Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Gut Oggau, Joschuari, Burgenland, Østrig

2017 Gut Oggau, Joschuari, Burgenland, ØstrigVinvennerne på jobbet skulle smage lidt anderledes og god Blaufränkisch fra biodynamiske Gut Oggau og det er vinen, som de har kaldt Joschuari.

Gut Oggau er absolut ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland.

Vinhuset med det sjove navn drives af Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurant-ejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge så både forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Denne Joshuari er den voksne generation af vinene fra Gut Oggau. Søn af Metchild og Bertholdi, lavet på 100% Blaufränkisch, der er gæret på 500 og 1.200 liter træfade med 3 ugers maceration og efterfølgende lagring 18 måneder på 500 liter egefade.

Shit … i bogstaveligt forstand, for der er øko mødding, havvand, søtang og fodsved, mælkede noter, drikkeyoghurt, lettere reduktiv med en mørk animalsk frugt, boysenbær, brombær, blåbær, sorte kirsebær, svage fadnoter og pænt med tulipaner.

Smagen er næsten sitrende Ribena samt en doven sodavand …  men bare vild blød, lidt bamset med en frisk, saftig og intens frugt og endda også tanniner og garvesyre, men vist ikke helt så stram som 2014’eren. Det er virkelig elegant på en stram, tæt og powerfuld måde, masser af brombær, sorte kirsebær, solbær … har crazy saftighed.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Clos des Rocs, Poully-Loché En Chantone, Bourgogne, Frankrig

2019 Clos des Rocs, Poully-Loché En Chantone, Bourgogne, FrankrigClos des Rocs ligger i den lillebitte, søvnig landsby Pouilly-Loché lige omkring 30 minutter sydpå ad motorvejen fra Puligny og øst for Pouilly-Fuissé. Derfra smager vi denne Poully-Loché En Chantone 2019.

Vinhuset drives af Olivier Giroux, som selv er født i Fuissé og han grundlagde i 2002 sit lille vinhus efter købet af en hyggelig lille ejendom med noget virkelig interessant, men dengang ikke særlig velholdt jord. Der har derfor krævet en stor oprydning efter den tidligere ejer, men med enorm arbejdsindsats, sin biodynamiske månekalender og kærlighed til det autentiske og ærlige, er Olivier kommet langt i sine bestræbelser på at forløse potentialet.

Olivier Giroux har selv taget sin vinuddannelse og læretid i Rhône, men besluttede efter endt læretid at vende tilbage til de sine totalt egne burgundiske rødder. Han har samlet 9,9 hektar vinmarker, hvor 6 hektar endda ligger i Pouilly-Loché, hvor der samlet faktisk kun findes sølle 32 hektar vinmarker.

Derudover har Olivier også marker i Mâcon-Loché, Mâcon-Fuisse og Pouilly-Fuissé … og samlet har vinstokkene en gennemsnitsalder på hele 60 år, hvilket også sikrer lave udbytter.

Han lagde tidligere om til økologisk vinbrug og arbejder efter de biodynamiske metoder og i takt med at jorden udvikler sig,  så er Olivier begyndt at eksperimentere med både markarbejdet samt vinifikationen. Han er ved at være der, hvor han hele tiden gerne ville lande; sunde marker, stærke planter, anvender kun druernes naturlige vildgør og ingen tekniske fiflerier.

I modsætning til mange andre Mâcon-vine, er Olivier Girouxs vine ikke tunge og alkoholiske. Fadet er optimalt styret og overtager på intet tidspunkt smagsbilledet. Vinifikationen sker parcel for parcel for at bevare så meget terroir karakter som muligt og opnå de mest balancerede sammenstikninger til slut. Vinene er rene og klare, er levende, har personlighed og klasse.

Denne Poully-Loché En Chantone er netop én af vine fra Oliviers 6 hektar marker i Pouilly-Loché fra vinmarken En Chantone, der kun er på 0.65 hektar og ligger 100 meter fra husets monopolmark Clos des Rocs. På En Chantone er vinstokkene omkring 90 år gamle

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen så også lagret 11 måneder på neutrale  500 liters demi muids.

Hvor er vinen dog fantastisk afstemt … har en vis fylde uden på noget tidspunkt at blive opulent. Har lidt bivoks, klare fadnoter som disket vanilje samt varme æbletærer, æbler, pærer, frisk franskbrød, ristede, brændte elementer, blomster samt en lille koket bitterhed. Uhmmmmm.

I munden absolut oprejst og rank vin … masser af salte mineraler samt en virkelig pågående og generøs frugt på ganen, æbler, pærer, lemon, citroner … en lille bitterhed, men alt doseret så fint, perfekt og elegant, for der er sgu bid i den.

Forhandles af Blancs.dk, hvor prisen er 215 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigJeg har før været på banen med et par spændende Grand Cru 2001 bourgognevine, som  Stéphane Brocard har købt til sit negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay. Nu smager jeg atter to af slagsen og starter med denne Mazis-Chambertin Grand Cru 2001.

Jeg har jo tidligere smagt en Clos-Vougeot Grand Cru 2001 og en Gevrey-Chambertin også fra 2001. Begge gange har det været fra et hemmeligt bourgognehus som på grund af COVID-19 ikke har kunnet levere deres vine til Michelin-restauranterne, så derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu sendt dem på markedet under sit eget navn.

Det er det samme med denne Mazis-Chambertin Grand Cru, hvor  Stéphane Brocard har fået fingrene i et glemt parti storartet Mazis-Chambertin, som han nu lancerer under egen label. Igen er det en vin, som kommer fra et højt anerkendt domæne med adresse i Gevrey-Chambertin.

På kortet ovenover kan I se Gevrey-Chambertin markerne, hvor de mørkerøde er  Grand Cru markerne og det siges, at vinene derfra er blandt områdets mest kraftfulde vine og Mazis-Chambertin – der jo ligger helt til højre – er ingen undtagelse.

Den østvendte mark er rig kalksten fra Juratiden og på overfladen finder man af og til skaldyrsfossiler fra dengang, at hele området var dækket af hav. Mazis-Chambertin ligger på højde med Chambertin og Clos de Beze og i Grand Cru hierakiet figurerer den lige under disse med lige så stor intensitet og næsten lige så flot struktur.

Så denne Mazis-Chambertin Grand Cru er altså lavet med druer fra en parcel på den 9,1 hektar store Grand Cru Mazis-Chambertin, der jo ligger som nabo til Clos de Bèze, Vinen er lavet på rustfri ståltank med gæring og maceration i 12-17 med temperaturstyring samt en daglig pigeage. Efter endt fermentering har vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske barriques.

Duftmæssigt en vild bourgognevin … både tæt med en sand urkraft af æteriske og dyb, moden, lys frugt, dekadent mahogni og gammelt teaktræ, skovbund, masser af jordbær, saftige kirsebær, virkelig ret dragende med læderfedt samt lidt mælkede noter samt en nervøs, vibrerende og anspændt syre.

I munden er det lys, let og moden frugt, smelter i munden på en lys, syret og slank måde. Det er hindbær, jordbær, stor frugtintensitet og lys tørhed. Tanninerne er egentlig bløde og medgørlige og vinen har en rigtig fin nerve, voldsom land eftersmag og eminent elegance. Fandeme da lige, hvad man har brug for sådan en lørdag aften.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.595 kr., mens prisen er 1.450 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, FrankrigSå skal vi igen smage en Jean Gagnerot vin … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Denne gang er det en nærmest smuk Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières 2017 … lige hvad man trænger til en solrig lørdag middag.

Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu kigger vi i stedet nærmere på denne vin, der kommer fra en parcel på den 17,66 hektar store 1er Cru mark Les Lavières, der ligger i den nordlige sektor af Savigny-lès-Beaune

Dér minder terroiret en del om naboappellationen Corton Grand Cru og med sin sydvendte og solbeskinnede eksponering er Les Lavières er opkaldt efter sine flade skifersten, der hjælper med dræningen og fremmer smagskoncentrationen i druerne.

Druerne høstes i hånden, mens vinen gærer på rustfrie ståltanke med temperaturstyring, men inden får druerne lov at koldmacerere nogle dage inden gæringen sættes i gang … lang og kølig med daglig punch downs og overpumpning. Vinen er så efter endt fermentering lagret  15 måneders på burgundiske 228 liter barriques, heraf 40% helt nye fade, mens resten er mellem 1 og 3 år gamle.

Hold da op … hvor er det en vild lækker vin. Det er som om, at alting sidder de rigtige steder. Havde det være en kvinde, så var hun måske nok moden, men med formene de rigtige steder. Det starter i glasset, hvor vinen er lys og transparent, men uden tegl på alder. Duften er nærmest berusende, men i næsen virker den moden, fornuftig med både jordbær, hindbær og kirsebær … en fin og dekadent trænote med teak- og mahognitræ, masser af lag, et diskret fadpræg, hvor der imidlertid hverken kommer tyk vanilje eller andre tung noter frem, for her er alt luftigt, frugtrigt og lidt blomsterrigt.

I munden er det comfort og luksus på 1. klasse og der er ingen grønne, burgundiske binoter, men bare en rund, luftig og feminin frugt med jordbær, hindbær og en svag frugtsødme. Hun er svær ikke at blive begejstret over … og ovenpå Pinot Noir fra et par andre steder i verdenen, så smager denne vin som at komme hjem … alt er på de rigtige pladser og gjort med elegant finesse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienNår vi nu er ved fantastiske Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, hvorfor så ikke smage hans 3. og sidste vin … topvinen 2017 Montecucco Sangiovese Riserva?

Vinen er som lillesøsteren fremstillet på 100% Sangiovese fra Simones bedst vin marker i Montecucco. Druerne høstes fra skråningerne ned mod floden Orcia, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvis jeg før syntes, at Montecucco Sangiovese nærmest smagte som en mini Brunello, så bliver forvirringen ikke større, sammenligningen ikke mindre med denne Riserva udgave. I glasset er det en lys vin og den har lidt småbrunorange kanter, mens duften minder meget om lillesøsteren, blot med flere fadnoter, bl.a. et æterisk og ret gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Det kommer altså bare lige oveni en frejdig og frisk frugt med ribs, hindbær og tranebær, violer, lidt lavendel, skovbund, nogle rå champignon samt en del sten.

I munden er det så tørt … og man mærker allerede fra start, at man rundet tingene lidt af med tungere fadkontakt. Det klæder den sgu, men der er fortsat en yngre, tæt, lys og let moden frugt af hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanniner er fortsat total mærkbare, men det virker som ung, at de skarpeste hjørner er slebet en smule af,  selvom tanninerne fortsat udtørrer munden og skriger på mad. Det er svært ikke at blive forelsket i denne vin, som jeg gladelig drikker i stedet for andre ligegyldige Brunello’er.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Prisen er skør .. og så siger jeg endda ikke, at den pt fås på bud til 109,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Bodegas Resalte de Peñafiel, Gran Resalte, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Resalte de Peñafiel, Gran Resalte, Ribera del Duero, SpanienMed de næste 3 Ribera del Duero vine kom vi på et top niveau og den første er denne 2014 Gran Resalte fra Bodegas Resalte de Peñafiel.

Resalte er et forholdsvis nyt vinhus i Ribera del Duero og er grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen.

Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel og vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Denne Gran Resalte er husets topvin, som er lavet fra omkring 70 år gamle Tempranillo vinstokke plantet på en række små plots på flere højtbeliggende marker i Ribera del Duero. Vinen laves kun i særligt gode årgange og hver plot vinificeres separat for til sidst at blive blended til den endelige vin.

Selve vinifikationen er startet med en 5 dages koldmaceration ved 8 grader og en efterfølgende temperaturkontrolleret gæring i 25 dage med løbende pigeage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret 4 måneder på nye 400 liters franske fade af bedste kvalitet.

Uha, hvor det duft godt … og modent med både gammelt træ, teak og mahogni, solbær, morbær, dadler, figner, syltede blommer, stor samt lækker frugt, afdæmpede fadnoter med karamel, vanilje, røg, læder, virkelig smukt balanceret, som vinen næsten smelter i næsen.

Det gælder faktisk også smagsmæssigt, for Gran Resalte smager vildt godt og smelter bogstaveligt i munden. Det er en vin, som blev ved og ved med at give, virkelig cremet med en smule portvin, mørk og alligevel frisk frugt, runde tanniner … mums. Dermed bliver det hele 6 Thumbs med en lidt snas op.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 585 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2006 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, Frankrig

2006 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, FrankrigDen sidste af Gert E’s Savoie vine blev også aftenens helt store oplevelse. Det var atter vinen La Brova fra Domaine Louis Magnin, men nu i langt ældre årgang 2006.

Igen er det ren Mondeuse baseret vin, som kommer fra omkring 50 år gamle vinstokke på ler- og kalkstenholdig jord.

Vinen er lavet med 100% afstilkning af druerne, hvorefter de er gæret 30 dage  i rustfri stålkar med skånsom ekstraktion samt daglig pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade. Der laves årligt kun 3.200 flasker af denne vin.

I næsen er vinen – ikke overraskende – klart mere moden, men det er fortsat med lys, let og luftig aroma, her suppleret med lidt ædeltræ i form af mahogni eller teaktræ, et pirrende fadpræg med vanilje samt kanel, gazebind, lakridskonfekt, et let og luftigt medicinskab, plaster, nogle Dr. Oetker blandede cocktailbær, igen tørre og lyse hindbær, umodne lyse kirsebær, hybenroseblade … ja faktisk er vinen også ganske blomsterrig, kompleks og rund.

Igen har vinen smagsmæssigt dette lyse, saftige, lette og luftige touch med hindbær, ribs … utrolig cremet og smeltende i munden med denne fine balance mellem både modenhed, friskhed og en vis syrlighed. Det er ikke til at smage, at vinen er fra 2006, for det er bare så vedkommende, let, syrligt, rent og smukt. Dermed klart 6 store houlbergske fingre med stor pil op.

Thanks for sharing Gert E.

Købt i Chamonix, hvor han gave omkring  en flaske normalt koster 53€ … svarende til omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, Italien

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, ItalienByggemødet sluttede helt italiensk og den første italienske vin var denne 2014 Barbaresco Currá fra Azienda Agricola Sottimano beliggende i byen Nieve cirka 5 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset har vi mødt mange gange her på Houlbergs Vinblog og derfor ser vi denne gang kun nærmere på denne vin, som er lavet med Nebbiolo druer, som er fra Currá marken, som ligger sydvest for Neive i retning mod Barbaresco. Gæring og maceration sker ved lave temperaturer over normalt over hele 2 måneder og uden brug af kunstgær.

Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder, heraf er 10% nye fade. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

Det er fra første fløjt en rigtig dejlig Nebbiolo … har Barbaresco’ens runde, modne, bløde og blide side sammen med en meget ren, lys og klar frugt med både jordbær, hindbær, tranebær, kirsebær suppleret med babybræk, violer, salvie, mentol samt et svagere fadpræg med lidt våde fade samt en smule lakrids og mineraler.

I munden sparker tanninerne pænt … tørrer munden helt ud med peber, lys, let og tør syre, ganske ren og klar. Selvom det egentlig er en lys Barbaresco, så virker den lysere, mere tæt og tanninrig end mange tilsvarende vine. Der er tonsvis af knapt modne kirsebær, tranebær og ribs. Man får lidt af det hele … både fabelagtig blød, comfortabel og samtidig præcis vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 729 kr., mens prisen er 589 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienDe næste 2 vine var fra det kendte vinhus Bodegas Arzuaga Navarro og første var denne Gran Reserva 2014.

Her kommer Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave høstudbytter af maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Det er ikke 100% Tempranillo, for der er  5% Merlot samt 4% Cabernet Sauvignon i blendet og de druer kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde.  Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, mens vinen vinificeres på gamle træfade og efterfølgende lagres 48 måneder på barriques.

Duftmæssigt er Arzuagas Gran Reserva et ordentlig historie og som mange af husets andre vine virkelig domineret af hårdtbrændte fade om end det bare smager pissegodt. Det er frugtkoncentrat i højeste potens med blåbær, overmodne solbær, blommer, dadler, jern, flæsk, bacon, sød pibetobak, regnvåde jernbanesveller, blæk, finsk lakrids, vaniljeekstrakt, vaniljekiks, karamel, kaffe, chokolade og lidt tørre sorte tøfler.

Smagen er lidt hen i samme skuffe, virkelig cremet, rund og blød med samme saft og kraft, blommer, solbær, fylde, kanel, vanilje, sød tobak og en ganske koncentreret druesaft. Der er fylde og sødme fra alle de hårdtristede fade og en stor, rund frugtintensitet. Der er sgu comfortvin … lige til at varme sig på og blive glad af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 825 kr., mens prisen er 699 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Vinos Baettig, Pinot Noir Parcelas los Primos, Traiguén, Chile

2017 Vinos Baettig, Pinot Noir Parcelas los Primos, Traiguén, ChileVinos Baettigs røde topvin hedder Pinot Noir Parcelas los Primos og er selvfølgelig lavet med de bedste af husets Pinot Noir druer.

Pinot Noir Parcelas los Primos er lavet med druer fra en række forskellige marker. Dyrket uden kemi og kunstvanding og høstet i hånden.

Gæret har gæret helt naturligt med 31 % hele klaser og så efter endt fermentering lagret 18 måneder på 300 liters fade af fransk eg, heraf 21 % nye fade. Der er kun lavet 1.680 flasker af vinen.

I næsen er der nu kommet mere struktur på … fortsat en rank, stoisk og viril vin med tør eg, violer, læder, grafit, blæk, tør jord, cigarkasser samt  te-blade. Frugten er mest tranebær, hindbær og kirsebær, ret intens, tæt og har også nogle grønne jordbær.

Sådan smager vinen også lidt … let, lys og sødbitter frugt med de grønne jordbær, lyserøde jordbær, tranebær og ribs, mens frugten virker langt lettere og mere elegant end forrige lillesøster. Det er sgu fin struktur og lang eftersmag.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7