Aftenens eneste hvidvin blev passende nok en Riesling, hvilket alle gættede. Det blev nemlig denne Deidesheimer Riesling fra vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, der holder til på adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz.
Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.
Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.
Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.
I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.
Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.
Denne Deidesheimer Riesling er en Ortswein … altså kvalitetsmæssigt over en almindelig Gutswein og er lavet med druer fra forskellige marker omkring Deidesheim. 1/3 af druerne stammer endda fra tidligt høstede druer fra nogle af huset GG marker.
Lavet på rustfrie ståltanke og delvis lagret på store egefade, de såkaldte Doppelstück-Holzfass. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.
Næsen er virkelig smuk mineralsk med tonsvis af skifer, sten, flint og samtidig allerede den aromatiske petroleum i kombo med grønne æbler, citrus og en omgang røg.
Smagsmæssigt er der virkelig god intensitet … har måske lidt fylde, hvilket kan skyldes den delvise lagring på fade, men der er dog fortsat en god syrlighed, meget spillevende syre og bitterheden er heller ikke så stor. Der er klart mineraler i smagsspektret og derudover et lidt grønt bid.
Købt hos Philipson Wine, hvor 1 flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.