ikke har den store erfaring indenfor champagne, så skal du nok spørge en anden.
En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer.
I næsen har denne årgang 2005 lidt pærer, fersken, kvæde … meget delikat og sarte frugtnoter sammen med honning, champignon, toastbrød med smeltet ost og et strejf af lidt citrus. I munden er boblerne usædvanlige blide … næsten ikke eksisterende, og det overrasker mig lidt. Synes godt, at de kunne pirre lidt mere til smagsoplevelsen, som dermed bliver meget blid, blød og næsten en smule vandet … mangler en smule dybde, selvom der bestemt også er friske elementer.
Den er selvfølgelig fortsat i sine unge år … og jeg vil gætte, at den vil få mere krop og kompleksitet ved at ligge nogle år.
Forhandles mange steder og vejledende pris er 1.249 kroner. Den kan dog findes til lige under 1.000 kr. hos fx dkWineImport eller SuperVin.