Så kom der endnu en Bordeaux inspireret vin på bordet. Vinhuset er Mount Eden Vineyards, og det ligger ved byen Saratoga, ca. 10 km. sydvest for San Jose i Central Coast i Californien.
Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1878 af den franske vinmager Paul Masson, men vingården skiftede ejer i 1930’erne, hvor Martin Ray – som var vokset op i området omkring Mount Eden – overtog gården og besluttede at lave vine, som skulle konkurrere med de franske vine.
I 1943 solgte Ray imidlertid gården … blot for det efterfølgende år at købe en større vingård en spids længere mod nord, og her plantede Ray sorterne Pinot Noir og Chardonnay … mens stokkene med Cabernet Sauvignon først senere i 1950 blev tilføjet.
De første mange år hed vinen fra ejendommen blot “Martin Ray”. I løbet af 1960’erne udvides ejendommen ved hjælp af en række investorer, men i 1970 stopper Ray, og investorerne tog over og omdøbte bl.a. vingården til ” Mount Eden Vineyards “.
Investorerne hyrede herefter en række talentfulde vinproducenter, bl.a. ansatte de i 1981 Jeffrey Patterson som assisterende vinmager. Lidt over et år efter sin ankomst blev Patterson forfremmet til ansvarlig vinmager og direktør for vingården, mens hustruen Ellie også kom med i driften. I 1986 blev de medejere og i 2008 erhvervede Jeffrey Patterson størstedelen af ejerskabet sammen med børnene Sophie og Reid.
I dag bor parret således i det hus, som Martin Ray byggede på Mount Eden i begyndelsen af 1950’erne, omgivet af historiske vinmarker og en panoramisk udsigt over den nu berømte Silicon Valley.
Druerne til denne Cabernet Sauvignon kommer primært fra Domaine Eden, en mark som er beliggende på en nærliggende bjergtop. Marken er tilkøbt i 2007. Derudover kommer druerne fra tre andre steder i Saratoga og Los Gatos. Vinen er lavet på de fem Bordeaux druer; Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot samt små andele Petit Verdot og Malbec. Vinen er lagret på fransk eg i to år.
Duften er kælder, blæk, solbær, blåbær, salvie, mynte, jord … og igen er der tydelige noter fra Bordeaux. Smagen er meget ren og frugtrig med solbær, urter, sød eg … flot elegance i vinen. Tanninerne er bløde og der er også en fin syrebalance … dejligt. Også fin lang eftersmag … sådan!
Fås hos KK Wine, pris 220 kr.