Sidste gang jeg drak en Saint-Joseph Rouge fra Pierre Gonon var jeg ovenud begejstret … dengang var det en årgang 2009, og onsdag tænkte jeg, at mine gæster skulle ha’ samme oplevelse. Jeg havde derfor fra mine gemmer fundet samme vin, blot i en lidt ældre udgave, nemlig denne 2006 Saint-Joseph Rouge.
Og det er altså bare klassisk nordrhône, når det er bedst.´Niels Lillelund har også udtalt følgende om Gonon; “”Den ubestridte mester i området og en eksponent for den helt igennem klassiske stil, .. der er ingen over eller ved siden af Gonon. Hans vine har en tæt moden frugt, den har tydelige tanniner, men er samtidig elegant og silkeblød. En komplet vin for Syrah-elskere, og er man ikke det, så drik noget andet”.
Saint-Joseph er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône. Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred. Det bedste område er det, der ligger over for Tain l’Hermitage og strækker sig ca. 5 km i hver retning. Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser. De øvrige vinmarker i Saint-Joseph er flade og giver slet ikke den samme gode vin.
Saint-Joseph vine er i hvert fald kendt siden det 16. århundrede og blev blandt andet drukket af de franske konger. Vinen er også nævnt i den franske forfatter Victor Hugo’s “Les Miserables” fra 1800-tallet. Der dyrkes både røde og hvide vine i Saint-Joseph. De røde på Syrah-druen og de hvide vine på Marsanne og Roussanne.
Domaine Pierre Gonon er beliggende i byen Mauves, og er grundlagt af Pierre Gonon i 1958, kort efter appellationen så dagens lys. I dag er det de to sønner Jean og Pierre, som driver vingården. Domainet har nogle af de ældste vinplanter i området, og deres vinmarker er i alt 9 hektar, heraf 7 hektar Syrah og 2 hektar Marsanne og Roussanne.
De ældste Syrah stokke blev plantet i 1915, og jorden er stenet med granit, rødt ler og en smule sand. Udbyttet holdes ofte lavt, ofte omkring de 15-20 hektoliter per hektar, og vinen filtreres ikke. Lagringen foregår op til 1½ år på store foudres, for Jean Gonon tror ikke på værdien af nye fade, der efter hans mening meget nemt forstyrer frugten. Der laves kun to vine; en rød og en hvid, basta! Produktionen er meget lille, kun sølle 12.000 flasker om året.
I glasset mørk og indbydende … alderen ser ikke ud til at ha’ svækket dens forsvar, og den bombarderer dig totalt med de mest indbydende dufte. Der er en voldsom … og jeg mener voldsom animalsk kostald, hvilket i samspil med yoghurt, mælkenoter, brombær, støv, grafit, sød tobak, gammel kælder, sorte oliven og champignon blæser dig totalt omkuld. Hold da op for en duft … spitzenklasse.
Smagen er ren frugt, solbær, nerve … meget fokuseret med en utrolig kølighed, som gør denne vin et fantastisk oplevelse. Der er godt med tanniner, vinen spiller rundt inde i munden, meget frugtrig … men cremet og forførende. Ganske enkelt et super glas vin. Normalt kan jeg godt blive lidt nervøs, når den står på ren Syrah, men her smager du ingen peberagtig pumpet Syrah, men elegance, kraft og kølighed af bedste skuffe fra det nordlige Rhône.
Hmmmmm …. og vinen bekom vist alle … for det var dén flaske, som hurtigst blev tømt. Det fortæller også altid noget.
Kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men en årgang 2012 kan fåes hos Genereux Vinkælder i København for 235 kr.
Onsdagens næste vin i rækken blev denne Gorú fra Ego Bodegas. Jeg havde købt vinen for en 3 måneder siden i Tyskland, men opdagede en anmeldelse af vinen i seneste nummer af Gastro … hvor de gav vinen 6 stjerner, altså topkarakter bl.a. med ordrene “Vildt imponerende og endnu mere til prisen. Kassekøb kan anbefales til sommerfesterne”.
Som næste vin havde jeg valgt denne Il Bagato fra Azienda Agricola Fattoria Scopone, som man finder, hvis man i Montalcino følger de gule skilte med navnet ”Scopone” på vejen til Castelnuovo dell’Abate, umiddelbart efter borgen La Croce.
Næste vin i rækken blev denne sindssygt spændende Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder fra Weingut Balthasar Ress, som er grundlagt i 1870 og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden.
I det nederste østlige hjørne af Østrig … tæt på Slovenien … i området Südoststeiermark i Styria, tæt på byen Straden i et bakket landskab med filmisk morgentåge i dalene finder vi vinhuset Weingut Neumeister, som står bag denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik, som jeg onsdag aften nød med gode venner under den overdækkede terrasse.
Lige update med en vin, som blev nydt på terrassen en sen aften, nemlig en lille perle, en Riesling Vieilles Vignes, altså fra gamle stokke, fra det lille vinhus Domaine David Ermel, som ligger i byen Hunawihr ved foden af Vogeserne i det billedskønne Alsace.
Jeg så forleden et fedt tv-program på DR2, Anthony Bourdain i Canada, ja faktisk efter et fif over Facebook fra Jan. Kort fortalt følger programmet den amerikanske kok og tv-vært Anthony Bourdain rundt om i verden, hvor han med sarkastiske vid, intellektuelle nysgerrighed og oprigtighed kigger på madkulturen i forskellige lande.
Med efternavnet “Ein Audi” kunne man forledes til at tro, at næste indslag var tysk … men dette er ingenlunde tilfældet, for vinen er en ægte Barolo fra vinhuset Poderi Luigi Einaudi, og grundlæggeren Luigi Einaudi var endda særdeles kendt, idet han nemlig i 1948 blev Italiens første præsident.
Tommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.