2019 Zonte’s Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2019 Zonte's Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienMed en sjov etiket og navnet Baron Von Nemesis Barossa Shiraz stikker denne vin fra vinhuset Zonte’s Footstep sig klart ud.

Zonte’s Footstep blev etableret i 2003 af Brad Rey. Vinhuset holder til i McLaren Vale, men laver også vine fra egne marker i Langhorne Creek, men køber også druer fra McLaren Vale, Barossa og Adelaide Hills.

Brad Rey gav vinhuset navnet Zonte’s Footstep … lidt inspireret af den spisedrue kaldet Zante Currant, der oprindelig tilbage i 1893 fandtes på husets første mark … der dog senere blev tilplantet med både Shiraz og Cabernet Sauvignon til de første vine.

Som en hyldest til druerne, så kaldte de vinhuset Zonte’s Footstep, da man ikke må anvende druer i navngivning af vinhuset, så derfor blev A’et blot udskiftet med et O.

Zonte’s Footstep har selv 90 hektar, men køber altså også druer fra en lang række vinavlere og laver spændende vine med sjove navne og deres største sællert er fx en Chocolate Factory Shiraz, mens andre har navne som Lady of the Lake Viognier, Globe Skimmer Rosé, Madrugador Tempranillo og Nature’s Crux Shiraz.

Brad Rey har tidligere arbejdet for Wirra Wirra og fik stor påvirkning fra det hus’ ejer Greg Trott.

Denne Baron Von Nemesis Barossa Shiraz er lavet på 100% Shiraz og druerne kommer fra vinmarker i Barossa. Primær gæring foregår i en kombination af rustfri stålkar og 5 tons åbne gæringsbeholdere.

Efter endt fermentering samles vinen i tanke og får lov til at afslutte med en naturlig malolaktisk gæring. Derefter lagres den 15 måneder på nye franske egetræsfade før aftapning og frigivelse.

Allerede fra første snif kan det virke, som om Chocolate Factory Shiraz har smittet lidt af på denne vin, for der er i hvert fald en smule mørk chokolade i næsen, en mørk og fyldig frugt, solbær, brombær og blommer, tør engelsk lakrids, godt med støvede sten, mineraler, lidt mentol samt peber.

I munden kommer der en frugt frem, som er big and bold, lidt marmeladefed, men med masser af smag. Det er tykt, stærkt med lidt alkoholvarme, en del peber, igen chokolade, sødme, candyfloss, sød finsk lakrids, tætpakket og vandvittig koncentreret. Det er sgu en stor mundfuld … power aussi Shiraz vin, men smager ret godt, så Houlberg er sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Bodegas Divina Proporción, Platón, Toro, Spanien

2019 Bodegas Divina Proporción, Platón, Toro, SpanienVi napper lige endnu en vin fra Máximo San José de la Rosa på Bodegas Divina Proporción og det blev husets topvin, der blot kaldes Platón.

Her er det 100% Tempranillo fra vinstokke der er over 100 år gamle. Alle druer håndhøstes og kun de bedste og mest optimalt modne druer benyttes til denne vin.

Som med forrige vin er gæring og maceration sker over 10-15 dage, derefter en malolaktisk gæring og endelig lagret 20 måneder i små franske egetræsfade.

Allerede fra start er der duft af fadene … godt med træ, våde fade, mørk lakrids, chokolade, karamel, kakao, kaffegrums, vanilje, gran samt en mørk, dyb og fed frugt, næsten tørret frugt med blommer, brombær og virkelig fortættet i koncentreret form.

I munden er det også en tæt, kraftig og imposant vin, men frugten er langt mere frisk end forventet … masser af kirsebær, brombær samt blommer, virkelig masser af frugt, lidt tør og har også blæk, grafit, en let peber og frisk, lang eftersmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Bodegas Divina Proporción, Loquillo, Toro, Spanien

2020 Bodegas Divina Proporción, Loquillo, Toro, SpanienSjovt nok er næste vin også spansk og endda også på samme druer Cabernet Sauvignon samt Tempranillo … nemlig en Loquillo 2020 fra vinhuset Bodegas Divina Proporción.

Der er tale om et nyere vinhus grundlagt i 2009 af Máximo San José de la Rosa og er beliggende lidt syd for Toro by.

Máximo driver vingården med sin frue Yovana samt sin broder Juan og de har samlet 30 hektar vinmarker, men har derudover også aftaler om levering af druer fra omkring yderligere 100 hektar marker, der tilhører forskellige, lokale vinavlere.

Alle marker har gamle vinstokke … de yngste er mindst 30 år, men flere er næsten 100 år og det giver basis for 6 forskellige vine, som også kan nydes i stedets restaurant, der har plads til 350 gæster.

Denne Loquillo er lavet på 80% Tempranillo og 20% Cabernet Sauvignon, som først har gæret i ståltanke over 10-15 dage og så har den været i traditionel presse efter endt fermentering og derefter lagret 6 måneder på egefade. Loquillo betyder i øvrigt skør/sjov.

Duftmæssigt er vinen virkelig bondsk, landlig med syrlig sved og mørk frugt med lidt henkogte blommer, ribs og brombær, kakao, mørk og bitter chokolade, sød tobak, let mentol samt søde krydderier.

I munden er det en lækker og balanceret vin … god mørk frugt, hvor der også er blommer suppleret med kirsebær, blåbær, en lysere samt mere frisk syre, nogle tanniner, der mest er saftige, krydrede og med total charme. Det er rigtig lækker Toro vin med pleasende sind.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Bodega La Viña, El Sierro Reserva, Valencia, Spanien

2016 Bodega La Viña, El Sierro Reserva, Valencia, SpanienBodega La Viña er et stort kooperativ under Anecoop Group og det er fra deres store produktion af vine, at denne 2016 El Sierro Reserva på Cabernet Sauvignon og Tempranillo kommer.

Bodega La Viña aka Anecoop La Viña er et traditionel kooperativ grundlagt i 1945 og beliggende i La Font de la Figuera i Valencia vinregionen. Det er vildt stort … har 1.500 medlemmer og laver vin fra 2.400 hektar vinmarker med en årlig produktion af 11,3 millioner kilo druer.

Det er – som nævnt – en del af Anecoop Group, der både producerer vin, men samtidig også olivenolie og er Spaniens største distributør af grøntsager, frugter og salater og verdens næststørste distributør af citrusfrugter.

Anecoop Group består af 71 tilhørende kooperativer og får deres frugt og druer fra tusindevis af avlere. Det er selv grundlagt i 1977 og repræsenterer tusinder af landmænd i Spanien gennem de mange tilhørende kooperativer. Anecoop La Viña. Anecoop omsatte i 2021 for knap 6 milliarder kroner, så der er tale om et ganske stort foretagende.

Samlet ejer Anecoop Group 3 vinkooperativer og der er – foruden Bodega La Viña aka Anecoop La Viña – også Bodegas Reymos i Valencia samt Bodegas San Martin i Navarra.

Bodegas Reymos har via deres 450 medlemmer over 2.000 hektar vinmarker, mens Bodegas San Martin med 192 medlemmer har små 600 hektar vinmarker, så samlet har Anecoop Group således  hele 5.000 hektar vinmarker.

Denne El Sierro Reserva er lavet på halv Cabernet Sauvignon og halv Tempranillo, som er vinificeret i ståltanke, men efter endt gæring så lagret 12 måneder på franske og amerikanske egefade.

Duftmæssigt er vinen sådan umiddelbart lidt tør, har pænt med solbær … dufter faktisk lidt som noget Bordeaux, for udover frugten med solbær er der også tørt træ, cedertræ og måske endda også en smule muldjord samt klart en del læder.

I munden bliver smagen dog en tak mere skinger … men atter er der solbær, friske kirsebær, masser af frisk og heftig syre. Tanninerne er meget tørre og sætter sig med syrlig fasthed i munden, men syren har kanter og fylder pænt meget i smagsbilledet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienCorte dei Venti holder til på vingården Piancornello mellem Sant’Angelo samt Castelnuovo dell’Abate i den sydøstlige del af Montalcino. Det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montalcino.

Huset stiftede jeg bekendtskab med for omkring et år siden, da jeg smagte en 2016 Brunello di Montalcino … og skrev også lidt om selve vinhuset.

Denne Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso … altså samme type, som anvendes til husets Brunello’er. Alle druerne er høstet fra marker omkring vingården, hvorefter de knuses, gærer samt macererer i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på store egetræsfade inden flaskning og så yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen forholdsvis lys og lidt transparent … duften er derimod stopproppet med frisk frugt, godt med jordbær, jordbær og lidt mere jordbær, hyben, lidt tranebær, balsamisk eddike, jod og lidt medicinske noter, gærede svampe, grønt græs og stilke … lidt landlig og samtidig med en vis tørhed.

I munden er det vitterlig en frisk vin … det er nærmest friske druer, der lige er presset i din mund, hindbær, umodne jordbær og med en lys, frisk og munter syre, der spiller, danser og ter’ sig tosset henover tungen. Der er syrligt på en friskfrugtagtig facon, saftige tanniner og alt sammen med ungdommelighed, bid og charme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, TysklandJeg har tidligere smagt en række formidable vine fra Blankenhorn i Baden … og nu smager jeg så endnu en vin derfra og det er såmænd en tysk Syrah vin.

Vinhuset har jeg som skrevet før smagt vine fra og også skrevet om det, hvilket du kan læse om i mit lille blogindlæg Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden.

Jeg har efterhånden smagt tysk Syrah en del gange og flere tyske vinhuse kan virkelige lave Syrah vin og nu kan vi så føje Weingut Blankenhorn til den liste, for det smager virkelig godt … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er en Ortswein og således lavet på Syrah druer fra husets marker omkring Schliengen, mens vinen er lavet med gæring i åbne egekar i op til 4 uger. Derefter er vinen så lagret 12-18 måneder på franske egefade.

Hold nu kaje for en duft …. vild lækker aroma, ganske landlig, animalsk med både dampende mødding, mejeri og mælkede noter, lidt bacon, en portion nødder, røg, våde og sødbrændte fade, kakao, chokolade, sød finsk lakrids, sorte oliven, kaffe samt en frugt med kirsebær, solbær og næsten tørret i udtrykket. Der fornemmes en lille mineralitet … det dufter sindssygt godt.

Det smager også næsten, som det dufter, altså rasende godt med masser af saft og kraft, solbær, sorte kirsebær samt klare fadnoter med røg, kakao, chokolade og så ellers en peber, som er tydelig og går igen gennem hele smagen med en lille afterburner.  Det er bare så smagfuld, intenst, dyb og potent, har en kalkagtig mineralitet og ellers bare dyb velsmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSå er jeg allerede tilbage hos vinhuset Madame Veuve Point ejet af Grands Vins Sélection aka GVS Group. Denne gang er det med denne 2019 Bourgogne Pinot Noir.

Det en en basisvin, hvor alle druerne kommer fra forskellige marker, men der er ikke rigtigt nogle oplysninger om hverken produktion eller lagring, som dog nok er sket på egefade.

I næsen er vinen en anelse grøn, frugten kantet og direkte med primært kirsebær i førersædet. Det er måske ikke så komplekst eller elegant, men vinen har denne lyse, lette og herlige Pinot Noir duft, som vi er mange, der bare holder af.

Vinen store styrke ligger dog mest smagsmæssigt, for den har en herlig saftig og frugtrig smag. Der er masser tranebær og kirsebær, en let friskhed, lidt bid, let bitre noter samt en lille saftsødme. Det løber lige igennem løgnhalsen og man får tit rigtigt meget for alle pengene i sådan en basis Bourgogne Pinot Noir.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDen lille fede Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto har jeg smagt før og det er lidt en sjov Barbaresco, for der er ikke ikke så megen Nebbiolo tørhed over vinen … det gælder også i denne årgang 2006.

Faktisk er vinen endda lidt fed og sød, men det vender jeg dog tilbage til lige om lidt. Jeg skal heller ikke skrive en masse om selve vinhuset, for det gjorde jeg, da jeg tilbage i 2019 smagte vinen i en årgang 2004 … dog er denne 2006’er klart bedre, men fortsat en sød og tyk bandit.

Denne vin er der ikke så meget info om, men den er efter endt fermentering lagret 48 måneder i store egetræsfade og derefter på tanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt meget kraftig vin med en lidt moden duft af kogte kirsebær og tørrede blommer, lakridskonfekt, fin dekadent aroma, lidt animalsk og har derudover chokolade, kakao … men sjovt nok ikke mange af Nebbiolo druernes klassiske noter.

I munden også en meget moden smag, hvor der er lakridskonfekt, blommer, brombær … igen næsten tørret i stilen, men har dog nogen tørhed, chokolade og kakao. Houlberg er sådan lige mellem 4 og 4,5 af de sædvanlige tomler.

Vinen kan i årgang 2008 fås hos fx Coop eller Megavin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, Italien

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, ItalienPissekoldt på terrassen, men den blev dog indviet for denne sæson og det blev endda med en 2016 Barolo Castiglione fra det fantastiske vinhus Vietti.

Det er husets basis Barolo og Vietti ligger også i Castiglione Falletto i Langhe. Det er helt oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog Marios svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften.

Han fortsatte med at producere kvalitetsvine og var samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trives i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Jeg har før smagt Barolo fra Vietti, nemlig hans flotte – og dyre – Barolo Ravera, men denne Barolo Castiglione er lavet med druer fra flere forskellige marker, bl.a, også Ravera marken i Novello, men her i denne årgang 2016 indgår der Nebbilo druer fra parceller i 10 ud af 11 kommuner i Barolo.

Samlet er vinstokkene fra 9 til 42 år og de fleste parceller er i øvrigt under ændring til økologisk dyrkning. Alle parceller bliver vinificeret separat og sammenstikningen foretages umiddelbart før aftapning.

Druerne gennemgår en lang alkoholisk gæring på ståltanke med en løbende overpumpning og omrøring. Derefter sker den malolaktiske gæring på træfade og den lagret også 30 måneder på både store træfade og små barriques.

Duftmæssigt er det totalt skarpt Barolo … læder, violer, syrlige bær, ribs, granatæbler, lyse kirsebær, grannåle, kul, koks, en dyb engelsk lakrids, fennikel, balsamiske noter, babybræk og virker samtidig let animalsk. Piemonteparfume.

I munden er vinen – faktisk som Viettis Ravera – ganske streng, ung, har masser af syre, så tørt og med vildt og stramt tannisk bid, virkelig rank stenet og mineralsk … det er afstraffelse på højt plan, så klart lige mellem 5,5 og 6 store stjerner.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNå nå … Paul Schäfers Spätburgunder Classic fra Weingut Burggarten har i årgang 2019 fået ny etiket. Ja, jeg burde vide det, for jeg har smagt vinen før i både årgang 2016, 2017 og 2018.

Jeg mødte vinmageren Paul Schäfer junior tilbage i august måned sidste år, men det kan du være mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer. I det indlæg kan du også læse meget mere om vinhuset, historien, vort besøg og mange af deres andre vine.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

I glasset en herlig lys og teglstensrød og transparent farve, mens duften byder på animalsk landlighed, masser af lys frugt, jordbær, kirsebær og ribs, lidt nelliker, røg, sødme, brændte elementer samt vanilje, mælkechokolade med god rundhed. Det dufter sgu bare skidegodt.

I munden er der en lidt bitterhed og røgede elementer … frugten mest tranebær, jordbær og saftige kirsebær, masser af hvid peber, delikat sødmefuld og så har den en lys, let og elegant syre, lækker mineralitet, runde tanniner og samlet en kølig stil. For en Gutswein holder Paul Schäfer et vildt højt niveau, så atter 5 store tomler med pil opad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger